|
Delt note |
Dødssted : Kbh.;Garnisons
Bibliografi: Den danske landmilitæretat 1801-94: Otto Frederik Vaupell
blev 1 nov 1844 ( 1 nov 1843) sekondløjtnant a la suite i infanteriet, 1
nov 1845 indtrådt i nummer i 3. bataljon, 27 maj 1848 premierløjtnant i - forstærkningsbataljen, 13 sep 1848 R af D, 6 okt 1850 kar kaptajn, R
af Skt Annaord IV og ridder af Sværdordenen, 28 jul 1852 kaptajn II i 15
bataljon, 5 apr 1858 forsat til 6 bataljon, 17 nov 1859 kaptajn I, 9 mar
1864 bataljonskommandør i 10 regiment, 5 maj 1864 DM, 21 sep 1867 oberst
og chef for 7 bataljon, 11 maj 1877 chef for 23. bataljon, 20 okt 1880
til rådighed for 1. generalkommando, 22 jan 1881 K2 af D. 16 aug 1886
afsked og udnævnt til K 1 af D.
DBL II 165:
Otte År - det dobbelte af den sædvanlige Tid - fra 1837 var Vaupell
Kadet og Repetent, tog Officerseksamen i 1843, blev 1844 Sekondløjtnant
i Infanteriet, 1845 sekondløjtnant på ældst Gage. Grunden til det lange
Skoleophold, skønt V. var et kvikt Hoved, synes at have været, at han
var en uforbederlig Spilopmager
- hvad han også længe vedblev at være, som man ikke har turdet slippe ud
til Troppetjeneste. 1848 udmærkede han sig særdeles ved Mod og Konduite,
vakte F. Blows Opmærksomhed og fik allerede i Maj et stort
Springavancement til Premierløjtnant og blev ansat ved Overkommandoen
som Forpostadjudant. Den alvorlige, strenge Læssøe fattede stor Godhed
for den unge, raske og muntre Officer, og V. blev Læssøes stadige
Ledsager på Rekognosceringer og Rideture. 1849 deltog han med Udmærkelse
i Slaget ved Kolding; ved Fredericia 6. Juli fik han Hesten skudt under
sig og deltog til Fods i Stormen på Treldeskansen. Schleppegrell, der
selv var en munter Mand, valgte ham til Adjudant og kunde ikke noksom
rose ham for Tapperhed, der grænser til Forvovenhed, for hans åbne
Karakter, gode Hoved og hele originale Præg. I Schleppegrells Stab ved
Isted viste han eventyrligt Mod sammen med Omtanke og Konduite; deltog i
et Rytterindhug, hvor Hesten styrtede under ham, blev såret og fanget,
men befriet; opsøgte Divisionsreserven og førte den frem til Angreb,
hvorpå han sluttede sig til de Meza og deltog i Slagets Afgørelse. De
Meza fremhævede ham ganske særlig og udtalte mange År efter, at V. hele
denne Dag havde vist en sand Soldats rolige Åndsnærværelse og udmærket
aktiv Konduite indtil Slagets Ende, og skønt V. ikke var
Højskoleofficer, indstillede de Meza ham til Indtræden i Generalstaben.
V. stod nu på Lykkens Tinde, fik 27 År gammel, ved et nyt, vældigt
Springavancement, Kaptajns Karakter og blev af Krigsminister Hansen
fremhævet i Rigsdagen. Endelig kronedes hans Lykke ved, at han, Hærens
tapreste officer, blev forlovet med den smukkeste unge Dame i Slesvig,
den elskværdige og livlige Frk. Jungclaussen, med hvem han levede et
harmonisk, lykkeligt Liv. - I Konduitelisterne mellem de to Krige
omtales han med Velvilje, men ikke som særlig fremragende; og med
Springavancementerne var det forbi: 1852 blev han Kaptajn II, 1859
Kaptajn I. 1857 var han medtiltalt i den vidtløftige helsingørske
Krigsretssag (N. M. L. Rovsing) og blev tillige med et Antal
Løjtnanter straffet og forsat til en anden Garnison. 1864 var han flink
som Kompagni- og Bataillonskommandør ved et nordslesvigsk Regiment, men
uden Lejlighed til at vise særlige Førerevner, og Mandskabet blev mod
Krigens Slutning upålideligt. Da de Meza i Feb. blev kaldt til Kbh.,
rejste V. med og søgte gennem sine Forbindelser med Dagspressen at virke
til Gunst for Overkommandoen. Ved Hærloven af 1867 blev han Oberst og
Bataljonschef, stilledes til Rådighed 1880 og afskedigedes 1886. - V.
havde et til hans åndelige Habitus svarende imponerende, smukt og
vindende Ydre; han udtrykte sig mundtligt og skriftligt malende,
flydende og rammende og havde en fortræffelig Hukommelse. Men, som en
god Kammerat har udtrykt det: der var uberegnelige Modsætninger i hans
Væsen, alt som han blev ældre. Hans første Avancementer havde skabt ham
mange Uvenner; hans ofte uberettigede Kritiklyst, hans jævnlige Udfald
mod Generalstabsofficererne og - de lærde Våben -, hans ikke altid
tilstrækkelig overvejede Bedømmelse af endnu levende Personer skadede
ham. Alt betragtet er det forståeligt, at han ikke nåede ud over
Stillingen som Bataljonschef, hvad han dog havde ventet. - V. begyndte
tidligt at skrive i Dagspressen og at udsende velskrevne Smaaskrifter om
Treaarskrigen, og han blev en overmåde produktiv historisk Forfatter.
