Alsnissen´s slægtsdatabase

Knud Gether s. 170: (A. 32) CARSTEN RICKERTSEN den Ældre. Søn af Rickert
Haysen (A. 18) og Inghe N. N.507, 508,509. Antagelig født omkring 1490
og tilhørte en af det 16. århundredes mest kendte købmandsfamilier i
Flensborg, hvor han også selv omkring 1521 må have etableret sig som
købmand, idet han dette år indtrådte i det derværende Vor Frues
Købmandsgilde, eller som det dengang hed, oder broderschup unzer leuen
vrouwen des kopmans to Flensborch ®.
I Enemarks ¯Studier i Toldregnskabsmateriale i det 16. Aarhundrede®, II,
side 193, omtales han og hans fader som ¯deciderede hestehandlere af det
helt store format®, men som desuden også handlede med okser, klæde og
korn m.v. En af hans mange fremtrædende handelsforbindelser var
statholderen i København, Henrik Gøye, som under Christian II's rejse i
udlandet havde fået overdraget forsvaret af København imod Frederik I's
hær. Efter tappert at have forsvaret hovedstaden måtte han dog den 6.
januar 1524 overgive denne, hvorefter han drog til Tyskland, hvor han
mest opholdt sig i Bremen; her var han bestandig i pengenød, pådrog sig
gæld, som endnu ikke var betalt da han i maj 1525, efter at være blevet
forsonet med Frederik I, var vendt tilbage til Danmark for at blive
lensmand i Vordingborg.
To år senere havde en bremer ved navn Kort Kreyge, på grund af en
fordring han havde på Henrik Gøye, fra den tid, denne opholdt sig i
Bremen, anholdt to af Carsten Rickertsen's tjenere og forsøgt at
aftvinge dem et forlig, samt fratog dem penge og andet gods. Herover
klagede Carsten Rickertsen til Frederik L, der i efterfølgende brev af
25 . maj 1527 til borgmestre og råd i Bremen, forlangte at de to
tjenere, inden man forhandlede om Kort Kreyge's fordring, skulle have
tilbageleveret deres penge og hvad der ellers var frataget dem (Sejd.
II, 1049):
¯Fridrich etc. Vnnsernn grus zuuorn. Ensamen lieben beszundern. Ahn vns
gelangt vnser burger tzu Flenszburg vnd lieber getrewer Karsten
Riqwartszzen mit hochbeswerlicher vndertheniger clage, das ewer
mitburger ChordtKreyge yhme tz ven seinerdiener mit nhamen Seueryn
Peters vnd Michel Kerstens auffvhelicherfreyervnd befrideteroffen
landtstrassen, dotzu nit verne von ewerstadt, mit selbstgewallt,
widerrecht, pillicheit, auch vnuerwart, motwillig vberfallen,
hefftiggeschlagen, ynen yregewere vnd bey szich habend geldt, nomlich
dem eynen vi vnd dem andern einen goldtgulden genhomen, sie yn
gefengknus gesetzt vnd jn derselben dohin geengstigt vnd getzwungenn,
dass szie yhm ein gefenngknus atkf widerjnstellen haben geloben,
versprechen vnd laudt hiejnliegender copey verschreiben muesszen; darumb
das yhm vnser amptmann attff Warenburg vnd liebergetrewer Hinrick Goy
ritter mit etlichen nachsteenden schulden vermeynlich verhattet sollte
sein etc. Wann vir nhwe hieour etzlichmal gegen euch vnnd die ewern tzu
aller hulff vnd zulaesszen des rechtens vberfZussig vber gemellten
Heinrych Goyen erbuttig gewest vnd noch sein, vnd doch der gewalltferig
Chordt Kreyge solchs bey vns als des vermeinlichen schuldners oberkeit
vndgeburlichem richternoch nyegesuecht, sunderalszo mit derthaet,
selbstgewalt vnd freuell ausserhalb rechts gefarhen; szo yst yhe pillich
vnd recht, auch aus demselben vnser ahnsynnen vnd beger, das yr als des
gewalltteters ordentlich richter yne dotzu, das ehr gemelte unsers
