|
Delt note |
Som bekendt var det Rentekammeret, der dengang havde med Besættelsen af
Amtmandsembederne at gøre, og som dette Kollegiums Præsident har Moltke
da Formodentlig mundtlig, engang Konferensråd Cederfeld var hos ham,
udbedt sig nærmere Underretning om, når de pågældende Amter var bleven
kombinerede med hverandre, samt hvorledes en eventuel Udskillelse af
Holbæk Amt bedst kunde lade sig iværksætte. Nogen Skrivelse herom findes
der ialtfald ikke blandt Konferensrådens efterladte Papirer. Derimod
findes der her et Udkast til en Skrivelse desangående af 29 Juni Fra
Cederfeld til Moltke, hvori der bl. a. henvises til den Ulejlighed, det
vilde medføre at få Arkivalierne fordelte, hvorpå det så til Slutning
hedder: Hvad Enden og bliver, er Deres "Hoygrævelige Excellences
Bevågenhed og ædle Tænkemåde, som jeg har så mange Prøver på, mig Borgen
nok for, at der ikke skal afgåe mig noget, hverken i Henseende til Gage
eller Skifter.
Man skulde nu tro, at alt var ordnet til Sagens hurtigst mulige
Afgørelse. Og at ialtfald Cederfeld ventede denne, måske endogså med en
vis Utålmodighed for dog engang at få Ende på Vrøvlet, synes at fremgå
af en Skrivelse til ham fra daværende Rentekamnmersekretær Wormskiold af
3 .august, som findes blandt hans Efterladenskaber, hvori det hedder:
Uagtet jeg meget ønskede at kunde efterkomme Deres Høivelbårenheds
Befaling udi hoistærede "Skrivelse af 27de i forrige Måned, ved at
meddele en pålidelig Underretning om Årsagen, der opholder Holbeks Amts
Overdragelse til Herr Kammerherre Baron Løvenskiold, seer jeg mig dog
ikke i Stand til underdanig at berette videre end dette: at sådant
Baronens Anliggende formodentlig ikke kommer "til at passere
Rentekammeret eller derfra til Forestilling, men ventelig "bliver
afgiort i Cabinettet og derfra i sin Tid ved en kongelig Ordre
bekiendtgiort Kammeret til Expedition. Hvad sammesteds kan have forhalet
Sagen, og hvor hastig Ordren kan ventes, er mig aldeles ubekiendt, men
såsnart denne kommer til Rentekammeret, skal jeg, om så befales, sikkert
have den Ære at underrette Deres Høivelbårenhed enten til Kalundborg
eller til Erholm om dens Indhold. Sagen forhaledes altså, og den
forhaledes, uvist af hvilken Grund, som tidligere berettet, i samfulde 2
År, indtil J. G. Moltke var bleven afløst af Chr. L. Stemann som
Præsident i Rentekammeret. Dette skete d. 28 April 1781, og nogle
Måneder efter, under 26 juli s. A. blev Løvenskiold udnævnt til Amtmand
over Holbæk Amt uden Gage, men med Ekspektance på de 3 andre Amter ved
Cederfelds Afgang. Denne havde imidlerid, som allerede tidligere berørt,
ved kgl. Resolution af 27 Novbr. 1780 opnået Fritagelse for Halvdelen af
den ham påhvilende årlige Procentskat af sine Embedsindtægter fra l
Januar det påfølgende År at regne, så han led ikke noget nævneværdigt
Tab. Men hvor tungt det alligevel faldt ham at fratræde Amtmandskabet
over Holbæk Amt. fremgår klart af hans Korrespondance med Stemann, da
denne under 7 juli 1781 havde optaget Sagen påny. Hans Skrivelse til
Cederfeld lod således: Høivelbårne, Høistærede Herr Conferents-Råd og
Amtmand, Det er Deres Høivelbårenhed ey ubekiendt, at Hr. Kammerherre
Baron Løvenskiold siden nogen Tid haver yttret det Ønske at måtte, ved
at anbetroes offentlige Forretninger, gives Leilighed til at lægge sin
Iver og Lyst til at befordre Hans Mayst. Tieneste for Dagen, samt at han
i den Henseende i Særdeleshed haver anholdt om at overdrages
Amtmands-Embedet over Holbeck Amt, som for ham det nærmeste og
beleiligste. Hans May Kongen er Allernådigst tilbøielig til at bevilge
denne Ansøgning for tillige derved at forskaffe Deres Høivelbårenhed
nogen Lettelse udi Deres Embedes Forretninger udi fire Amter, dog
således at Deres Høivelbårenhed, hvis nidkiære Embeds Førelse finder
Allerhøistsammes nådige Velbehag, lige så fuldt skulde beholde ey alene
den fulde Dem tillagde Gage, men og tilstås Godtgiørelse for
Accidentsernes årlige Beløb af bemeldte Holbecks Amt. "Man formoder
således, at denne Forandring ikke vil
blive Deres Høivelbårenhed ubehagelig, men imidlertid er mig dog
Allernådigst pålagd Forud at give Høistærede Herr Conferents-Råd
Efterretning om sådan Hans May's' Allernådigste Hensigt og tillige
at udbede "med det Første Deres Høivelbårenheds gode Tanker om
noget kunde behove at i agttages forud eller ved Iværksættelsen af
bemeldte Forandring. Iøvrigt er det mig ved denne som ved enhver
anden Leilighed en angenem Fornøielse at forsikkre Deres
Høivelbårenhed om den fuldkomne Høiagtelse, hvormed jeg altid har
den Ære at være Deres Høivelbårenheds tienstskyldige Tiener C. L.
Stemann. Copenhagen d. 7 jul 1781. Da Konferensråd Cederfeld modtog
dette Brev, sattes han vistnok i en ikke ringe Sindsbevægelse. Han har
formodentlig troet, at da Sagen nu var trukket så meget i Langdrag, var
den vel helt opgiven; men nu så han, ai den alligevel skulde
gennemføres, hvor lidt han så ønskede det, og hvor meget han så havde
bestræbt sig, for at afvende det uundgåelige. Hvor mege han har følt sig
afficeret ved denne Leilighed, kan sees af, at der bland hans efterladte
Papirer findes ikke mindre end 2 færdige Udkast til hans Svarskrivelse
på Stemanns Brev, hvilke han begge har kasseret, formodendtlig fordi han
ved nærmere Eftertanke har frygtet for at have udtalt sig for stærkt i
dem. Den Skrivelse, som, efter at disse to Udkast var kasserede, blev
afsendt til Stemann under 14 juli 1781, lød således: Ved min Hjemkomst
fra Ods Herred og fra Land-Stutterie-Commissionen i Holbæks Amt havde
jeg den Ære at modtage Deres Excellences bevågne skrivelse af 7. hujus.
Hans Majestæts allernådigste Velbehag over min udviste pligt skyldige
Troskab og Nidkierhed i Kongelig Tieneste; i de forskellige Embeder mig
allernådigst har været anbetroet, er mig en uskatteerlig Nåde, hvortil
jeg for min øvrige Levetid ikke heller skal findes at veere uværdig.
