Alsnissen´s slægtsdatabase

Friedrich Ludwig Dreyer også kaldet "Fritz", skriver til sin fætter
(Adr: Herr. Christian Petersen, Aftægtsmand paa Gaarden "Langdeel", Pr.
Augustenborg, Nordslesvig.
Tromsø den August 1921.
Kjære Fætter Christian og Hustru.
Vi er nu atter forlængst kommen tilbage til vort gamle Tromsø, og finder
en Glæde i at sender Eder nogle Linnier, og i korte Træk giver Eder et
Indblik i min Fortid. Indtil 1872 var jeg hjemme hos mine Forældre på
Skovgaard,og min ældre Broder Hans havde da overtaget Gaarden. I 1872
flyttede jeg ned til min Søster Stine, som var gift med Landmaaler
Asmussen i Satrup Træer, og nyligt var blevet Enke. Jeg tilbragte her 5
lykkelige Aar som Bestyrer af Søsterens Eiendom. men da hun giftede sig
med Andreas Paulsen fra Skovby, følte jeg mig som 5 Hjul til en Vogn og
besluttede mig til at besøge min gamle Onkel i Tromsø,som flere Gange
havde anmodet mig om at komme herop. Jeg kom hertil den 7. Juli 1877 og
var forsynet med Returbillet, idet Tanken var at Opholdet her kunn var
et kortere Besøg. Min gamle Onkel var Enkemand og havde kun en Datter,
som havde været gift, men nu var Enke og bode sammen med sine to Sønner
hos Faderen. Da jeg havde været her en 5 eller 6 Uger begyndte jeg at
kjedes af Lediggangen og ville rejse Hjem igjen. Min gamle Onkel vilde
nødig miste mig og foreslog for mig om jeg ikke vilde give mig til
Handelen og blive her og fremsatte som sit Ønske, at jeg skulde blive et
Aar, og for det Tilfælde at jeg ikke egnede mig for Handelen vilde han
hjælpe mig til en Landeiendom i Hjemmet og hvis jeg blev her vilde han
sørge for min Fremtid. Jeg turde ikke afslaa dette Ønske og da
Prøveaaret var omme meddelte Onkel mig, at jeg maatte slaa mig til Ro og
min Skjæbne var saaledes afgjort. Min gamle Onkel var en agtet Kjøbmand
som drev en meget stor Forretning og næsten aarvist reiste til Udlandet
og gjorde store Vareindkjøb og var velhavende, og en eiegod Mand som
ikke vidste det gode han skulde gjøre imod sin Omgivelse.
Af de to Dattersønner af Onkel studerte den ene og er nu den bekjendte
Professor Collin, og den anden Søn er uddannet som Kjøbmand og havde
gaaet i Skole i Tyskland, havde været i England, Spanien og Frankrig, og
dengang Korrespondent i udenlandske Sprog i Christiania Bank og
Kreditkasse. Onkels Datter Marie Collin var en elskværdig god Dame, som
behandlede mig som en Søn, og jeg levede mig snart ind i de forandrede
Forholde, og varede ikke længe før jeg kunde gjøre Ret for mig i
Forretningen. I 1880 blev gamle Onkel blind, og jeg gjorde da alt muligt
for at lette ham Tilværelsen, læste høit for ham i den meste Del af min
Fritid; ledet ham frem og tilbage paa Kontoret hver Dag og hygget ham
hvor jeg kunde. Omtalte Dattersøn kom nu Hjem som Medarbeider i
Forretningen. I 1885 blev vi begge optaget som Prokurister i
Forretningen, og et par Aar senere oprettet min Gamle Onkel Gavebrev
saaledes, at hans hele Formue efter hans død skulde tilfalde hans
Datter, hendes to Sønner og mig med lige stor Andel til hver.
