Alsnissen´s slægtsdatabase

Achelis 8848: Conrad Prehn var novice i teologi ved universitetet i Kiel
13 apr 1826, cand theol Gottorp 1829, 1831 kapellan i Bjolderup, 1832
præst ss, 1850 afskediget, 1853 sognepræst i Lautereck Pfalz, 1867
sognepræst i Altdorf. J 275, M
119, Fr. B I 85, Wulff 46, Volb 14, K u S bl 1890 side 4. Arends II 173.
Bjolderup sogns historie
95-97: Conrad Prehn, sognepræst i Bjolderup 1831-50, født og opvokset i
sognet, uddannet syd på, blev valgt med stor majoritet (123 af 131
stemmer), skønt han måtte konkurrere med den vel anbefalede,
lægmandsvenlige og danskindstillede U. S. Boesen fra Nr. Løgum, der
siden blev dansk biskop i Sønderjylland mellem krigene. Men valget var
vel på forhånd afgjort, idet sognet af hensyn til de familiære forhold i
præstegården havde ønsket hans kaldelse uden valg. Sønnen havde faderens
talenter og flid, men adskilte sig fra denne i den kirkelige
grundindstilling, idet han havde været under påvirkning af det nye
århundredes mere positive kirkelige strømninger, kendetegnet ved Claus
Harms i Kiel. Han var da også venligt indstillet overfor de vakte
lægmandskredse i sognet. Fra den nye, også kirkeligt positiv indstillede
generalsuperintendent Callisens første visitats i Bjolderup 1837
foreligger en ganske interessant kort karakteristik af sognets
forskellige byer fra præstens hånd, der dog sikkert må tages med et vist
forbehold. Bolderslev er i præstens opfattelse "mere poleret". Todsbøl
"før velhavende, nu fattig", Gaaskær "mest indskrænket", Smedager
"stridslysten, men flittig i kirke", Vollerup "mest kristen", den
omtalte skræder Andresen holder søndageftermiddagsmøder med deltagere
også fra Havsted (Rabsted sogn), Raved og Hjolderup. Præsten "kender ham
nøje", han er "ingen sværmer, men en alvorlig kristen", man læser en
prædiken af svenskeren Retzius' postil, oversat og udgivet af
christiansfelderen N. J. Holm, synger af Pontoppidans eller af Holms
salmebog "Harpen", går alle regelmæssigt i kirke og fører en kristelig
vandel. Drik og kortspil, som tidligere prægede byen, er nu ophørt. De
vollerupper havde før ord for at være stædige i skolesager o. a., så de
måtte tvinges. Pastor Bjørn skal have sagt: "Når man vil have fedtet af
de Volleruper, skal man have dem nær til ilden." Nu får de vidnesbyrdet:
"fromme og beskedne", et eksempel for de øvrige byer i sognet. Hjolderup
har kun gårdmænd, med en fremmed imellem, nemlig krigsråd M”ller fra
Flensborg på den forfaldne Hjolderupgård, han kommer aldrig i kirke
eller til alters, men er uden indflydelse på naboerne, som kommer
"flittigt i kirke". Det samme gælder vel Raved og Perbøl, som synes
glemt i oversigten. Mellerup "holder godt sammen". Af ca. 1000 beboere
besøges gudstjenesten regelmæssigt af 150-200, altså op imod 20 % hver
søndag.
I årene op under treårskrigen fremmede myndighederne også efter evne
undervisningen i tysk. I nogle af sognets skoler blev der således efter
endt skoletid givet tyskundervisning, som op imod en fjerdedel af
eleverne deltog i. Pastor Prehn, der fjernedes efter krigen, har uden
tvivl virket stærkt tilskyndende i denne retning. I det hele taget
interesserede skolernes trivsel ham stækt, og han udtaler da også i
1844: "Det er umiskendeligt, at tilstanden i denne menigheds skoler er
hævet betydeligt år for år."
I en indberetning fra 1837 fortæller pastor Prehn følgende om forholdene
i Bjolderup sogn "Bjolderup kommune har i forhold til andre kommuner
ikke mange fattige. - De fleste af vore fattige bliver kun delvis
understøttet enten med husleje, rug, gryn eller brændsel. Jeg tror ikke
at kunne nævne nogen blandt de fattige, som ikke har anstændige klæder,
så de kan møde i kirken og ved Herrens bord. Alle kommer til nadveren
undtagen en kvinde, som er henfalden til drik, og tre, som er sindssyge.
