|
Delt note |
Giessing III 191: David Monrad er født i Assens d 11 nov 1666 og var en
tvilling. Hans fader var hr Jørgen Marcussen, kapellan i Assens, der
avlede 3 sønner og 1 datter med den gudfrygtige Elisabeth Davidsdatter
Monrad af Ketting, der døde 1718 i sit 74 år, og var en stammemoder til
den anden linie af Monraderne på moderens side, ligesom hendes søster
Anne var stammemoder til den første linie som har optaget moderens
stammenavn. David Monrad gik i Assens skole indtil hans fader døde i
1682, derefter 2 år i Odense, hvorfra han blev dimmiteret 1684 af
professor og rektor Niels Hals til akademiet, da Dr. Cosmus Borneman var
rektor manifique og Dr. Ole Borch decanus. Han tog eksamen teologicum
1687 og blev antagettil at informere præsident Niels Lasson børn i
Nyborg. 1689 blev han collega Scolæ i Korsør. 1693 blev han antaget af
oversekretær og etatsråd Bolle Lxdorf, da han som ekstraordinær envoy
skulle gå til Stockholm, til at følge med som hans kabinetprædikant og
tillige i latin at informere hans eneste søn Christian Lxdorf, som
siden blev oberst og herre til Merup i Sjælland og fader til ridder
Lxdorf, der blandt danske lærde mænd er en af de største prydelser. I
Stockholm havde vores David Monrad den ære i november 1697 at holde en
latinsk klagetale på ridderhuset over kong Carl XI i stændernes
overværelse. Han forblev i bemeldte betjeninger på det sjette år, indtil
den 5 sep 1698, da envoyen der døde, hvorpå han fulgte med liget over
søen og kom til København d. 16 okt og forblev hos enkefruen Frederica
Adler. indtil Gjerpen kald i Aggershus stift blev ledigt, da han af
hende og medsøskende, salig generaladmiral Cort Adelers arvinger 11 jan
1701 blev kaldet, og den 6 mar eller midfastesøndag af biskop Munch på
hans visitats i Gjerpen kirke ordineret. Samme år den 15 nov blev han
første gang gift med sin formands hr. Ole Frandsen Flors datter, Abigael
Flor, som fødte ham to børn, og døde 1704 på barselsseng. Man har
tilskreven følgende hændelse årsagen til hendes død. Da højsalig kong
Frederik IV var i Norge, og iblandt andre steder også benådede Gjerpen
sogn med sin nærværelse og ville tage det i sognet liggende fossumske
jernværk i øjesyn, faldt hans rejse just lige forbi præstegården. Da nu
kongens ankomst blev berettet, ville madame Monrad, iskønt hun få dage
før var kommen i barselsseng, endelig se kongen, stod derfor af sengen
og gik hen i et andet kammer, hvilket man har anset som årsag til hendes
hastigt påfulgte død. Anden gang blev gift med Barbara Leopolda, som var
søster til den gamle conferentsråd Herman von Løvensschiold, født
Leopoldus, og faster til Severin Løvenschiold, conferentsråd og ridder
samt herre til Birkholm (nu Løvenborg) Vognserup etc. I et denne hr
David Monrads egenhændige skrift, kalder han denne hustru sin Rachel og
umistelige hustru, og andre som have kendt hende, giver hende
vidnesbyrd, at hun var en ret dydig Ruth, en Zr og eksempel for sit
køn. Hun levede med ham i 23 år, og bragte til verden 7 børn. I hans
unge og første embedsår var hr. David af et svagt helbred, så at der
allerede 42 år før han døde, blev søgt og erholdt ventebrev på hans
kald, og da exspectanten døde, fik en anden exspetance, hvoved tiden
blev ham og for lang, så han søgte og fik et andet kald. I hans
embedstid døbte han en morian, født i Bengalen, og var tjenere hos hr
oberst von Fyen i Gjerpen sogn. Han havde og den ære 1709 at holde
parentation over salig hr. generalmajor Johan Arnold (fader til hr
feltmarskallen). Samme var allerede af det theologiske fakultet
censureretog til trykken approberet, men for formedelst noge
forekommende hindringer, dog ikke fra hans side, blev den ikke trykt. I
nogle år forestod han provsteembedet i Vamle provsti, men frasagde sig
det, da han kunne ey udstå det bersværligheder. Hr David er endnu i
folkets munde og minde som en dygtig, duelig, velbegavet og både i
lærdom og levned opbyggelig lærer. Det var kun meget sjælden, han tillod
nogen anden at prædike for sig. Endog da hans søn 1740 var bleven
kapellan hos ham, som da allerede var 73 år gammel, var det rart at han
lod ham prædike uden hver 4 eller 5 søndag. Især havde han den gave at
kunne sige enhver, hvad de burde have og overbevise uden at opirre. Et
dokument af ham selv forfattet i det år hans kone døde indeholder
egentlig hans levneds løb og hans sidste vilje, og giver til kende, hvor
gudelig og fuld af ånd han har været. Edelig døde denne brave mand den
11 jan 1746 udi hals alders 80. år, og når man regner fra den tid han
han blev collega scolæ i Korsør, samt den tid i hvilken han bestandig
har prædiket som en legationspræst for en kongelig minister og hans hof,
haver han tjent 57 år. Når man endelig betænker, at hr David Monrad 1730
har forestillet sig at være nær ved dødens porte, og dog har oplevet så
mange år derefter, kan man sige, at Gud har lagt 15 år til hans alder.