Ved sin Tjeneste under stærkt vekslende Forhold kom han i en for en ung
Officer sjælden Udstrækning Mænd i alle Grader på nærmeste Hold og
samlede et uudtømmeligt Fond af Kendskab til Personer og Begivenheder,
som han supplerede fra forskellige Sider. Betydelige Personligheder uden
for Hæren fattede Interesse fur hans publicistiske Virksomhed, bragte
ham i Forbindelse med andre historisk interesserede Mænd og skaffede ham
Historisk Forenings Støtte. Opfordret af denne Forening begyndte han i
50'erne en samlet Fremstilling af Treaarskrigen, og 1863 var han så vidt
med 1848, at A. F. Krieger og T. A. J. Regenburg nogenlunde kunde rense
den for historiske og politiske Fejl, og 1863-67 udkom Kampen for
Sønderjylland 1848-50, I-III, der i en sjælden Grad blev en Folkebog og
udkom i nye Oplag. Begivenhederne er skilter i et flydende Sprog, med
Liv og Kraft, og Personlighederne med plastisk Sans. Men et Kildeskrift
er det ikke; V. var for subjektiv i Opfattelse til at blive virkelig
Historiker. 1888-89 udkom Kampen for Sønderjylland. Krigene 1848-50 og
- 1872-76 udsendte han Den dansk-norske Hærs Historie, I-II, der vel
bestandig har været kritiseret, men virkelig har afhjulpet et Savn og
stadig er uundværlig. De første og de sidste Afsnit er de bedste, det - Århundrede svagest. V.s Skildringer af Blow,
Laessøe, Schleppegrell, Rye og Helgesen er små Mesterværker og vil altid
blive læst med Fornøjelse. Af hans øvrige Arbejder skal nævnes
rigskansler Grev Griffenfeldt (I-II, 1880-82), Den nordiske Syvaarskrig
1563-70 (1891) og Dronning Margrethe (1897), af hvilke intet har større
videnskabeligt Værd. - V. var altid en glødende Fædrelandsven, en
Fanatiker for Danskhedens Sag, og i 8o'ernes Forsvarsbevægelse blev hans
utrættelige, uegennyttige Virksomhed i Skrift og Tale af stor Betydning.
Der fandtes næppe nogen, der som han ved Møder omkring i Landet kunde
anslå den rette Tone for denne Sag. I Vort Forsvare og Danebroge har han
skrevet over 50 Artikler, og han var Formand i Komiteen til at skaffe
militære Foredragsholdere. Også i Skyttesagen udfoldede han en stor
Virksomhed. Han stillede sig gentagne Gange som Kandidat til Folketinget
uden at blive valgt. - R. 1850. DM. 1864. K.2 1881. K.1 1886. -
Mindesten med Portrætmedaillon af Rasmus Andersen, rejst i Kolding 22.
Juli 1900. Mindetavle på Fødehuset. Der eksisterer en Gengivelse af et
Træsnit af en Rytter ca. 1890, hvor V.s Hoved synes indsat efter
Fotografi.
Den dansk-tyske Krig 1848-50, udg. af Generalstaben, I-III, 1867-87. Den
dansk-tyske Krig 1864, udg. af Generalstaben, I-III, 1890-1892. R. Kopp:
Oberst O. F. Vaupell, 1912. A. F. Kriegers Dagbøger 1848-1880, II-VI,
1921-1925. Hist. Tidsskr., 5. Rk., IV, 1883-1884, S. 439-479 7. Rk., II,
1899-1900. Vort Forsvar Nr. 453-54, 479, 515. Dannebrog, II, 1881-1882,
S. 705-10(af J. J. Bahnson). Hans Lund: Sofus Høgsbro. Brevveksling og
Dagbøger, II, 1925. L. F. C. Krogh: Skyttesagen i Danmark 1861-1911,
1911 S. 156 og passim. Milit. Tidende 1893, Sp. 302; 1899, Sp. 222. 15.
Bataljons Historie, 1928, S. 157-60. F. R. C. Blow: Erindringer fra
Livet i Dybbøl 1858-64, u. A. M. Gjørup: Dybbølstillingens Forsvar 1864, - Fr. Hammerich: Et Levnedsløb, I-II, 1882. General de Mezas
krigsdagbøger 1849-51, 1928. W. G. O. Bauditz: Livserindringer, 1903. O.
B. Wroblewski: Erindringer om Felttoget 1850, 1900. Berl. Tid. 11. April - Dannebrog 12. April s. år. Politiken s. D. Ill. Tid. 23. April s.
år. Vort Forsvar 30. April s. A.
Rockstroh.
|