burgers abgefangne diener yrer ahngetwungnen gelobten gefenngknus nicht
allein on alle enthgeltnus, dan auch mit videnlag vnd erstattung
yrergenhomen werhe, gelts vnd andens auch deshalb gelitten hinder,
schadens vnd versewmnus qwitt, frey vnd ledig schellte, ernstlich
halltet, dotzu vmb solchen frewell, mutwillen vnd gewallt auffs
scharpffest jn sonderheit straffetg dann szo verve sollichs gescheen,
wollen wyrjme alszdan darnach auffsein ansuechen geburlichs vndgenugsams
rechtens vber Seinen vermeinten schuldner nicht vorsein, sunder szo vil
ehr des haben mag, verheffen gedeygen vnd videnfaren lassen; wiewol wyr
solchs aus dem, das die schulden, zusetzen das szie gleich bekenntlich,
beweiszlich oder szunst mit rechtzu erhallten, eben zurzeit als Hinrick
Goy bey vnserm offenbarn vheindt vnd do vider vvs bey euch enthallten
gewest, gemacht, nicht schuldig werhen, vnd pillicherfurwenden mochten,
yr oder die ewern solpen yre schulden domals selbst von yme~efurdert,
genranet vnd gevracht, vnd yhe entsetzen vnd schuwen haben, vvs oder die
vnsern vmb das vvs zuwider, vnsPrn vheinden vnd widerwerttigen tzu Buet,
bescheen angehengt oder zugeschoben, zuerszuechen, zujurdern oder
antzuhallten, geschwigen mitgewaltzuvberfallen, zuslaen, berauben
vndfangen, darumb wirnichtzweiffeln, jr vendt euch obgethaner vnser
beger als der billicheitgemessz jn dem selbst weisen vnd vnuorweiszlich
halten, zuuormeydung das vir nicht tzum widerspuel vnd
ernstlichergegentrachtunggeurszacht verden. Das sein vir neben der
billicheit jnn anen gnaden zubeschulden gantz gneigt. ®
Oversat:
¯Fridrich, etc. Vor hilsen som tilforn. Ærværdige, kære og ivrige
rådsherrer. Vor borger i Flensborg, den kære, tro Karsten Riqwartszzen
er kommet til Os med en meget omfattende og underdanig klage: Jeres
medborger Chordt Kreyge har på en sikker, fri og fredfyldt åben landevej
ikke langt fra jeres by, egenmægtigt, mod loven og uventet og forsætligt
overfaldet to af hans tjenere ved navn Seueryn Peters og Michel
Kerstens, slået dem voldsomt, taget deres våben, de medbragte penge,
nemlig VI (6) guldgylden for den enes og en for den andens vedkommende,
taget dem i forvaring, og i forvaringen gjort dem angst og tvunget dem,
således at de højtideligt måtte love - og ifølge vedføjede kopi måtte de
bekræfte dete skriftligt at de som gengældelse ville blive hos ham til
et bestemt tidspunkt, fordi Vor kære, tro lensmand i Warenburg
[Vordingborg], ridder Hinrick Goy, på grund af adskillige påståede
ubetalte gældsposter skal være ham, Chordt Kreyge, forhadt o.s.v. Når Vi
nu for dette forum adskillige gange har bedt Jer og Jeres om hjælp og
tilladelse til retsforfølgning af nævnte Heinrych Goyen og stadig gør
det, og når den voldsomme Chordt Kreyge alligevel aldrig har søgt sig
fyldestgjort gennem Os i Vor egenskab af den påståede skyldners øvrighed
og kompetente dommer, men med egenmægtig dåd og misgerning har handlet i
strid med loven, er det ret og rimeligt, og derfor også Vor formening og
begæring, at I som voldsmandens normale dommere alvorligt formaner ham
til, at han frigiver Vor borgers ovennævnte tilfangetagne tjenere fra
deres påtvungne fangenskab, ikke alene uden nogen modydelse, men også
med tilbagegivelse af deres fratagne våben, deres penge og med
godtgørelse af det derved lidte ophold, den derved lidte skade og hvad
de måtte have forsømt.
