Alsnissen´s slægtsdatabase

Achelis 8567 og Arends I 25: Johann Rhode Friedrich Augustiny gik i
Slesvig domskole, novice i teologi ved universitet i Kiel 11 maj 1821,
huslærer på Schønhagen, Svans sogn, i 9 år. Cand theol Gottorp 1828,
1838 sognepræst, degn og lærer på Oland, en lille ø ud for Dagebll,
1844 sognepræst i Hollingstedt, 1862 sognepræst i Ulsnæs.
Arends I 26, Esmarch nr 334, Heimat 1930, 10 og 30. J 695, MH II 423,
447. M 474, 556, 625. Fr. B. I 101, Wulff 45, Alb I 21, K.K. 1862 s. 34.
Augustiny 99. Ostang Pr. K. 41. A. f. Sip VIII 209.
SM 1961 107f: Sindelag ved sydgrænsen, Pastor J. R. F. Augustiny og
hustru, f. Thomsen af Børge L. Barløse:
Johann Rhode Friedrich Augustiny havde været huslærer pa godset
Sch”nhagen, men fik i 1838 præstekald på Oland, den nordligste af
Halligerne ved vestkysten. På Oland med dens 80 beboere og 6
skolesøgende børn fristede de unge præstefolk en meget spartansk og
yderst ensformig tilværelse. Her på øen var præsten ikke kun lærer og
forsanger i kirken, men også læge og apoteker. Selv om foråret og i
efteråret var det ofte ikke muligt at få anden lægelig hjælp, end det
præsten kunne tilbyde. Ja selv om sommeren er det i hans embedstid ikke
forekommet, at en læge er blevet hentet til øen, end ikke da han
fralagde sig et hvert ansvar, da en ung pige blev angrebet af
nældefeber. Hun blev heldigvis rask igen. Sønnen fortæller, at han kun
to gange i faderens embedstid har set en læge på øen. Første gang var 3
aug 1841, da embedslægen fra Pellworm, dr med Tulinius, kom for at
vaccinere børnene. Såsnart han af præsten fik besked på at vaccinationen
var sket med et godt resultat, sendte han vaccinationsattesterne. Anden
gang var i sommeren 1844, da der blandt badegæsterne fra Føhr var en ung
læge. Var lærervirksomheden angik havde han i 1838 udover en dreng og 1
pige fra øen, kun 2 privatelever fra Fahrenstedthof og en yngre søster
til min moder at undervise. I det sidste år var det faldet til 2 drenge,
heraf var den ene en storkøbmandssøn fra Hamborg. Han blev af amtmanden
og provsten overladt at indsætte nye præster på Langenes i 1841 og Grøde
1843. I perioden 1838-1844 visiterede provsten i Husum 2 gange og
generalsuperintendant for Slesvig, Callisen en gang. Indtil begyndelsen
af det 1900 århundrede bad øens præster for en god strand, det vil sige,
at man bad for, at der efter stormvejr, ville lande meget strandingsgods
fra forliste skibe på øen. Præsterne deltog ofte i denne søgning, da
godset dengang tilhørte finderen, dog gjorde Augustiny det aldrig. Den
samlede indtægt for præsten på Øland beløb sig, offeret inclusive, til
600 mark lybsk pr år. Her på øen kom 3 af deres 4 sønner til verden, her
oplevede de stormflodsnætternes knugende uhygge, og her kom de ganske
uforvarende ud for en påvirkning, som greb dybt ind i deres skæbne. En
boghandler fra Leipzig besøgte engang øen sammen med et hold badegæster
fra Før. Da han erfarede at pastor Augustiny end ikke havde råd til at
følge tidens begivenheder i en avis, betænkte han ham med en større
boggave, der blev sendt den følgende sommer. Blandt bøgerne var en del
af de flyveskrifter, som nærede uroen i hertugdømmerne og var
medvirkende til rejsningen i 1848.
