Alsnissen´s slægtsdatabase

Christen Knudsens F IV 32: Niels Tingberg Fangel, født 1781 d. 12. april
i Nordborg præstegård, hvor hans far var præsten Holger Fangel, blev
opkaldt efter sin morfar præsten Hr. Niels Tingberg i Flødstrup. Han
blev i hjemmet, tilligemed sine fætre Hans og Jens Fangel Petersen,
undervist af theol. student Johan Nikolai Arendt af Guderup og student
Andresen, de var meget strenge, og den første halv forskruet i hovedet.
1795 blev han i en alder af 14 år konfirmeret. Grunden, hvorfor han var
så ung, var vistnok den, for at han straks efter sin konfirmation,
tilligemed sin fætter Hans Petersen, kunne sendes til Ærø, hvor hans
farbroder Hr. Gomme Fangel, dengang præst i Tranderup, agtede selv at
læse med dem og forberede de unge mennesker til studeringen. Han var en
meget god philolog, tillige en samvittighedsfuld, from og troende mand,
og det var først under hans kærlige og duelige vejledning, at de ret kom
til at gøre fuld fremgang. De var derfor meget flinke, da han 1796 satte
dem ind i Odense Skole, hvor de fik det samme logi hos den gamle degn
Lars Liimkilde ved Graabrødre Hospital, i hvilket hus provst Fangel og
hans brødre også havde boet, mens de gik i denne skole. Skolens rektor
var dengang Ludvig Heiberg, og Søren Niklas Johan Bloch var øverste
hører, tvende meget dygtige mænd, og den sidste tillige en sjælden brav
og elskelig lærer. De kom ind i 5. klasse og dimitterede 1799 til
Universitetet i København under professorerne Klaus Fries Hornemann, der
var meget rationalistisk, Daniel Gothilf Moldenhauer, der så mest på en
zirlig latinsk stil, og den lærde Frederik Mnster, der læste over
kirkehistorien. At den gode onkel på Ærø havde lagt en from, troende
grundvold, blev vistnok årsagen til, at den unge Niels Tingberg Fangel
ikke blev smittet af tidens irreligiøsitet og vantro, men altid bevarede
hos sig en from, inderlig og levende tilegnelse at kristendommens
sandhed. Her i København mødtes de med deres fætter, den lystige og
vittige Boetius Fangel fra Sylt, der var bleven student året forud og
havde lagt sig efter det medicinske studium, ligeledes med den anden
fætter Jens Christian Fangel af Tikøb, der også var bleven student 1798
og studerede teologi, og Jørgen Knudsen fra Ketting på Als, der 1795 var
bleven student fra Odense Skole. Den sidste skaffede Petersen og Fangel
logi på Halmtorvet i et lille hus, hvor han selv og andre studenter
havde logeret, og der blev de boende, indtil de gjorde sig færdige ved
Universitetet. Knudsen boede på kvisten, de 2 andre på 1. sal.
På deres stue samledes man undertiden en aften til et lille parti
L
hombre. Petersen spillede ikke med og blev gerne gnaven over "det
satans spil", der hindrede ham i at komme i seng. Boetius lod det da
regne ned med vittigheder over ham, Knudsen gav ham det råd at tage en
dyne og lægge sig på i sin store kuffert, han kunne sove der, indtil de
gik. Det forsøgte han også engang, men da var de andre ikke sene med at
låse for ham, og de lukkede først op igen, da han bad ynkelig for sig.
Hans forskellige eksamener 1799-1806.
1799 d. 18. okt. tog han eksamen artium med laud. 1800 d. 22. april og
d. 8. okt. tog han philos. og philol. eksamen, ligeledes med laud. 1903
d. 25. okt. underkastede han sig den teol. embedseksamen med haud, og
tog senere de praktiske prøver, dimis prædiken og katechisation 1806 d.
11. maj med karakteren laud.
Kapellan for Nordborg menighed 1807-10.
I hjemmet havde han i nogen tid læst med sine yngre søskende, indtil
faderen 1807 bestemte sig til at tage ham til sin kapellan. Hertil blev
han kaldet 1807 d. 27. febr., og blev til dette embede ordineret d. 8.