12. David Monrad.
1701-1746.
David Monrad (dengang skreves almindelig "Monrath") var født den 11te
november 1666 i Assens paa Fyen, hvor hans far Jørgen Marcussen var
residerende kapellan. Hans far døde tidlig, 1/6 1682, og "efterlod min
moder, Elisabet Monrad, med mange uopdragne børn i fattige
omstændigheder," skriver sønnen, forannævnte J. F. Monrad, i kaldsboken.
Moderen, hvis familienavn antoges av børnene, var en gudfrygtig kvinde,
som overlevde sin mand i 36 aar og døde først i 1718, 74 aar
gammel.[17]. "Faderens tidlige bortgang., skriver J. F. M. videre,
"foraarsagede, at min salig fader maatte gjennem megen sygdom og
fattigdom og stor trængsel fremdrage sine skoleaar, indtil han til
Kjøbenhavn fra Odense gymnasio blev dimitteret" (1687). Efter som
student at ha været lærer ved forskjellige "saavel private som publique"
skoler paa Sjælland og Fyen, fik han endelig teologisk examen.[18]
Senere[19] fulgte han den danske envoy Luxdorph til Stockholm, hvor han
forblev hos gesandten i hele 6 aar og gjorde tjeneste dels som
kabinetsprædikant for sit herskap, dels som informator for sønnen
Kristian Luxdorph. Mens han var i Stockholm, hadde han den "ære og
naade" at holde en latinsk klagetale paa ridderhuset i anledning kong
Karl den XI's død 1697. Da fru Fredrikke Luxdorph efter sin egtefælles
død (5/9 1698), der fandt sted under opholdet i Stockholm, vendte
tilbake til Danmark, fulgte Monrad med og forblev fremdeles en tid i
hennes tjeneste. Fru Luxdorph var født Adeler og var en datter av
generaladmiralen Kort Adeler, og da efterretningen kom om ledigheten i
Gjerpen kald, fik Monrad embedet paa hennes anbefaling, fordi hennes
søskende som arvinger til de Adelerske eiendomme, som før omtalt, ogsaa
hadde jus patronatus eller kaldsret til Gjerpen. Monrad blev den 11te
januar 1701 kaldet til Gjerpens sogneprest og reiste straks op til Norge
for at tiltræde sit embede, hvortil han midfaste søndag blev ordineret
av biskop Munch i selve Gjerpen kirke, idet biskopen just var paa
visitas i provstiet. Monrad var da i sit 35te aar. I 1738 blev han
provst efter Iver Hesselberg, sogneprest til Skien; men da han nu alt
var 72 aar, hadde han ondt for at reise og derhos liten lyst til at være
fraværende; han nedla derfor provsteembedet nogle aar efter.
