|
Delt note |
Achelis 7424.: Johannes Heinrich Prehn gik i Slesvig domskole, var
novice i teologi ved universitetet i Kiel 30 apr 1789, cand theol
Gottorp 1794, 1795 diakon i Sønderborg og 1799 sognepræst i Bjolderup,
han var søn af amtsforvalter i Sønderborg, Christian Prehn (Flensborg 19
aug 1723-16 dec 1784 Gelting) og hustru Elsabe Clausen (Sønderborg 21
maj 1740- 31 jan 1823).
Arends II 174, Esmarch nr 99. Bjolderup sogns historie 94/95, J 275,
322, M 119, Wulff 16, A. f Sip VIII 204. Bjolderup
sogns historie 94-95: Valgt til ny præst 1798 blev med overvældende
flertal (124 af 132 stemmer) den unge diakon Johan Heinrich Prehn,
1798-1831, amtsforvaltersøn fra Sønderborg, uddannet syd på, gift med
Marina Krabbe, præstedatter fra samme by. Det første, præst og menighed
måtte til at tænke på, var fornyelsen af den gamle præstegård, der måske
til dels var årsag i de to foregående præsters tidlige død. 1801 blev
det vedtaget at rive den gamle bygning ned og rejse en ny på samme sted,
som sognet nu skulle overtage, medens præsten selv skulle sørge for
udbygningerne. Prehn kom ved den lejlighed i betydelig gæld, hvilken han
desværre på grund af dårlig økonomi aldrig kom af med igen. Den voksede
tværtimod og voldte ham mange bekymringer livet igennem. Han søgte til
gengæld at bøde noget på denne kalamitet ved - som skik var dengang i
adskillige præstehjem - at optage unge elever i sit hus til
studieforberedelse, hvortil han åbenbart havde gode evner. Hans
berømteste elev blev den senere kendte administrator af de danske
sprogreskripter mellem krigene Th. A. J. Regenburg Fra Åbenrå.
Som præst var Prehn nymodens, men han får i visitatsindberetningerne
jævnligt ros for sit prædike- og katekesetalent og for trofast
opfyldelse af sine embedspligter. 1809 søgte han også at få Adlers
rationalistiske agende indført i sognets gudstjeneste, men han måtte
opgive "til bedre tider, hvor vi ikke behøver øvrighedens bistand for at
opnå forbedringer i gudstjenesten." Adlers værdifulde skoleanordninger
af 1801 og 14 gav ham til gengæld rig lejlighed til at virke for
ungdommens undervisning og opdragelse. 1816 fik han bygget en ny
sogneskole ved kirken, der kom til at stå i næsten 100 år.
Men økonomien var Prehns stadige klods om benet. 1815 får han af
myndighederne bevilget et tilskud på 121 rdl. til afdragelse af
restgælden fra krigsårenes indkvarteringsbyrder, der efter hans mening
var dobbelt for højt ansatte for præstegårdens vedkommende, idet dens
1/2 plov grundskyld reelt kun svarede til 1/4. Endda kørehestene havde
måttet afskaffes for at spare. Dertil kom sorgen over den ældste søn,
som ikke skikkede sig vel, så det mod slutningen af 1820erne blev for
meget for ham. Han fik et nervetilfælde, som han ikke kunne komme over,
tålte således ikke vinterturene på åben vogn til hjemmeberettelserne og
heller ikke den kolde klamme kirkeluft. Han henfaldt i en sjælelig
sløvhedstilstand, "lå i sengen og drak", blev der sagt, og var ude af
stand til at bestride sit embede. Provst Paulsen i Åbenrå, der var hans
svoger og taknemlige elev og ven" er 1831 meget bekymret for han. Han
anbefaler da stærkt hans yngste søn, der lige har taget eksamen, til
faderens medhjælper. Men inden udnævnelsen går i orden, dør den
nedbrudte præst. Sønnen får da i betragtning af de økonomisk ulykkelige
familieforhold undtagelsesvis tilladelse til at blive ordineret for at
overtage vakancen i Bjolderup og siden at blive medpræsenteret til
nybesættelsen - alt som en imødekommenhed for at forhindre familiens
ellers uundgåelige fallit med en gæld på mellem 36 og 3700 rdl.
I Prehns tid dannedes der sidst i 1820erne et lille Christiansfelder
samfund af vakte i Vollerup med venner i Raved og Hjolderup, ledet af
"den hellige skrædder" Johannes Andresen, født 1794 i Sdr. Løgum og død
1858 i Vollerup. Man samledes søndag eftermiddag til små hjemmemøder med
salmesang og bøn, læsning af prædiken og samtale. Forbindelsen til
menigheden i Christiansfeld vedligeholdtes ved regelmæssige besøg af
dens udsendinge og deltagelse i dens årlige fester. Jonas Brodersen
omtaler i sin bog "Fra gamle dage" (1912) Prehn som "en Kristi Korses
Fjende", fordi han tog afstand fra disse vakte lægmandskredse og deres
private menighedsliv. Af sine foresatte får præsten derimod ved sin død
skudsmålet som "en opbyggelig præ-
dikant. . . . , en meget forstandig vejleder for sine skolelærere.. , en
ægte kristelig sjælesørger og en vis og trofast ven og rådgiver i
jordiske anliggender". Det sete afhænger som bekendt af de øjne, der ses
med. Og mon ikke de vaktes øjne alligevel så dybest?
Johan Heinrich Prehn var også historisk interesseret, han fik 1825 den
såkaldte Bjolderupsten, en runesten over Ketil Urne, dateret til omkring
år 1200, anbragt i kirkens våbenhus, hvor den stod indtil 1841, da den
blev overflyttet til det nyoprettede -Museum der vorgeschichtlichen
Altertmer- i Kiel. |