Alsnissen´s slægtsdatabase

Giessing III 49-66: Hr Christian Ernst Lundius var kongelig
consistorialråd i det gottorske overkonsistorium, provst i det
flensborgske consistorio, og førstepræst til Skt. Johannes menighed.
Blandt velfortjente lærere i den danske kirke vil navnet blive
uforglemmeligt af denne mand, den trettende evangelisk lutherske
sognepræst til Flensborg Johanneskirke, en teolog af første rang, der
har stået i stor anseelse hos trende vore konger, majestæter, hos lærde
og ulærde, hos høje og lave. Vel altså som en ziir og perle stå blandt
andre jubellærere.
I den hellige dåb fik han navnet Christian Ernst, det første efter den
regerende landsherre hertug Christian til Glcksborg, og det andet efter
arveprinsen hr Philip Ernst, som begge var hans høje faddere. Ved
tiltagende alder har hans fader helliget ham til studeringer, og efter
hans egen drift til det teologiske. Med hans undervisning gjorde faderen
begyndelsen, siden blev han sat i skolen i Sønderborg under rektor
Lorentzen, hvis troskab og utrættelige flid han alle sine dage erindrede
med højagtelse, kærlighed og taknemmelighed. Denne rektor fandt for godt
at sende ham til universitetet i Wittenberg i hans 18 år. Der hørte han
flittigt de da værende berømmelige professorer in omnibus theologiæ
partibus, lingvis, philosophia, historia ecclefiaftica etc., men frem
for dem alle havde han fortrolig omgangmed hr professor Wernsdorff, og
således nød hans kærlighed, at han i alle tilfælde trolig og faderlig
underviste, formanede og opvartede ham. Erterat at vores Lundius nu
havde i 3 år studeret til Wittenberg, forlod han efter sin faders vilje
denne højskole. På hjemrejsen besøgte han Leipzig, Halle og Kiel, hvor
han tøvede nogen tid, og havde fortrolig omgang med professorerne Pafch
og Kortholt. Medens han nu opholdt sig hos sin fader, blev han ved hr
Musæum, syndicum ved universitetet i Kiel af geheimeråd og provst ved
det adelige kloster i Preetz, hr Wulf Blome til Hagen og Barenfeldt,
antagen til at være informator hos hans tvende yngste sønner, Detlev og
Christoph Blome. Disse tvende unge herrer informerede han i 2 år, da de
droge til universiteter, den ældste til Leiden, den yngste til Kiel. Med
denne, som ikkun var 18 år, fulgte Lundius til Kiel efter hr.
geheimerådens forlangende, og forblev der med ham et halvt år i hus og
spisning hos hr professor Pasch, hvis opsyn han var anbefalet. Da han nu
forlod den unge hr Blome i Kiel, og kom til Flensborg for at rejse hjem,
blev han uformodentlig af justitsråd og amtsforvalter Meley anmodet om
at informere hans eneste søn Georg Frederik Meley, hvilken kondition han
med hans faders samtykke modtog, og til største fornøjelse fra 1701-1709
forvaltede. Da den berømte conrektor Joh. Christoph Wolff, siden
professor ved det hamborgske gymnasium og endelig pastor ved sammesteds
Catharina kirke, tog afsked fra Flensborg skole, fik quartus hr Thomas
Clausen konrektoratet, og qvintus kollega Bernhard Prehn kom i quarti
sted, så blev Lundius af begge collegii magistrat og Menisterio
enstemmigt udvalgt til qvintum og nederste kollega den 9 dec og af
provst Andreas H”yer den 30 dec 1709 introduceret. I året 1712 døde
diaconus til Skt Johannes kirke i Flensborg hr Georg Pfeiffer. Lundius
blev da til valg præsenteret tillige med ovenmeldte Thomas Clausen og en
studiosus theologiæ Balthasar Holst. Hr Lundius blev da den 20 apr per
majora udvalgt, af hans kongelige majestæt konfirmeret, derefter
ordineret, diakonus trinitatis introduceret. Thomas Clausen blev samme
år tysk hofprædikant, og omsider generalsuperindendant. Se hans historie
i Zvergii Siellandske clerrisie p. 772, og Balthasar Holst blev qvintus
efter hr Lundius, som fra 1715 til 1724 forrettede tillige
mandagsprædikenen i klosteret. I bemeldte år behagede hans majestæt
