|
Delt note |
Noter for Nis Christiansen Gårdejer: Datteren Eline (Line) Christiansen
skriver " LIDT OM MINE MINDER." Så skriver vi 1983. Når man ser tilbage
har man haft mange gode år, også med sorg og to krige, men jeg har haft
et godt barndomshjem, noget der giver støtte, når man selv står over for
skæbnen. Da jeg var 10 år, er jeg nok blevet godt forkælet, så fik jeg
en lillebror, som jeg har været meget glad for, ikke alene som
lillebror, men hele livet.
Så husker jeg den første verdenskrig.Far stod i køkkenet, lænet op
mod køkkenskabet, så meget bedrøvet ud og sagde, dette er ikke godt, vi
får krig og så fældede han nogle tårer."Det glemmer man aldrig". Far kom
med i krigen, kom til Rusland,jeg længtes noget så forfærdelig efter
ham, så jeg lå i sengen og kunne ikke komme i skole. Det har også været
svært for min mor, men vi fik en russisk
fange til hjælp, ham kunde jeg godt med, han var god og jeg troede at
alle russere var som ham, så at far havde det godt, men der er jo også
gode mennesker bland russerne. Mor skulle selv klare det hele, med pige
og en russer.De lavede selv kartoffelmel, det syntes jeg var sjovt, så
kogte de sirup af sukkerror, det syntes jeg ikke om. Mor lavede smør,
det smagte godt og hun bagte brød, franskbrød og blandet brød med
hvedemel, det smagte meget godt. Ja, det var lidt om krigen. Den gang
var det fattigt, mor har givet mange brød, kager, smør og mælk til
andre. Hun ville gerne gøre godt mod andre. Så tilbage til min gode
barndom. Far kom godt hjem.Jeg glemte at fortælle at far lå på lazaret i
Rusland og senere i Tyskland. Far fortalte, at da de kørte over den
tyske grænse,græd de alle af glæde. Har et billede fra lazarettet, hvor
han lå, der ser han godt ud. "Far var køn". Nu var det en stor idyl for
mig og os alle, nu var vi blevet dansk. Det var en stor oplevelse.
Kongen kommer til Sønderjylland, på sin hvide hest, at skulde give
Kongen hånden og sige god Dag, ja, det var virkelig skønt, alle vi
skolebørn med forældre stod ved landevejen med flag, og hilste på hvor
kære Konge. Det var festlig. Det giver et vist indtryk på et barnesind.
Jeg har altid sunget og fløjtet meget, både når jeg gik i stalden
og i marken. Alt var lidt af min legeplads. Hunde og katte var mine
legekammerater.Jeg havde også et gedelam, som jeg havde meget fornøjelse
af. Da den blev stor, havde den seletøj på og en lille vogn, som den
trak. Har et billede af familien og geden. Nu skulde jeg til at lære at
skrive dansk. Min skoletid var tysk, men mine forældre var danske. Mor
var nærmest fanatisk, og vi fra danske
hjem,havde det ikke altid så let. Fik somme tider skyld for noget man
ikke havde gjort. Blev lidt underkuet og altid lidt tilbageholdt. Det
danske jeg har lært, var på aftenskole i to år om vinteren. En dag jeg
havde været ude at lege,stod mor og far og ventede på mig, så sagde de
med strålende øjne: Nu skal du komme ind og se hvad du har fået. Tænk
der stod et klaver i stuen. Jeg kunde ikke tro mine egne øjne, hvor blev
jeg glad. Det var en stor gave den gang. Hvor var det en køn tid. Tog så
med skib fra Sønderhav til Flensborg, til musikundervisning på
konservatoriet på Sydmarken. "En herlig men streng tid." Efter et par år
fik vi en ponny. Den hed "Grå" og blev en meget forkælet lille hest. Jeg
kørte så med "Grå" forspændt en" jumper" til Flensborg, til min kære
tante Kristine. Hende holdt jeg meget af. Der fik jeg meget
godt, chokolade med flødeskum, kager og andet godt. Gode minder har jeg
fra hende" i æ Nystad". Der har jeg også et billede fra. Syntes også jeg
skal fortælle om julen derhjemme. hvor man troede på julemanden og alle
dens traditioner. I december havde jeg hver aften skoen i vinduet, så
var det spændende om morgenen, hvad der var i den, måske et bolche?