Jeg erkiender ligeledes, hvad Overdragelsen af Holbeck Amt angåer, Hans
Majestæts høje Nåde derudi, at der ikke skal afgåe mig noget i den fulde
mig allernådigst tillagte Gage, og at Godtgiorelse for Accidentierne af
bemeldte Holbecks Amt tilståes mig, hvorfor jeg nedlægger for Hans
Majestæts Fødder min allerunderdanigste Taksigelse. Endskiøndt Holbecks
Amt er et af de største i Landet, kan dog Accidentierne for Skiffte- og
SkriverSalarium effter Proprietarier, Forvaltere, Forpagtere,
Hollændere, Selveiere og deres Familier samt i andre Tilfælde ikke
beregnes et År i et andet til mere end circa 100 rdl. Vel møder en og
anden Vanskelighed ved Separationen af Holbecks Amt, som fra Amtmand
Thage Thott's Tid af, formodentlig fra Året 1707, har været forenet med
de øvrige mig allernådigst betroede Amter, og det såvel i Henseende til
Amternes Archiv og Overformynderiet, som til Skiffte- og
Correspondance-Protokoller, der alt hididtil er ført under et for alle 4
Amter, og som jeg forhen har givet mig den Frihed at anmelde på
vedkommende høye Steder. Men det er alligevel min Skyldighed i
allerunderdanigst Følge af Hans Majestæts allernådigste Hensigt, som
Deres Excellence har behaget at tilkendegive mig, at afhiælpe, såvidt
det ståer til mig, denne Uleilighed, og i alle Tilfælde, hvor det
behøves, at gåe Hr. Cammerherre Baron Løvenskiold med de fornødne
Oplysninger og Efterretninger tilhånde, foruden den Repartition af
Acter, Documenter og Protocoller, som uden alt for stor Vidtløftighed er
muelig og giørlig, især vil der udfordres en vidtløftig Skrivning med
Gjenparter af så mange Års Kongelige Rescripter og Collegii Breve, som
angår det almindelige, såsom Landmilitsen, Veje, Justitz- og Øconomiske
Sager, Extra-Skatten, Brand forsikkrings- og Fattiges Væsen og andre
deslige Ting, der selvfølgelig behøver Indretning ved Holbecks Amt og
dets nye Archiv. Thi da det alt er gået under et hertil for alle 4
Amter, så kand Documenterne herinde ikke separeres. Ellers synes mig
uforgribelig, at de Sager og Skiffter, som nu ere under Ventilation og
Forhandling, bequemmeligst af mig kunde fuldføres og tilendebringes, i
hvilke derpå postvis ved Slutningen kunde blive Hr. Cammerherre
Løvenskiold overleveret. Iblandt de vidtløftige Sager er den bekiendte
Åmose Sag et vidtløftig Værk, som i en 8 Års Tiid har continueret med
megen Correspondance og med mange Samlinger; det vilde derfor have sine
Vanskeligheder ved Afleveringen herudi, ligesom og Forretningerne vilde
falde en Fremmed mere møysommelig end den som ret har kient Sagerne og
de dermed combinerede Omstændigheder. Iøvrigt skal for Overformynderiet
og de publique Midler som ere betydelige i Holbecks Amt, al behørig
Rigtighed i den bedste Orden blive aflagt.
Med megen Erbødighed har jeg den Ære stedse at forblive etc. de
Cederfeld.
Sagen var altså nu afgjort i Løvenskiolds Faveur, og under 26 Juni 1781
afskedigedes, Cederfeld som Amtmand over Holbæk Amt, hvorimod han
beholdt de 3 andre Amter, sålænge han levede. Samme Dag blev Michael
Hermann Løvenskiold udnævnt til Amtmand over Holbæk Amt, dog uden Gage,
hvilken Cederfeld vedblivende beholdt for alle 4 Amter, samt med
Ekspektance ved Embedsledighed på de 3 andre Amter og den fulde Gage for
det hele Amtskompleks fra dette Tidspunkt at regne, som indtraf ved
Cederfelds Død d. 13 November 1783. Thi ihvorvel denne, i Henhold til
den i Resolutionen af 26 Januar 1773 indeholdte Antydning og Guldbergs
Løfte i hans Skrivelse af 1 Juni 1779, Tid efter anden søgte forskellige
Amtmandsembeder, opnåede han dog ikke at blive befordret til noget af
disse, men døde i Kalundborg.
Af Grundbesiddelser ejede Konferensråd Cederfeld nogle År en Gård på
Kultorvet i Kjobenhavn, som han 1761 havde købt af den bekendte Grev
Enevold Brandts Moder, der, da hun i det nævnte År ægtede sin anden
Mand, Baron Shlenthal, Administrator for Grevskabet Rantzau i Holsten,
solgte den til ham for 10,000 Rd. I denne Gårds Have, som strakte sig
lige til Åbenrå, var der en lille Høj, som tidligere havde været en Del
af Stadens gamle Befæstning, og her havde man kort Tid for Cederfeld
købte Ejendommen, fundet 3 Kanonkugler, som mentes at hidrøre fra
Belejringen i Erik af Pommerens Tid. Tillige ejede han i Årene 1762-65
Herregården Frydendal, eller som den nu med sit gamle Navn kaldes:
Torbenfeldt, i Holbæk Amt.
Af skriftlige Arbejder forefandtes der blandt hans Efterladenskaber, da
han var død, følgende Afhandlinger, formodentlig Afskrifter af
Betænkninger, som han til forskellig Tid enten proprio motu eller på
Opfordring af højere Vedkommende har tilstillet Regeringen: - En vidtløftig Betænkning angående Handelen i Almindelighed og den
Vestindiske i Særdeleshed. - Om Banquen.
- Betænkning af all det, som med de i Kiøbenhavn værende Actier og
Selskaber er foregået. - Om Indretningen med Kirkerne i Danmark.
- Den Finmarkske Sag angående.
- Om Bondestandens Opkomst.
- Copia eines Memoirs, so den 5te May 1765 von dem ConferentzRath
Cederfeld, kurtz vor seiner Abreise nach Bergen bergeben worden
(indeholdende Forslag til Oprettelsen af et offentligt Kornmagasin i
Kjøbenhavn).
Af disse Udarbejdelser, der i sin Tid alle har. været indlemmede i
Familjearkivet på Erholm, er desværre kun den sidst opførte i Behold. De
andre er bortkomne. Det samme gælder om nogle af ham udarbejdede
skriftlige teologiske Betragtninger, hvormed han i Familiehistorien
siges ofte at have opbygget sig, samt om de ligeledes der omtalte, af
ham forfattede Morgenpsalmer. Der er beklageligvis intet tilbage af
disse Produktioner, som, hvis de var blevne opbevarede, vilde have
kunnet afgive et betydningsfuldt Bidrag til en Karakteristik af hans
Personlighed. Derimod eksisterer der endnu et satirisk Skæmtedigt,
affattet af Konferensråd Cederfeld i Anledning af de Schimmelmannske
Pengetransaktioner til Ophjælpning af Statens Finansnød i Årene 1772-73.
Det stikler til det Misforhold, der var indtrådt, mellem Sølvpengene og
Pengesedlerne, efter at Banken i Året 1773 ifolge Schinlmelmanns Forslag
var bleven Statens Ejendom, idet derefter den cirkulerende Seddelmasse
efterhånden langt kom til at overstige den i Bankens Besiddelse værende
Sølvbeholdning, Det lyder således:
Den høye Cours.
Du spørger om, når og hvor længe
den høye Cours vil falde ned. Jeg svarer, at den bliver ved,
Til Banquen giør Papir til Penge.
Ey' siger du - det er jo intet stort,
Og Banquen har det længe siden giort.
Ney, svarer jeg: den har med kunstig Ziir
Ved Trykkens Hielp giort Penge til Papir.
Dog er det vist - jeg seer, du smiler,
At Schimmelmann til Banquen iler
Med Kåber-Mynt i Tønders Tal.
Og for Papir giør samme fal.
Spørg ey, hvorfor det ikke skeer
Med Guld og Sølv-, - Vi har ey meer
Af slig Metal, som Hamburg veed
Er jaget i Landflygtighed.
Unyttig Kram af Sølv og Guld,
Ey mere værd end Støv og Muld,
Foruden det vi magelig
i Dannemark kan blive riig.
Vi noksom da ey takke kan
Den store Mand, Grev Schimmelmann,
Som skildte os ved denne Last
Af Sølv og Guld, og i en Hast
Har givet os, og det så længe,
Så let Papir for tunge Penge.
Europa ey med sin Forstand
Og al sin Kløgt begribe kan.
At Drewitz har en pialter Mine,
Hvori han udi Fred og Ro,
Ret. som det var i Mexico,
Giør Landet riig med sig og Sine;
Tak være da hver Alchymist,
Som haver Deel i denne List,
Der viser os, hvor let det er
Foruden Sølv at mynte her.
Drevitz eller Drevsen var ejer af Strandmølle papirfabrik, hvor man
lavede papir af klude (pjalter).
Da Schimmelmann blev ophøjet i Grevestanden 1779 og døde 1782, må
ovenstående Digt være skrevet i et af de mellemliggende År, altså just
på den Tid man trængte Konferensråd Cederfeld så hårdt for at få ham til
at afstå Holbeeks Amt. Han kunde således nok få Stunder, trods den
Modgang der da ramte ham, til at give sig af med Skæmt.
Genealogisk Tidsskrift 1914 III 113: Konferensråd og Amtmand
Bartholomæus Bertelsen de Cederfeld af Provst Cederfeld de Simonsen:
Bartholomæus Bertelsen blev under 25 Maj 1759 adlet med Tilnavnet de
Cederfeld og under 5 Maj 1777 optaget i Dannebrogsriddernes Tal. Om en
af sine lærere udtaler Bartholomæus Bertelsen sig således i en desværre
kun påbegyndt Selvbiografi: "En simpel Skoleholder med en "vissen Hånd
lærte mig at læse, "ligeledes noget af Katekismus samt, at eftermale
Bogstaverne. Højere "og mere filosofiske Begreber om "Verdensbygningen,
end han selv var "i Besiddelse af, kunde han ikke "meddele mig. Selv
hans Begreber "om det guddommelige Væsen var "kun sandselige. Uvejr,
Torden og "Lynild, var efter hans Mening Udladninger af en fortørnet og
fornærmet Guddom". Han læste imidlertid flittigt, skriver han, og gav
sig ved Siden deraf af med at studere de Breve og andre Dokumenter, som
vedkom hans Faders Embedsvirksomhed. Tillige afskrev han også et og
andet deraf, hvad der, som han skriver, var ham en god Øvelse.
