|
Delt note |
Niels Egelykke Petersen, sømand, f. 1810. Han var kun 1 år gl., da hans
far flyttede til Als og 7-8 år da han atter flyttede tilbage til Fyn. I
en alder af 11 år kom han 1821, da præsten Jørgen Knudsen var bleven
kaldet til sognepræst for Tranderup menighed på Ærø, i huset hos denne
mand dels som plejesøn, og dels for at modtage undervisning sammen med
et par andre drenge. Af hjertet var en god og ærlig dreng, men da han
ikke ytrede lyst og stædighed til at læse, blev studeringen opgivet og
efter eget valg lod hans plejefar ham efter hans konfirmation gå til
søs. For at prøve hans lyst, sejlede han det første år med en skipper
fra Ærøskøbing på skibet ..., hvorpå han i 3 år kom ud på en længere
rejse med præstens svoger koffardikaptajn Nikolaj E. Frost af Nordborg.
Denne mand var just ikke så ganske tilfreds med ham. Da han kom hjem
1828 rejste han til København hvor han tog styrmandseksamen og fik
bedste karakter. Han gik nu atter ud med Frost som styrmand, men de blev
snart uenige da Niels Petersen viste trods og ulydighed og ikke var for
at sippe, hvad Frost allerede havde bemærket på den første rejse, da han
var kommen efter, at han ved hjælp af et sugerør hemmelig trak brændevin
til sig. Hans plejeforældre ville aldrig ret fæste lid til det, men
mærkede det først selv, da han engang besøgte dem i Tranderup på en
rejse fra Hamborg. Han var allerede dengang for flere år siden kommen
bort fra Frost og sejlede med andre. I en del år hørte de nu slet ikke
fra ham, da han i lange mellemrum sejlede med en amerikaner, og da man
ombord på de amerikanske skibe aldrig smagte brændevin, blev han i denne
tid igen vænnet til orden og mådehold. I efteråret 1840 besøgte han dem
uventet Havnbjerg præstegård, hvor pastor Knudsen havde været siden
1835. Så blev han hjemme hele vinteren 1840-41. Han var dengang endnu
styrmand men så ufordærvet ud og havde gode klæder, derfor blev han vel
modtaget, da man havde troet ham på gale veje. Han gav sig dog temmelig
meget af med folkene, med hvem han drak og spillede kæreste med
stuepigen. I foråret 1841 fik han på Gråsten sin arv udbetalt efter den
gamle Juhler på Sandbjerg, og han gik nu atter til søs det første år.
Imidlertid blev Juhlers penge heller ikke gamle hos ham, thi ved
tåbelige foretagender forødte han dem i løbet af få år. Først købte han
i foråret 1842 en bondegård i i Hanneved ved Flensborg. Manden var
vistnok en kæltring, thi inden man så sig til, gik handelen tilbage og
Niels Petersen skulle blot have aftægt på gården. Denne sommer 1842 kom
han ofte til hest til Havnbjerg præstegård, og rejste igen efter et par
dages ophold ad gangen. Noget forfængelig og indbildsk var han, da når
han fortalte om folks samtale, derover gerne indflettede deres tiltale
til ham " hr. kaptajn Petersen ". Da han ligeledes ankom til Havnbjerg
præstegård juleaften 1842, var han helt beruset og i de 3 uger han
forblev, tog han sig af og til en rus, hvorfor hans plejemor skændte på
ham. Herover blev han stødt, frygtede vel også for provsten, snørede
derfor den følgende dag sin ransel, da han havde sovet rusen ud, rejste
sin vej, uden at sige farvel og siden den tid har man ikke set eller
hørt til ham. Han har vistnok atter været nødt til at tage fat på søen,
efter at hans arv var sat overstyr. Han har jo vistnok som de fleste af
de andre søskende endt i usselhed og elendighed ( mundtlig. fort. af J.
Knudsen og hvad jeg selv har kendt til ham). |