|
Delt note |
Som enke levede hun på Gøllinggaard (Arends) og i Helsingør (Wiberg). Da
døden indtraf, opholdt hun sig for en tid i Guderup.
Chr Knudsen F III: Hans enke 1836-79.
Hans enke blev vel i øjeblikket dybt rystet ved efterretningen om hans
død, men hun trøstede sig dog særlig ved den tanke, at han fik en
glorieuse Beerdigung. At sorgen just ikke var så overmåde dyb, kan
sluttes deraf at da Provst Thomsen kort efter kom derhen for at
kondulere hende, græd hun vel straks en del, men i samme øjeblik fik hun
øje på sine kvier i gården, som blev slåede til vands og spurgte ham da:
"men hvad seier De om de deilige kvajer, Hr. Provst". Når familien
Ahlmann ikke talte tysk, talte de gerne sønderborger dansk. Hun gik også
nu af med hele herligheden, hvad der var efter provsten, da hans hele
slægt af første ægteskab var kort forud gået bort ved døden. Hun var
egennyttig og begærlig og under vakancen søgte hun at skrabe alt til
sig, og skønt eftermanden blev hendes egen bror, præsten Hans Ahlmann
fra Sattrup, så måtte han dog udstå en del vrøvl og disputi med hende
under nådsensåret. Efter dettes udløb trak hun sig til Gøllinggaard,
hvor hun fortsatte driften med teglgården. Hvor dansk hendes, havde
været dansk ligeså tysk blev hun i eftertiden. Hun kunne vel nok prale
af hendes faders interne bekendtskab med Christian d. 8., og at denne
som prins engang havde været på Gøllinggaard, men dog var hun i den grad
tysksindet, at hun i krigen 1848-50 blev mistænkt for at give fjenden
hemmelige signal på den anden side. Dette var jo vistnok kun en løs
mistanke, men det danske militær holdt dog hemmelig øje med hende, og
sin søn lod hun gå med i insurgentarmeen, hvor han pådrog sig en slem og
farlig sygdom, så at han kom syg og svagelig tilbage. Hun lod ham vel
for hans helbreds skyld gøre en rejse til Madeira, men det hjalp ikke og
han gik tidlig bort, ofret for den gode sag. 1852 solgte hun
Gøllinggaard omtrent for 12000 rdl. til købmand Jørgensen i Sønderborg
og flyttede nu til denne by. Her blev hendes datter, en for resten rar
og fornuftig pige, g. m. løjtnant Johansen af Haderslev. Da hun kunne
vente en del af hans fornemme slægt til brylluppet, skulle det gå af med
en smule pomp og anstand. Derfor gik hun dagen i forvejen med sin søster
frøken Dora Ahlmann og sin datter ned i kirken, og gav en
prøveforestilling til dagens højtidelighed, idet den ene stod som præst
foran alteret, og den anden som brudgom med anstand førte bruden frem
for alteret. Til købmand Pet. Karberg lod hun sende bud for at
forespørge, "om det var skik at græde i kirken". De sendte hende den
besked tilbage, "at det kunne enhver vist gøre som de lystede". Skønt
hun har gjort sig til af at have læst Kants "Critik der reinen
Vernunft", så sporer man just ikke meget til hendes finere dannelse,
tværtimod vidner en del anekdoter, som endnu frembære adskillige
ytringer af hende, lige så meget om plathed som dumhed.
Hun tog nu med sin datter og svigersøn og har opholdt sig hos dem både
i København og Helsingør. Her har hendes stilling vel just ikke altid
været så behagelig, da svigersønnen på grund af hendes tåbelige væsen og
hendes ufornuftige indblanding, har været nødt til at holde hende lidt
isoleret for sig selv. Dog kan det ikke billiges, at han nu efter konens
død og efter at have fået alle hendes penge, har sendt hende tilbage til
Als. Da hun kun nærmest har sin enkepension at leve af, kan det i
fremtiden blive trangt for hende at slå sig igennem. 1879 d. 16. feb.
døde Birgitte Margaretha Ebbesen f. Ahlmann, i Guderup, 78 år gl. |