I 1890 døde Onkelen og hans store Forretning fortsatte med Collin og mig
som Bestyrere for fælles Regning indtil 1893, da jeg overtog
Forretningen allene, idet at de 2 Parthavere eller begge Dattersønner
forlangte sine Parter udbetalte. Jeg har drevet en stor Forretning i
Tørfisk og Tran til Udlandet, specielt til Triest, Venedig, Genua og
Hamburg foruden en større Bondehandel. Jeg har flere Gange besøgt
Kunderne i Tyskland, Østrig og Italien som jeg har høstet godt Udbytte
af. Med Fortjenesten er det gaat op og ned, men i Krigsaarene 1914,15 og
16 gik det saa udmærket godt, idet jeg sad inde med store Partier Fisk
og Tran som blev betalt med høie Priser, at jeg kom helt ovenpaa i
økonomisk Henseende, og besluttede mig til, at trække mig tilbage fra
Forretningslivet, og nyde mine gamle Dage i Fred og Ro, saameget mere
som jeg da var over de 70. I begyndelsen af 1917 solgte jeg Forretningen
til min Prokurist som havde været i min Tjeneste fra første dag jeg
begyndte Forretningen for egen Regning. Som et Kuriosum kan nævnes, at
jeg ved Krigens Udbrud sad inde med en Beholdning af 475 Tønder Torske
Dampmedicintran som den Gang var næsten usælgelig paa Grund af
Overprodution, og som kostede mig 40 Kroner pr. Tønde. Da krigen havde
raset et halvt Aars Tid trængte Tyskland til Damptran, og begyndte saa
smaat at kjøbe op, men da England merkede det, befuldmægtigede de
Grosserer Johan Martens i Bergen til at opkjøbe al den Dampmedicintran
som var i Norge, uanset Pris, saa at Tyskerne ikke skulde faa noget, og
sendte Firmaet Martens en Check paa 22 Millioner Kroner til at begynde
med. Nu begyndte Tranprisen at gaa op, og vi solgte smaa Partier ad
Gangen til stadig høiere og høiere Pris og tænk den gik op til den
fabelagtige Pris af 570 Kroner Tønde. Da jeg kun solgte mindre Partier
ad Gangen tjente jeg selvfølgelig meget, men havde jeg havt
Fremtidsbriller, eller havt en Anelse om, at prisen kunde stige til en
saadan Høide, kunde jeg ha tjent 250 Tusind Kroner paa Partiet. I 1901
døde min kjære Cusine (Onkels Datter) som jeg havde levet sammen med i
24 Aar,og først i en senere Alder giftede jeg mig med Enkefru Garberg,
som er barnløs, og fremdele Indehaver af Byens største Mannufaktur
Forretning, som hun fremdeles driver ved hjælp af en meget flink
Bestyrer, og gaar udmerket godt. Dette var nu Fortiden, og nu gaar jeg
over til Nutiden. Vi pleier hvert Aar at være borte fra Hjemmet i en
Maanedstid eller to, som en liden Adspredelse eller rettere sagt
Fornøjelse. I aar laa vi i Hareskov Kuranstalt, en 25 Minutters
Jernbanetur fra Kjøbenhavn, hvor vi havde det særligt godt, der var en
80 Kurgjæster, og en ubeskrivelig smuk Egn, afvekslende med Skov og
Indsjøer. Efter 1 Maaneds Ophold der reiste vi til Kjøbenhavn hvor vi
dog kun var i 4 Dage og toge saa med Dampskibet til Aarhus for at besøge
min Brodersøn Fritz Dreyer som sidder i en stor Bedrift og har det meget
godt. Han tilbød os nu at befordre os paa sin Automobil for sammen med
os at besøge Familien paa Sundeved og havde en uforglemmelig deilig Tur.
Tænk hvor underligt, det er vist omtrent 60 Aar siden jeg var med mine
Forældre i Besøg til Langdel og dog kunde jeg kjende Dig, straks Du kom
ud af Døren. Det var sørgeligt, at I skulde miste Eders Søn i den
ulyksalige Krig og tungt at tænke paa, at 6000 Nordslesvigere skulde
lade sit Liv paa en saa sørgelig Maade. Det var særligt interessandt for
mig at komme til Satrup Træer, hvor jeg har tilbragt 5 lykkelige Aar og
hvor alt stod saa pent og godt til baade ude og inde. Vi laa en Nat paa
Hotel i Aabenraa og 2 Nætter paa Hotel Alhambra i Sønderborg. Ja hvem
skulde ha tænkt sig, at Sundeved atter skulde blive gjenforenet med
Danmark. Det er skrækkeligt at tænke paa, hvor Kaiser Wilhelm har
spillet sine kort daarligt, han ville være Verdenshersker og det gik
ikke. Det er forbausende saa lange Strækninger som man kan tilbagelægge
med Bil i forholdsvis kort Tid vi kjørte saaledes fra Aarhus til
Frederikshavn 170 Kilometer i 4 og en halv Time. Vi længtes kun efter at
komme Hjem. Reisen fra Frederikshavn til Christiania tog 14 Timer og var
saa heldige at træffe blikstille Veir. Fra Christiania til Tronhjem pr.