De tre sidstnævnte underholdes helt af fattigvæsenet. De er anbragt hos
kådnere eller småfolk, som får betaling for deres ophold - 20 til 30 sk.
om ugen.
Det er en grundsætning i fattigkollegiet ikke at lade nogen helt
forarme, men i tide at række dem en hjælpende hånd. Især lægger vi os på
sinde at sørge for en god opdragelse af de børn, der er betroet
fattigvæsenet. Sådanne kan i øjeblikket måske kræve betydelige udgifter;
men på langt sigt er det alligevel det fordelagtigste, og især, når vi
tænker på den religiøse og moralske opdragelse, er dette af stor
betydning. De årligt i kommunen indsamlede fattigpenge beløber sig til
400-500 mk. Gårdene betaler 10-15 mk., kådnere og inderster 4-8 sk."
Afsættelsen af pastor Prehn på grund af hans slesvigholstenske sympatier
har utvivlsomt slået sår, som det har taget år at hele. Som barnefødt i
sognet har han trods sin politiske indstilling haft indflydelse i vide
kredse. Dertil kom, at valget af hans efterfølger Mhlensteth næppe var
heldigt. Med hele sit hovne og bryske væsen i forbindelse med det
nedladende syn på bondestanden, der på den tid var meget udbredt nord
for Kongeåen, gjorde han sig hurtigt upopulær, og gentagende gange søgte
han derfor at slippe bort. Han skriver selv herom: "Stemningen iblandt
Sognefolket har vendt sig således imod mig, at jeg ved den allerringeste
Tilnærmelse udsætter mig for at blive behandlet med den pøbelagtigste
Grovhed."
De kredse, der tidligere havde sluttet op om Prehn, har Mhlensteth
således været ganske ude af stand til at vinde for sig. Utvivlsomt har
vi her grunden til den tyskhed, der snart viser hovedet, navnlig i
Vollerup. hvor gårdmand Simon Johannsen snart blev sognets ledende tyske
personlighed. Hans indflydelse var så stor, at sognefolket i 1859 valgte
ham til deres amtsfuldmægtig.
Nationalpolitisk stillede Prehn, jun. sig i Sønderjyllands folkelige
vækkelsestid - som venteligt - på slesvigholstensk side og stod i
oprørets år kirkeligt og nationalt fuldt ved siden af sin svoger, provst
J. A. Rehhoff i Åbenrå. Han måtte da også forlade sognet og landet efter
krigens afslutning i 1850, fik et præsteembede i Pfalz og kom ikke siden
tilbage til hjemlandet. Ganske vist søgte han i 1864 at få sognet til at
kalde sig tilbage, men da dette blev afslået, forblev han borte. Et
længere digt fra hans hånd til sognet ved hans afsættelse i 1850 giver
indtryk af en kirkeligt nidkær, men nationalt tysk indstillet præst.
Især har beskyldningen for mened ved tilslutningen til oprørsstyret i
1848 pint ham.
Min Afskedssang til Biolderup Menighed
(Mel.: Hvo ikkun lader Herren raade)

1. Min Gud! hvad jeg af dig har bedet, / At blive paa mit fødested. Det
   har Du Fader, mig ei givet, / Man tog mig al min stille fred. Dog veed
   jeg, Du er ikke vred, / Jeg kjender grandt Din Kjærlighed. 2. Vel
   tænkte jeg, det er en Plage, / At drage til et fremmed land; Vel vilde
   selv mit hjerte klage: / Er ingen der, som hjælpe kan? Da sagde Du til
   rette Tid: / Paa mig kast al din Hjertens Liid! 3. Med grædend
   øie jeg mig vendte / fra alle, som jeg havde kjær, Til Dig jeg Suk og
   Bøn opsendte: / Bevar dem alle, hver især! bevar dem, i Din Favn dem tag
   / Fra denne til den sidste Dag! 4. Omtrent i tyve Aar
   jeg lærte / De Sjæle, hvilke Du mig gav. Og Kirkeflokken sig formeerte.
   / At øse af Dit Naadehav, De kommer saa villig og saa glad, / Og stil
   hos Jesu Fod de sad. 5. Den største Deel af Menigheden
   / Var døbt ved mig paa Jesu Blod,Og Veien hen til Saligheden / Jeg ledet
   har de Unges fod. Min Haand, min Mund har viet dem, / Da de for dig selv
   traadte frem. 6. Saa mangt et helligt Baand blev bundet /
   Af Ægtefolk ved Altrets fod. Af Øiet Taaren ned er rundet, / Naar Haand
   i Haand de for mig stod, Ei nogen Ægtepagt blev løst, / Ved Døden vel,
   men ei ved Brøst.