Yderligere skal I på det skarpeste straffe en sådan misgerning, et
sådant forsæt og en sådan voldsgerning. Når dette er sket, vil Vi ikke
undlade på hans begæring tilbørligt og fuldt ud at pådømme hans påståede
skyldner, men lade ham vederfares så megen ret, som tilkommer ham. Og
det endskønt Vi ikke ville være forpligtet hertil, da gældsposterne,
forudsat at de var kendte, beviselige og havde et retsgrundlag, blev
stiftet på den tid, da Hinrick Goy opholdt sig hos Vor kendte fjende, og
der var imod Os hos Jer. Det ville have været rimeligere, hvis I og
Jeres dengang selv havde rykket for Jeres gældsposter hos ham og
indkrævet betaling, og hvis I var veget tilbage for at skubbe denne sag
over til Os og Vores - som det nu er sket -, hvilket er Os imod og
gavner Vore fjender. For ikke at tale om, at tjenerne blev overfaldet,
slået, berøvet og taget til fange og vold. Derfor tvivler Vi ikke, at I
vil efterkomme Vor ovenfor fremsatte begæring, som kun er ret og
rimelig, for at forhindre, at Vi foranlediges til alvorlige
modforholdsregler. Dette er Vi i al nåde i rimeligt omfang helt parat
til at tiltræde.®
Sagens videre forløb kendes såvidt vides ikke.
Carsten Rickertsen ejede hus og gård ved Søndertorv (Siidermarkt) i
Flensborg (Fig. 25) regnet fra Angelboporten var det den 25. arvelod på
sydsiden af torvet og det næstsidste hus inden Rudestrasse (se
Oversigtskort der viser Gr. Ejend. i St. Flensb. 1436 - ca. 1623, Nr.
267) (Sejd. I, 441):
¯Dat erue vegest inth westen hort tho Erick Jenszen vrigh unde quidt
bettho in des closters mur. - Nu Carsten Rickquertzen. ®
På Fig. 25 ses huset som hjørneejendom til Rudestrasse hvilket skyldes,
at den tidligere hjørneejendom, Nr. 268, som tilhørte Seueryn Nygelsson
og senere Peter Hansen Klockengeter, på et vist tidspunkt blev nedrevet
for at give plads til Rudestrasses udvidelse.
Det må have været denne ejendom Marine Frese's nevø, Andreas Veddersen
Frese (A. 51), der var fader til Metta Frese (A. 90), omtalte i sit brev
af 29. oktober 1548 til hertug Hans den Ældre, hvori han bad om
understøttelse til sine studeringer ved universitetet i Rostock. Han
omtalte da afdøde Carsten Rickertsen som sin onkel og ligeledes, at
hertugens broder (halvbroder), Christian III., havde logeret hos denne
under sine ophold i Flensborg (Sejd. II, 985):
ii ¯Jtem Carsten Rychartszen tho Flensborch, idtzund ock all yn dem
heren vorschedenn (darjfg. broder ko. mø
aus langen (?) yn der
herbarghe plachen tho theen) was ock myn ohm. o
Naboejendommen mod øst (Fig. 25), Nr. 266 i Oversigtskortet, tilhørte på
samme tid hans svoger, rådmand Claus Frese (A. 28), efter dennes død
1566 hans søn, Frodde Frese til 1593, og derefter Claus Frese's
dattersøn, borgmester i Flensborg 1593-1626, Marcus Schroder (A. 80), og
endelig i 1641 dennes dattersøn, Frantz up der Heide (A. 226).
Det vides ikke med sikkerhed hvornår Carsten Rickertsen blev borgmester
i St. Marie sogn i Flensborg, men hans forgænger, Thomas Jepsen, nævnes
så sent som i 1541.511 Det vistnok første egentlige bevis på, at han har
overtaget borgmesterembedet, findes i et dokument af 1. oktober 1545,
hvori den ¯forsigtige borgmester Karsten Rickertzen sammen med rådmand
Marcus Mandixen, såvel som Jacob von der Weteringh [( Wettering) (A.