Jernbane tager 17 Timer og fra Tronhjem til Tromsø pr. Dampskib tager 2
Døgn og 14 Timer. Vi kom hjem den 30 Juni efter et Fravær af 8 Uger og
kan se tilbage paa en uforglemmelig deilig Tur. Jeg er glad ved at jeg
har trukket mig tilbage fra Forretningslivet og kan nu leve stille og
roligt i mit smukke kostelige Hjem, hvor min Kone ordner og stiller alt
saa godt, og i økonomisk Henseende er vi jo Gud være takket saa heldigt
stillet, at vi kan se Fremtiden roligt imøde. Der kommer særlig en Masse
Udlændinger hertil for at se Midnatsolen, thi fra den 20. Mai til den
20. Juli da gaar Solen ikke under Horizonten og er i klart Veir ligesaa
lyst ved Midnat som midt paa Dagen. Udlændingerne pleier derfor ofte at
have brændglas med,for ved Midnatstid at brænde Huller i Hatte eller
Lommetørklæder som de fremviser og brillierer med ved Hjemkomsten. Fra
21. November til 21. Januar seer vi derimod til gjengjæld aldrig Solen
idet den da altid er under Horizonten, men er derfor ikke Nat den hele
Tid men meget korte Dage, og i overskyet Veir maa vi ofte ha Lamperne
tændte hele Dagen. Heldigvis har vi et udmerket Elektrisitetsværk som
drives med Vandkraft, der forsyner Byen med rigeligt Lys til alle Hjem
og Gadebelysning. Vi har elektrisk Lys indlagt overalt baade i Indhus og
Udhuse, saa vi aldrig behøver at bruge Lygter eller Lys og har ikke
mindre end 6 Kroner i vor Leilighed. Vi har abonneret paa 2000 Vat Strøm
som aarlig koster os 500 Kroner, og bager da vort Brød, samt steger og
koger al vor Mad, har hele Døgnet en Beholder staaende med kogende Vand,
og naar vi om Vinteren gaar tilsengs om Aftenen saa sætter vi Strømmen
paa Varmeovnene, saa er der altid tempereret og lunt om Morgenen naar
vi staar op. Ja det er en stor behagelighed med Elektrisiteten som er
saa letvinds og renslig. Jeg sender Eder for Morskab et Prospektkort af
vor Bygaard, hvoraf Underetagen er udleiet til en Handelsbank som
betaler 3200 Kroner i aarlig Leie og Øvre Etagen benyttes af os selv.
Gaarden ligger midt i Byens skjønneste Strøg med Gader til alle fire
Sider. Hovedgaden er paa den Side med de fire Vinduer. Det er nu paa
Tide at jeg slutter disse Linnier for ikke at sætte Din Taalmodighed paa
alt for haard Prøve, kjære Fætter, men jeg tænker mig at det kunde have
din Interesse at høre en Beskrivelse af mine Forholde. Modtag nu Begge
de hjerteligste Hilsener fra min Kone og Eders hengivne
Fritz Dreyer.
Skulde Du en Gang kjære Fætter faa Tid og Lyst til at skrive nogle Ord
til mig, da er Adessen blot Fritz Dreyer, Tromsø.
Uddrag af et brev fra Frederik Dreyer 17 feb 1922:
Vi har havt en usædvanlig langvarig haard Vinter dette Aar, med Sne og
Slædeføre helt fra 3. Oktober, og en jævn Kulde fra en 6 a 8 op til 12
Graders Reamør. Enkelte Steder har der endog lagt Is paa Havet, noget
der kun sjeldent forekommer her i Nordnorge, hvor Golfstrømmen støder
mod Land. Med mit Syn gaar det stadigt tilbage, saa jeg desværre nu
snart ikke længere magter at benytte min Skrivemaskine, som jeg har
været saa glad i at bruge og som har voldt mig saa stor Adspredelse.
Henriette har havt en slem Tandhistorie, som har voldt hende megen
Smerte, det begyndte med en Tandbyl som gik over til Betændelse. Hun gik
straks til Tandlægen, som bor hos os, og for at faa Betændelsen hævet,
maate hun lade 8 Tænder i Øvremunden udtrække. Udtrækningen var ikke det
værste, men Skrabningen af Kindbenet var meget smertefuld. Nu er hun Gud
være takket atter bra.
