|
Delt note |
Chr Knudsens F III 3: Jomfru Caroline Drescher 1772-90 og hendes
forældre.
Jomfru Anna Caroline Charlotte Amalie Drescher var født 1772 d. 5. sept.
på Nordborg gamle slot. Hendes far Hr. Christian Gotfred Drescher var
fra Schlesien i Tyskland, men var kommen her ind i landet, ved at træde
i tjeneste hos det hertugelige Lyksborgske hus i Angel. Han var meget
skattet af dette hof for sin lange og tro tjeneste, navnlig var han
meget yndet af den ædle Hertuginde Henriette Augusta, en fyrstinde der
vandt alles hjerter ved sin mildhed og godhed. Denne dame var en datter
af Grev Simon Henrich Adolf til Lippe Detmold, og var fra 1745-67
formælet med Hertug Frederik til Glcksborg. Da hendes gemal døde 1766
d. 10. nov., købte Enkehertuginde Henriette Augusta 1767 Nordborg slot,
der nogle år i forvejen var overgået i privat eje, af købmand Hans
Bugislaus Carstens i Sønderborg for 7000 rdl., og flyttede hertil 1768
d. 17. maj, på hvilket sted hun henlevede sine sidste dage, indtil sin
død 1777 d. 5. aug. Hendes lig blev ført tilbage til Glcksborg og her
bisat d. 30. aug. Hr. Christian Gotfred Drescher, der var Hertugindens
Hofintendant og havde titel af Cancelliråd, fulgte med sin familie,
hende hertil Nordborg og havde bolig på slottet. Dreschers hustru, født
Kretschmer, var en datter af en voldmester Kretschmer i København, der i
øvrigt var en svensker af fødsel. Jomfru Kretschmer havde først i den
del år været kammerjomfru hos bemeldte Hertuginde Henriette Augusta på
Glcksborg slot, hvor hun blev bekendt og gift med Drescher, og blev så
efter sit giftermål oldfrue. Hun havde iblandt andet et par søstre, 2
gamle jomfruer Kretschmer, der i slutningen af forrige og begyndelsen af
dette årh. opholdt sig i og ved Nordborg. den ene var i en del år i
huset hos præsteenken Mad. Riisbrich i Oksbølle, og den anden var først
en del år på Sjælland, vendte derfra atter tilbage til Nordborg og
opholdt sig her hos en gammel Mad. Thaisen, der boede i et hus på den
store gade. Hendes bedstefar. C.G. Dreschers far levede endnu i
Schlesien, efter at familien var flyttet til Nordborg. Han var
velhavende og sendte dem af og til en del gode foræringer. Iblandt andet
sendte han dem engang en mængde gardiner, hvoraf begge hans sønnedøtre
kunne have nok, til engang i tiden at pryde deres bopæle, når de blev
gifte. Han lod en gammel tro karl ved navn Georg, som han havde i sin
tjeneste, køre det herned på en trillebør, for bedre at slippe igennem
toldstederne. Han slap også lykkelig igennem overalt, indtil han nåede
til Sønderborg. Her blev han anholdt og alt tøjet konfiskeret, indtil
vedkommende indløste det.
Hendes barndom 1772-79.
Hertuginden satte megen pris på denne familie, såvel Drescher som hans
kone var meget betroet. Hun lod ofte børnene kalde op til sig, nemlig
holdt hun meget af den ældste datter, der var født 1768 og opkaldt efter
hende, med navnet Henriette Augusta. Hun var et meget smukt barn, og
derfor lod Hertuginden hende i en alder af 4 år male, hvilket portræt
endnu findes i fru Pastorinde Bernths eje på Kegnæs. Den lille Caroline,
der var nogle år yngre, kom også ofte med op til den gode Fyrstinde, der
jævnlig udstyrede dem med klæder og andre smukke foræringer. Ved
Nordborg Ladegaards udparcellering købte Hr. Drescher 1772 en større
parcelle på omtrent 48 tdr. land, koblet "Ruglykken", men havde endnu
ikke fået den bebygget, da han døde. Da der for Hertuginden døde 1778,
købte enkemad. Drescher ved offentlig auktion Nordborg slot, tilligemed
en tilhørende parcel i "Søvang" for 2525 rdl. Året efter 1779 solgte hun
imidlertid atter slottet og en parcelle på 12 tdr. land i "Søvang" for
3100 rdl., til skibsbygmester Jørgen Lorentzen af Sønderborg. Denne mand
lod den øverste etage og den ene fløj af slottet nedbryde, hvilket
Cancellirådinde Drescher havde forbeholdt sig og af dette materiale
opførte hun sig selv en bolig, ikke langt fra præstegården i sin jord i
Ruglykken, hvilket sted hun gav navnet "Tuntoftgaard", således kaldet
efter en gammel by, som her havde ligget i gamle dage. Den aften da
handelen på slottet blev afsluttet med skibstømmermester Jørgen
Lorentzen, blev længe efter mindet i familien. Thi da smøg denne mand så
stærkt på sin kridtpibe at Mad. Dreschers kanariefugl morgenen derefter
lå kvalt i sit bur.
