|
Delt note |
Nyrop 98: Carl Christian Varming var sognepræst i Ørsted og Daastrup syd
for Roskilde fra 1898.
Andreas Varming: Provst i Ramsø-Tune Herred. 1937 samlede han
underskrifter til en støtteadresse til Jørgen Varming (1906-1988), som
blev forfulgt af de tysksindede.
Carl Christian Varming skriver om sin barndom:
Jeg blev født i Øster Alling den 5te Marts 1861. Noget af det første,
jeg kan huske, er, at jeg vågnede ved, at noget stak mig i Brystet. Det
var Igler, som sugede mit Blod ud, og jeg så, hvorledes de blev lagte i
en Skål, som Blodet 1øb ud i, og nye blev afløste af de foregående. Det
var Datidens Middel mod Brystbetændelse, og det var mærkeligt, at jeg
ikke blev syg deraf. Jeg husker også, at jeg en Dag kom grædende hjem
fra Byen, og da mine Søstre spurgte mig, hvorfor jeg greed. svarede jg:
" Jo, Kedde var nede i Byen, og så kom der en stor Øffebasse, og så kom
der en lille Tåre."
Et mere alvorligt tilfælde var, at min Søster Vilhelmine, som da kun var
2 År gammel, kom løbende ind for at sige god Aften til Pastor E1mqvits
fra Hvirring. Hun snublede over Dørtrinet og stødte Panden imod Døren,
så at hun kom til at bløde stærkt og fik et Ar i Panden. Et af de
lysteste Minder fra Øster Alling har ieg fra et Sted , som hed Gjevet,
og var en lille Kratskov. Der kørte vi ud og havde Kartofler med som vi
stegte ved Hjælp af Hestepærer. Et andet Minde har jeg om Hørsvidning.
Der var på Præstegårdsjorden nogle dybe Grave. Der blev taendt Ild i
Bunden af den, og på Træstaver over dem lå Hørtaverne og blev
gennemtørrede for siden at skættes. En Novemberdag i 1863 sad jeg ved
Sovekammervinduet og så ud over Haven, som grænsede op til Kirkegården.
Det var ved Solnedgang, og Kirkeklokken begyndte at ringe. Jeg tænkte
da: "Det er fordi Frederik den 7de skal begraves på vores Kirkegård-"
Overfor Tvivlere, som har ment, at man ikke huskede så langt tilbage,
har jeg sagt, at min samtidige Hans Krarup en Aften vilde bede sin
Aftenbøn, da Budskabet nåede præstegården. "Hvorfor vil du ikke?"
spurgte hans Moder. "Nej, for det at jeg er vred på Vor Herre, at han
har ladet Frederik den syvende dø." Men Islændingen Fridrik Fridriksen
omtaler Minder fra han var to År, så Churchill kommer bagefter med sine
Minder fra han var fire År.
Krigstiden i 1864 står klart for mig. "Når Tysken kommer her, beklager
jeg enhver", men det gik da tåleligt for os, medens Jelling
Seminaristerne blev trukne ud af deres Senge af Østerrigerne og drevne
til Skandsearbejde, uagtet disse havde sagt, at de hellere vilde slås
med Prøjserne end med de Danske. I Øster Alling By boede et Par gamle
Damer, Moder og Datter, som blev meget bange, da de hørte, at Tyskerne
skulde komme til Byen. De sendte derfor Bud til Præsten og bad ham om at
komme hen til dem. Så sagde de til ham: " Vi ved jo nok, Hr. Pastor, at
vi egentlig burde komme Gift i Maden. Men vi synes dog, det er for
hårdt. Mener De ikke, Hr Pastor, at det nok kan gå an at lade det være?"
Og lykkeligvis var Præsten en føjelig Mand, så de slap med Skrækken. En
smuk Sommerdag stod jeg sammen med min Søster Helene udenfor den
højtliggende Præstegård og så ud over Egnen i Retning af Gammel Estrup.