Havde man hjulpet til med opvasken og været sød og dygtig, fik jeg en
chokoladejulemand eller glansbilleder. Da var man glad for små ting. Mor
havde travlt i julemåneden. Alt var hjemmelavet. Der skulde slagtes, det
var en hel festdag. Slagteren var en husslagter. Far og mor var tidligt
oppe den morgen. Der skulde fyres under gruekedlen og vandet skulde koge
når slagteren kom ved 8 tiden. Mor havde dækket morgenbordet med lidt
forskelligt og når de var færdig med kaffen fik de
en lille snaps og så skulde grisen slagtes. Den skreg jo til at begynde
med, men så blev den skoldet og skrabet. Det var et stort arbejde, så
blev den hængt op å æ læ (stige). Der hang den til aften, så var den
kold. Godt var det når det var frost, da havde vi jo ikke køleskab eller
fryser. Så gik far og mor i gang med at partere den, men først fik far
og mor et hvidt forklæde på og hvide ærmer, alt var meget renlig. Det
hele var meget højtideligt den gang. Det tog to tre dage. Der skulde
laves sylte, leverpostej, surrib, medister- og spegepølse. Alt blev
letrøget. Det røgede min far selv, det var over i "baghuset", som vi
kaldte det. Der havde vi en stor ovn, som vi bagte i og der i denne
skorsten kunde far selv røge. Det var de bedste spegepølser og skinker
man kunde få, jeg kan smage det endnu. Så blev der bagt, det tog også to
tre dage. Der blev bagt i den store ovn. Det er noget man slet ikke
kender i dag. Der var franskbrød med rosiner, franskbrød med rugmel, 13
forskellige småkager og bækkenødder, pladekage med sirup, lagkage, ja
det hele var hjemmelavet og så ikke at forglemme mors æbleskiver med
svedsker. De smagte godt og vi spiste alle dem vi kunde have. Når vi så
nærmede os julen skulde alt være rent og fint over det hele, også ude i
stalden, og hvis vejret var godt, var det hele også revet derude: var
der en plov eller noget i marken, skulde alt hjem på sin plads.
Juleaftensdag skulde vi alle i kirke om eftermiddagen. Vi kørte med
hestevogn og var der sne, var det jo kønt og stemningsfuldt, så var det
med kaneslæden og hesten havde bjælder på. Det gav genklang i den lille
skov mellem Hønsnap og Holebøl. "Dejlige minder. "Når vi så kom hjem,
gik de så i stalden for at blive tidlig færdig. Mor fik aftensmaden
færdig, den gang var det tradition med grønlangkål. Hvor var det
festlig, og jeg synes jeg kan lugte og smage hvor godt det smagte. Når
vi så havde spist, vaskede vi op. Far gik altid ud i stalden og den
aften fik dyrene altid et ekstra måltid. Jeg syntes det var kønt af far.
Når han så kom ind, så kom det store forventningens øjeblik, hvor
julemanden havde været og far og mor lukkede døren op og der stod et
pragtfuld juletræ fra gulv til loft. Hvor var det kønt. Så sang vi
julesalmer og om sider kunde man begynde at pakke ud. Hvor var det
spændende. Ja, det var lidt om julen derhjemme. "Skønne minder." Så lidt
om min ferie hvor jeg var hos min kære mormor "Bedstemor" og hos tante
Annemarie i Ullerup. Hos bedstemor var der en dejlig luft, (duft) som
jeg endnu kan mindes. Jeg tror det har været rengøringsmidler. Der var
altid skuret køkkenbord og gulv, de har nok været skuret i brun sæbe.