Monrad var ikke alene meget sykelig i sin barndom og ungdorn, men ogsaa
i de første aar, efterat han var kommen til Gjerpen. Dette gav anledning
til, at formandens søn Nils Flor i 1704 søkte og fik expectance paa
kaldet. Han var derhos en svoger av Monrad, som hadde egtet hans søster
Abigael; men David Monrad kom til længe at overleve Nils Flor. Monrads
vedvarende sykelighet gjorde, at ogsaa hans svigersøn Henrik Gjertsen
senere søkte expectancen; men ogsaa for ham blev ventetiden for lang,
saa han tilsidst, efter at ha frasagt sig den, søkte og fik Sunds kald i
Bergens stift, mens Monrad tok sin søn og senere eftermand Johan Fredrik
Monrad til personel kapellan. [20] Han var forøvrig nu noksaa frisk i
forhold til sin alder, saa han selv utførte det meste arbeide, og naar
han hver tredje eller fjerde søndag ikke præket, forrettet han for
alteret og utførte de øvrige ministerielle forretninger for dagen. Han
var en brav mand i sit embede, siger sønnen, hadde sterkt bryst, god
stemme, skarpt syn, saa han til det sidste uten briller kunde læse den
fineste skrift. Sønnen siger videre om ham, at han var mager og tynd og
aldrig hadde været fet. Anden juledag 1745 blev han syk i kirken efter
prækenen og døde i sit 80de aar, netop paa 45 aarsdagen efter sin
kaldelse som sogneprest, den 11te januur 1746. Sønnen skriver dette i
kaldsboken; i ministerialboken staar derimot feilagtig, at han døde den
12te januar, og at han blev begraven den 19de s. m. Han blev nedsat i
muret gravsted i Gjerpen kirke ved siden av sin formand Ole Flor. [21]
Av ministerialboken sees, at Monrad samme aar, som han kom til Gjerpen,
nemlig 15de november 1701, egtet formandens datter Abigael Flor, likesom
Ole Flor i sin tid hadde egtet sin formands datter. Med hende lik Monrad
først en liten pike, født 12te december og i daaben, 20de december 1702,
kaldt Anna Elisabet efter begge bedstemødrene. Blandt fadderne var hr.
Halvor i Eidanger og Gjertrud Flor, altsaa moderens onkel og tante.
Denne datter var det, som i sin tid 25/9 1725 blev gift med forannævnte
Henrik Gjertsen og døde i Eidanger 1739, kun 37 aar gammel. Abigael
Monrad blev ikke gammel; hun døde i sin anden barselseng den 8de juli
1704, efter ikke fuldt 2.3/4 aars egteskap, bare 21.1/2 aar gammel; hun
var altsaa blit gift, litt før hun fyldte sit 19de aar. Det barn, hun da
hadde født til verden, var en liten gut, som lik navnet Ole efter hendes
far; men han levde ikke op og fulgte snart moderen. Abigael Monrads død
stod paa en maate i forbindelse med kong Frederik IV's besøk i Norge.
Under sit ophold i denne egn bodde nemlig kongen paa Borgestad hos
general Arnold og skulde derfra reise op og bese Fossum jernverk, hvis
eier blandt andet hadde leverance av kanoner til kongen. Da kongefølget
ventedes forbi prestegaarden, der ligger like ved veien, maatte ogsaa
den unge barselkone op trods sin svakhet, - manden var vel ikke
tilstede, saa han kunde hindret hende; han var vel i kongens følge.
Ogsaa hun, ung og uforsigtig som hun var, maatte faa se denne i tidens
øine næsten guddommelige aabenbarelse. Skjønt det ikke var mer end et
par dage, siden hun var falden i barselseng, stod hun altsaa op og gik
fra det kammer, hvor hun laa, ind i et andet værelse, hvis vinduer
vendte tit til veien, "for at have den ære at se kongen, hvilken
fornøielse bekom hende saa ilde, at hun et par dage derefter døde", som
der staar i kaldsboken. Stakkels unge mor, som saa tidlig maatte forlate
livet og sine to smaa! Ogsaa Skiens kirkes klokker ringet for hende, da
hun bares til graven, som det heter i byens gamle kirkeregnskap: "15.
july 1704 ringede for hr. Davids paa Gjerpen hans kjeriste alle
klokker."
Tre aar efter, i 1707, giftet Monrad sig igjen, med Barbara Leopoldus,
datter av den velstaaende tyske kjøbmand i Kristiania Herman Leopoldus.
Hun døde ogsaa før sin mand, men dog først efter 23 aars egteskap, i
aaret 1730. Hun skal i disse aar ha født 5 sønner og 2 døtre; men
likesaalitt som jeg har fundet hendes dødsaar i ministerialboken, har
jeg der fundet alle barnene. Det staar der nok naturligvis; men det er
let at fare forbi navn, man søker, i denne bok; ti Monrads skrift var
gnidret og utydelig og, navnlig de sidste aar, næsten ulæselig.
Allikevel vilde han føre bøkerne selv og ikke engang i sin allersidste
levetid la sin søn kapellanen gjøre det!
