|
Delt note |
Hans Balsløv (1754-1795). Efter skandalen med pastor Desenis har
patronatet åbenbart ikke haft nogen stærk tiltro til, at menigheden var
i stand til selv at bedømme de tre kandidater, som blev fremstillet ved
præstevalg. Patronatet valgte i hvert fald selv denne gang, og valget
faldt på fynboen Hans Balsløv, en søn af sognepræsten i Tommerup, Jens
Balsløv og Marie Sophie Luja, datter af professor Luja i Odense. Hans
Balsløv var født i december 1724 og døde den 26. august 1795. Han var
student fra Odense og blev teologisk kandidat fra Københavns universitet
1744. Kirkepatronen fik en reprimande af kancelliet, hvori det blev ham
"alvorlig betydet for fremtiden ordentlig at præsentere og lade
menigheden vælge® - en næse, greven nok har taget sig let. Pastor
Balsløv blev da også sognet en god præst, selv om de første år var svære
efter det åndelige og moralske forfald, pastor Desenis havde efterladt.
Til at begynde med trodsede sognebørnene ham lige op i ansigtet, når han
talte mod drikkeriet, men de lærte med tiden at respektere ham og mange
kom til at holde af ham for hans myndige og kærlige forkyndelse i
herrnhutisk ånd. I Brødremenighedens arkiv i Christiansfeld fortæller
flere levnedsbeskrivelser om, hvorledes de
pågældende fik deres åndelige gennembrud under Hans Balsløvs prædikestol
i Dybbøl kirke.
Den 10. september 1755 blev pastor Balslev gift med Helene Lundius,
en søster til pastor Lundius i Ladelund, hvis præstegård ligesom
Tommerup på Fyn var et kært tilflugtssted for de omrejsende og ofte
forkætrede herrnhutiske prædikanter. Pastor Balsløv havde måske drømt
om, at Dybbøl præstegård skulle blive noget lignende, men det blev det
næppe. Fru Balsløv kom fra helt andre kredse og var temmelig forkælet.
Hendes fine manerer og kulturelle baggrund gjorde det svært for hende at
åbne sine døre for de herrnhutiske hellige brødre. Muligvis er det også
hende, der har begæret præstegården udvidet og forskønnet med
frontispice. Hendes fader var den betydelige provst og konsistorialråd i
Flensborg Christian Ernst Lundius. At fru Balsløv ikke just var
opdraget i herrnhutisk ånd fremgår videre af Giessing oplysninger om
hendes fader: I hans langvarige embeds tid har hans kongl. majestæt
allernådigst anfortroed ham general-superintendent-embedet og tillige
inspektion over de adelige kirker i hertugdømmet Schleswig ved 2de
vakancer®. Han har endvidere under kgl. allernådigst fattede
fortrolighed været undertiden betroede vigtige og betydelige
kommissioner,
såsom: at undersøge de bordelumiske uroligheder, de wilsterske
bevægelser og vildfarelser, de herrnhutiske udsvævelser, de
rinkenæssiske tvistigheder mellem præsten Brun og menigheden etc.
Sognebørnenes forhold til fru Balsløv synes i hvert fald efterhånden at
være blevet godt, hvilket kan spores af de hyppige tilfælde, hvor madam
Balsløv er nævnt som fadder ved dåb af sognets børn. Fra Hans Balsløvs
tid stammer nemlig ikke blot det første kirkeinventarium (1764), men
også de første rigtige kirkebøger fra 1763, anskaffet efter kgl.
allerhøjeste befaling, med særskilte protokoller for fødte og døbte,
konfirmerede, trolovede, ægteviede og døde. Disse ældste kirkebøger blev
for få år siden afleveret til Landsarkivet i Åbenrå. I dem står opfart
præsteparrets 6 børn: 1. Christian Detlev, f. 1756, senere
præst i Løgumkloster. 2-3. Tvillingsøstrene Marie Sofie, f. 1758,
senere gift med en købmand i Kloster, og Ernestine Dorothea, f. 1758,
senere gift med pastor Heseler på Pelvorm. 4. Frederikke Henriette
Louise, f. 1761, gift med pastor Heseler på Pelvorm, men døde allerede
23 år gl., hvorefter forannævnte søster ægtede svogeren. 5. Christian
Ernst Lundius, f. 1764, senere brændevinsbrænder i Sønderborg, levede
sin sidste tid hos svogeren, pastor Momsen i Dybbral, og døde ugift
1814. 6. Johanne Helene Balsløv, født 1769, senere gift med sin faders
efterfølger i Dybbøl, pastor Jonas Momsen.
Læsningen af de første kirkebøger er ellers ikke altid nogen udelt
nydelse. Dødsprotokollen afslører ofte en fattigdom og menneskelig
nedværdigelse som står i den grelleste modsætning til vor tids
overflodssamfund. Det er kendt, at børnedødeligheden var stor i hine
forgangne tider, men hvilken hårrejsende trøstesløshed råber ikke ud
fra følgende notater om sognets navnløse døde - lad så være, at måske
halvdelen var omstrejfere, betlere, tatere o. 1., men alligevel!: >En
fattig
kone, som gik om at bede, og om hvem intet vides®. - >En gammel
afdanket soldat, som gik om og tiggede®. - >,En betler fra Flensborg,
som døde på marken®. - >En fattig kone, som gik om at tigge og
fandtes død på marken® - i alt 15 lignende tilfælde i de år, pastor
Balsløv førte kirkebog! |