Således forberedt kom han i Tolvårsalderen tilligemed sin et Par År
ældre Broder Peter, der senere blev Præst, til Haderslev, hvor de begge
optoges i den derværende Latinskole; men samtidig med hans Skolegang
gaves der ham tillige Lejlighed til at øve sig på Amtstuen i skriftlige
Forretninger. Kost og Logis fik Brødrene hos en Skræder i Staden, men at
udrede de dermed forbundne Omkostninger var svært nok for Forældrene; og
derfor måtte Drengene selv søge at fortjene noget til Opholdet ved, som
endnu dengang var Skik blandt fattige Skoledisciple, at gå om i deres
Fritid og synge for velstående folks Døre.
Efter et Årstids Ophold i Haderslev drog den da 13 årige Bartholomæus
Bertelsen i Året 1728 til København for der at søge sin Lykke, og han
kom her i Tjeneste hos en Kommissionær Esmarch fra Flensborg, der antog
ham som Skriverdreng og Opvarter. Hos ham havde han det alt andet end
godt, og han forlod derfor efter 2 Års Forløb hans Tjeneste og tog
Ophold hos sin næstældste Broder, Johannes Bertelsen Monradt, der just
Året i forvejen havde begyndt sine Studier ved Kjøbenhavns Universitet.
Af denne sin Broder, som efter 2 Års Studietid absolverede den
teologiske Embedseksamen ved Kjøbenhavns Universitet, blev nu
Bartholomæus undervist et Par År i de akademiske Lærerfag og afrejste så
ved Påsketid 1733 sammen med ham og deres Broder Peter. som vistnok
indtil da vedbliyende havde frekventeret Haderslev Latinskole, til Jena
for at studere ved den derværende Højskole.
Rejsen gik over Hamborg og Erfurt. og Brødrene ankom i Begyndelsen af
Maj til Jena, hvor de kort efter begyndte deres Studeringer.
Bartholomæus's akademiske Borgerbrev, som endnu er i Behold, er udstedt
den 9 Maj 1733 og er, såvel som en Erklæring om, at han den 11 s. M. hag
aflagt Ed på at ville holde Højskolens Love, underskrevet af
Universitetets Prorektor, Dietrich Hermann
Kemmerich. Begge Dokumenter lyde på hans latiniserede Navn: Bartholdus
Bartholnus Roestensis, Holsatus o: Bartholomseus Bertelsen fra Roest i
Holsten.
Til at bestride Omkostningerne ved hans Studieophold i Jena havde
Faderen gjort Udvej for et Beløb af 200 Rd., der skulde strække til for
et Tidsrum af 2 År, og deraf skulde så betales Kost og Logis, Vask,
Brændsel, Boger og Forelæsninger. Det faldt Herredsfoged Bertelsen svært
nok at udrede denne Sum, og Bartholomæus Bertelsens ældste Son,
Kammerjunker Cederfeld de Simonsen til Erholm og Søndergårde, har
engang, mange År efter, i sin Mormoders, Justitsrådinde Brands Hus i
Haderslev hørt en gammel Mand fra Roest ved Navn Holmer fortælle, at han
i sin Tid havde måttet forstrække Herredsfoged Bertelsen med Penge til
hans Sønners Undervisning, og at Herredsfogden ofte havde beklaget sig
for ham over, hvor meget disse Sønner kostede ham.
Efter 2 Års Ophold i Jena drog Brødrene Bertelsen til Halle, som dengang
var Pietismens Hovedsæde, og om hvis Universitet det i sin Tid blev
sagt, at hvem der studerede der, kom tilbage enten som Pietist eller som
Ateist. Men hvad der dog særlig havde gjort Halle bekendt i vide kredse
og udbredt Stadens berømmelse rundt om i den protestantiske verden Halle
bekendt i vide Kredse og udbredt Stadens Berømmelse rundt om i den
protestantiske Verden, var de
Franckeske Stiftelser, som var oprettede af præsten August Hermann
Francke, og iblandt dem da frem for alle det store Vajsenhus med del
dertil hørende Pædagogium, hvor bl. a. også fattige Studenter kunde få
frit Ophold under deres Studietid imod at undervise de Børn, som
opdroges der. Her af profiterede Brødrene Bertelsen i den Tid, de
studerede ved det derværende Universitet.
Hvor længe de opholdt sig her, og om del var dem alle tre eller blot
Peter og Bartholomæus, som studerede her. vides ikke. Men af en såkaldt
"Pro memoria", sidstnævnte har efterladt sig, og som han har affattet i
Februar Måned 1771, synes det at fremgå, at i det mindste han, da han
var færdig i Halle, hvor han vist afsluttede sit Studium med
Erhvervelsen af den juridiske Doktorgrad, også har hospiteret nogen Tid
ved andre Universiteter, forinden han, som nedenfor nærmere skal
berettes, begyndte sin Embedsvirksomhed i Greven af
Stolberg-Vernigerodes Tjeneste. Denne Christian Ernst ") var hans Navn
- var en af de rigsumiddelbare tyske Småfyrster, af hvilke der dengang
var så mange, og Fætter til Kong Christian VI her i Danmark, der
skattede ham højt og næsten under hele sin Regeringstid rådførte sig med
ham om alle vigtige Sager, og da navnlig de kirkelige, hvilke særlig
blev Genstand for en ret indgående Korrespondance mellem Kongen og
Greven. Men skønt den sidstnævnte, for at kunne følge med i de mindste
Detaljer, så nogenlunde havde søgt at sætte sig ind i det danske Sprog
ved Hjælp af en Ordbog og med Bistand af en dansk Pige, som tjente på
hans Slot, så følte dog både han og Kongen, at der trængtes til en bedre
Hjælp. Og man søgte derfor hertil, som det hedder i den nysnævnte
Promemoria, et Subjekt, som foruden at have Kendskab til det danske
Sprog tillige forstod det tyske og franske".
Det lader, mærkelig nok, til, at det ikke just er gået så let med at få
den således lagte Plan realiseret, at skaffe Greven et pålideligt
Menneske, som kunde være ham til fornøden Hjælp under hans Svalen med de
danske Kirkesager. Eller måske det kun har været mådeligt bevendt med de
"Subjekter", der meldte sig. Der omtales i alt Fald i Dr. H. L. Møllers
Doktordisputats om Kongens og Grevens Forhold til hinanden en
Lesemeister in der danischen Sprache", som formodentlig Kongen havde
fået skaffet til Stolberg, men om hvem denne i en Skrivelse af 6
December 1733 tilmelder Kongen, at han endnu ikke er ankommen. Om denne,
som Dr. Møller synes at antage, også har været en Bertelsen, vides ikke;
men så meget er vist, at der her ikke kan være Tale om Bartholomæus
Bertelsen. Thi han var ikke ,Læsemester", eller vel rettere sagt:
Forelæser hos Greven, med derimod "Sekretær" hos ham; og tillige blev
han først under 16 April 1737 ansat i denne Stilling og det af Stolberg
selv, på Anbefaling af en af Greverne Reusz, ") der havde lært Bertelsen
at kende under hans Studieophold enten i Jena eller i Halle. At Kongen
har skullet approbere Valget, kan vel være rimeligt nok, bl. a. af den
Grund, at Sekretærens Løn blev udredet, som Bertelsen i en af sine
Optegnelser har bemærket, af den danske Statskasse, eller formodentlig
rettere sagt: af Kongens Partikulærkasse. Lønnen var, som det fremgår af
den for Bartholomæus Bertelsen: i Grevens Kancelli udfærdigede og af
denne egenhændig underskrevne bestalling, 60 Rd. årlig, hvilke
udbetaltes med 30 Rd. hvert Halvår. Tillige havde Sekretæren fri Kost
ved Grevens Bord samt fri Bolig, Brændsel og Lys. Opsigelse skulde ske
såvel fra Grevens som fra Sekretærens Side med 3 Måneders Varsel.
I denne Stilling forblev Bertelsen, indtil han under 13 August 1742 på
Grev Stolbergs Anbefaling blev udnævnt til Amtsforvalter for Ålborg.
