Alsnissen´s slægtsdatabase

Christen Knudsens F IV 31: Nis Christian Fangel var i en del år
forstander for den Classenske Agerdyrkningsskole på Næsgaard på Falster.
Han trådte 1848 ind i det frivillige Herregaards Skyttekorps og gjorde
en del af krigen med. Han lå en tid på Als og besøgte dengang
familien. Han var g.m. Johanne Schmidt. Han døde 1897 d. 6. marts, 87±
år gl. i Nykøbing på Falster.
Næsgaards hjemmeside: I 1840'erne havde øget økonomisk velstand som
følge af kornsalgsperioden og politiske muligheder i stænderforsamlinger
og de da netop grundlagte landkommuner skabt en noget bedre grobund for
en agerdyrkningsskole. Videreuddannelse af bondeungdommen var på
dagsordenen, bl.a. i Lolland-Falsters nyligt dannede landboforeninger og
i landmandsforsamlingen, der var domineret af det store landbrug med
Edvard Tesdorpf fra Orupgaard i spidsen. Johan Frederik Classens
fættersøn, kammerherre Peter Hersleb Classen, tog del i denne
diskussionen om at lave en landbrugsskole. De øvrige interesserede havde
naturligvis blik for det legat, Det Classenske Fideicommis havde til
formålet. Direktionen for fideicommiset fandt det dog naturligt selv at
stå for et nyt skoleforsøg. Til forskel fra tidligere var kurset nu
toårigt og kostede en vis sum, i starten 100 rigsdaler. Det byggede dog
stadig på kombineret teori og praktisk undervisning. Det kan man læse i
skolens reglement fra 1849, der er udstillet. Man valgte Niss Christian
Fangel som forstander. Han havde været på Næsgaard, siden han var 17 år,
de seneste mange år som forvalter. Han havde ingen teoretiske eller
skolepædagogiske forudsætninger for at lede skolen. Ved at lade en
praktiker stå i spidsen er det dog tænkeligt, at man gjorde det lettere
at få tilslutning til skolen, da en sådan nok lettere kunne vække tillid
i de landmandskredse, der skulle sende deres sønner til skolen. Det var
da også helt op til efter århundredeskiftet sådan, at den praktiske
undervisning fyldte halvdelen af dagen, og det er ofte det første, gamle
elever skrev om i deres erindringer om skolen. Til den teoretiske
undervisning faldt valget på den ret unge Hans Mortensen fra det
nærliggende fiskerleje Hesnæs, som også hørte under fideicommiset.
Direktionen havde tidligere betalt for den opvakte Mortensens
læreruddannelse, og da man udså sig ham til Næsgaard, fik han betalt 2
års studier på Polyteknisk Læreanstalt. Han var en af de lokale, der
havde nydt godt af direktionens, navnlig kammerherre Classens,
patriarkalske godsejermentalitet. Denne mentalitet kom også til at
omfatte en del af lærlingene efter opholdet på Næsgaard, idet der er
flere eksempler på støtte fra fideicommiset til videreuddannelse,
studierejser m.m. Naturligvis kom det til brydninger mellem den boglige
Mortensen og den praktiske Fangel. Det kommer til udtryk i de
indberetninger, begge lavede til direktionen hvert kvartal om skolens
virksomhed. Beretningerne ligger i dag på Landsarkivet. I en af disse
påpeger Fangel, at Mortensen selv havde "uendeligt let" ved at lære og
derfor ikke kunne forstå, at lærlingene havde sværere ved det. Det
gjaldt navnlig i kemien, som ingen havde stiftet bekendtskab med før.