Det første barn, jeg har fundet i kirkeboken, er datteren Barbara
Abigael, opkaldt efter begge hustruerne, født 29/7, døpt 15/8 1711. Hun
blev 14/9 1730, vel 19 aar gammel, gift med Thomas Lange, tolder ved
Langesunds toldsted, død 1773. Hun døde først i 1792, 81 aar gl. De
hadde, som Tordenskjolds forældre, 12 sønner og 6 døtre; men ei n blev
Tordenskjold! Efter datteren Barbara fulgte sønnen Johan Frederik, født
17de mai 1713, der i sin tid blev faderens eftermand. Derefter kom
Jørgen Herman, født 14de oktober 1714, død som sogneprest i Eidanger
10de september 1763; 49 aar gammel. Hans portræt findes i Østsidens
kirke i Porsgrund paa et, maleri, hvor han i prestedragt knæler foran
den Korsfæstede. En dattersøn av ham var den efter ham opkaldte
statsraad Jørgen Herman Vogt. Blandt de senere fødte barn kan merkes
Markus Ditlev, født 12te april 1722, der blev residerende kapellan i
Eidanger.
David Monrad har visselig ikke alene været "en brav mand i sit embede",
men ogsaa ellers en hædersmand. Sin formands enke, der vistnok tillike
var hans svigermor, skulde han egentlig efter den lovlige beregning (1/8
av den faste indtægt) ha git i pension 15 rdl. 1 mk. 12 sk.; men han gav
hende 30 rdl. eller det dobbelte, og hvad videre, som "Gud vil velsigne
ham, skal tiden lære". Han vilde være "som en søn i relation til hans
moder", og betalte disse 30 riksdaler med 10 rdl. til hver av de tre
store høitider.
I Nils Hichmans autobiografi, der for en del aar siden delvis blev trykt
som føljeton i Skiensbladet "Fremskridt", findes nogle interessante,
leilighetsvise oplysninger om David Monrad. Hichman betegner ham som "en
elsk- og ærværdig, brav prestemand", og fortæller, at "om sommeren søgte
saavel gamle som unge fra Skien ofte Gjerpen kirke baade for den korte
og fornøielige spadseretur gjennem ager og eng, som især for at høre hr.
David, der ofte gav tilhørerne fuld nøie for deres gang med sine indfald
og talernaader, som stod ham ret vel. Hr. Iver Hesselberg, sogneprest i
Skien, næsten et orakel i sin tid, formaliserte (?) sig ikke lidet over
at se mange stole i kirken ledige om sommeren formedelst mange av hans
tilhøreres idelige og hyppige gang til Gjerpen kirke for at høre paa hr.
Davids " skoser", som de kaldte det. Han udlod sig herover med
misfornøielse og utaalmodighed, sigende: "Mon her i Schiens kirke blir
mere avner udsaaet end andensteds?" Men det stod ikke til at ændre,
saalænge hr. David levede", skriver Hichman.
Som eksempel paa Gjerpenprestens "skoser" og vittige indfald fortæller
Hichman om "en velhavende bondemand Just Foss, som ikke var bange for at
tage sig 1, 2, høgstan 3". Første søndag efter trinitatis "moraliserede
hr. David om den rige mands kammerater og dem, der elske at drikke jamt
og samt", og sagde da: "De drikker, ja de drikker, saa det høljer og
render i halsen, just som en Foss". Trettende søndag efter trinitatis
var det evangeliet om ham, som drog ned fra Jerusalem til Jericho og
faldt iblandt røvere. Dette anvendtes paa kjørere fra Fossum til Skien,
som paa veien var indom hos Mats Gram, hos hvem de iblandt kunde gjøre
sig lystige og tilgode. " Hr. David pegede ud gjennem vinduet ved
prædikestolen ned mod Skien og sagde: "Se det Jericho! Der skal de ned.