Børglum og Sejlstrup Amter i Ålborg Stift samt Præsident i Ålborg
Købstad. Han er vistnok den eneste præsident", Ålborg Købstad nogensinde
har haft, og han beskikkedes som sådan for at bringe Byens uheldige
økonomiske Stilling, der i en lang Årrække havde været i høj Grad
derangeret, på Fode igen. En udførlig Skildring af, hvor ussel denne var
i Tidsrummet 1730-17!35 findes i det af Ålborg Handelsforening under 27
Oktober 1913 udgivne Skrift: "Ålborg Handelstands Historie 1431-1913",
S. 91 f.
Rådstuesager i den største Uorden; men han fik efterhånden dens
offentlige Dokumenter og Kapitaler bragte i Rigtighed. Tillige blev han
Medlem af forskellige Kommissioner, som anordnedes af Regeringen i det
offentliges Interesse. Fremdeles blev ved hans og den fra Sachsen
indkaldte Saltdirektør, Baron Beusts forenede Bestræbelser Fiskeriet i
Limfjorden og den dermed forbundne Handel i Østersøen bragt i betydelig
Opkomst. Og endelig korresponderede Rentekammerets Præsident, Gehejmeråd
Berckentin, ofte under Hånden med ham, da det i Året 1745 var under
Overvejelse, hvorvidt Konsumptions, Folke- og Familieskatten atter
ligesom tidligere skulde bortforpagtes for det påfølgende Triennium
1746-48. Bartholomæus Bertelsens og Catharina Maria Brands ægteskab blev
velsignet med 6 Børn, nemlig 2 Sønner og 4 Døtre. Den ældste af Børnene
var en Datter, som blev født i Ålborg. De 5 andre kom derimod til Verden
i Nyborg, hvorhen Bertelsen ganske uformodet og meget imod sit Ønske
blev forflyttet henimod et halvt Årstid efter sin førstefødte Datters
Fødsel. Han blev nemlig under 19 December 1746 uden at have ansøgt derom
udnævnt til Amtsforvalter over Nyborg og Tranekær Amter samt Proviants-
Ammunitions og Materialforvalter ved Nyborg Fæstning i Stedet for den
derværende Kammerråd Claus Holmer, som i sin Tid havde måttet gøre den
samme Volte, da Bertelsen blev ansat i Ålborg, men nu kom tilbage igen
til sit forrige Embede. Dette var ikke så lidt bedre lønnet end det i
Nyborg, og Holmer havde derfor i sin Tid været lige så utilfreds med sin
Forflyttelse, som Bertelsen nu var det med sin. Men som et Plaster på
Såret havde Holmer fået et ikke ubetydeligt Tilskud af Kongens
Partikulærkasse til sin normerede Embedsløn, vistnok ialt en 1000 Rd.,
efter hvad Bertelsen beretter i en af sine efterladte Memoirer. Om det
nu var for at spare dette Beløb eller for at opfylde et brændende Ønske
hos Holmer, der måske har følt sig utilfreds i Nyborg og derfor længtes
tilbage til sin forrige Plads, lader sig nu ikke opklare. Men ifølge den
allerede tidligere omtalte Promemoria af Bertelsen fra 1771 var det den
nye Konges, Frederik V's, Yndling overhofmarskal Moltke som bevirkede
den omhandlede Translokation, der fandt Sted et Par Måneder efter
Christian VI's Død, og det uagtet Bertelsen dengang ved nye Bestallinger
var bleven bekræftet i Besiddelsen af de Embedsstillinger, han i den
forrige Konges Tid havde haft. Han udpeger selv som den, der stod bagved
det hele, Holmers Svoger, Johan Christian Schrøder, som havde været
Kammertjener hos Christian VI og nu var Kabinetssekretær hos den nye
Dronning, og hvis Søster Cæcilie var gift med Holmer, blev senere
Direktør i Generalpostamtet og Viceborgmester i Kjøbenhavn, samt adlet
med Navnet de Schrødersee. Han har måske gjort gældende, at da
Bertelsen nu havde fået Ålborgs økonomiske Status så nogenlunde bragt på
Fode igen, behøvedes han ikke mere der, og da han ansås for en
velstående Mand, kunde han godt nøjes med det mindre Embede i Nyborg. At
skjulte Kræfter har intrigeret for at frembringe den omhandlede
begivenhed, synes tilstrækkelig at fremgå gå af den omstændighed, at den
en ikke er sket efter Rentekammerets Indstilling men derimod efter
umiddelbar kongelig Befaling til dette om at udfærdige de fornødne
Bestallinger for de pågældende.
Det var da, som han selv i en af sine Optegnelser har udtalt, med
Græmmelse i Sindet over den Uret, han havde lidt, at Bertelsen forlod
Ålborg og drog til Nyborg. Thi foruden at han i Ålborg vist havde vundet
ikke så få Venner, hvis Omgang han nu kom til at savne, så var hans nye
Embede i Nyborg ikke så lidt ringere end det, han før havde haft. Han
ansøgte derfor om at få det samme Tilskud af den kongelige
Partikulærkasse, som Holmer havde haft, medens han var ansat i Nyborg;
men dette blev ham nægtet, som rimeligt var, da det efter al
Sandsynlighed netop har været for at spare denne Udgift, at Holmer kom
tilbage til sin forrige Plads, hvor han ikke behøvede Tilskuddet. Dog
slap Bertelsen, ligesom tidligere i Ålborg, for at stille Kaution for
Oppebørslerne ved Amtsstuen i Nyborg. Hvad der ligeledes pinte ham, var,
at han ingen Decharge kunde få for Præsidentskabet i Ålborg, uagtet han
mere end en Gang ansøgte derom hos Kancelliet, der svarede ham, at det
ingen kongelig Befaling havde modtaget angående hans Entledigelse fra
denne Bestilling. Men unægtelig må det have været en underlig Situation
for ham, således faktisk at være fratrådt en Embedsstilling uden
formaliter at være afskediget fra den, idet der således, hvis nogen
vilde ham ilde, i alt fald var en Mulighed til Stede for, at han ved en
eller anden Lejlighed kunde blive draget til Ansvar for noget, han i
Virkeligheden ikke havde forskyldt.
Han måtte altså finde sig i Forholdene, som de nu engang forelå, og tage
Verden, som den var, hvad der dog ikke var så let, da Familien
efterhånden forøgedes med flere Børn, for hvis Opdragelse og Forsørgelse
der i sin Tid skulde skaffes Udvej. Og Tanken derom har sikkerlig voldt
ham Bekymringer nok, især da han havde et svagt Helbred, som ofte voldte
ham Uro. bet var derfor naturligt nok, at han af og til spejdede efter
Udveje til at få sin Stilling forbedret. En sådan Lejlighed syntes at
være kommen, da Krigs- og Landkommissærtjenesten i Året 1754 var bleven
ledig, og han ansøgte derfor om at måtte forbinde denne Tjeneste med det
Amtsforvalterembede, han havde, hvilket imidlertid ikke blev bevilget.
Derimod blev det i Begyndelsen af Året 1756 tilbudt ham at overtage
Embedet som Amtmand over de danske Øer i Amerika og Medlem af Regeringen
på St. Croix, der var blevet ledigt ved Etatsråd Kloppenborgs Død.
Gagen var vel ikke højere end 1500 Rd., men han forpligtedes kun til at
I blive der i 3 År, og det meddeltes ham, at når disse var omme, "kunde
han fremdeles gøre sig forsikret om Hans Majestæts høje Nåde, hvad der
vel vilde sige det samme, som at han så vilde have Udsigt til en
fordelagtig Befordring herhjemme i Moderlandet. Dette var jo vistnok et
fristende Tilbud ,som nok kunde være en Overvejelse værd, og som ikke
kunde andet end glæde ham, fordi det vidnede om, at man på højere Steder
havde sin Opmærksomhed henvendt på ham. Men han turde dog ikke modtage
det på Grund af sit skrøbelige Helbred, som ban mente ikke kunde tåle
den lange Sørejse og et længere Ophold i det ham fremmede Klima. Og med
Påberåbelse heraf bad han sig derfor fritaget for den ham tiltænkte
Ansættelse, idet han samtidig dermed udtalte Håbet om, at hans Afslag
ikke måtte blive ham tit Skade i Fremtiden, og at man fremdeles vilde
have ham i Erindring og tale hans Sag tit det bedste hos Kongen, når
Lejlighed gaves.