Netop kemien havde stor betydning for landbrugets udvikling efter
1850'erne. Ved at anvende den på landbruget, kaldet agerdyrkningskemi,
kunne man forstå planter og dyrs næringsoptag og kredsløb med den øvrige
natur og udnytte dette i produktionen. Af Næsgaards allerførste
bogsamling fra 1849-56, hvortil registraturen er bevaret, kan man se, at
kemien netop er begyndt at spille en væsentlig rolle. Der er mange bøger
om kemi under kategorien Naturvidenskab, men denne viden ligger i
udenlandske værker og enkelte oversættelser, ikke i selvstændige danske
værker, og den har endnu ikke rigtig fundet vej ind i de
landbrugsfaglige bøger under Landøkonomi i registraturen. Det var derfor
af stor vigtighed, at man havde den boglige Mortensen, som forstod
vigtigheden af kemien. Han kunne på baggrund af sine nylige studier og
forelæsningsnoter derfra lave en lærebog i agerdyrkningskemi.
Anvendelige bøger var nemlig en mangelvare. En stor del af den første
bogsamling er bevaret og tilgængelig i udstillingen. Lærebogen i
landbrugsfagene, kaldet agerdyrkningslære, var Jensens Anviisning til et
velindrettet Landbrug for Bondestanden. Jensen var en præst, der havde
udgivet skriftet i 1842. Han angav selv i forordet, at der ikke var
meget nyt for "den oplyste bonde". Bogen måtte derfor suppleres på en
række punkter. Mortensen kunne først undervise i agerdyrkningskemi fra
og med årgangen fra 1851-53, da de tidligere årgange havde så svært ved
kemi, at undervisning i agerdyrkningskemi ville være en umulighed. Fra
1851 årgangen er bevaret den agerdyrkningskemi, som Mortensen havde
udarbejdet og ladet lærlingene skrive af i fritiden, der ellers var
sparsom nok endda. På andet år blev eleverne, eller lærlingene som de
blev kaldt i 1800 tallet, undervist efter bogen. Eksemplaret tilhørte en
Anders Nielsen, der var bondesøn fra Sjælland. Man skulle være mellem 18
og 20 år for at komme i betragtning til en de ni pladser, der var hvert
år. Anders Nielsen var imidlertid 25 år, som han angav i sin ansøgning,
der kan ses i udstillingen: "Da det er min største Lyst, saa vidt
muligt, at kunne udvide mine Kundskaber som Landmand, Ansøger jeg herved
paa det ærbødigste, om mulig at maae blive antaget som Elev paa den
Classenske Agerdyrkningsskole paa Falster. Jeg tror nemlig, det er det
Sted, hvor en Bonde bedst kan udvide sine Kunskaber. Thi beder jeg Dem
Hr. Forstander, ikke at tage det saa nøie i Betragtning, at jeg er lidt
for gammel, thi jeg er aldeles fri for Soldat; og er tillige vandt til
alle Arbeider, som angaar Agerdyrkningen" Var der mon alligevel en vej?
Fangel var ikke til sinds at antage Anders Nielsen: "Den 25 Aarige er
jeg dog færdig at tænke mig for gammel til at omgaaes disse mange
Drenge". Heri var kammerherre Classen ikke enig: "[Han] er 25 aar, og
jeg har derfor havt nogen Betænkelighed ved at tilstede ham Adgang til
Skolen, men efter at have talt med ham, efter at have forklaret ham,
hvad der ventede ham i Skolen, og derefter have modtaget hans gientagne
Erklæring om, at han ønsker at optages og er beredt paa at finde sig i
Alt hvad Reglementet byder, kan jeg ikke andet, end paa det bedste
Anbefale ham." Kammerherrens indstilling afgjorde sagen for Anders
Nielsen. Sådan var ledelsesforholdene dengang mellem forstander og
direktion. Classen var en meget interesseret og nærværende principal for
skolen, der næsten hver uge besøgte skolen, som ligger tæt på hans hjem,
Corselitze. Anders Nielsen skulle omgås de mange "drenge". Der var dog
kun i alt 18 fordelt med ni på hver årgang. De boede alle i en fælles
sovesal øverst i den hovedbygning, Olufsen i sin tid havde ladet bygge.