2. Saa ofte Alteret var smykket / Med himmelsk Man og Herrens Ord, Og
   Hjerterne ved Bod var skikket, / Og længtes hen til Herrens Bord, Min
   Haand dem rakte Sjælemad, / Mit hjerte til Dig for dem bad. 8.
   De Gamle, de som mæt af Dage / Til Herrens Huus ei kunde gaa, Dem bragte
   jeg min Frelsers Gave, / Hvoraf de Svage Styrke faae, At vandre frem de
   sidste Fjed / Til Hjemmet hist i Herlighed. 9. Til mangen
   Sygseng blev jeg kaldet, / At bringe Trøst i Ord og Bøn. Hos mangen
   Dødssyg har jeg bedet: / Forbarm Dig Jesu, Du Guds Søn/ forbarme dig af
   Miskundhed / Giv denne Sjæl Din Salighed! 10. Ved mangen Grav jeg
   stod vemodig, / At øve Pligt, at bringe Trøst. Hos Unges, Gamles sidste
   Bolig / Af Ordets Kilde ved min Røst. Jeg tænkte ofte, gid jeg maae / I
   deres Midte hvile faae! -
3. I Kjærlighed vi stod forenet, / Min Menighed! ved Herrens Raad. Gud
   har os Enighed forlenet, / Hans Aand velsignede vor Daad. Du var en
   Christi Menighed / Og fiern fra al Stridagtighed. 12. Du
   var eendrægtig, ja jeg siger, / At Christi Sind har prydet Dig. Du var
   velgjørend, jeg ei viger,/ Fra Sandhed, naar jeg roser Dig. De Fattige
   lod Du ei gaae, / I Nøden ei utrøstet staae.
4. Hvorfor jeg dette her opregner, / Da Afskedsord jeg skriver Dig?
   Maaske min egen Roes optegner / Min Haand, saa Hovmod reiser sig? Nei!
   nei i dybest ydmyghed / Jeg priser Herrens Virksomhed! 14. Han er
   min Styrke og min Ære / Han er min Trøst, min Fred i Nød. Han hjalp mig
   Korsets Skam at bære, / Da Meeneds-klage mod mig lød. Det trøster mig og
   Vidne bær, / At jeg i Børneflokken er. 15. Fra spæde Ungdoms
   første Dage / Har det behaget Dig, min Gud. Til Dig og til Dit Ord at
   drage / Min Sjæl fra Verdens Lyster ud; Hvi skulde jeg det Forsæt faae,
   / Ved Meened bort fra Dig at gaae? 16. Nu - Rettens Spir for mig er
   brækket / Herneden paa vor syndig Jord. Dog er min Retfærd aldrig
   svækket / Thi Jesus kender vel sin Hjord. Han kjender mig og Alles Sag.
   / For ham er Natten som en Dag. 17. Paa Herrens Dag Du engang møder /
   Du, Menighed! og jeg med Dig For ham, som Meened fra sig støder, / For
   ham, som dømmer Dig og mig, Han vil da vise Dig saa klar, / At jeg kom
   bort, hvad Grund det har. 18. Da Herren mig igjen har givet / En Hjord,
   at mætte med sit Ord, Er Baandet ganske sønderrevet, / Som bandt mig til
   min første Hjord, Dog g a n s k e er for meget sagt, / Min Sjæl paa Dig
   har stedse Agt. 19. Mit Hjerte Dig i Bønnen bærer, / I Kjærlighed min
   Bøn er lagt. O milde Frelser! vise Lærer! / Tag alle Sjæle i din Vagt,
   Tag alle i Din Naadesarm, / Lad dem faae Livet ved Din Barm!
5. Meer kan jeg ikke for Dig gjøre, / Gjør Du og kjærlig saa for mig.
   Gud vilde os tilsammenføre / Igjen i søde Himmerig! Farvel, Du kjære
   Menighed! / Hav Tak for al Din Kjærlighed! 21. De
   skjønneste af mine Dage / henrandt hos Dig saa fredelig, Min hustru,
   Børn og jeg vi tage / Med Smerte Afsked nu fra Dig. Vor Bortgang var en
   smertelig, / Vor Længsel bli'r en hjertelig. 22. Farvel I Gamle
   og I Unge! / Vi ønske Eder herrens fred! Farvel I Fattige og Rige! /
   Fordrages vel i Kjærlighed! Farvel! Farvel! i Jesu Navn / Indtil vi sees
   i Himlens Havn. Til Minde af C. Prehn.