Dette skete også nogle År efter, da han under 11 Januar 1760 blev ansat
som Kommitteret i det nyoprettede Vestindisk-Guineiske Rente- samt
General-Toldkammer. Men forinden dette skete, var der i hans huslige Liv
foregået adskillige betydningsfulde Begivenheder. Familien var
efterhånden bleven forøget til 6 Børn. Det var altså en ret talrig
Børneflok, der efterhånden opvoksede i Amtstuegården i Ny
org, og hvis
Bertelsen ikke havde haft andre Ressourcer end sin Gage som
Amtsforvalter i Nyborg samt som Proviants-, Ammunitions og
Materialforvalter ved Fæstningen sammesteds, vilde det vel have været
småt nok bevendt for ham med Udkommet. Men ved Siden deraf havde han jo
den Medgift på 12000 Rd., som hans Hustru havde bragt ham. Og tillige
var der som Pensionær i Huset en mindreårig Slægtning, for hvem
Bertelsen var Formynder, nemlig den unge Claus Caspergaard, hvis Fader,
Halvbroder til Bertelsens Fader, var død 1749 og havde efterladt sin da
11-årige Søn en betydelig Formue, som Bertelsen administrerede. For
denne Pensionær og hans Informator, der ligesom Eleven havde Bolig på
Amtstuegården, må der da vel også være bleven betalt noget klækkeligt.
Og der er derfor Grund til at antage, at Bertelsen, medens han opholdt
sig i Nyborg, har været en ret velstående Mand. Han havde da også
foruden sin Embedsbolig på Amtstuegården et Lyststed til Leje udenfor
Staden samt en smuk Have ved Volden, hvor Familien ofte opholdt sig, når
Vejret var til det. Og han havde tillige en ikke så ringe Omgangskreds,
bestående af de bedste Familier i den derværende Embedskreds. Tillige
modtog og beværtede han ikke sjælden fornemme Fremmede, som var på
Gennemrejse til eller fra Hovedstaden, således bl. a. engang
Enkedronning Sophie Magdalenes Broder, Markgreve Friedrich Ernst") af
Brandenburg-Kulmbach, der dengang var Statholder i Hertugdømmerne
Slesvig og Holsten, og hans Gemalinde Christine Sophie af
Brunsvig-Bevern, som på en Rejse til Kjøbenhavn, formodentlig på Grund
af Modvind på Bæltet, opholdt sig, som Gæster hos ham et Par Dage. Til
Løn for udvist Gæstfrihed tilbød Markgreven ham en Officersplads for
hans ældste, lille Søn, et Tilbud som Bertelsen dog ikke tog imod, da
det jo ikke kunde vides, om Drengen, når han blev voksen, vilde skikke
sig for Militærstanden. Da Bertelsen kom til Nyborg, var han
Kancelliråd. Under 28 Oktober 1749 blev han udnævnt til justitsråd, og
10 År efter, under 25 Maj 1759, blev han optagen i Adelstanden, ved
hvilken Leilighed han efter sit eget Ønske fik Tilnavnet de Cederfeld,
et Navn, hvori der måske skjuler sig et Ungdomsminde fra hans Ophold i
Wernigerode ved det Stolbergske Grevehof. Ifølge en Familietradition
skal han nemlig have antaget dette Navn efter en på Grevskabets
Enemærker beliggende Ejendom i Nærheden af Blocksbjerg. Det Våben, han
ligeledes selv udbad sig, erindrer om hans Afstamning fra den
Bertelsenske Slægt, hvis Segl viser et ved en rodskraveret Bjælke,
tværdelt Skjold med 3 Roser i det øverste Felt og 2 i det nederste, samt
et Par Vesselhorn på Hjelmen, mellem hvilke en oprejst Halvmåne i
tiltagende Skikkelse, hvori der muligvis ligger en Hentydning til
Slægtskabet med den Monradske Familie. Hertil føjedes nu som Hovedmærke
et grønt, voksende Cedertræ i Sølvfelt, og det Cederfeldske Våben blev
da et længdedelt Skjold, i hvis første Felt dette Hovedmærke står,
medens det andet er blåt og tværdelt, dog ikke som i det Bertelsenske
Segl ved en rod, men ved en gylden Bjælke med 3 hvide Roser foroven og 2
nedenunder Bjælken, samt på Hjælmen et Cedertræ mellem 2 hvide Vinger.
Vi kommer nu til det andet Hovedafsnit i Bartholomæus Bertelsens, eller
som han nu var kommen til at hedde, Cederfelds Embedsvirksomhed. Hidtil
havde han i et Tidsrum af lidt over 18 År været ansat i Provinserne,
hvor han, havde været Amtsforvalter, først i Ålborg og derefter i
Nyborg. Men nu kom han til Hovedstaden, hvor han i 10 År skulde have sin
Virksomhed i de kollegiale Administrationskontorer. Her var han under 11
Januar 1760 bleven udnævnt til Kommitteret i det Vestindisk Guineiske
Rente- samt Generaltoldkammer, og da dette Kollegium senere efter 8 Års
Forløb, forenedes med General-Kommercekollegiet til et så kaldet
Generaltoldkammer og Kommercekollegium, blev han under 12 Februar 1768
udnævnt til tredie Deputeret i samme. Men da dette Kollegium ved
Kabinetsordre af 6 Oktober 177?, forenedes med Rentekammeret under Navn
af Rente- og Generaltoldkammerkollegiet, fik han tilligemed Andreas
Peter Bernstorff, som var Kollegiet første Deputerede, sin Afsked med
Ventepenge, indtil han videre kunde anbringes". Dette skete det
påfølgende År, idet han da blev Amtmand over Kalundborg m. fl. Amter; og
dermed begynder det tredie og sidste Afsnit af hans Virksomhed i Statens
Tjeneste.
Men foreløbig har vi nu her kun at gøre med det andet Afsnit af hans
Embedsvirksomhed, altså med hans Tjeneste som Kommitteret i det
Vestindisk-Guineiske Rente- samt GeneralToldkammerkollegium. Udnævnelsen
hertil kom, som det vil ses, noget overraskende for ham, idet han nemlig
slet ikke havde søgt Embedet, som imidlertid blev ham tilbudt på en
sådan Måde, at han vistnok følte sig forpligtet til at modtage det for
ikke at lægge sig ud med Regeringsmyndighederne og spærre Vejen for sig
til videre Befordring. Han skriver i alt Fald i sin efterladte
Promemoria fra 1771: "Wider meine Neigung wurde ich mit 1600 Rth. Gage
als Committirter im Collegio gesetzt". Men hvordan det nu end har
forholdt sig hermed, så lå der dog i selve Ansættelsen et Vidnesbyrd om,
at man på højere Steder havde Tillid til ham og skattede den Dygtighed,
hvormed han hidtil havde røgtet sin Embedsgerning.
Det bevidnedes ham da også i et Par Breve, som han forinden sin
Indtrædelse i Kollegiet modtog fra to indflydelsesrige Mænd, der vistnok
begge havde haft deres Fingre med i Spillet ved hans Udnævnelse til den
omtalte Embedsstilling.
Det ene var fra Oversekretæren i det tvske Kancelli, Grev Johan Hartvig
Ernst Bernstorff, som under 22 Januar 1760 tilskrev ham således:
Wohlgebohrner Herr "Hochstzuver Ehrender Herr Justiz Rath. Je angenehmer
es mir gewesen, die Wahl des Knigs auf Ew. Wohlgeb. fallen zu sehen,
and die wichtigen Geschffte so Ihnen anvertrauet werden werden in so
zuverlszige Hande zu wissen, je meher verlanget es mich nach der Zeit
in welcher Sie selbster hie komrnen und solche bernehmen werden. Ich
verschiebe bisz dahin die nhere berlegung verschiedener Dinge.
Meine Begierde Ew. Wohlgeb. zu dienen verschiebe ich aber nicht bis
dahin. Ich werde daher mit dem Herrn Ght. v. Ahlefeldt Excell. ber den
Einhalt der mir mitgetheilten Supplique des Herrn Åbye (Laertz Åbye,
Regimentskvartermester og Rådmand i Odense, søgte det ved Cederfelds
Forflyttelse blevne Amtsforvalterembede i Nyborg), wenn es nur nicht
schon zu spth ist, reden, and mich gewisz erfreuen, wenn ich auch in
diesem Verfall etwas zu Dero Vergnugen beytragen kan. Ich verbleibe mit
sehr vieler Consideration Ew. Wohlgeb. dienstwilligster Diener
Bernstorff. Copenhagen 22 jan 1760.
