|
Delt note |
Falsters Gejstlige 15: Gregers Zimmer blev til sit 12 år privat
undervist i commerceråd Peder Kloumanns hus i København, og derefter i
jul 1678 sat i Frue skole, hvor han gjorde så god fremgang, at faderen
besluttede at holde ham til bogen, skønt kongen havde tilbudt ham, at
han måtte rejse på faderens håndværk, og derefter at overtage dennes
værksted. 1685 blev han dimmiteret af rektor, magister Peder Voss, og
antog til privat-præceptor Dr Villum Worm, der satte ham til hovmester
for sine to sønner: Christen (siden Sjællands biskop) og Peder (død 1702
som kaptajn i Søetaten). 1687 tog han anden eksamen og baccelaur-graden,
og året derpå teologisk eksamen. Skønt han nu fik tilbud på at blive
adjungeret hr Frands Brun i Gunslev med succession, foretrak han dog at
gøre en udlandsrejse, men inden han tiltrådte denne, blev der sendt ham
kaldsbrev på Stenløse og Veksø, hvor han ligeledes skulle adjungeres og
succedere magister Windekilde. Det blev ham dog tilladt at rejse,
således at denne ansættelse skulle stå ham åben ved hans hjemkomst. Han
opholdt sig da ved universiteterne i Lepzig, Jena og Wittenberg, besøgte
tillige sin faders familie i Pforsheim, men på grund af de franskes
angreb på Rhin-provinserne, blev han kaldet hjem i foråret 1690, og blev
straks 28 maj magister. Han var fiskarius ved magisterpromotionen, til
hvilken også sognepræsten hr Frederik Brandt i Nykøbing F var indbuden.
Ved denne lejlighed gjorde da Brandt den unge Zimmer det forslag, at han
ville søge om succesion for ham til Nykøbings kald, hvilket Zimmer
modtog, efter at han havde leveret sit kaldsbrev på Stenløse kald
tilbage. Ansøgningen blev bevilliget og 10 sep samme år blev han
ordineret hertil af biskop Kingo. Ved magister Brandts død året efter
blev han 25 apr 1691 konfirmeret som sognepræst, i hvilket embede han
døde 27 jun 1720.
Magister Zimmer synes ikke at have været nogen nidkær præst, men
særdeles myndig og prikken på sin ære, hvorfor han hverken kunne
forliges med byens rektorer eller residerende kapellaner. Af den
gejstlige retsprotokol erfares således, at han 1692 havde indgivet et
indlæg i en sag, der verserede for bytinget imellem to af skolens hørere
og hans svigerinde Ida Margrethe Brandt, hvem han forsvarede, og i dette
hentydede han med bitterhed på, at rektor Højelses kone Agnete Portuan
havde født et barn 7 måneder efter vielsen. Herover anlagde da Høielse
sag imod magister Zimmer, og efter at dr. med. Bøhme i Nykøbing havde
givet en attest for, foetus septimestris kan leve, måtte magister Zimmer
gøre afbigt, tilbagekalde sine ytringer og betale sagens omkostninger.
Et træk, der vidner både om stikkenhed, mangel på diskretion og
pengegriskhed er dette. 1691 døde borgmester Jacob Madsen. Magister
Zimmer skulle holde ligprædiken, men blev syg, og da han stod i et så
spændt forhold til kapellanen, at han ikke ville anmode ham om hjælp,
sendte han bud derom til sin svoger hr. Kisbye i Stadager. Denne lover
at komme, men får forfald og anmoder da kapellan i Nykøbing, Hr. Rasch
om at holde denne ligprædiken på sine vegne, hvilket hr. Rasch også gør.
Salæret, 12 rdl, blev givet til hr Rasch, men da han havde udført
forretningen for hr Kisbye, sendte han denne halvparten. Hr. Zimmer
havde stor lyst til disse penge, og stævnede begge de andre for en
provsteret, hvor sagen fik det besynderlige udfald, at magister Zimmer
og hr Kisbye delte de 12 rdl, medens hr Rasch, der havde holdt
ligprædikenen, intet fik.
1712 havde magister Zimmer fornærmet rektor magister Fischer ved nogle
verbalinjurier. Der prøves på forlig, og magister Fischer erklærer, at
når magister Zimmer vil bede ham om forladelse, da vil han af kristelig
medlidenhed over magister Zimmers uforstandighed og vanartighed tilgive
ham, imod at han for fremtiden styrer sin tunge og holder sig fra
usømmelig bagtalelse. Denne erklæring krænkede magister Zimmer, der
forlangte sagen for landemodet, hvortil virkelig stævning blev udtaget,
men biskop Muus fik dog sagen forligt forinden.
Kort før sin død, i efterårtet 1719, havde han endnu en sag for
provsteretten mos sin kapellan magister Bødtker, fordi denne i Systofte
kirke havde taget nogle kyrasserer til alters, der lå på Ladegaarden,
som hørte til Nykøbing sogn. Af denne ubetydelige sag, hvori han også
fører et meget myndigt ord, får han udspundet en injurieproces, der uden
tvivl først faldt hen ved hans død.