kongen at kalde provst og sognepræst ved Skt Johannes Kirke hr. Andreas
H”yer til at være generalsuperintendant efter bemeldte doktor Thomas
Clausen, og blev da hr. Lundius ved ordentlig valg 10 dec udvalgt og
stadfæstet til sognepræst sammesteds. 1735 blev han provst i Flensborg
amt, og 1738 consistorialråd med sæde og stemme i overkonsistorium i
Gottorp. Alle disse embeder har han opnået uden nogen ansøgning. Han har
i den tid til ham kongelig allernådigst fattede fortrolighed været
undertiden betroet vigtige og betydelige commissioner, såsom: At
undersøge de bordelumske uroligheder, de wilsterske bevægelser og
vildfarelser, de herrenhuttiske udsvævelser, de rinkenæssiske
tvistigheder mellem præsten Brun og menigheden etc. I hans langvarige
embedstid har hans kongelige majestæt allernådigst anfortroet ham
generalsuperintendentembedet og tillige inspektionen over de adelige
kirker ved tvende vacancer, efter generalsuperintendenterne Conradi 1747
og Reus 1757, da han gik til Tbingen. I disse og andre forretninger har
Gud ikke ladet ham være uden sit råd, hjælp og bistand, men befordet
hans undersøgninger, betænkninger og indberetninger således, at de havde
velsignede følger. Det har ikke manglet hr consistorialråden på
lejlighed i både hans diakonat og patoratstid at forbedre hans timelige
omstændigheder ved befordring til større og fordelagtigere embeder, men
da han tvende gange af hans menighed i samdrægtighed er udvalgt, og
derved er overbevist om deres kærlighed og fortrolighed, og han har ikke
noksom kunnet forsikre sig om Guds vink og kald til sådanne
forandringer, så besluttede han ved sig at forblive hos hans kære
menighed så længe Gud lod ham leve. Betræffende hans legemes
omstændigheder, da har de været så beskafne, at han daglig har befundet
hans udvortes hyttes brøstfældighed, både i sind og legeme måtte han
føle allehånde hypocondriske tilfælde, og kunne ikke vente at opnå så
høj en alder, som Gud forundte ham. Hans 42. år, da han blev præst, var
ham et stedsevarende sygeligt år, i hvilket både sind og legeme blev
således angreben, at han ikke tænkte at overleve samme, men det behagede
livets og dødens herre at lægge en lang rad af år til hans alder. I hans
60. år hjemsøgte Gud ham med en så hidsig feber, at han i de første 3
uger daglig ventede døden, og lægen, hr licentiat, Fr. Esmarch tvivlede
om hans liv, men Gud bevisede og den gang, at han er den Gud, som
hjælper, og den herre, som frelser fra døden, så at Gud lod ham med
ungdoms kræfterej alene opnå en alder af 80 år, men og derover, men da
begyndte alderens og embeders byrde mere og mere at trykke ham, thi han
var omhyggelig for med kongelig allernådigst bevilling at antage til sin
adjunctus pro persona hr. Marcus Schmidt, den senere consistorialråd. Da
hr. Johan Andreas Majer blev kaldet til Husum som kirkeinspektør og
sognepræst, og han således mistede sin tilforordnede amtsbroder, så har
hans kongelige majestæt efter allerunderdanigst ansøgning pr rescriptum
sub dato København den 8 mar 1761 allernådigt forundt, at han, i
betragtning af hans år og lange tjeneste skulle være dispenseret fra at
møde personligt i overconsitorialretten til Gottorp, men i dets sted at
indsende hans skriftlige vota. I henseende til hans præsteembede, når
hans svage tilstand forhindrede ham at bivåne kirkevisitationer,
præstevalg og introduktioner, måtte samme actus forrettes i Flensborg
amt ved seniores i et hvert herred, men i landskabet Bredsted, efter som
den der værende senior ligeledes var gammel og alfældig, ved hr. pastor
Georg Theodor Mller i Bredstedt, og endelig i henseende til hans
præsteembede måtte det stå ham frit for at lade hans højmesseprædiken,
når han selv ej kunne, forrettes ved hans collega Schmidt, og derimod
aftensangsprædikenen ved skolens 5. collega Bladt. Sådan højkongelig
nåde erkendte han med et taknemmeligt hjerte til sin grav. 6 jun 1762,