Hendes ungdom 1785-90.
Fra 1779 henlevede således Caroline Drescher sin øvrige barndom og
ungdom på stedet "Tuntoftgaard" ved Nordborg. 1785 blev hun konfirmeret
af stedets præst Hr. Provst Holger Fangel. Iblandt andre der
konfirmeredes tilligemed hende kunne nævnes, Charlotte Juliane Thomsen,
en datter af den rige købmand Jes Thomsen på Nordborg, og dennes kusine
af samme navn, Charlotte Juliane Thomsen, en datter af stamparcellist
Jørgen Thomsen til Hartspring. Provst Fangel var kurator for Mad.
Drescher og hendes 2 unge døtre, og han vågede meget strengt over de
unge piger, så meget mere som hans halvfjantede søster Sophie Elisabeth
Fangel, siden mere bekendt under navnet "tante Juhlers", som jomfru i
hans hus, straks gjorde ham bekendt med alt, hvad der passerede og gav
ham underretning om ethvert menneske, som gik ud og ind hos dem. De unge
piger gik af og til over og benyttede rullen i præstegården, dengang var
et sådant møbel temmelig sjælden. Jomfru Sophie Elisabeth Fangel passede
dem da gerne op og fyldte dem med en del drillerier. Rygtet var dengang
kommen til Nordborg, at en Husar-Capitain Riegels, der på grund af en
benskade havde fået sin afsked af militær etaten, var bleven udnævnt til
husfoged over Nordborg amt. Den gamle Jomfru Fangel kom da ved en sådan
lejlighed straks farende ud til dem i rullestuen, for at fortælle dem
nyheden og begyndte at drille dem med ham, da han var ugift. Men de gav
hende samme mønt tilbage og syntes, at han passede langt bedre for
hende. Hun påstod dog, at han måtte være den rette mand for en af de
unge piger, skønt de rigtignok ikke havde penge, hvad hun havde, navnlig
stiklede hun på den ældste af dem, Henriette Augusta, idet hun
tilføjede: " er han lam, er han stram, hæ han peng, komme han nok frem".
Hendes ord gik da også i opfyldelse, hvad hun vel ikke selv havde
ventet; thi få år efter blev Jomfru Henriette Augusta Drescher, g. m.
husfoged kapitain Hans Riegels og ved ham siden mor til en bekendt
slægt, der stammer fra Als. Ligesom søsteren var Jomfru Caroline
Drescher også en meget smuk pige, og hun blev snart hemmelig forlovet
med sekretær Taulov hos Amtmand Pechlin på Nordborg. Han var et højt,
ungt og smukt menneske og blev siden først amtsforvalter i Holsteen,
senere amtsforvalter i Aabenraa, hvor han døde. Imidlertid kom Martin
Vogelsang fra Solbjerggaard og anholdt om hendes hånd, da han ikke
vidste af hin hemmelige forlovelse. Da han boede i nærheden og havde en
smuk ejendom, anstod dette parti bedre hendes moder og øvrige familie.
De overtalte hende til at sige "Ja"; men der skal dog have været et
slemt hus, inden hun bekvemmede sig til at gøre dette skridt. Hendes
forlovelse blev da offentlig deklareret med Martin Vogelsang. Til samme
tid blev også Provst Fangel forlovet med Martin Vogelsangs søster,
Jomfru Mette Marie Vogelsang, og provstens søster, Sophie Elisabeth
Fangel forlovet med Hans Christensen Juhler, der tidligere havde været
tjener hos Amtmand Baron Teufel v. Pirckensee, og nu havde købt sig en
bondegård i Dynneved. Men Caroline Drescher gjaldt dog dengang, ligesom
Jomfru Maria Elisabeth Thomsen af Augustenborg, der først var gift m.
Knud Knudsen af Ketting, og siden med Matthias Vogelsang på Bommerlund,
for den skjønneste brud på Als til denne tid. I slutningen af året 1790,
stod deres bryllup på Nordborg. Hr. Taulov var dog også med til det,
skønt han nu var gået glip af bruden. Fik Martin Vogelsang vel just ikke
så megen kapital med sin unge kone, så fik han derimod et meget godt
udstyr.
Hendes hus.