Lærlingene skulle være i seng og sove klokken ti, hvor der blev låst af
til sovesalen. Det sørgede det ældste holds inspektør for ved at råbe
"ro". Inspektør var en titel, en fra hver årgang havde for en uge ad
gangen. Lærlingene havde numre, og det var sådan, at hvert holds nummer
1, nummer 2 osv. Var inspektør samtidig. I posten lå også at overvåge de
andre under det praktiske arbejde. Ofte foregik kommunikationen mellem
forstander og lærlinge også gennem inspektøren. Lærlingene stillede om
morgenen i geled, dvs. nummerorden, foran forstanderen, der så udstak
dagens opgaver. Forholdet til forstanderen illustreres også af, at en
lærling mange år senere huskede, at lærlingene efter en tur til Møns
Klint kom hjem syngende "Den tapre Landsoldat" (det var kort efter
treårskrigen). Da de så forstanderen, bragte ældste holds inspektør
lærlingenes tak for turen. I de første år skulle lærlingene også deles
to og to, en fra hver årgang, om de lærebøger, skolen udlånte under
opholdet. Med denne parvise kontakt mellem de to årgange er kilden måske
fundet til de særlige traditioner, der er dokumenteret senere hen mellem
ældste hold, "fædrene", og deres respektive "sønner" på yngste hold. I
midten af 1800 tallet er den eneste tradition, som nævnes i
erindringerne, et gilde i det nærliggende Stubbekøbing ved de nyes
ankomst, som disse skulle betale for ældste hold. Nok forløberen for de
senere "fædrefester". Med den strenge tugt af lærlingene dengang stod
forholdet mellem disse og skolens ansatte mere i centrum, end forholdet
mellem lærlingene indbyrdes, i hvert fald at dømme ud fra erindringerne.
En af de "strenge" ting, lærlingene siden erindrede, er maden. Af et
bevaret spisereglement kan det ses, at maden var spartansk, og der var
kun kaffe om søndagen - en kop. Det var dog værst for dem, der var godt
vant hjemmefra. Det var jo nok de bedrestillede, der var toneangivende,
også i erindringen. I modsætning til dagligdagens mere tarvelige mad var
besøgende hos kammerherre Classen, der inviterede lærlingene til sig
hvert år til sin fødselsdag sammen med dannede unge damer fra omegnen.
Her lærte lærlingene etikette. Dette besøg og andre besøg hos bl.a.
Tesdorpf på Orupgaard vidner om den overgangssituation, mange lærlinge
var i, lidt ligesom de studerende på universitetet. Blandt dem, der
virkelig var fra bondestanden, var opholdet tit springbrættet til en
anden social position og en anden livsstil. Efter Næsgaard begyndte en
stor del af lærlingene en karriere inden for det store landbrug som
forvalter m.m., siden måske som forpagter eller endog ejer af en stor
gårde. Nogen fandt vej til følgeerhverv som landmålere, jernstøbere m.m.
Endelig endte en del som gårdejere. En del lærlinge var dog som
proprietærsønner m.m. allerede bekendt med livet på de store gårde. Fra
Anders Nielsens hånd er der også bevaret et uddrag af en dagbog.
Lærlingene lærte "at tage tiden i agt", som en af dem siden huskede.