Det giver en frisk og ren duft; jeg husker tydeligt hendes stuer og
soveværelset. Bedstemor sov i alkove med mørke røde gardiner for og et
lille vindue ud til vaskehuset. I vaskehuset stod en" pump" og der stod
vi og vaskede os. Jeg vilde gerne stå der og pjaske med vandet. Derfra
gik vi ud i haven. Jeg ser endnu gangene og stykket med kartofler,
jordbær, ærterne og blomsterne, hvor var det kønt og der var et stort
bed med krysantemum. Dem passede bedste godt med vand og andet godt,
syntes aldrig jeg har set nogle så store og fine som dem. Om morgenen
kom bedste og vågnede mig og havde to karameller med, synes ikke man kan
få så gode karameller mere, men den gang var vi ikke så forvendte. Blev
meget forkælet hos bedste. Så var jeg også hos tante Annemarie og onkel
Jørgen Nørr. Tante var en fin dame, hun vilde gerne have børn, havde to
aborter, kunde ikke få børn, det gjorde hende lidt tung i sindet. Der
var jeg længe og blev godt forkælet, hun var meget glad for mig. Der har
jeg mange gode minder fra. Jørgen adopterede en søn, kender godt hans
familie, en meget god familie fra Kollundbjerg. Der var mange børn, han
hed Henrik, var klog køn og god, ham holdt tante meget af, men så kom
den første verdenskrig, han blev kaldt ind til militæret og kom til
Rusland, blev savnet og de fik aldrig at vide, hvor og hvornår og hvor
han var, kun at han kom til Rusland. Da blev tante syg og tabte lidt af
hendes hukommelse. De solgte deres landejendom, en køn gård som hed
"Henriks Minde". For 11 år siden kørte vi den tur og havde mor og Marie
(Frost) med. Da så vi at gården har navnet "Henriks Minde" endnu. Den
solgte de i 20 verne og fik ikke mere for gården, som de kunde købe et
pund smør for. Da var der pengeomveksling og de fik ikke noget for
marken (pengene). Ja, det var dengang. Det tog hård på onkel og tante,
men de kom så hen og boede i bedstemors hus. Det var et dejligt hus, som
de fik lidt moderniseret, så de havde en god alderdom der, og tante
levede i troen på sin gud. Hun var et fint og godt menneske, hende holdt
jeg meget af. Har lært meget, som har været mig til gavn og støtte. Det
var lidt om min ferie. Så lidt om min ungdom. Havde en god konfirmation.
Far og mor gjorde alt for, at alt skulde være godt. Jeg fik to nye
kjoler, en afhøringskjole, det havde vi søndagen før konfirmationen og
en konfirmationskjole til om søndagen. Vi havde hele familien, der var
mange og jeg fik mange gaver, da var det ikke med penge, underligt for
dem havde vi brug for, de var ikke rigelig. Jeg var hjemme i flere år og
hjalp med alt i huset, i marken og stalden, men - malke det gad jeg ikke
"uh-ha", men det var mor dygtig til, og ellers fik jeg en af karlene til
det, så vilde jeg godt gøre hans arbejde. Mine forlystelser foregik i
Holbøl landbohjem. Der var far formand. Der havde vi gymnastik, sangleje
og ungdomsmøder somme tider med bal. Det var et godt sted at komme. Jeg
havde også en dejlig tur til Sjælland i min unge alder. Stod fadder til
Inga i Ganløse. Det var en stor oplevelse, at skulde være med til
barnedåb. Signe var meget god mod mig, jeg oplevede meget skønt. Der
sker meget på en stor gård. Valdemar var en god og klog mand. Så kom jeg
på husholdningsskole i Vollerup på Als. Det var en dejlig sommer, hvor
vi lærte meget om god og fin mad. Så efterhånden fik jeg jo en kæreste,
som jeg holdt meget af, men han blev syg, fik blindtarmsbetændelse og
døde. Det var min
første sorg. Lidt af et sjok fik jeg i den unge alder, vi var kun
forlovet i et par måneder. Det var også svært for mor, men hun var mig
en god hjælp. Efter nogle år lærte jeg Jørgen at kende. Vi blev gift i
foråret den 21 april 1931 og jeg kom her på Bov kro. Jeg havde aldrig
været på en kro, så der var store forandringer, men jeg havde lyst til
det hele. Kunde godt lide at lave mad, og hygge om gæsterne med blomster
og håndarbejde. Jeg sagde altid "Alt for
gæsterne", så er en krovirksomhed meget taknemlig, når man så kan se at
det går lidt fremad, men 30erne var ikke så gode, men vi havde det alle
ens, vi måtte spare, men var tilfredse. Så havde vi den glæde, at Helen
blev født den 14 nov. 1935. Der var glæde med mange gode år, hvor vi
cyklede hjem til Hønsnap og i høstens tid var der altid så festlig at
komme hjem. Jeg fik slet ikke fortalt om høsten derhjemme, ja, jeg
syntes det var så festlig men nok megen arbejde. Det var jo med
hestekraft og maskiner og håndkraft. Vi gik bagefter en le' og skulde
binde neg, inden maskinen kunne komme på marken. Når der så var mange
tidsler, ja, så var det ikke sjovt. Det skulde vi gerne om formiddagen,
så det var klart til om eftermiddagen, så maskinen kunne komme igang.