som var trinitatis søndag, højtideligholdt han til sin egen og mnges
andres inderlige glæde i sit 80. år, med en rar og sjælden munterhed og
styrke både i henseende til sjæl og legeme, sit præsteembeds jubelfest,
da han på samme dag 50 år forhen havde holdt sin antrædelsesprædiken i
Johannes Kirke. Hans rare og opbyggelige jubilæumsprædiken blev trykt i
Flensborg 1762 og tilskrevet menigheden. Consistorialråden var den
første kendte jubellærer i Flensborg nogensinde. Han var den ældste af
rådene i overconsistorio, den ældste consistorialråd og provst i begge
hertugdømmerne, den ældste præst i staden og amtet, den ældste af de
kongelige betjente i Flensborg, og en af de ældste i hans menighed, der
med rette ærede ham som en fader. Dog var det ej blot dette fortrin, men
en grundig lærdom, de bedste embeds gaver, en utrættet flid, en
retskaffen fromhed, et ærværdigt forhold, en ustraffelig vandel og en
alderdom som ungdommen gjorde denne jubellærer i særdeleshed ærværdig,
og hans jubelhøjtidelighed fornemmelig mærkværdig. Ej alene staden og
menigheden, men endog consistorium og skolecollegium lagde ved denne
lejlighed deres ærbødighed og glæde for dagen. Formedelst hans kongelige
majestæts, den hensalige kong Frederik den Femtes rejse gennem Flensborg
blev denne højtidelighed udsat til den 15 jun, til hvilken dag skolens
rektor, den lærde og vidtberømte O H Moller indbød den kongelige
geheimeråd, kammerherre og amtmand, og alle øvrige kongelige råd, staden
høj- og velædle magistrat, gejstligheden og alle kongelige betjente til
at lykønske jubellæreren ved at anhørepå skolens øverste høresal kl. 9
formiddag trende latinske orationer. Dette ypperlige indbydelsesskrift
af dato Flensborg den 14 jun 1762, er tilforn ommeldt, og hvoraf jeg har
betjent mig. De 3 orationer blev holdt af sognepræsten ved Skt Nicolai
kirke i Flensborg, hr Michael Geerkens, fjerde lekties hører, hr. B.
Hansen, og sognepræst til Bargum i landskabet Bredstedt hr. Johan
Mathiesen. Stadens 6 præster lykønskede ham med et rart vers bestående
af 47 strofer, trykt i Flensborg 1762. Således beviste disse og flere
deres glæde og fornøjelse ved trykte skrifter og æresvers over denne
højtidelige begivenhed, som den eneste i sin slags så længe staden
Flensborg har stået. Da hr. consistorialråden havde fuldendt sit 80 år,
blev ham til ære og taksigelse på hans fødselsdag den 13 mar 1763 et
smukt skrift af en Giessing ubekendt forfatter F. C. H. trykt Flensborg
in 4to oplæst. Omendskønt hr. consistorialrådens legemskræfter derefter
temmelig aftoge, og han besynderlig 24 jan 1764 og 21 jun 1765 havde
meget hårde tilfælde, hvilke Gud dog hjalp at overstå, så beholdt han ej
alene i så høj en alder et skarpt syn, men hans sjælekræfter blev og
bestandig muntre, og jo mere hans udvortes menneske aftog, desto mere
voksede og tiltog hans indvortes menneske, desto mere besørgede han sit
evige vel. 6 dec 1766 overfaldt ham den sidste sygdom, og i samme viste
han for sine venner, som var om ham, hans troes store frimodighed,
indtil han 21 jan 1767 eftermiddag kl. 4± sagte og salig hensov, efter
at han havde bragt sit berømmelige levnets løb til 83 år, 10 måneder og
8 dage, havde været præst ved en og samme menighed i 54 år og 9 måneder,
provst i 31 år og 6 måneder, consistorialråd i 29 år, men stået i
offentlig skole og kirkeembede i 57 år. Ved hans begravelse parenterede
ælste præst og sognepræst Michael Geerkens. Så har og Flensborgs lærde
og ældste borgmester, hr. Georg Clæden udgivet Flensborgs kirkes
histories fjerde stykke, første afdeling 1767 i quarto på magistraten og
de deputeredes vegne, og derved oprettet deres salig jubellærer et
fortræffeligt monument. Herefter opregner Giessing efter antegnelse af
føromtalte rektor og professor O H Moller en række trykte og utrykte
skrifter.