Dagbogstræningen gav dem mulighed for at få overblik over, hvad de havde
brugt tiden til. Med denne registrering kunne de forhåbentlig bruge
tiden fornuftigt fremover. Blandt det fornuftige var åbenbart også at
undlade at sove til middag. Det var forbudt ifølge et dagsreglement fra
1851. Det kunne der ellers være grund til, når man var stået op klokken
5 om morgenen. Da startede dagen nemlig om sommeren for de lærlinge, som
havde praktisk undervisning om formiddagen. De første 50 år var dagen
nemlig opdelt i to, så et hold altid havde teori og et andet praktik, så
behøvede man også kun et klasselokale. I den første time skulle
lærlingene i praktisk arbejde strigle hestene. De andre lærlinge, der
skulle have teori først, slap for hestestalden. Teorien varede i tre til
fire timer. De sidste to timer før middag var der havearbejde. Om
eftermiddagen byttede holdene over. Teorien omfattede agerdyrkningslære,
der var en bred undervisning omfattende jordbundslære, husbygning,
jordforbedringsarbejder m.m. foruden planteavl og husdyravl. Derudover
var der fysik, kemi, naturhistorie (botanik og zoologi), geometri,
regning og matematik, dansk stil, læsning, tegning og endelig landmåling
i september og oktober. På enkelte årgange var der om aftenen foredrag i
geografi, men ellers havde skolen valgt dette fag og historie fra. De
mente ikke, at lærlingene med deres begrænsede forkundskaber kunne
overkomme de fag også, og Næsgaard har da også hele vejen igennem været
en ren fagskole. I biblioteket fra den tid står dog bl.a. Grundtvigs
oversættelse af Saxo, og lærlingene læste op af Ingemanns romaner. Sang
skulle lærlingene også lære. Der blev sunget flerstemmigt ved orglet om
søndagen i sognekirken i Aastrup. Næsten hver uge blev der dikteret en
sang i danskundervisningen. Titlerne står i undervisningsprotokollerne.
Mange af titlerne er ikke længere kendte. Det var ikke de sange, der kom
med i højskolesangbogen. Det praktiske arbejde omfattede stort set alle
forefaldende opgaver i mark og stald. Lærlingene havde fri fra den
teoretiske undervisning i høsten og i øvrigt også, når fårene skulle
klippes først på sommeren. Næsgaards landbrug var dengang domineret af
et stort schæferi på omkring 500 spanske får. Der var ca. 260 tdr. land
agerjord og 60 tdr. land eng til. Omkring det tidspunkt, hvor Anders
Nielsen forlod skolen, blev der drænet og det store nor blev inddæmmet.
Jord var meget værd under kornsalgsperioden. Der skulle dog gå små 20 år
før korn kunne dyrkes derude. lærlingene deltog ikke i inddæmning og
dræning. I øvrigt lærte lærlingene at bedømme hestens eksteriør og at
vurdere køerne efter spejlmetoden, dvs. den guenonske metode, hvor man
anslog dyrenes kvalitet ud fra bagdelens, spejlets, symmetri. De lærte
lettere dyrlægearbejde af den stedlige dyrlæge, og om vinteren var de
skiftevis i huggehuset for at lave redskaber i træ, i smedjen for at
lægge sko på et dødt hesteben og i ko-, fåre- og hestestalden. Senere
kom de også i mejeriet. Olufsen havde i sin tid forestillet sig, at der
skulle være eksamen som afslutning på opholdet. Det blev videreført i
1849. I alt var der 9 eksaminer foruden en række overhøringer og stile
undervejs. Ca. en hver 14. dag. Der er bevaret en stil, hvor Anders
Nielsen skriver om de bedre forudsætninger, som bonden havde på hans tid
for at deltage i det offentlige liv sammenlignet med tiden efter
udskiftningen. Eksamen var også en lejlighed til at reklamere for
opholdet. Eksaminerne var offentlige med deltagelse fra omegnens bønder
og store landmænd foruden den censor fra Polyteknisk Læreanstalt, fra
1858 Landbohøjskolen, der blev udsendt af Indenrigsministeriet. Hermed
fik skolens uddannelse en anerkendelse fra denne front. Censoren, i de
første mange år B. S. Jørgensen, kunne give gode råd om undervisningen.