Det andet Brev var fra Overhofmarchal, Grev A. G. Moltke, i hvis
Skrivelse, der var dateret 26 Januar, det bl. a. hed:
"Nachdem ich den Hchsten sey danck von meiner Unpaszlichkeit so weit
widerhergestellet bin, dasz ich selbster die Feder fhren kan, so habe
keinen anstandt nehmen wollen hiedurch zu bezeugen, wie lieb and
angenehm es mir gewesen, dasz Ihre Majeste der Knig dieselbe in dem
Neuen Collegio zu placiren die Gnade gehabt, und dasz Ew. Hochwohlgeb.
zu dieser translocirung so willig alsz bereid erwiesen. Ich hoffe nicht
allein die vterliche gesinnung Ihro Majest des Knigs, fr dem wohl und
der Aufnahme Ihrer Staten and lnder, sowohl alhier, alsz in America,
durch Ew. Hochwohlgeb. bemhen und weiszliche unterfhrung befrdert zu
sehen, sondern dasz auch diese vernderung dieselben insz besondere zu
keinem Nachtheil gereichen soll. Ich habe zu letzteres bereids die
erforderliche messures genommen and zweifle ich keinesweges dasz Ew.
Hochwohlgeb. dieser wegen von dem HEr. geheime Rath Ahlefeld sich des
negstens auf eine angenehme weyse belehret werden. Ein Feder arbeiter
ist seines Lohnes werth, fur denen gescheidten aber musz insz besondere
gesorget werden, dasz Sie lhr Ambt ohne Sorge der Nahrung ruhig fhren
und beobachten knnen". I disse to Breve var der Komplimenter nok, som
man for de pågældendes Skyld må håbe var ærligt og oprigtigt mente; men
der er dog et Par Yttringer i dem begge, som trænger til nærmere
Forklaring, nemlig hvad Bernstorff skriver om, at han vilde tale med
Gehejmeråd Ahlefeldt om Indholdet af Hr. Åbyes Supplik, og Moltkes
Udtalelse om, at han allerede havde draget Omsorg for, at den
forestående Forandring i Cederfelds Stilling ikke skulde blive til Skade
for denne. Der hentydes i Bernstorffs Brev til et Tilbud, som daværende
Regimentskvartermester og Rådmand i Odense, Laertz Åbye, der ansøgte om
at blive Cederfelds Eftermand i Nyborg, havde gjort om, hvis han opnåede
dette, da at ville give Afkald til Fordel For denne på et Beløb af 400
Rd., der var beregnet som særligt Vederlag for den med
Amtsforvalterembedet forbundne Proviants-Ammunitions- og
Materialforvaltertieneste ved Nyborg Fæstning. Og ved Moltkes Udtalelse
i hans, 4 Dage efter Bernstorffs Skrivelse afsendte, Brev hentydedes
der, uden at det ligefrem nævnedes, til, at dette Tilbud var modtaget af
Regeringen, der således slap ret billigt til den nye Kommitteredes for
øvrigt ikke særlig betydelige Løn. Om dennes Størrelse blev Cederfeld
under 29 Januar underrettet i den ham af Moltke bebudede behagelige"
Skrivelse fra Gehejmeråd Ahlefeldt, den øverste Deputerede i det
Kollegium, hvori han nu skulde indtræde som kommitteret. Det meddeltes
ham her, at foruden de således "offererede" 400 Rd., som Åbye skulde
udbetale j ham, var der af den kongelige Kasse
tilstået ham et årligt Gehalt af 1200 Rd., så at hans hele Løn vilde
blive 1600 Rd. Men hertil kom, hvad forøvrigt ikke omtales i Ahlefeldts
Brev, de med Embedet forbundne Sportler, som gennemgående kunde beløbe
sig til c. 150 Rd. årlig. Dette var dog ikke nogen stor Indtægt i
Sammenligning med hvad andre Kommitterede ikke sjælden kunde have, som
f. Eks. de i Rentekammeret ansatte, hvis samlede Løn i Almindelighed var
mindst 2000 Rd. Hvor meget hans Medkommitterede i det Kollegium, hvori
han var bleven ansat, havde, vides ikke. Dog var det vist næppe mindre,
men snarere mere, end der var tilstået ham.
I den Skrivelse fra Gehejmeråd Ahlefeldt til Cederfeld, som nylig
omtaltes, anmodedes han tillige om snarest muligt at indfinde sig i
Hovedstaden, da det Kollegium, hvori han skulde indtræde, var bestemt at
skulle tage sin Begyndelse i Midten af Februar Måned. Han Forlod derfor
kort efter Nyborg og begav sig på Vej til sit nye Hiem, dog uden at
medtage sin Familie, som han først senere vilde hente. Og dot lykkedes
ham kort efter sin Ankomst til Kjøbenhavn at få Bolig i en bag
Christiansborg Slot, lige overfor Kongens Bryghus beliggende Gård, som
tilhørte Etatsråd Barchmann, der var første Kommitteret i det Kollegium,
hvori han selv skulde indtræde. Den anden var Wasserschlebe, der havde
begyndt sin Karriere som Legationssekretær i Paris og var meget indgået
med den Bernstorff'ske Familie, og den tredie han selv, som tilligemed
Wasserschlebe noget over et halvt År efter deres Indtrædelse i
Kollegiet, nemlig den 11 Oktober 1760, blev udnævnt til Etatsråd i
Anledning af Hundredårsjubilæet for Suverænitetens Indførelse. Flere
Kommitterede var der ikke. Af Deputerede var der 2, Gehejmeråd
Ahlefeldt, som tillige var Førstedeputeret i Rentekammeret, og Chtistian
Frederik Moltke), der blev Hofmarschal kort efter sin Indtrædelse i
Kollegiet, og ikke må forveksles med Overhafmarschallen af samme Navn,
Grev A. G. Moltke, der var hans Fader.
Med disse 2 Deputerede og 3 Kommitterede samt en Kammersekretær med
Fuldmægtig og 4 Renteskrivere med de dem tilforordnede Fuldmægtige
begyndte Kollegiet, som berørt, i Midten af Februar 1760 sin Virksomhed.
Denne omfattede de amerikanske og afrikanske Kolonier samt Toldvæsenet i
alle de danske Stater: og hvad der heraf Faldt på Cederfelds Part. var
alle Toldsagerne for Kongeriget Danmarks Vedkommende, Sjælland alene
undtaget, samt Told- og Licentsagerne for de to Hertugdømmer og
Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst. Men ved Siden af disse ham som
Kommitteret i det nævnte Kollegiurn påhvilende Embedsforretninger blev
der Tid efter anden overdraget ham forskellige andre Hverv, som ikke
henhørte under hans Departements Område.
Af disse skal først og fremmest nævnes hans Rejse til Norge som Medlem
af den under 22 Mai 1765 nedsatte Undersøgelseskommisionen i Anledning
af den såkaldte Strilekrig. Således benævnedes de i April Måned s. A.
forefaldne Uroligheder i Bergen i Anledning af den under 23 Sep 1762
påbudne Ekstrakats opkrævelse i Sundhorst og Nordhorst Lehns Fogderier,
hvis Almue, de såkaldte ,Striler havde ment sig forurettede, dels ved
Påligningen af selve Skaten, som de ved en Misforståelse af
Forordningens Bestemmelser havde troet sig fritagne for at skulle svare,
og dels ved den stundom ret ubarmhjertige Måde, hvorpå Fogderne gik frem
ved dens Inddrivelse i Mangel af prompte Erlæggelse. De sammenrottede
sig da i stor Mængde og mødte den 19 April 1765 op hos Stiftamtmanden
med Fordring om at få de indbetalte eller inddrevne Skattebeløb
tilbagebetalte; og da han nægtede Dette, forgreb de sig på hans
Person, slog Hat og Paryk af ham, rev hans Klæder itu og slæbte ham ud
på Gaden med Trussel om yderligere at molestere ham. Han bekvemmede sig
da, for at undgå videre Molest, til at at gå ind på deres Fordringer og
befalede derefter de indbetalte Penge, som Fogden havde i Forvaring,
tilbagebetalte Urostifterne, men indberettede samtidig, hvad den var
foregået, til Regeringen i København, der da nedsatte en Kommission, som
skulde rejse op til Bergen og, såvidt Urostifterne fandtes skyldige,
idømme dem deres fortjente Straf. Af denne Kommission var det altså, at
Cederfeld var bleven Medlem, uagtet Sagen ikke høte ind under hans
Departement. Men da den ene efter den anden af Herrerne i Kancelliet
kviede sig ved at gøre den besværlige Rejse og deltage i den ubehagelige
Ekspedition, var tilsidst Valget faldet på ham, som altid var villig til
at tjene andre, selv om han ikke havde nogen Fordel deraf. Han udtaler
selv i en efterladt Memoire følgende derom : "Es waren "bekanntermaszen,
ehe die Knigl. Ordre zur Commission in Bergen an "mich erging,
verschiedene Glieder in "der Cantzeley und den Rente Cammer in Vorslag,
sie fanden aber Gelegenheit auszuweichen, und obgleich die Cammer, worin
ich zu dienen die "Ehre hatte, mit den Extra-Steuer, worber den
Aufstand im Stifte Bergen entstanden war, nie etwas zu thun "gehabt, so
erhielte ich doch ohne ein Wort davon zu wissen die Kigl. Ordre. Da man
keine gegenvorstellurig von mir annehmen wollte, so blieb mir nichts als
der Gehorsam brig." Hans medkommisær var Viceadmiral Rømeling og
justitsråd, Højesteretsassessor Chr. Magnus de Falsen, der Året efter
blev justitiarius i Overhofretten i Christiania. Hvor alvorligt man lige
fra Begyndelsen af så på Sagen kan skønnes af den Omstændighed, at
Kommissionen foretog sin Rejse til Norge på Linieskibet -St. Croix", som
eskorteredes af' Kadetfregatten, samt at der foruden disse to Skibes
Besætning, der for Linieskibets Vedkommende beløb sig til 421 Mand,
tillige befandt sig et Detachement af 5 Grenaderkompagnier på ialt 344
Mand Fodfolk ombord, som var udtagne blandt de skikkeligste Karle i
forskellige Regimenter under Anførsel af Oberstløjtnant J. D. Kreber.