136)] og Namen Brodersen®, overdrages udformningen af Namen Janssen's og
fru Phalech's testamentes 12, sls (se Maria Grapengeter (A. 160)).
Han var gift med Marine (Marin) Frese, der som datter af Ingghen Frese
eller Inge Vedders (Frese) (A. 15), antages at være født i Emmelsbøl
sogn, Viding herred, Tønder amt, og var som tidligere nævnt (se Harcke
Ingensen Frese (A. 29)), en søster til bl.a. Claus Frese og Vedder
Ingghensen Frese (A. 31).
Efter Carsten Rickertsens død 1546 kom det, ved opgørelsen over hans
dødsbo, til uoverensstemmelser med fremmede købmænd, og en ¯sweitzer®
(svejtser) måtte, på grund af en regning på levende heste, aflægge
¯fremmededen®, d.v.s. sværge, at han ikke i fire miles omkreds havde
nogen blodsfrænde, der kunne støtte hans krav (Halling, I, 74):
Disen Edd hefft anno 1547 Caspar Sparchen van Basel wegen etzlicher
Rechnungen van Perden Seligen Carsten Riquarthen Erben geleistet. ®
Marine Frese blev boende i sin afdøde mands hus indtil hun, i foråret
1551, overlod det til sin ældste søn, Peter Rickertsen (A. 53), medens
hun selv, af borgeren Hans Goldschmidt i St. Marie sogn, købte et hus, i
hvilket hun derefter straks flyttede ind. Borgmestre og rådmænd i
Flensborg godkendte, jfr. et dokument af 15. april 1551, Hans
Goldschmidts salg af sit hus til Marine, men hun skulle herefter
forpligte sig til at indfri et lån, som sælgeren, uden at hun var blevet
bekendtgjort dermed, hos rådmand Marcus Mandixen, havde optaget i
huset.514.
Hans Goldschmidt flyttede 1558 til Korsør (Sejd. II, 827).
Efter at være flyttet ind i sit nye hus, opstod der mellem Marine Frese
og hendes nabo, Kathrine Fischers, en strid på grund af en kørevej, der
lå ved deres huse og som sidstnævnte mente sig berettiget til at
benytte. Denne strid kom for retten, og 8. maj 1553 forelå fra
borgmestre og råd i Flensborg en kendelse, der fastslog Marine's eneret
til kørevejen ved sit hus (Sejd. II, 566):
¯Erkentnusz wegen des fahrweges. Jn jrrichen sacken und gebrecken
twischen der dogetsamen Marine sehligen Karsten Richartsens nalatene
wedewe, vnse borgersche, isz sie am mondage na Oculi von vnsem gerichte
erschinen, alsz klågersche eins, wo dat Hanz Goldtschmidt, vnse burger,
heffit dergemelten Marinnen Karstens sin husz und hoff mit dem fahrwege
ganszlich, so norden ihren huse belegen isz, tho einem ewigen
vnwiderroplicken erffkop in jegenwardicheitfrommer lude vorkofft und
vorlaten; datsulue wil de ehrliche frouwe Katrin Fischers ock vnse
borgerfinne, nicht thostaden, so sy den fahrwech pliicht mitgebrucken,
wo vnse stattbock vth dencket,dat de gemelte Marine Karstens den kop
mochte geneten, edder dat wy darauer wolden sententiren. Darentgegen
Hansz Goldtschmidt anden deelsz geantwortet, dat he besteidt Marin
Karstens den kop des huses mit dem fahrwech, auerst defryheit, so Katrin
Fischers in dem fahrwege heff't, kan he nicht vorkopen, wowol dat se de
nonnen twischen ehren heusern nicht wolte buwen und fartich holden na
vnserm stattbock, dardorch de brandtmuhrsines huses wasz vordoruen, so
he offtmahlsz heffit mit klagen berichtet; doch waren se darauer
vordragen, erdat he Marinen Karstens sin husz vorkofj
't,ock hadden wy
Katrin Fischers na anforderung Hansz Goldtschmidts tho twen tiden
vpgelecht, dat se de nonne binnen ein verndeeljahrs scholdefartich
macken, by verlustdesfahrweges; doch hefftse vnse both nicht geachtet,
und gedachter Hansz Goldtschmidt heff't de nonnen suluest bouwen lathen
moeten etc. Also na vilen reden und gegenbericht hebben wy borgermestere
und rhatmanne der statt Flensborch tho rechterkandt, datdekop, so Hansz