Pludselig udbryder hun: "Der er de!" og løber ind for at fortælle det
frygtelige Budskab. Det var et Fejlsyn; det hun så var Tørveskruerne ved
Gammel Estrup. Virkeligheden var helt anderledes. Den 6te Maj stod jeg i
det nordvestlige Hjørne af Præstegården, hvor vor Karl, Rasmus
Vestergård, var i Færd med at spænde vore to smukke brune Heste for
Årbejdsvognen. Da sprængte en tysk Dragonofficer ind i Gården, gjorde
Holdt ved Indgangsdøren og spurgte efter Præsten. Fades fulgte med ham
for, at vise vejen til Løvenholm; men i Steden for at følge den, travede
han den modsatte Vej ned i Byen, og et Øjeblik efter red en flok af
disse ryttere ind i gården. Et par sprang af og spændte vore Heste fra
og red af Sted med dem. På min Faders harmfulde Protest, svarede de:
"Der Knig bezahlt". Imidlertid havde Kedde haft sin egen private
Oplevelse. Da jeg rædselsslagen benede af langs den østre Længe, hørte
jeg Hovslag bag mig og så en Rytter. Jeg tænkte: "hvor er de dog
grusomme, disse Tyskere"; thi midt på Hestens Bringe sås Knappen, der
holdt Bringe og Buggjord sammen, og denne Knap blev for min ophidsede
Fantasi et Sømhoved. Jeg måtte dog se at finde en Udvej, og jeg fandt
den i Tørvehuset, hvorfra jeg slap ind i et mindre Rum til een Person ad
Gangen. En Pikkelhue blev stukket ind ad Døren, medens jeg var der; men
da Ejermanden så, at Pladsen var optaget, trak han sig beskedent
tilbage. Ikke længe efter sad jeg i Sovekammeret sammen med Helene på
Bunden af den hvide Kiste, som var bestemt til Skidentøjet. Derfra,
kunde vi se to Pikkelhuer og to Geværer bevæge sig frem og tilbage i
Havegangen langs med Huset. Der måtte jo passes godt på, at
Præstefolkene ikke overfaldt dem. De første Tyskere, vi fik i
Indkvartering, var en Afdeling Fodfolk, som kom stilfærdig ind i
Folkestuen og stillede deres Geværer i Krogen ved Døren. Jeg så: straks,
at Låsetøjet var forskelligt fra vore Geværers; deres var desværre
Fodfolks? (Ulæseligt) geværer, altså Bagladere. Henrik og hans
Skolekammerat Hans Brøchner var hjemme, og de gav sig til at tale Tysk
med Fjenden. Det lød stygt i mine Øren. Siden kom jeg dog til at se med
noget andre Øjne, i alt Fald på nogle af dem. Der var en ung Lieutenant
ved de Brandenborgske Kyrasserer, som hed Habel; han tog x"lig på Skødet
og lod mig lege med hans Guldtræsko, som hang ved hans Urkæde. "0, du
schnes blauaugenes Kind", sagde han til mig, og mit Udseende blev dog
aldrig rost. Også en Oppasser ved Kyrassererne blev vor gode Ven. Han
hed Stille og sagde: "Ich heisse Stille, bin aber nicht still". Han
hjalp med at rulle, og Rasmus var ham ikke hurtig nok ved den anden Ende
af Rullen: "Du bist zu dich, Rasmus", sagde han.
En Dag kom en Trop menige, som trængte ind og tog vor Spisestue i Brug.