Den lille "Grå" var også med, den kunde godt blive stædig, men så kom
jeg med et par stykker sukker og så gik det. De skulde gerne være tre
heste. Det var strengt for dem. I den tid fik hestene ekstra havre. Mor
havde også ekstra til folkene til middag og til kaffe med hjemmebag og
forskelligt til aftensmad. Vi var flere, også onkel Hans fra Vilsbæk var
altid at hjælpe, han var så festlig og ungdommelig. Onkel og min bror
Peder cyklede til badning i Sønderhav om aftenen, så var onkel som en
stor dreng. Ham holdt Peder meget af. Det var lidt om høsten derhjemme.
Tilbage til kroen igen. Helen og jeg cyklede også somme tider hjem om
efteråret og hjalp i roerne. Når vejret var godt var det skønt, at gå
derude i roemarken en
efterårseftermiddag med dens gyldne farver, og når mor kom med kurven
pakket med varm frisk æblekage og varm kaffe i kande som var pakket ind
i avispapir. Da havde man ikke thermokande, men hvor var det skønt, at
sidde alle sammen og nyde den gode kaffe i den skønne natur. Helen
legede og syntes det var skønt hos mormor. Med Helen på cyklen, cyklede
vi så hjem i en skøn aftenstemning, med en
rød solnedgang. "Ja minderne er der." Syntes også jeg skal fortælle om
markerne derhjemme. Dem husker jeg så tydelig fra min barndom, med de
store hegn, med brombær og kaprifolium med den dejlige duft. Så havde
far en mark med "Tarre", som blev til boghvedegryn og det havde han også
for bierne. Han slyngede selv honningen ud, det var et stort arbejde.
Når Tarren stod i blomst, var det noget af det bedste for bierne. Vi
havde også kløverhonning, det er den lyse og så havde far lynghonning,
den er brun. Der var også to store "Mergelkuler". Vi legede og løb på
skøjter der, det var sjovt. Peder har haft et stort arbejde med at
fjerne de store hegn og at fylde de to "kuler" op. Herved har han vundet
en del jord. Så har han også dyrket hele "moren" op. Peder er en meget
dygtig landmand, tror nok mere dygtig som far. Far gik mere op i det
offentlige. Far var i menighedsrådet i 36 år og i meget andet. Nu
tilbage til virksomheden på kroen. Ja det var i 30erne, så kom den anden
verdenskrig. Den lille Lisa blev født midt i det hele de 7 maj 1940. En
lille solstråle. Vi blev besat af tyskerne den 9 april 1940, en solrig
morgenstund. Jeg gik ude i haven det meste af dagen. Det vrimlede med
soldater allevegne, jeg syntes de så trætte og bedrøvede ud, det har de
vel også været. Det var en kedelig tid, vi var jo ikke os selv mere. men
vi led ingen overlast. Havde meget militær her i byen, de var høflige vi
kunne tale med dem og de var lige så kede af det som vi, men sådan er en
krig. Kroen var lukket for festligheder. Jørgen havde et godt arbejde,
kørte en maskine på en skærvefabrik ikke langt herfra. En overgang havde
vi 500 mand boende i salen. Det var ubehageligt men de var flinke.