Goldtschmidtauersin husz vnddengantzenfahrwegegemackethefj
't, schall by
macht blifen, und Hannsz Goldtschmidt schal vj erfbesetene borgertho
sich nehmen, unde dohn sin recht twischen ditt und Philippe vndJacobi,
datt he Marinven Karstensz defryheit, so Katrin Fischers in dem fahrwege
hatte, nicht hef t vorkof,~'t, und ock dattKatrin Fischers hadde ehme de
nonne bethalt, er dat he Marine Karstens sin husz vorkoff8, so schall
Katrin Fischers den fahrwege mit Marinen wo thouorn thogebruckende
mechtig sin; ock heffit vacken wol gedacht Marinve Karstens thor
auerfloth dat Katrinnen in ehreegen handtgestellet, se
scholdtdattbyehrerconscientien vndentzigen rede holden, datt se de
nonnen Hansz Goldtschmidt bethalet, und den fahrwech wedergefryet,
erMarine datt husz koffte, so mochte se den fahrwech vorthan mit ehr
gebruken, alsz vorhen; welckern vilgedachte Katrine keines weges heffit
dohn wollen. Diewyle dan nu dattHansz Goldtschmidtsin recht vor Philippi
vndJacobi ock darna nicht heffit geschyden, so Marine Karstens vnsz hutt
dato berichtet, so schal Marin Karstensz datsulue husz und hoff'mit dem
gantzen fahrwege bruken und behalden, solang datt Katrin Fischers mit
beterm bewisz und rechtkan vmbstoten. Alles von rechts wegen.
Thoguterwarschin hebben wy mitt vnsem stattsecret hier beuohlen
versigelt. Datum am mondach na Vocem jocunditatis anno fim liijte" jare.
Das diese topis dem rechten originale mit vnuerletzungh des stattsecrets
gleichlautend vbereinstimmet, bezeuge ick endtsbenanter mit dieser
meiner Bigen handt und subscription.
Georgius Ludovicus Sommer, Autoritate jmperiali notarius publicus, in
(idem praemissorum subscripsit manu propris. o Påtegning: uPde
Flensborg am 14'" Januarii 1635. a
Oversat:
I retssagen mellem den dydige Marine, enke efter salig Karsten
Richartsen (og) vor borgerinde, som mandagen efter Oculi gav møde for
vor ret som sagsøgerske, og sagsøgte fru Katrin Fischer. Marine Karstens
forklarede, at Hans Goldtschmidt i nærværelse af fromme folk
uigenkaldeligt og til evig arv og eje havde solgt hende sit hus og sin
gård med tilhørende kørselsvej, hvilket altsammen ligger nord for hendes
hus. Dette vil den ærlige fru Katrin Fischers, ligeledes borgerinde i
vor by, og som også plejer at benytte kørselsvejen, således som vor bys
tingbog udviser, ikke anerkende. Katrin Fischers har bedt os om at
afsige dom med hensyn til benyttelsen af kørselsvejen, og hvorvidt
Marine Karstens skal komme til at nyde godt af sit køb. Dertil har Hans
Goldtschmidt svaret, at han havde overladt Marine besiddelsen af huset
med kørselsvejen, men retten, som Katrin Fischers har til kørselsvejen,
kan han ikke lade gå med i salget, skønt hun ikke ville bygge og
vedligeholde rendestenene mellem deres huse, således som det fremgår af
byens tingbog. Derved forfaldt brandmuren i hans hus, hvilket han ofte
har beklaget sig over. Dog var de kommet overens herom, før han solgte
sit hus til Marine Karstens. Ligeledes havde vi på begæring af Hans
Goldtschmidt to gange pålagt Katrin Fischers, at hun inden for et
fjerdingår skulle gøre rendestenen færdig, idet hun ellers ville miste
kørselsvejen. Alligevel har hun ikke efterkommet vort påbud, og nævnte
Hans Goldtschmidt har selv måttet bygge rendestenen. Efter megen talen
for og imod kendte vi, borgmestre og rådmænd i byen Flensborg, for ret,
at Hans Goldtschmidt's salg, som indbefatter hans hus og hele
kørselsvejen, er retsgyldigt. Og Hans Goldtschmidt skal kalde seks
indfødte borgere til sig og mellem dags dato og (St.) Philippi og (St.)
