Alsnissen´s slægtsdatabase

SM 1961 105f: Sindelag ved sydgrænsen, Pastor J. R. F. Augustiny og
hustru, f. Thomsen af Børge L. Barløse:
Det hører til pastor N. A. Jensens fortjenester, at han ved en
gennemgang af "den gamle feltpræst", E. Høyer-Møllers papirer i 1922
fandt et manuskript betegnet som "Tale ved fru pastorinde Augustinys
grav, d. 22/4 1857 i Hollingsted (Note 1). Heldigt og fortjenstfuldt var
fundet, fordi det straks blev muligt at fastslå, at den præstefrue fra
"det sydligste Slesvig", som Høyer-Møller skildrer så fængslende i bogen
"Tre af mine venner", er identisk med fru Caroline Catharina Christine
Augustiny, f. Thomsen. Hertil kommer, at fortællingen med denne viden
som udgangspunkt afgiver et interessant kildestof, som navnlig belyser
visse kredses reaktioner på de vekslende påvirkninger, der fandt sted
under og efter Treårskrigen. Det er billedet af disse brydninger,
afspejlet i en enkelt familie, der her skal forsøges tegnet (Note 2).
Først skal jeg dog i størst mulig korthed præcisere, hvad den gamle
feltpræst beretter:
Under et besøg ved en af de troppeafdelinger, der efter Istedslaget
forrettede forposttjeneste ved Hollingsted, får Høyer-Møller af
afdelingskommandøren at vide, at mens den stedlige præst har været en af
"de vildledte", det vil sige: har taget parti for slesvigholstenerne,
har fruen ikke blot sluttet sig til det danske mandskab, som er
indkvarteret i præstegården; men ved at sørge for dets fornødenheder
bærer hun i virkeligheden på en overmenneskelig arbejdsbyrde, som
øjensynlig undergraver hendes helbred. Under en række påfølgende besøg i
præstegården og fortrolige samtaler med fruen får Høyer-Møller nu
bekræftet, dels at der hos hende er vågnet en kærlighed til Danmark og
det danske sprog, dels at hun bevidst søger at gøre bod for sit eget og
ægtefællens politiske fejltrin ved på een gang at pleje en lille såret
hornblæser og opvarte det indkvarterede mandskab. For at vise, at hun og
hendes mand i fremtiden ønsker at være eet med folkene og for at få fred
i sine anfægtelser, deltager hun i altergangen ved en af Høyer-Møllers
feltgudstjenester.
Efter krigens slutning betaler hun som ventet anstrengelserne med sit
liv. På dødslejet trøstes hun ved ordene fra Johannesevangeliets 14.
kapitel, som Høyer-Møller læser i den danske soldaterudgave af Det Nye
Testamente (Note 3). Efter begravelsen, der finder sted i overværelse af
"alle dem, der havde været vidne til hendes anstrengelser og nydt godt
af dem", er det så, at feltpræsten foreslår de ord til indskrift på
hendes gravsten, som danner overskrift til hans fortælling om hende:
"Hun gjorde, hvad hun kunne".
Det vil af det her anførte forstås, at Høyer-Møller under krigens sidste
fase blev kronvidne til et intermezzo, der åbner os indblik i de
omstændigheder, hvorunder et slesvigsk kvindesind omkring midten af
forrige århundrede fandt sit ståsted. Et gribende eksempel på, hvordan
lysene i Sydslesvig har blafret i tidens storme. . .
Den lille, spinkle præstefrue - hun betegnes af Høyer-Møller som
"indtagende, uden at være smuk" - var vokset op på herregården Brunsholm
i Esgrus sogn, hvor hun fødtes 18/2 1817 som datter af den tidligt
afdøde godsejer Jensenius Thomsen (en søn af etatsråd Asmus Thomsen til
Dyttebøl i Gelting sogn). Moderen hed Henriette Barner.

1. Højskolebladet 1922, sp. 473.
2. N. A. Jensen har selv benyttet materialet som grundlag for en
   skildring af ægteparret Augustiny ("Et sydslesvigsk Præstehjem"),
   Sønderj. årb. 1943, s. 111f.
3. V. I-4: "Eders hjerte forfærdes ikke, troer på Gud og troer på mig. I
   min faders hus er mange boliger etc.,