Da den indtraf, var Augustiny ikke længere Halligpræst. I 1844 var
han blevet befordret til Hollingsted, hvor han overtog en præstegård,
der mere lignede et statsfængsel end en præstebolig, idet hans forgænger
af frygt for tyveri, havde tilgitret samtlige vinduer med kraftige
jerngitre. Agustiny, der på Oland end ikke havde haft låse i sine døre,
lod dem straks i sommeren 1845 fjerne, samtidig med en ændring af husets
ydre, og uden at det nogen sinde kom til noget tyveri, selv om man ofte
sov med åbne døre. For at takke for udnævnelse til sognepræst i
Hollingstedt drog min fader i juli 1844 fra Oland til Wyk på Føhr
ledsaget af hustru og sønnen Frederik. I somrene 1842-1847 opholdt kong
Christian den VIII sig nemlig her. Straks efter sin ankomst iførte
Augustiny sig som skik var en talar (en ankellang folderig dragt,
anvendt af præster og dommere) og gik sammen med sin hustru op til
kongens hus for at bede om en audiens hos den i forgemakket værende
hofmarskal von Zarthmann, der imidlertid afslog, men da kongen netop
åbnede døren til sit arbejdsværelse, og genkendte dem, lod han dem
allernådigst træde ind. Efter endt audiens bød kongen Zahrtmann, at
anmelde dem til audiens hos dronningen, hvor de også blev vel modtaget.
Herefter nåede præsten med den samme flod tilbage til Oland. Såvel ved
ankomsten til Oland i 1838 som ved afskeden 1844 var samtlige
indbyggere af huse, og da de ved ankomsten vel kom af nysgerrighed for
at se deres nye præst, var det ved afskeden vel et bevis for, at der
havde været et godt forhold mellem præst og menighed. I Hollingstedt
viste en stor del af menigheden åbenlyst slesvigholstenske sympatier, og
da superintendent N. Nielsen i 1849 organiserede sin kampagne mod
regeringskommissionen, var Augustiny blandt dem, der underskrev adressen
af 22. august. Ifølge hustruens beretning - overleveret i Høyer-Møllers
gengivelse - vaklede han til sidste minut, men skrev under, da hun af
frygt for pøbelen tilskyndede ham dertil.
Efter Istedslaget var der vendt op og ned på begreberne. Fru Augustinys
ændrede holdning kender vi fra det allerede nævnte. Præsten har ikke på
noget tidspunkt lagt hende hindringer i vejen. Selv bestræbte han sig
for uden at være anmassende at komme til at stå i et gunstigt lys hos
den restituerede danske øvrighed og især hos sine gejstlige foresatte.
Det fremgår allerede utvetydigt af Høyer-Møllers beretning, hvor
Augustiny af pladskommandanten betegnes som en meget loyal mand, der vel
ikke havde kunnet holde sig borte fra al politik, men som dog var af de
vildledte, og meget fortrød det. . ., medens han nu vendte om og endogså
lagde sig efter det danske sprog. . ..
Vi finder denne adfærd bekræftet og nærmere belyst i nogle aktstykker,
der er bevarede, dels i Slesvigske Ministerium, dels i Regensburgs
arkiv.
Endnu inden udgangen af 1850 har han taget de første skridt til for-
flyttelse. Selv bemærker han, at han gør sig visse forhåbninger, selv om
han ikke har helt rene hænder, og han har formået oberstløjtnant Bentzen
til at afgive en erklæring om, at han (A.) var det danske sprog så
mægtigt, at han ikke alene forstod det, men også kunne føre en samtale.
Kirkevisitatoriet tog dog i en påtegning forbehold over for en
befordring til større præstekald. Begivenhederne fra sommeren 1849 var
endnu i for frisk erindring (Note 6). Året efter fremfører Augustiny på
ny sit ønske om forflyttelse, nu begrundet dels med hustruens
sundhedstilstand, dels med hensynet til de fire sønners opdragelse. 1852
bejler han til Regenburgs gunst med en lykønskningsskrivelse, hvori han
i salvelsesfulde vendinger hentyder til det nys forefaldne: "En fremmed
ild luede trindt omkring på Herrens altre, og præsternes læber priste
hvad en fordærvet tidsånd havde indgivet dem, som evangelisk sandhed. En
sort-rød-gylden lap blev sat på Jesu Christi retfærdigheds kjortel og et
moderne tyskeri truede med at opsluge kristendommen. . . Selv har jeg
under oprørets storm virket for både konge og fædreland uden dog at
kunne retfærdiggøre eller bestride min andel i gejstlighedens skyld
(Note 7).