Jacobi (dag) sværge, at han ikke har ladet den benyttelsesret, som
Katrin Fischers havde til kørselsvejen, gå med i salget til Marine
Karstens, og at Katrin Fischers havde betalt ham omkostningerne til
rendestenen, før han solgte huset til Marine Karstens. Herefter skal
Katrin Fischers sammen med Marine Karstens kunne benytte kørselsvejen
som tilforn. Ligeledes har nævnte Marine Karstens ydermere flere gange
henstillet til Katrin at komme overens med sin samvittighed og betale
for rendestenen til Hans Goldtschmidt og dermed få retten til at benytte
kørselsvejen tilbage, før Marine købte huset. Hvis hun gjorde dette,
skulle hun kunne benytte den som hidtil sammen med hende. Dette har
meget omtalte Katrine ingenlunde villet gøre. Da nu Hans Goldschmidt
heller ikke før Philippi og Jacobi (dag) har svoret sålunde, hvilket
Marine Karstens i dag beretter for os, skal Marine Karstens beholde og
benytte samme hus og gård med den hele kørselsvej, indtil Katrin
Fischers kan modbevise dette med bedre belæg. Alt som det er ret. Til
bevidnelse af rigtigheden har vi beseglet dette med vor bys segl. Givet
mandagen efter Yocem jocunditatis, anno 1553.
At denne kopi stemmer ligelydende overens med originalen med det
ubeskadigede bysegl, bevidner jeg nedenfor undertegnede med denne min
egen hånd og underskrift.
Georgius Ludovicus Sommer Autoritate jmperiali notarius publicus, in
fadem promissorum subcripsit manu propria. ® uPd. Flensborg, den 14.
januar 1635. ®
Efter ovennævnte dom der, som det fremgår, gik Katrine Fischers imod,
klagede denne til Christian III., der imidlertid i skrivelse dateret
København, den 11. september 1555, stadfæstede den af borgmestre og råd
i Flensborg afsagte kendelse, men tillod dog Katrine Fischers påny at
forebringe sagen, når kongen kom til Flensborg, hvis hun kunne skaffe
bedre bevis (Sejd. II, 1055) (v. Stemann, III, 242):
u Wy Christian etc. bekennen und thun kund hiemitoffentlich
vhorjedermenniglichen, dasz an heut dato vhor uns und unsern Rethen im
Gericht erschienen sein unse Burgerm zu Flensburg Cathrina Fischers
Klegerin eros gegen und wider unserBisrgerin daselbst Marina Carstens
Beklagte anderstheils, und hat Klkgerin Cath. Fischers vhorbracht,
wiesie einesFahrwegs halben, so durch Marina Carstens Hofgehet, welchen
Hof und Haus Marina Carstens von dem letzten Besitzer Hans Goltschmide
erkauft, gegen alle Billigkeit verhindert und abgetrungen werde, so Bie
doch mit dem Stadtbuche zu beweisen, dass Bolcher Fahrweg, durch welchen
Bie in ihren Hofzu fahren hat und vor langen Jaren zu ihrem Hause
mitRechte gehort, in die Helftegehoret, mit demuthigerBitte Bie bei dem
ihren bleaben und loran nicht verunrechten zu lassen. Dagegen Marina
Carstens wieder berichtet, dass Bie nicht in Abrede, es hette etwa der
halbe Fahrweg zu Cath. Fischers Haus und Hofgelegen, aber es hette Cath.