Jørgen kunde jo tale med dem. Så havde vi også et stort feltkøkken ude
på vores mark lige ved salen. De bespiste 5000 mand (soldater).Maden
blev kørt ud til de forskellige lejre i store tankvogne. Ja, når man
tænker tilbage er der meget man kunne skrive om, men vi her havde det
forholdsvis godt, men hvad der gjorde et dybt indtryk på mig var, da jeg
så det hele ved korsvejen i Krusaa, da de soldaterne)
marcherede tilbage i 1945, men sådan er krig. Vi har alligevel meget at
takke for her i Danmark. Lad os håbe på, at vi kan blive ved med at
blive forskånet, at det ikke bliver værre som dengang. Så var krigen
forbi. Helen og Lisa var et par dejlige piger, som vi kun havde glæde af
og forretningen kunde nu begynde at bygges op igen, det var dejligt, vi
havde sundheden og mod til en ny start. Vi fik salen gjort ren. Der var
noget at tage fat på og vi malede selv det hele. Det vil sige, far var
også med til at hjælpe med at hvidte loft og male. Det hele blev frisk
og kønt. Vi fik de fem nordiske flag hængt op over scenen og
kongebilleder hængt op på siderne af scenen. Det så meget flot ud. Så
kunde vi rigtig begynde at feste igen. En dejlig tid, forretningen gik
fremad. I 1948 lavede vi 7 værelser, men det hele var på veksler, penge
havde vi ikke. Det var dyre renter med afdrag. Jørgen havde den
fornøjelse at se, at vi kunde klare det, men med nøjsom- og
sparsommelighed, men så i 1949 kom der en meget svær tid. Jørgen blev
syg og måtte opereres, det var i marts, tre dage efter fik jeg at vide,
at han kuns havde 1/2 år tilbage at leve i, da han havde en ondartet
kræftsygdom. Jørgen døde den 2 august. Det var hårdt. Jørgen havde et
stort livshåb lige til det sidste. Han var glad for livet og sine kære
piger. Da var jeg ved at miste alt håb for livet. Jeg kunde ikke forstå
meningen med det hele. Jørgen sov stille ind "En aften ved solnedgang."
Så begyndte der et nyt liv for mig. Jeg havde mine kære piger at leve
for, det var svært at klare det hele. Banken var hensynsfuld over for
mig, de kunde godt se, at forretningen var gået tilbage i det 1/2 år,
men jeg kom over den krise. Tiden går hurtig når der hele tiden er noget
man skal. "Arbejde og spare." Efter grå skyer skinner solen igen. Efter
3 år lærte jeg Peder at kende. Han havde haft en slagterforretning i
Toftlund, var udlært slagter og var en dygtig handelsmand. Han handlede
med kreaturer, men mest med heste; havde somme tider 50 heste om ugen
til udlandet. Peder blev mig en stor hjælp. Efterhånden opgav han
handelen og blev en dygtig køkkenhjælp.Han købte kreaturer, som han fik
slagtet på slagteriet. Det var altid 1'klasse og så lavede han
rullepølse, som blev en hel specialitet, alt var hjemmelavet:
leverpostej, kødboller, sylte, medister og suppe kogte Peder også selv.
Der blev ikke sparet på noget. Det var en god reklame og vi fik mange
spisende gæster. Tiderne blev også bedre folk gik ud at spise, der blev
holdt familiefester, mange konfirmationer, bryllupper, fødselsdage m.m.,
ja der kom rigtig gang i det hele. En god og lykkelig tid. Peder lærte
mig at leve livet mere til fordel for mig selv. Først i 60erne fik vi
aftægtsboligen, som hører til kroen, moderniseret. Det kostede 98
tusinde kroner, det var mange penge, men det blev også kønt. Helen og
Lisa er bleven gift. Helen med Otto Nissen på Grænsehotellet, de fik 2
dejlige piger: Pia og Lena. De er 19 og 17 år nu. Lena er i Californien
et år, hvor hun går i skole og er kommet til en meget god familie. Hun
har store kønne oplevelser og kommer hjem til august. Pia har været 6
uger i Rumænien på den store internationale spejderlejr. Det var også en
stor oplevelse. Pia bruger megen energi og arbejde på spejderne. Hun har
også været i Leningrad, det var med skoleklassen. det var også meget
interessant. I sommer skulde hun gerne tage studentereksamen. Ungdommen
er dygtig nu til dags. Helen havde den sorg at miste sin mand i 1968.
Den samme skæbne som med hendes far. Syg et 1/2 år, en kræftsygdom men
hun klarer det godt med Grænsehotellet. Desværre kom så motorvejen ved
Padborg, så Kruså blev en død by, så kunde hun ikke klare det mere.
Helen har nu et godt arbejde, som hun er glad for og hun har en køn og
dejlig lejlighed. Hun lever for sine piger, som hun har megen glæde af.
Lisa blev gift med Helmuth Hemmsen. De købte hus i Tønder. Helmuth fik
en stilling ved forsikringsselskabet Baltica, som han var meget glad
for. Efter nogle år, i 1965, byggede de hus i Krusaa, et dejligt hus.