Det næste skridt, pastor Augustiny tog for at fremme sin sag, var ud-
givelsen af et lokalhistorisk skrift: Versuch einer Chronik des
Kirchspiels Hollingstedt. Det kan, skønt det naturligvis indeholder
adskillige autentiske oplysninger on, sognets topografi og historie,
ikke gøre krav på objektivitet. Forfatteren gør endog over for
Regensburg reklame med, at bogen indeholder "en dosis politik" - at den
med andre ord er umiskendelig farvet af - sejren ved Isted.")
Da Augustisny efter sin hustrus død i 1857 indgik nyt ægteskab - med
G”nna v. John - tog ønsket om forflyttelse fastere form, og i 1862 bar
det endelig frugt, idet han blev kaldet til Ulsnæs. Han var altså
vedblivende knyttet til Sydslesvig og til de forhold, der var herskende
i de sidste år under dansk regime. Hans søskende var nu bosat bl. a. i
Svesing, Kappel, Pl”n og Kiel, og den ældste søn blev i 1860
immatrikuleret i Kiel. Med sådanne forudsætninger sad Augustiny i sit
embede ved krigsudbruddet i 1864. Hvis begivenhederne i februar har
givet ham stof til eftertanke, har de i hvert fald ikke bragt ham videre
end til en forsigtigt afventende holdning, der falder helt i tråd med
hans afdøde hustrus ord til den danske feltpræst: Det ligger ikke i hans
karakter at møde modstand med styrke og kraft..., 15/2 skriver han til
sin nabo, den fordrevne pastor Rottbøl i Brodersby: Tro mig,
tilskyndelsen til at hidføre Deres afgang er kommet udefra, man er i
hemmelighed blevet enige om ved den første storm - d.v.s. straks efter
preussernes og østrigernes indmarch - at skaffe sig af med alle
embedsmænd, der har studeret i København. Det ville ikke være sket blot
et par dage senere, eftersom alle embedsmænd iflg. en proklamation fra
feltmarskal Wrangel skal forblive i funktion.
Lidt efter lidt vender nu lov og orden tilbage, så broget det end så ud
i begyndelsen - det var et sandt pøbelregimente. Dog gudskelov, her i
sognet gik alt dog temmelig godt - de elskede faner vajer ikke i nogen
af landsbyerne, med undtagelse af Stenfeld, hvor der skal være 2. Jeg
har heller ikke indtil nu set nogen kokarde.
Min kone og jeg er gudskelov sluppet med forskrækkelsen. Man ønskede af
mig, at jeg foreløbig ville udelade den specielle forbøn i kirke-
bønnen (vi har som bekendt kun en foreløbig bestemmelse derom af
visitatoriet). Dertil mente jeg at kunne sige ja, uden at krænke min ed,
da landet er occuperet af fjender. Jeg erklærede endvidere: at jeg ikke
besøger nogen politiske forsamlinger og ikke tager aktivt del i
nogensomhelst politisk virksomhed [tilføjet: intet underskriver (!!)) og
ikke vil foretage nogen demonstrationer med faner etc., men roligt røgte
mit kald som hidtil.
Nu står han så under to stormagters beskyttelse, og med den amerikanske
lynchjustits er det forhåbentlig forbi. Forøvrigt har jeg dog endnu det
håb, at vi bliver ved det gamle moderland og på ny, hvis De selv vil
bliver naboer...(Note 10).