I den stod en lang Pøllesofa, som nu måtte tages i Brug og flyttes ind i
Sovekammeret til Leje for en fire-fem Børn. Men da Rasmus og Pigerne
under Moders Ledelse var i Færd med at flytte Sofaen, kom nogle Tyskere
farende og råbte op; den vilde de beholde. Ja, een af Fyrene stak sin
Bajonet op foran Moders Ansigt og truede med "sie todt zu schiessen",
hvis hun ikke makkede ret. Da denne Afdeling var marcheret bort,
savnedes den Sølvske, som en Sergeant havde spist med. Da en anden Trop
rykkede ind i Stedet for, spurgte Fader dens Fører om, hvad der vilde
ske, dersom det blev opdaget, hvem der havde taget Skeen. Men Straffen
var så hård, at Fader tav stille om Tyveriet. Den før omtalte Trussel
blev dog ikke til noget, da en fornuftigere Kammerat stødte Bajonetten
bort. Men da de næste Morgen forlod Præstegården, var Stuen fuld af
Uhumskheder.
Dette var vistnok det eneste Eksempel, vi oplevede på Hensynsløshed og
Råhed fra Preussernes Side, og man har ikke hørt om noget Sidestykke tit
Østerrigernes Voldsfærd overfor Jelling-Seminaristerne, og deres Lærere,
der efter Vejleslaget blev hentede ud til Skandsegravning uden Mad eller
Drikke, så lidt som ordenlig Påklædning i hård Kulde og Nedbør. Man har
jo hørt, at Østerrigerne skulde have sagt: "vi vilde meget hellere slås
med Preusserne end med Danskerne."
Det eneste Sted, hvor det tegnede til en Voldshandling, var på Gammel
Estrup, hvor Greven kom tidsnok til at se sin Forvalter stå midt i en
Kreds af Soldater, der sigtede på ham med deres Geværer. Han vilde
nemlig ikke røbe, hvor Hestene var. Men Greven frelste ham ved at
udlevere Arbejdshestene; de manglende Luxuxheste var sendt længere bort.
Komiske Misforståelser kunde opstå på Grund af Sproget. I en Gård
spurgte nogle tyske Soldater, om de kunde få "Eier". "Ja," var Svare
"vor Ejer hedder Peter Sørensen". Tyskerne troede, at hun vilde slippe
fra det på den Måde og gentog Spørgsmålet. Han mente, at hun vilde holde
ham for Nar, tog et Stykke Kridt og skrev på Bordet med store Bogstaver
"Bier", hvorpå Pigen skrev :"Jens Sørensen". Det endte dog med, at Konen
kom og satte Mad på Bordet til Tyskerne.
I en anden Gård blev der indkvarteret en Officer, som ikke var helt
tilfreds med Sengen, hvorfor han bad Husmoderen om "noch ein Kissen". Nu
havde Gårdmanden sagt til sin Kone, at hun måtte give Tyskerne, hvad de
forlangte, for ellers tog de det selv. Hun tørrede sig om Munden og
ventede på Kysset. Officeren bandede, han troede, at hun vilde holde ham
for Nar. Et tredie Sted, i en Præstegård, spurgte en Officer, hvad de
skulde have til Middag. "Ja," svarede Præstekonen, som gerne vilde tale
til ham på hans eget Sprog" "Sie konnen enten bekommen ...." "Ja, ja,
junge Enten, gebratene Enten. Das ist vortrefflich".
Rasmus Vestergård var "zu dick", men dog ikke for tyk til at narre
Tyskerne. En Dag kom Fader ud til Porten, hvorfra der hørtes et voldsomt
Skænderi. Et Par tyske Officerer vilde nemlig ud at køre med
Fjedervognen, som også var i pæn Stand; men da Rasmus trak Vognen ud,
manglede den ene Møtrik, hvorfor Hjulet gik af. Tyskerne truede og
skældte; men hvad skulde Rasmus gøre? Vognen havde jo længe ikke været
brugt på Grund af den manglende Møtrik. Så havde han da heller ikke
efterset Vognen, og han kunde jo ikke vide, hvem der havde taget
Møtriken. Han blinkede til Fader, som trak på Skuldrene og beklagede
uheldet, som der jo ikke var noget at gøre ved.