Helmuth var stadig ved Baltica og Lisa var mig en stor køkkenhjælp, men
så i 1967 overtog de kroen og vi flyttede til Krusaa i deres hus, som vi
købte. Vi kørte så til Bov og hjalp dem de første 2-3 år, men efter som
tiden gik godt, fik de mere og mere at bestille og de fik en kok og mere
hjælp, så nu kunde vi begynde at nyde livet. Vi rejste meget. Et par
gange til Mallorca, Østrig, Holland og til Rhinen, det var kønt. "Skønne
minder". Så har vi også rejst meget herhjemme. Vi havde altid mor og
Maria med. Det var jo også en køn oplevelse for dem. Vi tog gerne en tur
på tre fire dage. En gang kørte vi op langs vestkysten til Hirshals og
en anden gang til Skagen. En tredie gang kørte vi rundt på Fyn, ja det
var kønt at have de to pæne damer med. Så har Peder og jeg været et par
gange rundt på Sjælland og i København. Peder var meget interessant at
rejse med. Vi oplevede altid meget. Jeg husker en gang vi kørte ad
Strandvejen og var på Kystens Perle at spise. Peder kom i snak med
direktøren og vi fik hele Kystens Perle at se, alle selskabslokaler,
værelser, køkkenet, ja det hele. Det tog det meste af eftermiddagen, men
det var en skøn oplevelse. Jeg har mange gode minder fra Peder. Vi har
haft mange gode år i Krusaa. Peder var født den 12-02-1899 og døde den
19-07-1978. Han var svagelig det sidste år, men lå kun syg den sidste
måned. Peder sov rolig og stille ind ved solnedgang, ved samme tid som
Jørgen. Nu er jeg glad og taknemlig for at jeg er kommet tilbage til mit
gamle kære hjem igen, hvor jeg har alle mine venner og mine kære børn
og børnebørn. Efter 13 år fik Lisa og Helmuth en dejlig dreng, Jørgen og
en sød pige Ann-Line. Jørgen er 8 år og Ann-Line er 6 år. Dem har jeg
megen fornøjelse og glæde af. Nu er de i den alder som Pia og Lena var,
da vi boede i Krusaa. Da kørte vi tit til Rømø, hvor Peder badede med
Pia og Lena og vi kørte til Legoland og Løveparken. Hvor var det kønt.
Godt man har de gode minder. Jeg har en meget god alderdom. "Vor alder
aldrig stille står, men på sit nøgle vinder. Den sol som os forlod i
går, i dag os ældre finder." Sådan skrev Anders Bording i 1664, og det
er ord der har den samme betydning i dag, og vil blive ved med at have
det. Det gælder om at udnytte sin tid fornuftigt, for tiden er det
værdifuldeste vi ejer. Det gælder om at tage fat i dag for i går er
forbi og i morgen kommer måske ikke. Hvis vi har tabt et eller andet,
kan det måske findes igen, men spildt tid er spildt, den kommer aldrig
mere igen. Pas på minutterne og timerne står til din tjeneste. Minutter
er mere kostbare end juveler, for hele vort liv består af minutter.
Netop om din fritid gælder det, at den er øjeblikket til at tage sig
noget nyttig for. Lad os huske det og så ønske hinanden Godt Nytår. Det
klippede jeg ud af Jydske Tidende den første Nytår jeg var i Bov. Det
gjorde indtryk på mig og har fulgt mig hele livet.
Jeg har indtryk af, at for dig Hans, har minutterne været kostbare. Du
har udnyttet tiden godt og hvor har man det så godt. (Som man har kunnet
læse, har datteren f.Eline Christiansen gået i tysk skole, det var før
1920 og hun taler med dialekt (Sønderjysk). Derfor forekommer der også
nogle ord, som hører dialekten til.)
