Alsnissen´s slægtsdatabase

chr Knudsens F III: Anne Margaretha Vogelsang er født på Solbjerggaard
1778 d. 9. dec. Hun var ligeledes en datter af Matthias Johansen
Vogelsang, ejer af Solbjerggaard, og hans hustru Margaretha With af
Ketting. Den 14. dec. blev hun formedelst svagelighed, hjemmedøbt i
huset af sin morfader, Provst Morten Reenberg With i Ketting og båret
til dåbs af Provstinde With i Ketting. Som faddere var til stede Hr.
Jens Jørgen With, kapellan af Ketting, Hr. Peter Klincker, skolemester
hos Hr. Vogelsang, Mad. Thomsen på Hartspring og Jomfru Zoffmann af
Sønderborg. I en alder af 6 år mistede hun sin mor og da hun var 12 år
gammel, døde også hendes far. Da hendes ældre søster derfor 1790 blev g.
m. Provst Fangel på Nordborg, tog hun den unge pige med sig til
Nordborg, dels for selskabs skyld, og dels for at hun kunne få en bedre
undervisning, da Provst Fangel i en del år holdt huslærere til sine
børn.
Hendes konfirmation 1793.
Her på Nordborg blev hun også 1793, tilligemed købmand Otto Ahlmanns
datter Kathrine, konfirmeret af sin svoger Provst Fangel. Efter sin
konfirmation blev hun et års tid sat i huset hos amtsforvalter Lyhm, for
at lære lidt husholdning og anden skik, men hun havde det ikke videre
godt, da hun led sult. Hun fik derfor gerne, når hun kom hjem til
provstens, noget brød og smør med, som hun gemte i sit chatol.
Amtsforvalterens havde også en uartig datter Anna Lyhm, senere Mad.
Wittenkam, der dengang kun var 5-6 år. Hun var uartig imod alle og ville
ikke engang lystre forældrene. Da dette barn engang blev sygt, og
forældrene havde ladet Dr. Suadicani fra Augustenborg kalde, ville hun
på ingen måde tage medicinen. Hun blev da lagt på ryggen i moderens
skød, og lægen hældte hende medicinen ind. Hun beholdt den dog i munden
uden at synke den, og da hun blev rejst over ende, overspyttede hun
Doctoren med den, så at han tog sin hat og gik. Provstens tog hende da
efter nogen tids forløb atter hjem til sig. Blandt hendes veninder kunne
mærkes: Kathrine Ahlmann, siden g. m. Hr. kontrollør Frederik Drescher,
organist Lorentzens 2 døtre, Helene Margaretha og Margaretha Christiane,
hvoraf den første blev g. m. lærer Christiansen og den anden døde ugift
i en ung alder, og 2 af skipper Hans Christensens døtre på Løitertoft,
Maria Kathrine og Anna, hvoraf den ene siden blev g. m. skipper Matthias
Johansen, og den anden med den tykke Thomsen på Nordborg. navnlig de 2
sidste var meget muntre piger og sang udmærket smukt. Jomfru Anna
Margaretha Vogelsang var ikke blot en udmærket smuk, men tillige en
meget livlig, venlig og naturlig pige, der gjorde megen lykke, hvor hun
kom. Holdtes der engang imellem et bal i byen, var hun altid med og
morede sig godt, da alle gerne ville danse med hende. Ved en sådan
lejlighed plejede Pastor Nylands 2 døtre, Trine og Ellen, gerne at tage
i forvejen ned til Nordborg præstegård, for i forening med Jomfru
Vogelsang at pynte sig til ballet. De var dengang endnu meget vakre unge
piger og hendes gode venner. Senere gav de sig for meget i slæng med
bønderfolk, udskejede og blev dårlig gift.
Hendes forlovelse 1797.
Det varede ikke længe, førend den unge pige fik flere tilbedere. 1796
blev den unge Frederik Ebbesen, ansat som residerende kapellan på
Nordborg. Han havde straks et godt øje til hende, og et sådant parti
ønskede også hendes svoger og søster, da Provst Fangel dengang godt
kunne lide den unge mand. Men på den anden side kurrede også den unge
kontrollør Drescher til hende, og det endogså temmelig stærkt, så at
Ebbesen troede, at de allerede var hemmelig forlovede, hvorfor han i
begyndelsen holdt sig en smule tilbage. Men hun syntes slet ikke om Hr.