Fra 1864 fortæller "Nordjysk Folkeblad" denne lille Hændelse, som
oplevedes af en ung Soldat, der foruden i andre Slag også var med i
Træfning ved Vejle. Tilsidst omringede Østerrigerne den Afdding, hvortil
jeg hørte, og da længere Modstand var unyttig, strakte vi Gevær og blev
tagne til Fange. Vi følte, at vi havde gjort vor Pligt, og det var
derfor dobbelt tungt for os at låne Øjne og Øren til de spottende Ord,
som vore nærmeste Omgivelser gav os; men vi måtte jo tie og tåle. Under
fjendtligt Eskorte kom vi samme Dag til Fredericia og mødte på Torvet
nogle unge Piger, som bar Kurve med Fødevarer til os danske. Her blev
jeg Vidne til følgende Optrin. En ung Dame gik rundt mellem Fangerne og
delte ud af Kurvens Indhold. En østerrigsk Officer gik med raske Skridt
hen imod hende, slyngede en kraftig Arm omkring hendes Skulder og vilde
frarøve hende et Kys; men Forsøget mislykkedes. Hun frigjorde sig fra
ham og gav ham til Tak for hans ælskværdighed en kraftig Lussing, satte
så Kurven på Jorden, lagde begge sine Arme omkring den nærmeste Danskers
hals, en rødmosset Karl fra Ålborgegnen og kyssede ham midt på Munden,
hvorpå hun lånte Tyskeren et Par af Vrede lynende Øjne, tog sin Kurv og
vedblev med Uddelingen. Korporalen sagde: "Det var et smukt Udslag af
Fædrelandskærlighed, Næsby". "Vorwrtz", lød det, og vi marcherede
videre.
Sal og Ejsing Sogne.
I Året 1866 blev D. L. Varming kaldet hertil. Vi måtte altså forlade
vort gamle Hjem og drage til den ukendte Egn. Niels Peter var kørt i
Forvejen med et Læs, medens Moder og vi Børn tog med Toget. Jeg må have
hørt noget om, at et Tog kunde løbe af Skinnerne, når man lagde en eller
anden Genstand på vindueskarten. Nu skete det, at jeg satte et Stykke
Smørrebrød på den, hvorfra det gled ned i det Rum, som Vinduet skydes
ned i. En frygtelig Angst greb mig for, at Toget skulde vælte, og da
Konduktøren kom for at billettere, var jeg vis på, at han vilde have fat
i mig; men lykkeligvis gik han mig forbi. Det var et skrækkeligt Vejr på
Rejsen, og i Øsregn holds vi vort Indtog i den gamle Præstegård. Alt
her syntes mig uhyggeligt, og skønt det hjalp noget, da jeg kom ned i
Folkestuen, hvor Niels Peter sad og spiste, ærgrede det mig dog at høre
det drævende vestjyske "ætt" i Steden for det gemytlige østjyske "it".
Og dog skulde vi alle komme til at elske dette Sted højere end noget
andet og dets Sprog med.
Sal Kirke er en smuk Kvaderstensbygning med Korrunding og højt Tårn med
Spir. Ifølge et Sagn har det været 70 Alen højt og kunnet ses ude fra
Vesterhavet. En engelsk Prins strandede derude; men ved Hjælp af dette
Sømærke kunde disse skibbrudne redde sig i Land, og til Tak skænkede den
engelske Prins Hovedgærdet af sin Seng til Sal Kirke og Benenden til
Stadil, således at den første fik Hovedgærdet og den anden Benenden til
Altertavle. Sagnet synes dog ikke at være troværdigt, da Sa1 Altertavle
er bredere end Stadils.