Jeg ser af Aviserne, at I har haft svære Snestorme med Kulde og Havis i
Danmark. Det er en underlig Tid vi lever i, thi man læser jo ikke en
Avis nu, uden at man læser om Bedragerier og Underslag af betroede
Midler, og nu er det næsten som det hører til Dagens orden, og det er
ikke bare af de Laverestillede, men inden alle Samfundsklasser.
Hvorledes gaar det med Biskop Basth hos Eder, forholder det sig virkelig
saa, at han er sigtet for Underslag af en 600.00 Kroner, det lyder jo
næsten utroligt. Det ser mørkt ud for vor Industri for Tiden, idet de
fleste Lønstariffer udløber nu i den nærmeste Fremtid. Det er jo ganske
uforstaaeligt, at Arbeiderne ikke hellere gaar med paa en rimelig
Lønsnedsættelse, end at streike og gaa ledige helt uden
Arbeidsfortjeneste. og naar de industrielle Brug nødiges til at
indstille Bedrifterne, paa Grund af, at man ikke kan konkurere med
Udlandet, da ville det jo være klogere, om Arbeiderne gik med paa
Lønsnedsættelse. I Bergen er der for Tiden mange Hundrede Arbeidsløse,
og da nu det rige Storsildfiske begyndte, foreslog Magistraten at de
Arbeidsløse maatte søge Arbeide ved Fiskeriet men tænk der var blot 2
Mand, som efterkom Opfordringen, de andre svarte, at saa længe der var
Penge i Kassen vilde de hellere gaa ledige. I er heldigere stillet i
Danmark end vi er her i Norge, idet vi har saa mange Kommunister som vil
Samfundets Opløsning. Tænk vi har over 30 Kommunister som sidder i
Stortinget, som altsaa har forpligtet sig til ved alle Anledninger at
stemme imod og gjøre Vanskeligheder, det er sørgeligt, at saadanne
Landsforrædere ikke kan blive arresterte og straffede. I Times stod der
for nogen Tid siden et Avertissement som er nok saa betegnede. Det var
indrykket af det Engelske Parlaments Medlem Lady Aberdin og lød paa, at
hun var villig til at bekoste to Kommunister med sine Familier frem og
tilbage samt Opholdet i Sovjet Rusland, paa Betingelsen af, at de
opholdt sig der i 2 Aar, men det meldte sig ingen. Dette skulde jo tyde
paa, at Tilliden til Sovjet Herlihjeden ikke er syndelig stor. Jeg hører
idag af Morgenbladet at den tyske Regjering stiller sig mere
imødekommende over for de dansktalende Nordslesvigere som bor under tysk
Herredømme, idet der skal holdes dansk Undervisning i hvert Sogn, hvor
der er 24 Dansktalende, samme Begunstigelse som Tyskerne nyder i
Danmark. Jeg tænker at dette Skridt fra Tysklands Side er en Følge af
den paagaaende Konflikt mellem Musselini og Stressemann. Der foregaaard
for Tiden et ganske godt Torskefiske her i Omegnen, og i det sydlige
Norge har det i længere Tid foregaaet et enestaaende rigt Stosild Fiske,
hvorimod Lofotfisket som foregaard nu i de første 2 Maaneder til Dato
endnu ikke har givet noget Udbytte. l924 gav et godt Udbytte baade for
Fiskerne og Produsenterne, og der tjenes mange Penge, dette ledte igjen
til Overspekulation, og tænk Raatosk betales i 1925 gjennemsnitlig med
en Pris pr.Kilogram af fra 38 til 43 Øre Denne vanvittige Indkjøbspris
bevirkede, at kun et Faatal af Forhandlerne fik sine Udlæg igjen, men de
Fleste tabte mange Penge, og en Del sidde igjen med gammel
Rundeiskbeholdning. Nu iaar er Raatorskprisen gaat ned til høist 15 Øre
pr. Kgr ned til 12 Øre, og da er der jo Sandsynlighed for Fortjeneste.
Lev nu rigtig vel og skriv snart nogle Ord, og vær til Slut hele
Familien hilset paa det Hjerteligst fra Henriette og
Eders hengivne Fritz Dreyer.
Valdmar Dreyer nævner ligeleds breve, som ikke fortæller saa meget, fra
den 29-11-1922, 15-11-1924 og fra den 30-11-1927. Det er sjovt at se, at
alle de breve er skrevet i november måned.