Chef for Linieskibet var Kommandørkaptajn Basballe og for Fregatten
Kaptajn Blow. Den 12 juli ankom Kommissionen til Bergen og begyndte
Dagen efter sine Forretninger, som tilendebragtes i Løbet af de
påfølgende 8 Måneder, hvorefter den tog hjem over Land gennem Norge og
Sverrig til Kjøbenhavn. Hvad angår dens Frerngangsmåde mod Urostifterne
skal blot bemærkes, at den dog ikke gik videre strængt frem imod
Bønderne. Disse måtte naturligvis betale de Penge tilbage, som de
ulovligt havde tiltrodset sig; men Udfaldet blev dog, at de i det hele
taget blev fri for Straf med Undtagelse af Hovedmændene for Oprøret, af
hvilke 3 blev straffede med Fæstningsarbejde i 4 År og med at have deres
Hovedlod forbrudt. Dette stemmede også fuldstændig med den Instruks,
Kommissærerne forinden deres Afrejse fra Kjøbenhavn havde modtaget fra
Regeringen. Bønderne havde altså god Grund til at føle sig nogenlunde
tilfredse med Kommissionens Afgørelse; men derimod han der måske nok hos
Stadens Borgerskab været nogen Skuffelse over, at denne kun gik
Hovedmændene for Oprøret imod. Og den ulmende Misfornøjelse herover gav
sig omsider, efter 5 Års Forløb, da en hæftig ildebrand havde hjemsøgt
Staden, Luft i en anonym Pjece betitlet: Bergens Byes Klage-Brev over
sidste Ildebrand til Hans Majest. Kongen, i hvilken Kommissionen
beskyldes for at have vist alt for megen Lemfældighed imod urostifterne.
Den havde gjort Almuen rebelsk, påstodes der, så ingen længer kunde nære
sig for den, og den havde levet højt, dels på Kongens og dels på Byens
og dens Borgeres Bekostning. Den var altså også indirekte Skyld i
den omhandlede ildebrand. som mentes påsat af løse og oprørske
Eksistenser blandt Almuen. Som Forfatter til denne Piece. der udkom både
på Dansk og Tysk uden Angivelse hverken af Forfatter, Bogtrykker eller
Trykkested, er i det kgl. Biblioteks Katalog over de Bergen vedrørende
Skrifter noteret N. Chr. Friis, der dengang var Præst i Staden og senere
blev Biskop. Den ommeldte Piece udkom vistnok, kort efter at Cederfeld
var bleven udnævnt til Amtmand i Kalundborg, hvilket skete d. 31 August
1771. Blandt hans efterladte Papirer fra den tid findes ialtfald et
Udkast til en Redegørelse for hans Forhold som Medlem af den omtalte
Kommission, som han formodentlig han tilstillet Rentekammeret eller
Kancelliet eller måske endogså selve Kabinetsministeren Struensee, fra
hvem den ligeledes foreligger en Svarskrivelse til ham i denne Anledning
dateret 24 November 1771. I den ommeldte Redegørelse henleder Cederfeld
Opmærksomheden på den udkomne Piece, hvilken han betegner som en
skammelig Paskvil, og han henstiller derfor, om ikke Sagen bør
undersøges, idet han samtidig for sit eget Vedkommende dokumenterer
Beskyldningernes Usandfærdighed. Han skriver, at den under hans
møjsommelige Arbejde kun levnedes ham liden Tid til Vellevnet, og at vel
Admiral Rømeling meget ofte havde vist ham den Ære at indbyde ham til
sit Bord, men at da han selv ikke han modtaget en eneste Skilling, væe
sig under Navn af Douceurer eller Gagetillæg, ud over de nødvendige og
allerede forlængst forordningsmæssig fastsatte Diætpenge, så rammes han
ikke af Forfatterens Behageligheder, så meget mindre som han på Grund af
Diætpengenes Utilstrækkelighed endogså havde måttet skyde til af sin
Privatformue. Tillige henviser han med en vis Bitterhed, men
selvfølgelig i et sømmeligt Sprog, til hvor ubilligt han i Grunden var
bleven behandlet, idet han ikke blot var bleven presset mod sit Ønske
til at indtræde i Kommissionen, men ved sin Tilbagekomst fra Bergen
havde måttet udføre et helt Års resterende Arbejde med sit Departements
Decisioner uden at have kunnet glæde sig ved nogen sådan særlig
Nådesbevisning, som dog var bleven hans Medkommissærer til Del (i det
nemlig Admiral Rømeling havde fået et stort Gratiale, og Falsen var
bleven udnævnt til Præsident i Overhofretten i Kristiania. Han derimod,
der, som Kollegierne selv vidste, havde haft det meste Arbejde i denne
besværlige Kommission, havde kun modtaget en Tilkendegivelse af Hoffets
og Kollegiernes særdeles Tilfredshed med Kommissionens Arbejde.
Struensees Svar herpå var så lydende:
Monsieur.
Je Vous retourne ci-joint la piece qui accompagnoit Votre memoire; j'ait
satisfait au contenu de celui-ci en tant qu'il a dependre de moi; Vous
assurant du reste de la parfaite consideration, avec la quelle je serai
toujours, Monsieur,
Votre tres-humble et tres-obe'issant
Serviteur
Struensee. Hirschholm le 24 Nov: 1771.
Pour Mr de Cederfeld a Callundborg.
Medens den nylig omtalte Kommission opholdt sig i Bergen, beskæftiget
med sine Undersøgelser i Anledning af den der stedfundne Revolte, døde
Kong Frederik V d. 17 Januar 1766, og efter sin Hjemkomst i April Måned
modtog Cederfeld ved ny Bestalling kongelig Stadfæstelse på den ham
tidligere forundte Karakter og Embedsstilling som Etatsråd og
Kommitteret i det Vestindisk-Guineiske Rente- samt General-Toldkammer. I
det næstfølgende Efterår, efter at han havde genoptaget sine
Forretninger her, blev han beordret til at indtræde i en Kommission, som
skulde udarbejde en ny Toldforordning og Toldrulle for Hertugdømmet
Slesvig og den kongelige Del af Holsten, hvor man hidtil havde måttet
hjælpe sig med et Reglement fra 1711 med nogle senere tilføjede enkelte
Bestemmelser. Kommissionen bestod af Overkammerherre, Grev Reventlow og
Cederfeld som den danske Regerings befuldmægtigede på den ene side, og
på den anden Side af Gehejmeråd Saldern og Etatsråd v. Prangen som
Repræsentanter for den russiske Storfyrste Paul Petrowitsch, den
eventuelle Arving til Hertugdømmet Holsten. Og som Grundlag for dens
Forhandlinger forelå der et af Cederfeld affattet Udkast, dateret 16
Oktober 1767. Forordningen, som resulterede af Kommissionens
Forhandlinger, blev underskreven af Christian VII d. 30 Juli 1 768 i
Bryssel på hans store Udenlandsrejse. Også med den kongerigske
Toldforordning af 26 November 1768 fik Cederfeld at gøre, men først være
det bemærket, at han under 3 November 1767 blev beordret til at indtræde
i den et halvt Års Tid iforvejen oprettede
Ekstraskatsreguleringskommission for Kjøbenhavn i Stedet for den
Rentekammerkommitterede, Konferensråd Bhrens, der havde ønsket at
udtræde af Kommissionen. Denne Kommission var oprettet for at få en
bedre Ordning ved Skattens Ansættelse indført, hvorved man håbede at
kunne få
noget mere ind end hidtil, idet der i de 5 År, som var gåede, siden
Skatten var påbuden, var tilflyttet mange, der ikke var blevne tilførte
på Skattelisterne og derfor slap for at betale, skønt de havde Råd
dertil. Tillige vilde man også se at få Skatten formindsket for dem, der
havde Vanskelighed ved at udrede det fulde Beløb af den Skat, hvortil de
hidtil havde været ansatte. At sidde i denne Kommission var ikke noget
behageligt Hverv, da det var en ulønnet Bestilling, som var forbunden
med megen Ulejlighed og let kunde skaffe dens Medlemmer mange
Fortrædeligheder fra deres Side, som følte sig brystholdne ved dens
Afgørelser. Og det var derfor kun med Ulyst, Cederfeld så sig påbyrdet
dette Hverv, hvorved han Fandt sig i høj Grad forurettet, da Sagen var
en Rentekammersag, der som sådan slet ikke vedrørte det Kollegium, hvori
han var ansat. Som Foran bemærket, var jo også Bhrens, hvem han afløste
i Kommissionen, Kommitteret i Rentekamineret.
