|
Delt note |
Dødssted : Kbh;Garnisons
DBL II 161: Christian Theodor Vaupell var botaniker. Ugift. Vaupell blev
Student 1841 fra sin Fødebys Latinskole. Allerede som
Skoleelev var han en ivrig Florist og gjorde flere interessante
Fund, hvad der bragte ham i Forbindelse med Botanikere, bl. a. Nolte i
Kiel. Da Botanikken imidlertid var et ret brødløst Studium,
valgte han Teologien, og især Martensens Forelæsninger bevægede
ham saa stærkt, at han næsten glemte Botanikken. Han blev cand. theol.
1847, og nu ofrede han sig helt for sit Yndlingsfag, som han dog ikke
ganske havde negligeret, idet han 1845 havde skrevet en kort Afhandling
-Bemærkninger over nogle danske Træarters Forekomst- (Dansk Ugeskrift,
2. Rk., VIII). Efter Eksamen studerede han Geologi og Kemi, og det var
Forchhammers Forelæsninger over historisk Geologi, der først aabnede
hans Øjne for den Betydning, den historiske Udvikling har for
Forstaaelsen af den nuværende Natur, en Erkendelse, der i høj Grad kom
til at præge hans Forskning. Ved Krigens Udbrud meldte han sig som
frivillig, men fire Dage efter sin Ankomst til Hæren blev han saaret i
Slaget ved Slesvig 23. April 1848, og hans venstre Arm blev amputeret
paa Lazarettet. Sine Oplevelser paa dette har han skildret i
-Erindringer fra mit Lazaretliv-, meddelt af broderen O. Vaupell i
-Vort Forsvar- 1984. Vaupell havde hidtil ernæret sig som Timelærer
ved v. Westens Institut, og dermed fortsatte han efter Krigen, da
han til 1853 blev Alumnus paa Borchs Kollegium. Om Sommeren foretog han
lange Ekskursioner, især til Vestjylland, og i disse Aar
udførte han med beundringsværdig Energi et omfattende videnskabeligt
Arbejde, hvorom nedenfor. En fremadskridende Brystsyge gjorde det
imidlertid nødvendigt, at han søgte til varmere Egne, og med
Understøttelse fra flere Sider rejste han 1855 til Nizza med
Studieophold i Nordvesttyskland, hvor han studerede
Moser og Marsk. Han forlod Nizza i Foraaret 1856 og kom over Bordeaux
til Paris, hvor han kom i nær Forbindelse med mange franske Botanikere.
Han deltog i det franske botaniske Selskabs
Ekskursion til Auvergne, valgtes til dets Vicepræsident og fremsatte paa
Mont d'Or under stor Opmærksomhed for dets medlemmer sin Teori om Bøgens
Indvandring i Danmark. Kort efter sin Hjemkomst i Okt. fik han det
Smith'ske Kandidatstipendium og blev derved friere stillet, men han var
dybt skuffet over, at ingen af de mange Embeder, der havde været beklædt
af den s. år døde Professor Liebmann, blev betroet ham, og navnlig over,
at Docenturet i Forstbotanik ved Landbohøjskolen blev givet til Ørsted
skønt Vaupell utvivlsomt var den bedst kvalificerede. Imidlertid mødte
han stor Imødekommenhed fra Landhusholdningsselskabet, som
1858 engagerede ham til at holde Forelæsninger over Plantelæren
med specielt Hensyn til Kulturplanternes Dyrkning, og i de
følgende tre Aar understøttede det ham til Rejser i Indlandet. Under
disse samlede hans Interesser sig især om de danske Skove
og 186o-62 holdt han, der 1859 var blevet Dr. phil. paa en
algologisk Afhandling, som Privatdocent en Række Forelæsninger
derom, som bl. a. fulgtes af den unge Student Eug. Warming. I Sommeren
1862 tog hans Brystsyge en afgørende Vending til
værre, og han døde kun 41 Aar gammel. Vaupell var som Botaniker
Autodidakt, og vel netop derfor blev han en Foregangsmand i Danmark for
Planteanatomien og Biologien, disciipliner, de botaniske Professorer
ganske havde forsømt. Hans rent anatomiske Afhandlinger fra 1849-54 er
Specialstudier over karbundter, dygtige Arbejder, som vandt Anerkendelse
i Udlandet og som bl. a. viser, at den enarmede Mand havde trænet sig op
til at kunne fremstille gode mikroskopiske Præparater. Den sidste af
disse Afhandlinger indsendte han 1854 som Disputats, men den blevv
forkastet af Fakultetet, rimeligvis, som Vaupell selv antyder, fordi
Liebmann ikke følte sig kapabel til at optræde som Opponent ved en
anatomisk Disputats. Hans senere mikroskopiske Studier indskrænker sig
til et Par Afhandlinger om Algeslægten Oedogosiums Befrugtning
(Disputatsen 1859) og Morfologi (Overs. Vid. selsk. Forhandl. 1861). Af
mere almen Interesse er hans Skrift -de nordsjællandske Skovmoser fra
1851. Dets Indhold er delvis anatomisk, idet han deri som den første
giver en botanisk Analyse af tørvens Indhold af Mosser og Vedrester.