Mad. Vogelsang havde en god forstand, hun var ikke blot klog, men også
meget beleven og underholdende. Hun holdt alt i en god og smuk orden,
var tillige både en fornuftig og dygtig, virksom og sparsommelig kone i
sit hus. Det var altid så hyggeligt at komme på Solbjerggaard, og hertil
bidrog hun mest da hun var sjælen i det hele. Det var et meget gæstfrit
hus, der kom derfor jævnlig fremmede, især om sommeren i kirsebærtiden,
og til gengæld besøgte de da igen ved lejlighed deres venner. Dog blev
den hele omgang og anretning i huset altid holdt indenfor fornuftige
grænser. Ligesom hun selv var meget tarvelig og sparsommelig i sin
påklædning, således blev der heller ikke som så mange andre steder, her
i huset bakket svært op med en del fine retter; men alt, hvad der blev
budt var godt og vel tillavet. Hertil kom, at møbler og alt andet bohave
i huset beholdt sit gode gammeldags præg, det passede så godt til dets
beboere, der bevarede deres jævne, ærlige, trofaste væsen, der var frit
for alt den nyere tids ofte lette tone. Orden herskede alle vegne, haven
gjorde et venligt indtryk, og mennesker de satte pris på, blev til
enhver tid modtagne med megen gæstfrihed og glæde, så at det var
hyggeligt og venligt at komme der. Deres omgangskreds bestod mest af
familien: i ældre tid Provst Fangels på Nordborg, familien Riegels og
Drescher, ligeledes på Nordborg, Vogelsangs på Bommerlund og Provst
Ebbesens i Svenstrup, samt Thomsens på Hartspring, foruden andre enkelte
forpagter familier og købmands familier i Sønderborg; i senere tid:
Pastor Knudsens i Hagenbjerg, Provst Fangels i Oksbølle og Knudsens på
Lysholm, foruden andre familier i Sønderborg og Nordborg. Med de
forskellige skovriderfamilier på det nærliggende Nygaard, plejede de for
det meste godt naboskab. Her var fra 1784-1816 først Frederik Christian
Wrzinger skovrider. Hans hustru Conradine Jessen, en præstedatter fra
Augustenborg, blev dog til sidst temmelig forfalden og var undertiden
beskænket. Hun talte i øvrigt et underligt sprog, da hun valgte forkerte
udtryk. Således ytrede hun engang i en samtale: "min Søhn Ludewig er ist
up de Fid. in Kiel", hun mente institut. Når Hr. Wrzinger omtalte
Vogelsang på Solbjerggaard og Bommerlund, sagde han gerne: " Hr.
Vogelsang sin Kuhn und Bommelont sin Fruh". Derefter fulgte fra 1816-51,
Henrik August Grotrian fra Augustenborg. Han havde foruden sin hustru
tvende døtre hjemme, den ene enken Mar. Mller og den anden Fru
Grotrian, der først havde været g. m. Løjtnant Hacke og siden med sin
fætter husfoged Andreas Grotrian på Augustenborg. Efter et års ægteskab
skiltes hun atter fra ham, og tog med sin lille datter Doris Grotrian,
igen tilbage i sine forældres hus. Familien var vel dengang tysksindet,
men dog hæderlig og brav.
Pastor Ahlmann.
Efter Provst Ebbesen, fulgte atter Pastor Hans Ahlmann som præst i
Svenstrup fra 1836-70. Han var en søn af Pastor Ahlmann i Guderup og kom
fra Sattrup i Sundeved. Hans kone Therese Wegscheider var en datter af
en professor i Halle. Præsten kom ofte med familie til Solbjerggaard, og
ved lejlighed blev man igen herfra indbudt til præstens. Dog holdt man
på Solbjerggaard ikke meget af denne omgang, Fruen kunne ikke dansk,
sproget lagde hindringer i vejen, og tonen blev noget stiv og generet.
Dog lagde hun sig til sidst efter at tale alsisk. Familien var desuden
temmelig tysksindet, præsten ville gerne stikle til alt, hvad der var
dansk, hvad man her ikke holdt af. Det hed gerne på Solbjerggaard, "at
fruen støbte kuglerne og præsten skød dem ud". Han havde vakre børn.
Degnen Christian Jørgensen.
Derimod holdt man mere af degnen Christian Jørgensen af Elstrup. Hans
kone en datter af synsmand Klaus Jakobsen i Svenstrup, var desuden lidt
i slægt med den unge Mad. Vogelsang. Han kom hyppig over, blev gerne
spurgt til råds i vanskelige sager og vigtige spørgsmål. Han var desuden
børnenes lærer, og familien fra Solbjerggaard tog herind, når de kørte
til kirke.
Hendes godgørenhed.