I Sal præstegård fik vi vort lykkelige Hjem i 17 År. Den have 4
stråtækte Længer og 4 Seværdigheder: Storkereden, "æ Kjæll", Bageovnen
og møddingen. Den første hang yderst på stuehusets østre tagspids; "æ
Kjæll" betyder kilden og var en dyb grund i gårdens Sydvesthjørne, og
den bar sit Navn med Rette; thi friskere og renere Vand vilde næppe
kunne findes. Møddingen lå langs med Staldene i østre Fløj. Dens
overflødige Vand løb ned over den smalle grå Stenbro og da nede en grim
Dam, i hvilken Gæs og Ænder plaskede. Hønse- og Andeholdet var vort eget
Foretagende, Gæssene fik vi derimod i Tiende. Fn mærkelig Afgift var
Østers, som Fader fik af en Mand, der boede nær ved Venø Bugt. Han kom
med en mægtig Sækfuld på Ryggen, og dette var en Lækkerbidsken for
Fader. Når han da nød den, fik jeg Skægget, som smagte mig godt. Den
tredie Seværdighed, Ovnen, var en stor muret Hvælving, som blev ildet
med Lyng. Når den var gloende, blev de store Brød skubbede ind på
Stager og efter en passende Tid halede ud igen. Vi bryggede også selv
vort Øl, og det blev hældt i en stor Dunk, som stod på Folkestuebordet.
Vi støbte også selv vore lys. I lange og smalle Trækar hældtes den
smeltede Tælle ned, og Bomuldstaverne, som hang ned på Pinde, blev
lempede ned i dem og Tid efter anden trukne op for så igen, efter at
have fået Afkøling, at få en ny Dypning, indtil de var tykke nok. Det
var i min tidlige Barndom, at Petroleumslamper blev indførte, og vi fik
da også en. Jeg var 8 år, henrykt over den, at jeg en Aften. da min
Moder og mine Søstre sad omkring den, greb en Pude og slyngede den imod
dem med den Virkning, at Lampens Glas og Kuppel knustes, og Lampen blev
slukket. Men mærkeligt nok fik jeg ingen Smæk, skønt jeg havde fortjent
det.
Ligesom sine Forgængere drev Fader selv Avlingen; men dette var vistnok
en tvivlsom Fordel for os, da det krævede en stort Folkehold. Vor
Avlskarl hed Kræsten (Christen) og Andenkarlen Jeppe. Christen var høj
og sværlemmet, Jeppe måske endnu højere, men tyndere og smallere. Ikke
desto mindre var han den stærkeste af de to. Det så jeg en Aften i
Folkestuen. De sad på hver sin Stol og havde et Simebånd af sammensnoet
Halm) imellem sig og skulde nu prøve, hvem af dem der kunde trække den
anden hen ti1 sig, og i denne Prøve var Jeppe afgjort Overmand. Jeppe
var af "æ Kjæltringslaw" (Slags), det vil sige, at der var Taterblod i
hans Årer (jfr. Sten. Blicher "De udøbte"). Af denne Folkerace var der
nemlig ikke så få tilbage i Sal Sogn, især i Egnen omkring Flyndersø, og
medens man på andre Egne var mistænksom overfor dem og overså dem som
tilhørende en laverestående Race, regnede man dem i Sal som ligestående.
Med sin Kæmpekrop forenede Jeppe dog et Barnesind. Han kunde spøgh
(lege) med os Børn og gøre os alle de Tjenester, han evnede. Han var
også from og gik tit i Kirke. Der har ikke været nogen Karl i vor
Tjeneste, som vi holdt så meget af som af ham. Dernæst må jeg omtale
Røgteren Jens Mølgård. Han var en lille tynd Mand, men rask i sine
Bevægelser og munter af Sind. Han "håj tint Kung Frærik den sjætt" som
infanterist, og denne Våbenart blev dengang uddannet i København. Han
beskrev dens uniform således: "Blo Kjovl (Uniform) mæ blo Strivve' o"
(Striber på) "å en Sjako o æ Hue" (på Hovedet). Han viste mig også
Geværgrebene ved Hjælp af et Plejlskaft, så vi blev fine V enner.
Af vore Piger må jeg, først omtale Trine, som havde tjent hos Buchhaves.