Avisudklip 1959:
En afholdt gammel dame i grænseegnen, fru Elise Christiansen, Sønderhav,
gift med fhv. gaardejer Nis Christiansen, fylder på tirsdag 80
aar.(04-08) Fru Christiansen stammer fra Brorsbøl og giftede sig i 1902
med Nis Christiansen, der er fra Broballe paa Als. Samme aar købte
ægteparet gaarden i Hønsnap, som de med flid drev gennem 46 aar, indtil
de i 1948 overdrog den til sønnen,
samtidig med, at de flyttede til Sønderhav, hvor det gamle ægtepar nu
nyder en god alderdom. Foruden sønnen hjemme i Hønsnap har ægteparet en
datter, fru Petersen, der er kendt som en dygtig værtinde i Bov Kro. 80
aars dagen paa tirsdag vil i øvrigt blive fejret hos begge børnene, og
saavel den 80 aarige selv som hendes mand, der begge er raske, glæder
sig selvsagt til denne mærkedag. Om knap tre aar kan ægteparet i øvrigt
fejre deres diamantbryllup.
Avisudklip 1969:
En af Holbøl Sogns ældste indbyggere, fru Elise Christiansen, Hønsnap
Mark, fylder på mandag 90 år. Fru Christiansen er født i Brobøl i 1879
og er enke efter gårdejer Nis Christiansen, Hønsnap mark, der døde for
nogle år siden. Ved giftemålet i 1902 købte ægteparret gården på Hønsnap
Mark og drev den helt til 1948, da de overdrog den til sønnen, gårdejer
Peter Christiansen, der nu fører den videre, og hvor den 90-årige nyder
sit velfortjente otium. Foruden sønnen, har fru Christiansen også en
datter, der i en årrække var værtinde i Bov Kro. Hun var først gift med
Jørgen Petersen, men mistede sin mand og indgik derefter nyt ægteskab
med Peter Hansen. Dette par har nu afhændet Bov Kro og bor i Kruså.
Elise Christiansen har altid været en arbejdsom og dygtig, samt gæstfri
kvinde, der har vundet sig mange venner i Holbøl sogn, hvor hun sammen
med sin mand skabte et godt, dansk hjem.
Avisudklip, Bov bladet den 13-03-1991.
Søndag den 17. marts fylder Eline (Line) Hansen, Hærvejen 23, Bov 85 år.
Line er fra Hønsnap, og blev uddannet på Als Husholdningsskole. I 1931
giftede hun sig med kromanden på Bov Kro, Jørgen Petersen 2. generation
på den gamle Hærvejskro. Line Hansen var en dygtig og flittig krokone,
der trods en lang arbejdsdag også fik tid til at udføre mange smukke
broderier, hvoraf adskillige
pryder Bov kro den dag i dag. Jørgen Petersen døde i 1950 og Line var
ene om at drive kroen i nogle år, inden hun giftede sig med
slagtermester Peter Hansen fra Toftlund.I knap en menneskealder drev de
sammen Bov Kro frem til et smukt stade. Efter at Line og Peter Hansen
havde overgivet den smukke kro til datteren Lisa
og svigersønnen Helmuth Hemmsen, i forpagtning, flyttede de til Kruså. I
1979 blev Line Hansen igen enke, og snart efter flyttede hun til kroens
kønne ,gamle aftægt, hvorfra hun kan følge det travle liv på kroen og
glæde sig over at 3. generation har formået at udbygge og modernisere
Bov Kro, samtidig med at det hyggelige interiør er blevet bevaret. Hun
glæder sig også over at den anden
datter, Helen, bor nær ved, i Kruså. Og for et par uger siden blev hun
oldemor! Line Hansen fejrer sin 85 års fødselsdag ved en fest på Bov Kro
for familie og vennerne.
Avisudklip oktober 1993.(Dødsannonce)
Min kære mand, vor gode far, svigerfar, morfar og farfar Nis Peter
Christiansen er stille sovet ind i en alder af 77 år Hønsnap, den 10.
oktober 1993
Inga Christiansen
Karenlise og Hans Christian
Nis Valdemar og Lone
Jørgen Peder og Randi
Hans Dreyer og Lise
børnebørn
Begravelsen finder sted fredag den 15. oktober k1.14.00 ved Holbøl
Kirke.
Avisudklip, lørdag den l6.marts 1996.
LYSTEN DRIVER STADIG VÆRKET.