Ind til Mats Gram skal de. Der sidder de og drikker pengene op, som de
skulde have til kone og børn" . Dette var nu vel endnu drøiere end det
foran anførte om Just Foss og "just som en foss" og dertil like imot
loven, som forbød navns nævnelse paa det hellige sted, naar man straffet
laster. Men næsten værre endnu var følgende, hos Hichman eksempelvis
anførte fritalenhet av hr. David. Der var blit stjaalet noget linned,
som laa paa blek i prestehaven. En mand paa Snibetorp nede i Skien
mistænktes for tyveriet, og idet presten omtaler det paa prækestolen,
slutter han saa: "Der kan I se, hvad folk vi har iblandt os - smukke
kristne!" O slet bestilt!" - d. e. rettere skrevet: o slet, Bestilt! ti
manden, som mistænktes, hadde just det sjeldne navn "Bestilt". I Skiens
kirkebøker sees en Ole Bestilt at være begraven 17/10 1705; det er
antagelig den formodede tyv. En voksen datter av Ole Bestilt døde i
1692. Er det altsaa denne Ole Bestilt, som offentlig sigtedes for
tyveri, har det ikke været nogen ung mand, og da han døde i 1705, maa
David Monrad alt i sine første aar i Gjerpen ha begyndt med denne sin
fritalenhet.
Man skal efter dette ikke ville negte, at hr. David baade maa ha været
interessant at høre og en prædikant, som kunde tale praktisk, med en
merkelig aandsfrihet og livlighet i den vel ellers noksaa stive og tørre
prækentid. Saaledes anfører Hichman ogsaa noget av en præken, som han
holdt i Skiens kirke over den forlorne søn (en tekst, som dengang ikke
hørte til de forordnede evangelietekster). Monrad gav ved denne
leilighet et moderniseret billede av en scene i de gode dage i den
forlorne søns liv, da der var kamerater nok: "God morgen, mon frSre! Vel
staaen op? Har du sovet godt inat? Skal vi ikke ha en morgensup? En
aqvavitdosis?" - - -. En formodet scene senere i hans liv gjengives
saaledes: "Men se, der kommer svindsot i pungen. Nu kjender ingen
kavaleren. Alle forlade ham. "Hør far, tag mig an til at vogte jeres
svin! Jeg lar mig nøie med et stykke tørt brød og en drik vand!" O
stakkel! Se, hvor pjalterne hænger og slænger paa ham. Det heder ikke
længer: "Lad os ind paa apotheket og ha os en kirkedosis!" Nei, nu har
piben faaet en anden lyd! - Ja, han har mange brødre. Gid de kun vilde
vende om, som den forlorne søn gjorde, saa var det vel!" Apoteket,
hvortil der hentydes, var netop oprettet ved denne tid, i 1709, og har
altsaa ogsaa levert medicinske draaper av tvilsom nytte, eller med andre
ord, det har halvt været en drikkesjap.
I Landstads efterlatte papirer er optegnet begyndelsen av en skriftetale
av David Monrad; den lød saa: "Det er rusket veir idag, gutter, og
rusken har vi her for os. Han rusker og snusker og stopper i sæk baade
kjød og pølse og hvad han fik". Der var altsaa en saadan "rusk" blandt
skriftebørnene denne uveirsdag. En anden gang begyndte han skriftemaalet
saa: "Her er kommet fem underlige dyr i vor have" o. s. v. Det maatte
ikke være hyggelig for alle og enhver at komme til skriftemaal hos hr.
David.[22]
Hichman fortæller ogsaa, at hr. David selv hadde bestemt teksten til
likprædikenen over sig, nemlig Pauli ord : "Herren har friet mig fra en
løves mund". Provsten Steenbloch (fra Hollen), som skulde holde
liktalen, bekjendte, at han ikke visste, head den salige mand egentlig
hadde ment med denne tekst og denne løve, hvorfor han forklarte løven om
forskjellige: Satan, synden og verden, og tilsidst gik det tit paa
kirkepatronen, kancelliraad Herman von Løvenskiold (!)
Vilde provsten imitere hr. David og forsøke seg i vittige "skoser" ?
lste oktober 1704 holdtes paa Gjerpen prestegaard skifte efter Abigael
Olufsdatter Floer, sogneprest hr. David Monraths hustru.
Skifteforretningen utføres av provst Peder Andersen Nyborg, res.
kapellan i Skien Ludvig Albrethsen Blehr og rector Schienensis Peder
Bernhoft. Tilstede var den avdødes morbroder, sognepresten i Eidanger,
hr. Halvor Nilsen, paa de to smaa barns vegne. Boets formue, iberegnet
den avdødes arv, androg til 477 rdl. 23 sk. Gjælden var 213 rdl. 3 mk.;
denne paatok faderen seg selv at avgjøre, likesom han intet forbeholdt
seg i anledning av sin hustrus begravelse. Barnene arvet saaledes den
halve formue med 228 rdl. 2 mk. (Det vil i virkeligheten omtrent sige
det hele, naar faderen overtok gjælden). Den lille broder og søster
skiftet efter faderens ønske likt, da søsteren var den ældste, og da hun
hadde to navne, der i faderens øine gjorde hende god som to. "Anne", sa
han, " bar det ene navn efter sin mormor og det andet efter sin farmor".