april i St. Knuds kirke i Odense af biskop Peder Hansen. Niels Fangel
var et godt og kærligt menneske, han var godheden selv, og derfor kom
han i denne stilling, altid godt ud af det med sin gamle fader, men
denne kunne dog alligevel være kommen til at give ham en på øret. Pastor
Ahlmann i Guderup ville gerne have sig et stort og smukt sakristi ved
sin kirke, dette kunne han opnå at få, når han kunne få de hertugelige
lig af den ældre linje, der henstod i et ligkapel for enden af koret ved
Igen kirke, flyttet ind i det andet ligkapel ved Nordborg kirke, der var
indrettet for den yngre linje af det pløenske hus. Han foregav, at de
forårsagede en ilde lugt i kirken, og da sagen kom til forhandling i de
årlige kirkesessioner, gav de øvrige medlemmer af kirkesessionen deres
samtykke dertil. Provst Fangel var ikke tilstede, han trak sig mere og
mere tilbage derfra, siden han havde nedlagt sit provsteembede, og der
aldrig hørtes andet end strid i disse møder, og han nøjedes med at sende
sin søn, der var hans kapellan. Han blev imidlertid meget vred, da han
fik dagens udfald at vide, og det havde han al grund til, det var en
retfærdig harme over, at man således forstyrrede de dødes fred, der her
havde hvilet i deres eget i hen ved 150 år. Desuden lå der noget
halvformummeligt i sagen imod ham, thi kunne Hr. Ahlmann ikke udholde
lugten i Igen kirke, hvad skulle man så sige om Nordborg kirke. Der blev
man da nødt til at tåle det. Det havde jo i øvrigt ikke stort at betyde
med den dårlige lugt, thi ligene var jo forlænge siden blevet til gamle
mumier; men det gjaldt mere om at få et stort, rummeligt lokale, hvor
præsten kunne fordybe sig i sine filosofiske tanker, førend han gik på
stolen. Provst Fangel blev derfor meget vred, da sønnen kom hjem fra
mødet med denne tidende. "Var de alle enige herom", spurgte han, og da
sønnen hertil svarede ja, spurgte han endvidere: "men hvad sagde du
dertil", "ja hvad skulle jeg sige, når de alle var for det", svarede
denne. "Å! hvad skulle du vel sige"! og i det samme øjeblik for provsten
op, men kapellanen forføjede sig hurtig op på sin stue, ellers er det
ikke godt at vide, hvad der kunne være sket. Provsten glemte atter snart
sin vrede imod sin gode, kærlige søn, men sagen selv ærgrede ham meget,
og det gik ham endnu mere til hjerte, da ligene senere på en meget
skandaløs måde blev flyttet om til Nordborg; thi der var ikke sørget for
en ordentlig transport, men ligene stod halv åbne, og et og andet faldt
ud af kisterne. Niels Fangel var en livlig og munter ung mand, der godt
med glæde kunne deltage i det selskabelige liv, uden at glemme sin
værdighed som præst. Han var med til skolelærer Autzens bryllup, der
stod på Nordborg slot, da han blev g.m. Mad. Christensens datter Anna.
Det var et meget stort bryllup og alle morede sig fortræffeligt. Han kom
meget sent hjem og glemte rent, at han skulle over i kirken og forrette
en brudevielse den følgende dag. Han sov da endnu trygt da det begyndte
at ringe, og brudefolkene kom. Men hans gamle fader, som tænkte ved sig
selv, at han nok ikke var ordentlig forberedt til at gå over i kirken,
lod som ingenting, gik straks selv derover, og alting gik sin sædvanlige
gang, uden at der skete nogen standsning. Da kapellanen kom op, randt
det ham i hu, at der var et bryllup, og han blev meget forskrækket, da
han ved at se på uret, fornam at tiden var forløbet. Men alt var
besørget, og man lo så småt over forvirringen, der let kunne være sket.
(Wibergs præstehistorie, Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen og
Mad. Frost).
Præst i Gudum 1810-45.
I de tider var det vanskeligt at blive befordret, når man ikke havde
formående velyndere; thi en stor del af præstekaldene i landet var
såkaldte "Proprietærkald", som embeder, hvortil disse mange små og store
jorddrotter havde forslagsret. Den Fangelske familie havde fået en
velynder i Greverne Schimmelmann. Da derfor præsten i Gudum Hr. Ole
Frederik Obel døde 1809 d. 25. sept., søgte kapellan N.T. Fangel dette
embede, blev af Grev Schimmelmann indstillet og af Kongen kaldet 1810 d.
19. jan., til at være sognepræst for Gudum og Lillevorde menigheder i
Aalborg amt. 1825 d. 18. febr. blev Seglflod tillige forenet hermed, så
at han fra denne tid fik 3 kirker.