Den ovenomtalte Skat, der som tidligere berørt også havde givet
Anledning til de Bergenske Uroligheder, var en slet og ret Personskat
eller såkaldet Kopskat, som, skønt den regnede med tilsyneladende små
Summer, var dobbelt trykkende, fordi den var ens for alle, fattige såvel
som rige. Den skulde nemlig udredes med 8 Skill. månedlig, altså med 1
rdl om Året for enhver Person, være sig af Mandkøn eller Kvindekøn,
efter det fyldte 12 År, og enhver Husfader skulde svare den for sin
Hustru, sine Børn og sit Tyende, ligesom hver Købstad og hvert Landsogn
skulde stå til Ansvar for hele det Beløb, hvortil samtlige dets Bebore
var ansatte, og hver Proprietær for, hvad der skulde udredes af alle
hans undergivne. At en sådan Skat var i højeste Grad upopulær, kan ikke
vække Forundring, og det er derfor forståeligt nok, at Cederfeld i sin
tidligere omtalte Promemoria fra 1771 skriver, at han ikke blot fra
Begyndelsen af ikke har haft den ringeste Andel i Kopskatten, men meget
mere ved mangfoldige Lejligheder har udtalt sig imod den. Muligvis kan
han derfor måske have medvirket til, at ihvorvel Skatten blev Forhøjet
for Kjøbenhavns Vedkommende, så skete dette kun således, at der derved
blev taget Hensyn til Størrelsen at de skattepligtiges Formue. Medens
Skatten nemlig blev formindsket til det halve for dem, som ej kunde
udrede dens fulde Beløb, altså til 1 skill. om Måneden for hver, så
fastsattes det, at de, ,som var i Stand til at betale videre end denne
Sum, af hvad Stand og Kondition de end var, skulde ansættes efter Vilkår
og Evne ,,at svare, hver for sin egen Person "fra 16 Skill. til 10 rdl
om måneden, og desuden den oprindelig fastsatte Skat af 8 Skill. om
mtåneden for hver enkelt af dem, der hørte til "hans Familie eller
Husholdning. Skatten steg derved straks med henved 75 pct. for
Kjøbenhavns Vedkommende. Kort Tid efter, at Etatsråd Cederfeld var
bleven medlem af den førnævnte Kommission, blev han beordret til at gå
den såkaldte Statsbalancekommission til Hånde, som under 11 December
1767 var bleven nedsat for at overveje, hvorledes der kunde skaffes
Balance til Veje melletn Statens Indtægter og Udgifter. Denne Kommission
bestod af Deputerede fra Rentekammeret og Kommercekollegiet, og dens
Medlemmer var Reventlow, Schimmelmann, Berregaard, Schack og A. P.
Bernstorff. Blandt Resultaterne af dens Forhandlinger skal her nævnes 2,
som begge siges at skyldes Cederfelds Initiativ, skønt han selv på det
kraftigste har benægtet at have haft nogen Del i den ene af de
pågældende Sager, den der her sidst skal nævnes. Den første angik
Revisionen af den kun 6 År garnle Toldforordning af 1762 og førte til
den nye Toldlov af 26 November 1768, ved hvilken der bl. a. skete
Indskrænkninger i den Kreditoplagsret, der havde været forundt
Kjøbenhavn med Hensvn til visse vigtige Varer. Det blev gjort Gældende,
at medens dette Oplag bandt betydelige Summer, der ellers skulde have
været indbetalte i Statskassen for Told og Konsumption, havde det ikke
været i Stand til at udvikle en kraftig Udførsel af Vin enten til
Østersøen eller Provinserne, og man mente derfor ikke, at der var nogen
Grund for Staten til her at bringe pekuniære Ofre af virkelig Betydning.
Det blev derfor fastsat, at når der indførtes Vin og fransk Brændevin
til Oplaget, skulde det ikke være tilladt at slippe for straks at betale
Told og Komsumptionsafgift, medmindre der kunde stilles Kaution for
Betalingen; og selv da kunde der kun gives Kredit derfor i et År. Det
blev til Vederlag herfor indrømmet, at når den Brændevin og Vin, hvoraf
der var betalt Told og Konsumption, atter udførtes, fik man de betalte
Penge tilbage. Det var dette Forslag, Cederfeld havde stillet, og sum
Kommissionen enstemmig havde vedtaget at indstille til Optagelse i den
nye Toldlov, hvor da også denne Bestemmelse blev indført. Den anden Sag
angår den såkaldte Kvartprocentskat, hvis Udredelse blev påbuden i
Forordningen af 14 Maj 1768, der bl. a. bestemte, at der indtil videre
årlig skulde udredes en kvart p. Ct. af de Kapitaler der var anbragte
som Lån enten i Huse og Ejendomme i Byerne eller i faste Ejendomme på
Landet, hvortil der ikke hørte mere end 20 Tdr. matrikuleret Hartkorn.
Herom skriver Cederfeld i sin Promemoria fra 1771: "Kvartprocenten af
Kapitaler var slet ikke mit Forslag, som der dog er blevet lagt mig til
Last, men derimod Hr. Geheimeråd Grev Thotts og den afdøde Gehejmeråd
Berregårds". Denne Yttring falder dog lidt vanskeligt at forstå, når man
gennemlæser, hvad der er optaget i Balancekommissionens
Forhandlingsprotokol, denne Skat vedrørende. Thi af Referatet i
Protokollen fremgår det udtrykkelig, at et sådant Forslag, af Cederfeld
har været til forhandling i Kommissionen og givet Anledning til den
omtalte Forordnings Emanation. Og man kan dog umulig antage, at nogen af
Parterne, enten Reventlow, som indgav Forslaget med den Bemærkning, at
det hidrørte fra Cederfeld, eller denne med sin Benægtelse af det
omhandlede Faktum, har faret med vitterlig Usandhed. Men Gåden finder
vist sin Løsning, når man får at vide, at hvad Cederfeld havde
foreslået, det var vel, hvad der ikke lader sig fragå,
Kvartprocentskattens Indførelse, men vel at mærke dog kun som Ækvivalent
for en anden Skattebyrde, som han samtidig foreslog ophævet, nemlig den
Ubillighed ved Ekstraskatten, at rige og fattige var ens beskattede, og
at hvad der manglede i det pålignede Skattebeløb på Grund af nogles
Uformuenhed, skulde reparteres på samtlige Skatteydere i hver Kommune.
En sådan Lettelse i den bestående Skattebyrde turde Kommissionen
imidlertid ikke gøre sig til Talsmand for, men mente derimod, at der nu,
da Kongens store Udenlandsrejse forestod, trængtes til et nyt
Skattepålæg. Og Resultatet blev derfor, at Kvartprocentskatten blev
vedtaget, men uden de Lempelser i den øvrige Beskatning, som Cederfeld
havde foreslået. Forslaget, som det blev vedtaget og ført ud i Livet,
var altså dog ikke hans, uagtet han havde taget Initiativet til det.
resten af dokumentet er egemt som en wordfil, da teksten ellers vil
ødelægge evt gedcomfiler. |