Første gang, i 1853, ankede han over det alt for høje niveau i
undervisningen, og han tilrådede, at placere nogle fag første og år og
nogle det sidste år. Hans råd blev fulgt. Ved at have en censor fra
Landbohøjskolen til stede sammen med mange fremtrædende, store landmænd
kunne man let skaffe videre beskæftigelse for de lærlinge, der
demonstrerede særlige boglige evner og/eller praktisk duelighed. De
besøgende kunne i det hele taget gennem eksamen få lejlighed til at
vurdere skolens kursus. Gennem eksamen og stile undervejs blev
lærlingene trænet i selvstændige opgaver. Der er bevaret et lille hæfte,
hvori lærlingene fra 1852 og frem skrev små stile ved prøven på
optagelsesdagen og de senere kvartalseksaminer. Man kan se, at
lærlingene bliver langt sikrere til at stave, og de skriver pænere.
Pudsigt nok kan man også se, at de begynder at anvende initialer i
stedet for at skrive deres navne helt ud. Ser man på de første 20-30
årgange af lærlinge, så er det karakteristisk, at de fleste havde været
hjemme, indtil de kom på Næsgaard. Skolelærersønner m.fl. havde dog
været ude at tjene først. Vel for at komme i betragtning til opholdet og
for ikke at belaste den hjemlige økonomi. Når man kommer op i 1870'erne,
begyndte lærlingene i stigende grad at have været i aftenskole en til to
vintre inden de kom på Næsgaard, og en del havde også været på højskole.
Det kan ses af ansøgningerne, der stort set er bevaret komplet indtil
omkring 1880. Man kan dermed sige, at Næsgaard blev et alternativ på et
tidspunkt i den "normale" ungdomsuddannelse for gårdmandssønnerne i
sidste fjerdedel af det 19. århundrede. Efter almueskolen var de typisk
en til to vintre på højskole og et ophold på en landbrugsskole. Næsgaard
var dermed begyndte så småt at indgå i et "uddannelsessystem", frem for
selv at udgøre dette i sin helhed. Det hjalp på lærlingenes basale
skolemæssige forudsætninger. Samtidig blev skolen og lærlingene bevidste
om, at Næsgaard i den sammenhæng skilte sig ud. Næsgaardopholdet gav som
nævnt ofte anledning til en ændring i den videre livsskæbne sammenlignet
med den "normale vej". Senere delte de sig. Nogen endte i gårde,
nogenlunde som faderens, hvis det ikke var hans, men mange kom til at
forpagte og eje store gårde. Nogen fandt vej til landbrugets
følgeerhverv som landmålere, jernstøbere, landbrugskandidater m.m. Det
kan ses af en lille udgivelse ved skolens 100 års jubilæum i 1899, der
opgør den videre skæbne for de første 50 års lærlinge. Næsgaard gav en
mulighed for at stifte bekendtskab med andre erhvervsgrene og en anden
social og økonomisk stilling. Fra 1851 bestod lærestaben af to
teoretiske lærere. Dels overlæreren og dels en seminarist til de basale
fag, som sjældent blev længe på skolen. I 1856 blev Lacoppidan
overlærer. Han fik sin egen lærerbolig i modsætning til tidligere, hvor
læreren boede i et værelse i hovedbygningen. Han blev til 1879.
Bogindkøbene fra hans periode viser, at navnlig Landbohøjskolen, der var
stiftet i 1858, efterhånden kunne begynde at dække behovet for
faglitteratur. Det var nu mest danske bøger, der blev købt. Mange
handlede om husdyrenes pleje, fodring og gødningens anvendelse. Den
store bekymring i datiden var bondestandens sædskifte, der indeholdt for
mange kornafgrøder, mente man, og dermed udpinte jorden. I stedet skulle
man erstatte med flere foderafgrøder, større kvæghold og dermed
rigeligere gødning. Selvom landbrugsskolevirksomheden blev lidt lettere
hvad angår anvendelige bøger, så vidner Lacoppidans "Agerdyrkningslære"
fra 1860 om behovet for lærebøger og vanskelighederne med at lave en
sådan. Bogen udkom i 16.000 eksemplarer og blev oversat til engelsk og
svensk. Lacoppidan var meget populær. I hans tid var der nogen år op
imod 30 ansøgere til de ni pladser, mod tidligere omkring 15.