Det var for så vidt en behagelighed, som at han kom til at bo i nærheden
af sin ældste broder, der var forpagter på Vildmosegaard, der lå i
nabosognet Mov. En af hans nærmeste nabopræster Hr. Samuel Johannes
Tilemann, præst i Gjerding og Blenstrup fra 1789-1820, var ligeledes fra
Nordborg, en redelig og retsindig mand, der ofte besøgte ham og blev
længe siddende, da han var lidt lang af stil, han døde imidlertid 1820
d. 12. jan. Men en stor ubehagelighed mødte ham ved denne befordring, et
tab, som han aldrig forvandt. Det var den omstændighed, at han måtte
sætte bo i en præstegård i den slemme tid, da landet på grund af den
ulykkelige og langvarige krig fra 1807-14 gik en pengekrise og nød i
møde, som ikke lod sig afhjælpe. For at indløse præstegården og sætte
bo, havde han gjort et betydeligt lån, modtog pengene i sedler, der rent
faldt i kurs, og måtte betale tilbage i sølv. Derved kom han til at
sidde i en gæld, der sved til ham hele hans liv, tilmed da han tillige
sad inde med en avling, der i alle de dårlige år ikke indbragte noget,
og der var frygtelig lave priser på alle produkter.
Han bliver g.m. Henriette Margaretha Rehders 1819.
1810 d. 11. maj blev han g.m. Henriette Margaretha Rehders, en datter af
Hr. Carsten Rehders, forpagter på Vildmosegaard og hustru Marie Neumann.
Hun var født på Vildmosegaard, døbt 1779 d. 29. sept., og således en
søster til hans broders kone. Hun var en sjælden rar, brav og elskværdig
kone, men fradøde ham desværre allerede 1822 d. 5. aug., fra hvilken tid
han forblev enkemand til sin død. Foruden de, side 29, omtalte søskende
havde hun også 2 brødre, Konrad Rehders, født 1770 på Vildmosegaard, fra
1795-1852 præst i Skjæve i Hjørring amt, en søn af hvilken Hr. Carsten
Rehders 1828 blev præst i Gjerding og Blendstrup, og den anden bror var
justitsråd, generalkrigskommisær Rehders i København. Det var et stort
tab for ham, at hans brave kone døde så tidlig, da børnene endnu kun var
små, han måtte nu have fremmede til at styre sit hus, først senere da
hans døtre voksede til, overtog de hans huses bestyrelse. Han var også
svagelig og holdt en tid lang theol. kandidater til at hjælpe sig med at
prædike, da embedet var besværligt på grund af de 3 kirker. 1833-34 var
hans bror Holger Fangel hos ham, senere Peder Wodschou Bruun fra 1837,
der siden blev præst i Sønderborg og nu er præst i Gjerlev i
Frederiksborg amt, han kom altid godt ud af det med den gamle præst, men
ikke så godt ud af det med døtrene, da han var noget vigtig og
fordringsfuld, og fra 1841 havde han Christian Ehrenfred Steenstrup til
kapellan.
Han bliver Ridder af Dannebrog 1836.
1836 d. 28. okt. blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog. Som en
mærkelighed kan det fremhæves, at han tilligemed Nikolai Frederik
Severin Grundtvig var oppe samme dag til theol. embedseksamen, og da
senere denne mand begyndte sin kirkekamp til forsvar for den gamle
kristelig tro, fulgte han med levende interesse denne strid, og hans
sympati var på denne mands side, men om han ville være vedbleven at
følge ham senere, under hans senere stade, er et andet spørgsmål. Når
Fred. Barfod i sin "Danm. Geistl." noget ubestemt giver ham det
skudsmål: "at han skal have været en dygtig, samt såre elskelig og
værdig mand, men måske noget vel tilbørlig til at antage det bedste om
alle; i flere år meget svagelig", da vise dette os, at når en forfatter
ikke bedre kender en mand, der nylig er død, da skulle han helst lade
være at skrive om ham. Men det er sikkert nok, at Niels Tingberg Fangel
var en inderlig, from og gudfrygtig mand, en kristelig, troende, nidkær
og samvittighedsfuld præst i al sin embedsgerning, og blid og kærlig i
al sin omgængelse, en fredselskende natur, der dømte mildt og
forsonligt om alle han kom i berøring med, derfor var han agtet og
elsket både af sine foresatte og af sin menighed, der betragtede ham som
en fader. Der var noget inderligt og barnligt i hans natur, som måtte
vinde alle for ham. Når den gamle mand tit tænkte tilbage på sine
barndomsminder fra Nordborg og Als, da græd han af glæde. I de senere år
blev han meget svagelig, han havde været en meget høj og mager mand, til
sidst blev han helt krumbøjet og havde besværlighed ved at gå. Hans degn
måtte lede ham op på prædikestolen og i den sidste tid sad han på en
stol i koret.
Hans død 1845.
Han står ikke anført i Erslevs Forfatterleksikon, men en mindetale over
amtsprovst Gerhard Tetens, holdt af ham i Gunderup kirke 1832 d. 24.
febr., er dog alligevel udgivet i trykken. Han døde 1845 d. 4. marts, 64
år gl.