I samtlige sine indlæg, der er affattede i et et højtravende og
skvadronnerede sprog, viser han sig som en megen stridslysten mand af en
lidet elskelig karakter, ligesom hans proces med hr Poggense vidner om
en herskesyge, forbundet med lunkenhed for hans embede. Ingen måtte
således som hr Poggense lide under sognepræsten magister Zimmers
myndighed. Straks ved sin ankomst blev han modtaget som en uven. Hr
Poggense blev nemlig i lang tid ved sygdom forhindret fra at tiltræde
sit embede, som magister Zimmer da på hans regning havde ladet forette
ved kapellanen hr Hans Nimb i Toreby. Dels heraf, dels af disse 2 mænds
store personlige forskellighed opstod et bittert fjendskab imellem dem,
der ret fik luft i en provsteret. Anledning til denne gav foruden hin
vægring det, at de ikke kunne enes om fordelingen af de kirkelige
forretninger. Det smertede hr Poggense, at han ofte måtte antage folk
til alters, der var ganske uvidende i deres kristendom, hvilket
naturligvis dengang, da der ingen konfirmationsundervisning gaves, næppe
skoleundervisning, hyppig måtte finde sted. For at råde bod herpå, ville
han da indføre en regelmæssig og flittig katekisation i kirken, men
magister Zimmer forsikrede ham, at dette forsøg ville være forgæves, da
han ofte selv havde gjort tillysning derom, men ingen var mødt. Da dog
hr Poggense drev sagen med ufortrødenhed, og denne syntes at få god
fremgang, ægrede det magister Zimmer, der da aldeles forbød hr Poggense
at kattekisere i kirken, eftersom hans katekisationer, som han foregav,
vare latterlige, og lod dem besørge ved kantoren Bødtker eller af en af
hørerne, ja endog af latinskolens disciple, indtil han lidt efter lidt
fik dem til at høre op. Så begynder hr Poggense at katisere i
skriftestolen, og det skete nogle gange, at han viste skriftebørnene
fra, fordi han ikke fandt dem modne til at modtage sakramentet. Denne
nidkærhed måtte naturligvis forarge magister Zimmer, som sagde, at han
selv kunne skrifte 5 i samme tid, som hr Poggense brugte til at skrifte
1, ja magister Zimmer beviste i provsteretten, at hr Poggense engang
havde brugt 5 timer til at skrifte 45 kommunikanter, hvorfor magister
Zimmer aldeles forbyder ham at udspørge skriftebørnene. Da bekendtgjorde
hr Poggense, at han tog skriftebørn til undervisning hjemme i sit hus.
Det gik en tid, men snart forbød magister Zimmer ham også dette, fordi
slige husforsamlinger vare suspekte og lovstridige. I provsteretten
fandt nu hr Poggense magister Zimmer uberettiget til alle disse forbud,
da han ved sin præstevielse var forbunden til at lære publice et
privatim. Under proceduren lagdes det endvidere hr Poggense til last, at
han under magister Zimmers sygdom havde været uvillig til at forrette
sognepræstens Partes, men skønt dette tildels var så, skønnes dog
grunden let at ligge i den pikante stemning, de nærede mod hinanden. Hr
Poggense ville nemlig ikke gøre det, medmindre magister Zimmer ville
bede ham derom, men dertil var denne for stolt. De var desuden aldrig
blevne enige om, hvorledes deres embedsgerninger skulle fordeles mellem
dem, og disse var dengang ikke få, da der om helligdagene skulle holdes
både froprædiken, højmesse og aftensang, samt desuden onsdagsprædiken
både i Nykøbing og Systofte. Latinskolens kørere skulle rigtignok være
dem behjælpelige, men broderparten hvilede dog på præsterne. Ved retten,
for hvilken en stor mængde vidner blev førte, næsten alle for at give
forklaringer om hr Poggenses katekisationer, undslap hr Poggense de ord
til magister Zimmer: Det er løgn, hvad I der siger, foranlediget ved, at
denne havde kaldt ham en ordgyder. Dette lagde et vægtigt lod i dommen,
der faldt ud til stor honnør og fornøjelse for for magister Zimmer. Hr
Poggense blev nemlig suspenderet, og sagen indstillet til landemodet.
For sin lange udeblivelse fra embedet måtte han betale mulkt, skønt
sygdom var årsagen, og oven i købet gøre hr Hans Nimb fuld fyldest. Han
måtte entholde sig fra husforsamlinger og andre noviteter, være magister
Zimmer som sin foresatte hørig, for løgneren bøde 3 lod sølv, samt
betale magister Zimmers procesomkostninger med 40 rbd. Denne dom
afsagdes 29 maj 1709, og ved en højere instans, ved landemodet eller
højesteret, blev hr Poggense afsat i året 1710, men fik selv samme dag,
som denne dom forkyndtes ham, af dronningen kaldsbrev på det store
Strøby og Varpelev sognekald i Sjælland, i hvilket embede han døde i
marts 1723. |