Saa skulde de to smaa søsken ha hele boet og dele det likt. Det var
ogsaa ved denne leilighet, han viste sin liberalitet mot svigermoren og
øket til det dobbelte hendes pension av embedet. Det var en trøst for
hende over tapet av den unge datter.
Blandt løsøret fandtes der i guld en ring med 3 leder og med en diamant
i til 5 rdl., en slet (d. e. flat) tvindering, nogle (øre)-dobber og
guldkniplinger; sølv var der for 45 rdl. Bøkernes værdi ansloges til 30
rdl.
Aarets avgrøde hadde i 1704 været yderst mislig paa grund av den store
og langvarige tørke; høavlingen var saaledes ikke det halve av det
vanlige; kornavlingen mislykkedes ganske, skjønt der var nedsaadd
omtrent 20 tønder av forskjellig slags sæd.
Den 26de januar 1746 holdtes der skifte efter David Monrad selv, der ved
bevilling av 23/8 1730 hadde hensittet i uskiftet bo efter sin anden
hustru Barbara Leopoldus. Som deres arvinger opregnes ved denne
leilighet: - Hr. Johan Fredrik Monrad, sogneprest til Gjerpen.
- Hr. Jørgen Herman M., medtjener i Gran.
- Kristian Vilhelm M., 28 aar.
- Markus Ditlev M., 24 aar.
- Barbara Abigael, gift med seigneur Thomas Lange.
- Bolette Fredrikke, gift med seigneur Halvardus Borse.
Hans datter med sin første hustru, før nævnte Anne Elisabet, der var
gift med sogneprest Henrik Gjertsen, var død før denne tid; derfor
opregnes kun barnene; de var: - David, 17 aar;
- Gerhard, 9 aar;
- Jørgen, 7.1/2 aar.
I boet fandtes nu en hel del kontanter, tildels i utenlandsk mynt, samt
et stort, ja rikt indbo. Det var vel kommet ind med hans anden hustru,
den formuende Barbara Leopoldus. Senere holdtes stor auktion, som varte
hele 3 dage, fra 3dje til 5te mars s. a.
Hans første hustru Abigael blev nedsat i sin fars murede begravelse
under kirkegulvet. Der blev ogsaa hr. Davids kiste nedsat. Som med sin
første, tidlig bortvandrede hustru, levde han ogsaa med den anden "i det
kjærligste egteskab", hvad der ogsaa fremgaar av hans testamente, som
han opsatte ved hendes død i 1730. Det lyder saaledes:
"Aug(ustin), De civitate Dei, lib. I, cap. XII.
Hjælpe mig Gud dagligen at have min død i tanke, at naar døden banker
paa, mit hjerte da maa være opfyldt med anger for min synd, med
kjærlighed til Gud og min næste og med troen til Kristum !
Min Gud, livet og døden staar i dine hænder. Dit navn være lovet for
hver dag, jeg har levet, for hver velgjerning, jeg har annammet. Mine
maaneders tal ere for dig, slaa mig ikke ihjel i din hastighed, giv mig
tid til at bede dig om naade! Giv mig troen til min sidste ende! Bevar
fornuft og sanser til mit yderste, at min sjæl maa udfare av sin
skrøbelighed med glæde og i himlen indfare til salighed ! "
Testamentet ender saaledes: "Min Jesu, lad mig dø, med Gud vel forliget
og med mig selv vel fornøiet! Tilregn ikke min arme sjæl mine mange
synder, men rense den i det allerhelligste blod av din søn Kristo Jesu!
Giv mig et glad hjerte, at forlade verden og indbind min sjæl i de
levendes knippe! Lad mig med mine efterlevende og de med mig omsider
samles i salighed, at om jeg end ikke ser dem og de ikke mig mere paa
jorden, lad os dog se hverandre igjen i himmelen! Amen".
Der tilføies: "Renskrevet i mit enlighedskammer 1730".[23]
Man ser herav, hvilket sterkt indtryk hustruens død gjorde paa ham.
I 1726 døpte Monrad "en neger fra Bengalen, og blev denne forretning
udført i overvær av mange mennesker".
|