Hun var forlovet med en Karl i Byen, Chræsten Vistisen, og en Dag kom
der Lysefolk til Præsten; det vil sige: Brudgommen med sin Fader og en
anden Slægtning mødte i Præstegården for at aftale med Præsten om
Lysningen og Vielsen. Men mine Søstre løb ud i Køkkenet og råbte: "men
Trine, du skal jo giftes". Men Trine var der ikke, for hun havde gemt
sig et eller andet Sted kom ikke frem, før Lysefolkene var borte igen.
Den Pige, som vi holdt endnu mere af, var Karen Klokborg. Hun var ikke
alene mild og venlig og altid i godt Humør; En hun kunde også fortælle
så levende, at vi Børn aldrig kunde blive trætte at af høre på hende,
skønt det altid var den samme Historie, I fortalte, nemlig om Ederland
Hønsepige. Hun var forlovet med en Gårdmandssøn i Nærheden af
Præstegården, og jeg ser dem løbe med hinanden i Hånden ned til hans
Hjem som et Par Børn. Men forældrene var imod Partiet; en Gårdmandssøn
var altfor fin til at blive gift med en Husmandsdatter, og han blev gift
med en anden. Hun tabte dog ikke Modet, og langt om længe giftede hun
sig og blev en lykkelig Hustru og Moder. Hun var for Resten engang nær
ved at komme galt af Sted. Jens Kjeldsens Ko, som senere skal blive
omtalt, hadede kvindfolk, engang, da hun skulde flytte Køerne, stangede
den hende, så den nær havde splittet hende ad. Men lykkeligvis var en af
Karlene til Stede og gennede Koen bort. En tredie af vore Piger hed
Ingeborg. Hun udmærkede sig ved sit glimrende Humør og sin
Lattermildhed. Engang var en Høne på en eller anden måde sluppet ind i
Stuehuset og havde lagt et æg i min Seng, hvad jeg ikke opdagede. Men da
Ingeborg skulde rede Sengen, opdagede hun det jo, løb ned for at
fortælle Moder, hvad der var sket: "Naj, no hår a aller kjænn' Maahg',
Christian he gjor Ægg i æ Seng." Hun blev siden gift med en
Gårdmandssøn, og Præstefolkene var naturligvis med til "æ Bojl". Moder
sagde til Konen: "Det har rigtignok været en stor Ulejlighed for Dem at
holde sådan et stort Bryllup". Hvortil Konen svarede: "Skam mæ æ
Ulæjlihied, Madam, men, de æ møj wahr mæ æ Bekostning. Ligesom sine
Forgængere drev Fader selv Avlingen; men dette var vistnok en tvivlsom
Fordel for os, da det krævede et stort Folkehold: to Karle, en Røgter,
en Tjenestedreng, "Æ Hjohr". Men vi fik da Byg til Fjerkræ og til Øl,
Mælk, Smør og Ost. Vi Børn kom i nærmere Forhold til Bønderne gennem
vore Folk, og jeg var i min Fritid meget ude hos Karlene, som altid var
gode og venlige mod os Børn. Det varede ikke længe, før Heste og Vogn
blev betroede mig, når Folkene skulde i Tørvemosen, 4-5 kilometer fra
Præstgården. De arbejdede hele Dagen derude, og da der ikke var Græs i
Nærheden, kørte jeg Vognen hjem om Morgenen og hentede dem igen om
Aftenen. Også i Høsttiden gjorde jeg Gavn ved at slæbe Negene sammen,
køre Vognen mellem Hobene og læsse dem af hjemme. Desuden kom jeg af og
til i Gårdene og Husene og følte mig mere hjemme der end hos Præste- og
Proprietærfamilierne.
Også Landskabets Skønhed greb mig tidligt. For det første gjorde Ryde
Banker mod Syd et mægtigt Indtryk på mit Sind; det var, som om de
lukkede af for en fremmed Verden. Dernæst havde vi Venøbugtens blanke
Vand mod Vest, og et Par Kilometer derfra mod Øst den alvorsfulde
Flyndersø, der vel ikke kan ses, før man er lige ved den, da den ligger
dybt nede ved Foden af en Bakke. |