Mad. Vogelsang var en meget godgørende kone, foruden hvad der blev givet
bort til fattige ved døren, nød navnlig hendes søster Fru Riegels og
hendes datter Marie, enke efter skibskapitain Lorentz Johannes Brorsen
på Nordborg, i mange år godt af hendes hus. Hendes eneste udflugt var at
tage ind til dem, og hun forsømte da aldrig at tage en god madkurv med
til dem. Så længe Fru Riegels levede havde familien dog hendes lille
pension at leve af; men da hun døde omtrent 1851, blev det meget småt
for datteren, Mad. Brorsen. Sønnerne var vel komne ud, men hvad de kunne
hjælpe, var ikke store ting. Hun sad alene tilbage i sit hus, ikke langt
fra kirken, med sin eneste datter, Birgitte Brorsen. Moderen var blevet
meget sær i hovedet og temmelig folkesky. Datteren gennemgik en del med
hende, men hun var en sjælden opofrende datter for sin mor. De havde det
helt småt, og det ville være bleven følt end mere, når de ikke havde
fundet en så tro støtte i den gamle tante på Solbjerggaard. Efter
moderens død fandt den lille Birgitte et kært hjem i sin ældste gode
bror, Hans Christian Brorsens hus. Efter at have været til søs, blev han
først toldkontrollør i Angel og siden efter krigen 1864 forflyttet til
Lolland. Da hans kone døde tidlig har hans ældste søster bestyret hans
hus og opdraget hans børn.
Matthias Hansen Vogelsang døde 1857.
Hvad gårdens udvortes bestyrelse angik, havde de en tro støtte i
Matthias Hansen Vogelsang fra Helved, hvis mor var et søskendebarn af
hendes afd. mand. Han havde i en del år allerede tjent som karl på
gården, men blev nu efterhånden mere betragtet som en slags avlsbestyrer
og medlem af familien. Han spiste altid indenfor hos familien. Ved sin
troskab og hengivenhed blev han højt skattet, lærte den unge Martin til,
så denne, da Matthias Hansen Vogelsang på Solbjerggaard om sommeren
1857, selv kunne forestå gårdens drift for sin gamle bedstemor, der blev
siddende for den til sin død.
Familien på Solbjerggaard 1840-58.
Med hensyn til husets indre bestyrelse ville hun vel nok selv vedblive
at have opsynet, og at føre styret og rådet, men her havde hun dog også
en støtte af sin svigerdatter, der med sine 2 børn, forblev ugift på
gården, og ligeledes af sin niece Jomfru Caroline Vogelsang fra
Bommerlund, der i mange år tjente som jomfru på Solbjerggaard. Familien
på Solbjerggaard bestod således i de senere år af følgende medlemmer:
den gamle Mad. Vogelsang, den unge Mad. Vogelsang, gamle Line og unge
Line, Matthias Hansen Vogelsang og den unge Martin Vogelsang.
Krigen med tyskerne 1848-50.
I denne tid indtraf krigen med Schleswigholstenerne 1848-50. På
Solbjerggaard fik man også af og til indkvartering, der måtte vække en
del forstyrrelse i huset og var lidt besværligt for den gamle kone. Dog
kom man over det, og man var glad ved, at man havde med dansk og ikke
tysk militær at gøre. Iblandt sin indkvartering vedblev man her længe
med glæde at mindes Overlæge Dorph.
Sønnen fra Norge i besøg 1856.
Da hun ikke siden 1834 havde set sin søn Christian i Norge, var det den
gamle mor en stor glæde atter at se ham, da han sommeren 1856 besøgte
hende i længere tid med sin kone og datter. Det var en vakker familie,
og med glæde blev de modtaget overalt af mange venner og bekendte. Da
han ikke havde fået sin arvepart ud af gården, arrangerede hans mor sig
med ham førend hans afrejse, og blev det tillige nu bestemt, at
sønnesønnen, Martin skulle have gården Solbjerggaard, imod at afstå
omtrent 7000 rdl. til sin søster Caroline Vogelsang.
Bryllup på Solbjerggaard 1856.
Denne unge pige var imidlertid bleven forlovet med Thomas Vogelsang fra
Bommerlund, der året forud var kommen hjem med en del penge, som han
havde fortjent sig i Californien. Han købte gården Holbæk i Adsbølle
sogn, og derfor stod deres bryllup på Solbjerggaard i okt. 1856.
Mad. Vogelsang døde 1858.
Mad. Vogelsang og gamle Pastor Knudsen i Hagenbjerg var lige gamle, dog
var hun 2 måneder ældre end ham. Når de kom sammen, kom det ofte på
tale, hvem der kunne holde længst ud. Døden kom dog først til hende. Hun
oplevede vel endnu sit 86. år 1858 d. 5. sept., men hendes kræfter tog
dog kendelig af, hun var bogstavelig opslidt, hvad man kunne se af
hendes hele figur og gang. Den forhen høje ranke skikkelse sank mere og
mere sammen, og hvor gerne hun end ville, så blev gangen dog til sidst
tung og besværlig. Efter et virksomt liv hensov hun blid og rolig 1858
d. 14. dec., 86 ¬ år gl. |