Drescher. Den gamle købmand Otto Ahlmann ville også nok have fingre i
Hr. Ebbesen for sin datter Kathrines skyld, der var meget indtaget i
ham. Ahlmann inviterede da Ebbesen idelig over til sig, og da denne i
kapellaniet blot havde en gammel pige ved navn Kathrine, hos sig til
husholderske, så sendte købmanden ham hvert øjeblik smør, kød og andre
rariteter og kom undertiden også selv løbende med en fisk til ham.
Ebbesen syntes dog bedst om den lille Jomfru Vogelsang, men fordi han
troede hende hemmeligt forlovet med Drescher, turde han ikke ret nærme
sig til hende. Der blev en enkelt gang holdt bal, og Ebbesen plejede da
at danse med den Ahlmannske familie, havde de i forvejen talt om, at den
af begge damer, som Ebbesen først dansede med, måtte være den lykkelige,
og turen kom først til Jomfru Kathrine Ahlmann, hvorover der blev stor
glæde. Men alting skulle snart blive opklaret: en nytårsmorgen traf
Ebbesen og Drescher sammen i Provstegården, hvor man ville ønske et
glædeligt nytår. Det var dengang meget sædvanligt, at man forærede
hverandre et trykt nytårsønske, således forærede justitsråd Hr. Riegels
engang Provstinde Fangel et sådant, med en lille due på, hvilket endnu
haves, og Drescher stod nu også på spring med et sådant nytårsvers, som
den lille Jomfru Vogelsang skulle have. Ebbesen så det, og da han fik at
vide, hvem der skulle have det, ytrede han, "at det ville vist være den
lille Jomfru en stor glæde og kær foræring". "Ja, når jeg blot turde
håbe det!" svarede Drescher. "Hvorfor ikke det", spurgte Ebbesen, men
han skrev sig det forresten bag øret, det gav ham et indblik i,
hvorledes sagen stod. Kort efter tog han mod til sig og anholdt om
hendes hånd, og fik naturligvis straks ja, hvorover der blev stor glæde
i provstegården. Men med Ahlmanns var nu det hele venskab ude, det
gjaldt nu om at fange Drescher, hvem datteren syntes godt om, han
derimod brød sig ikke videre om hende, blot kurede han til hende som til
så mange unge damer. Han var jo dengang ung, og det er jo tit i den
alder tilfældet, uden at der altid menes noget dermed. Købmand Ahlmann
gjorde nu ved lejlighed et stort gilde, hvortil også Drescher var
indbudt. Han havde ført datteren med sig til bords. Ahlmann udbragte nu
brudeparrets skål, den forfippede Drescher måtte takke derfor, modtog
gratulationen, og således løb han i saksen. De levede siden ikke videre
godt sammen, hun blev en skrap og dygtig kone, men han var hende ikke
altid tro.
Hendes giftermål 1797.
Hun er altså noget efter nytårstid 1797 bleven forlovet, og samme år d.
7. april stod deres bryllup i Nordborg præstegård. Foruden familien var
også flere af byens embedsmænd og andre bekendte familier indbudte.
Enkelte fremmede af Ebbesens bekendtskab var også med. Hendes broders
kone på Bommerlund var den ene af de 2 damer, som gik med bruden og
pyntede hende. Hun havde en grønstribet atlaskes kjole på af samme tøj,
som bruden bar om søndagen, da hun gik som ung kone i kirke. Provst
Fangel viede dem. Provstens lille Else Kathrine, som dengang var 5± år
gammel, var med i kirken og sad her ved siden af en fremmed dame, som
også havde en lille pige hos sig. Denne fremmede dame sad og skubbede
Else Kathrine, når hun ikke ville sidde rolig i stolen. Da man spiste
til middag, stod Else Kathrine og den lille Grethe Vogelsang fra
Solbjerggaard, bagved brudefolkenes stol og sang en lille bekendt sang.
Ebbesen spurgte Else Kathrine, hvad hendes far havde gjort ved hendes
tante i kirken. Hertil svarede hun rask "at han havde nappet hende i
panden", hvorover hele selskabet brast ud i latter.