Augustiny fortsatte som præst i Ulsnæs indtil sin død i 1880. Hans anden
hustru overlevede ham i 28 år. De fire sønner af første ægteskab, som
var vokset op i Hollingsted præstegård, fik ikke senere tillknytning til
Danmark. Den ældste, Friedrich Augustiny, kom ganske vist på latinskolen
i Flensborg, men blev som nævnt - da det kom til stykket -
immatrikuleret i Kiel. (Note 11).Efter at have taget doktorgraden i
Rostock og vundet sig et navn som filolog, døde han i Gera 1925. De to
næste i rækken, tvillingbrødrene Felix og Julius, blev postfunktionærer,
henholdsvis i Slesvig og Christiansfeld, medens den yngste, Peter
Augustiny, udvandrede til Californien (Note 12).
I ovennævnte tekst af Barsøe,
har jeg indflettet tekst fra sønnen Frederik Augustinys bog
"Feierabenderz„hlungen".
Noter:
5) N. Nielsen: Materialien zu einer Appellation fr Schleswig-Holstein
u. dessen Geistlichkeit. Slesvig 1849.
6) Min. for hertugd. Slesvig, henlagte sager 1849-1864 (RA).
7) Augustiny til Regenburg 17/2 1852. Regenburgs arkiv (RA).
8) Iflg. Erslew, er Augustiny også forfatter til nogle religiøse og
opbyggelige skrifter, udgivet i årene 1837-1858.
9) Die Heimat 1930.
10) I Regenburgs arkiv. - Sml. den konklusion, N. A. Jensen er nået til:
at A.s sindelag var dansk, at han i 1864 stod på nederlagets side og fik
lejlighed til at vise sin åndelige kraft og sin personlighed i dens
stille styrke.
11) A. lod i et brev til Regenburg 25/10 1856 denne forstå, at sønnen
ville besøge Københavns universitet.
12) Friedrich Augustiny d. y. har efterladt sig et bind erindringer:
Feierabenderz„hlungen eines siebzigj„hrigen (Gera 1908). Den er anmeldt
i Die Heimat 1931, s. 211 og udførligt omtalt af N. A. Jensen (anf.
arb.).
Herfra er oversat følgende om faderens begravelse, som den stod i
Schleswiger Nachrichten 20 okt 1880:
I Ulsnæs fandt i går begravelsen af den i den høje alder af 77 1/2 årige
pastor Augustiny sted under stor deltagelse og på en værdig og ophøjet
måde, der vel er sjælden for sådan en begravelse.
Foruden slægtninge og nærtstående venner af den dyrebare afgangne var
hundreder af sørgende fra Ulsnæs og de omliggende sogne kommet hertil
for at vise den afdøde, som af alle var så kær og afholdt, den sidste
ære.
I præstegården, hvor liget lå på båre, holdt pastor Eyler til Brodersby
en meget gribende tale, der gik ret til hjertet hos de talrige
forsamlede, og især mindede om hans tofaste hengivenhed og sande
ydmyghed som den afgangne som forkynder af Guds ord og som en tro
sjælehyrde for sine tre menigheder, hallig Oland, Hollingstedt og Ulsnæs
ihhv 6, 6 og 18 år havde levet og virket for.
Omkring en halv time før middag satte ligtoget sig under klokkeklang og
et stort følge i gang til den nærliggende kirke. Den med kranse og
blomster rigt smykkede kiste blev båret af medlemmer af menigheden,
foran gik sortklædte jomfruer, strøende blomster, kordrenge og piger,
syngende en koral. I kirken, der dårligt nok kunne rumme alle de
sørgende, holdt pastor Nissen fra Arnæs ligprædikenen. Ved graven
rettede en slægtning, pastor Paulsen af Gelting, nogle ret fra hjertet
kommende, trøstende ord til familien, menigheden og til den hensovendes
amtsbrødre.
Foruden de nævnte præster overværedes begravelsen af provst Soltau, af
præsterne Edlefsen fra Ravkirke, Hesse fra Kappeln, Steeger fra Sønder
Brarup og Henningsen fra Karleby.
Den store deltagelse ved hans begravelse viser klart, at pastor
Augustiny havde erhvervet sig mange venner i brede kredse, o.s.v.