Den tidligere krokone i Bov fylder 90 år. Og hendes hænder er stadig i
fuld sving. Lysten driver værket, siger Eline Hansen. Og hvad hun har
lyst til, det kan ses fordelt på hele Bov Kro og i hendes aftægtshus
lige ved siden af kroen. Selv om Eline Hansen, eller Line, som hun
bliver kaldt, fylder 90 år søndag, er hun stadig en ivrig og habil
udøver af håndarbejdets svære kunst. Et utal af gobeliner, broderier og
orkis pryder hendes hjem og kroen, og tallet vokser bestandigt. Det
bliver formentlig en sammenkomst af dimensioner, når der bydes til åbent
hus søndag fra kl.l3 på kroen. Line Hansen er familiens overhoved, der
på trods af sin høje alder nøje følger med i, hvad der sker i hendes
omgivelser og den store verden. Når hun ikke sysler med håndarbejde,
bliver der tændt for tv-apparatet. Ikke kun for at se underholdning, men
først og fremmest for at følge med i nyhederne. Og hvad sker der i det
nærmeste område, det læser fødselaren i sin uundværlige Jydske
Vestkysten.
KRIGEN.
At Line Hansen skulle blive den drivende kraft bag en af landets ældste
kroer, var ikke til at forudse, da hun blev født den 17. marts 1906 på
en gård i Hønsnap. Der oplevede hun dejlige ungdomsår, som dog ikke blev
forskånet for livets bølgedale. Det gjorde indtryk på den lille pige, da
hendes far en dag kneb en tåre og fortalte, at der var krig. Faderen
blev tysk soldat, og hans arbejde på gården blev udført af russiske
krigsfangere. Faderen kom dog helskindet tilbage. Heller ikke
Genforeningen er glemt. Den dengang 14 årige Line Hansen husker den dag,
kong Christian X kom til Sønderjylland, og hvordan hun stod sammen med
sine skolekammerater og hilste på Kongen. I to år måtte Line Hansen nu
på aftenskole for at lære dansk. -Hjemlige sysler lærte Line Hansen
først og fremmest på gården derhjemme. Men den finere madlavning lærte
hun på husholdningsskolen i Vollerup på Als. At hun havde brug for denne
viden, opdagede hun, da hun lærte sin senere mand, Jørgen fra Bov Kro,
at kende. Parret blev gift i 1931.- Ganske vist var der økonomisk
dårlige tider, som også smittede af på kroen, men med nøjsomhed blev
også disse år overstået. 1935 blev et glædens år, da datteren Helen blev
født, og den 7. maj 1940 blev familien forøget med datteren Lisa. På det
tidspunkt havde tyskerne invaderet Danmark, og en overgang lå der 500
soldater i kroens store sal. Samtidig havde tyskerne installeret et
stort feltkøkken på kroens marker. Soldaterne var flinke, beskriver Line
Hansen situationen. Men der blev ikke fældet en tåre, da
besættelsesmagten forlod Danmark.
ENKE TO GANGE.
Nu kunne der for alvor sættes alle kræfter ind på genopbygningen af
kroen. Men netop, da der var indrettet 7 værelser, og opsvinget var på
vej, blev Jørgen alvorlig syg. Han døde i 1950. Hans enke stod nu alene
med sine to døtre og skulle samtidig drive kroen. Men efter 3 år trådte
Peter Hansen ind i hendes liv. Han havde haft en slagterforretning i
Toftlund og var en kendt kreaturhandler.- De to blev gift og Peter
Hansen var en gevinst for kroen med sine færdigheder som slagter. Bov
Kro fik hurtig et godt ry som spisested.- Parret udbyggede kroen til et
kendt sted i grænseområdet og trak sig tilbage i 1967 for at nyde sit
otium. Bov Kro er siden blevet ført videre af datteren Lisa og hendes
mand Helmuth. Sorgens stund indtraf dog igen i 1979, da Line Hansen blev
enke for anden gang. Fødselaren bor nu i aftægtshuset lige ved siden af
kroen og kan dermed stadig følge med i hvad der sker omkring hendes
livsværk. Bov Kro fik privilegium i 1566 og hører dermed til landets
ældste. Oprindelig lå bygningerne lidt længere s d på. Men da kroen
nedbrændte, blev den i 1850 flyttet til den nuværende bygning, som blev
benyttet af sognefogden. I dag står den som en dansk kro med 29 moderne
værelser og selskabs- og mødelokaler til 400 gæster. Bov Kro drives nu
af tredje generation. Kun fremtiden vil vise, om den næste generation
overtager arven. |