Sine Resultater med hensyn til disses Lejringsforhold sammenfatter han i
nogle Betragtninger om de danske Skoves Historie, hvori han paa
væsentlige punkter bestred Jap. Steenstrups Teori om flere efter
hinanden følgende Skovvegetationer, idet disse efter hans Mening var
samtidige. Han ser Træarternes indbyrdes Konkurrence som tilstrækkelig
Forklaring af de forskellige Skovformer, og Teorien om et tidligere
koldere Klima er derfor unødvendig. Steenstrup, hvem eftertiden har
givet Ret, tog V.s Kritik ilde op og fik sat igennem, at hans Ansøgning
til Videnskabernes Selskab om en Understøttelse til fortsatte
Moseundersøgelser blev afslaaet. Dette og Forkastelsen kort efter af
Disputatsen fik V. til at tro, at han ikke var velset i de højeste
videnskabelige Kredse, men kun for Amatør at regne, og trods Bistand fra
J. C. Schiødte og H. N. Krøyer følte han sig ikke stærk nok til at tage
Kampen op, og han opgav at fortsætte med sine Moseundersøgelser. En
anden Følge deraf blev, at han tilbagetog en anatomisk Afhandling om det
fossile Ved i Ravpindelagene, som han 1854 havde indsendt til
Videnskabernes selskab, den blev først udgivet 1906 af N. Hartz. - V.s
Indsats i biologien er mindre betydende, men dog skylder vi ham den
interessante Afhandling -Nizzas Vinterflora- (Vid. Medd. Naturh. foren.
1858). Som allerede antydet var V. tidligt kommet til Forstaaelsen af,
at den historiske Udvikling har spillet en stor Rolle for
Sammensætningen og Fordelingen af Nutidens Plantevækst, hvad J. F.
Schouw ikke havde taget Hensyn til i sin Plantegeografi. Et andet
vigtigt Moment saa han i Træarternes Konkurrence, der især skyldes deres
forskellige Evne til at give og taale Skygge; som Egen tidligere
fortrængte Fyrren, fortrænger nu Bøgen Egen. Han oversaa dog ikke, at
Forandringer i Jordbundens Fugtighedsforhold og Menneskets Indgriben er
væsentlige Faktorer i Udviklingen. For disse Tanker gjorde han Rede i
Skriftet -Bøgens Indvandring i de danske Skove- (1857), der samtidig
udkom paa Fransk. Som det første økologiske Arbejde og ved sit Indhold
er dette lille Skrift banebrydende i dansk botanisk Litteratur, og dets
Resultater er kendt af hver Skoleelev. I Slutningsafsnittet fremsætter
V. den Hypotese, at Bøgen er indvandret i nyere Tid, men hans
Argumentation derfor er svag og blev ogsaa modsagt. For at underbygge
sine Teorier foretog han i sine sidste Aar talrige Rejser til danske
Skove, og hans Iagttagelser derfra og Meddelelser fra mange Forstmænd
danner Grundlaget for hans Hovedværk -De danske Skove-, der blev udgivet
efter hans Død af G. Ploug (1863). I denne Bog, der vel er mere kendt
uden for Botanikernes og Forstmændenes Kredse end noget andet dansk
botanisk Værk, behandler V. i første Afsnit Skovenes og Træarternes
Historie, økologisk-biologiske Forhold og Udbredelse og i det andet
Bøgens Forhold til Egen med de kendte Beskrivelser af danske Kæmpeege,
Hedekrattene m. m. V.s berømte Værk blev lidet kendt i Udlandet, men des
mere følgerigt blev det i Danmark ved sine mange nye Ideer og gode
Iagttagelser og blev det Grundlag, Forskere som P. E. Mller og Eug.
Warming senere arbejdede videre paa. Af V.s øvrige litterære Produktion
maa nævnes hans Skolebog
-Planterigets Naturhistorie- (1854), der ved sit gode Billedstof
og større Hensyntagen til Fysiologi og Biologi var en tiltrængt
Fornyelse af vor Lærebogslitteratur; den blev i flere Oplag ved Chr.
Grønlund benyttet langt frem i Tiden. V. var ogsaa en udmærket
populær-videnskabelig Forfatter og var 1854 Medstifter af -Tidsskrift
for populære Fremstillinger af Naturvidenskaben- og dets botaniske
Redaktør til sin Død. Han har deri skrevet flere Afhandlinger om
Kulturplanter, og nogle af Kapitlerne i -De danske
Skove- er først trykt deri. Endvidere har V. beskæftiget sig med
økonomisk Botanik og i -Tidsskrift for Landoekonomie- skrevet
om Kultivering af Marsk og Mose og om Frugtavl. Det er blevet sagt, at
V. døde som en skuffet og bitter Mand, der var blevet holdt nede af den
officielle Videnskab. Dette er overdrevent, da han jo fra flere Sider
modtog Stipendier og Understøttelser til sine Rejser, men det kan næppe
bestrides, at den Behandling, de naturhistoriske Professorer med Jap.
Steenstrup i Spidsen gav ham, var uretfærdig. For Nutiden staar han som
en af Forgrundsfigurerne i vor Botaniks Historie. - En Planteslægt er af
Grisebach kaldt Vaupellia.
Portrætteret paa Tegning af A. Thiess af frivillige fra 1848.
Litografi 1864 fra Tegner & Kittendorff efter Daguerreotypi.
Selvbiografi i De danske Skove, 1863. Naturens Verden, VII, 1923 s.
164-76. Carl Christensen: Den danske Botaniks Historie, 1924-26, I s.
472-492. II s. 288-92. Kolding Folkeblad 13 Feb. 1937. Svend
Dahl: Den danske Plante- og Dyreverdens Udforskning, 1941 (se
Registeret). Carl Christensen. |