Fischer die Rennen, so zu Norden j enem gekazk/ten Hause gelegen,
dagegen fertig halten sollen, das Bie nicht gethan, und wåre derhalben
bei ihres Verkåufers Hs. Goldschmid Zeiten brung zwischen Cath. Fischers
und Hs. Goldschmid gewesen, derdieRennen selbst wiedererbauen miissen,
dadurch Cath. Fischers den Fahrweg verbrochen und hat Hans Goldschmid
Marine Carstens den ganzen Fahrweg mit dem Hause verkauft, wie Bie das
auch angenommen und in Besitz gebracht, und Bolches mit einer Sentenzie
vom Rath unser Stadt Flensburg zwischen gedachte Marina Carstens und
Hans Goldschmid gesprochen beweist, die Bie vor uns im Gerichte verlesen
lassen; weil aber nun Cath. Fischers damit nicht gesettiget und Bach
des Fahrwegs halben fenner beklagt, wåre derhalben abermals vom
Burgermeister und Rath obgemeldt efne Sententz und Urtheil engangen,
darin ihr Marine Carstens der game Fahrweg zuerkannt, wie dann Bolche
Sentenz fenner inhiilt und uns auch im Gericht furgelegt worden ist,
derwegen Marine Carstens demiithiggebeten Bie bei ihrem erkauften
Fahrwegegeruiglich bleaben zu lassen und Cath. Fischers von ihrer
vermeintlichen Forderung abzuweisen. Hierwider hat Cath. Fischers
angezeigt, Bie wåre mit Hans Goldschmid derRennen und allerlrrungen
halben verglichen ehe derKaufgeschehen, und des von Hans Goldschmid ein
besiegelten Schein mit 3 Siegeln im Gericht vorbracht, so vermeinte Bie
auch dass lauts des Stadtbuchs die Rennen zu Norden Marina Carstens und
nicht ihrzu halten geburten. Darauf Marina Carstens geantwortet, Hans
Goldschmid odersie sollten bei ihren Eiden erhalten haben, wie in
derRaths Sentenzie uferlegt, dass Cath. Fischers mit Hans Goldschmid,
vor und ehe dan sie das Haus und den Weg erkauft, der Rennen und Wege
halben vertragen, Hans Goldschmid solltauch geschworen haben, dass er
Marinen nicht mehr denn den halben Fahrweg verkauf't, so wollt sie gern
von dem Fahrweg abgestanden f sein und Cath. Fischers denselben vor die
Helfte verstaoen und gebrauchen lassen haben. Weil aber f Bolche Eide
nicht geschehen, verhoft Bie, dass der Fahrweg ihr billig zugehort und
Cathrina Fischers nicht. Nach langer Rede und Gegenrede, Klage und
Antwort haben Wir samt unsern Rethen ufgehapte Morbringen und Bedenken
vor Recht erkannt: weil Marina Carstens den Fahrweg vom Burgermeister
und Rath unser Stadt Flensburg zuerkannt und Cath. Fischers dagegen
dissmals nichts genugsam erheblicheBeweisungfiirbracht, so soll Marina
Carstens den Fahrweg, wie ihrderzuerkannt, zu ihrem erkauften Hause
ungehindert geniessen und gebrauchen; wird Cath. Fischers hingegen
besseren Beweis und Schein furzubringen haben, damit soll sie gehort
werden, wann wir mit gottlicher Hulfe gegen Flensburg gelangen, und als
dann ferner darin ergehen was Recht ist, alles von Rechts wegen.
Urkundlich mit unserm Kgl. Secret besiegelt und gegeben uf unserm
Schlosse Copenhagen den l I ,n Sept. 1555. a
Oversat:
¯Vi Christian etc., erklærer hermed offentligt for enhver, at Vor
borgerinde i Flensborg Cathrina Fischers i dag har givet møde for Os og
Vore råder i retten som sagsøgerske sammen med Vor borgerinde sammesteds
Marine Carstens som sagsøgt. Sagsøgerske Cathrina Fischers anførte,
hvorledes hun imod al rimelighed blev forhindret i at benytte en
kørselsvej, som går igennem Marina Carstens' gård, som Marina Carstens
har købt af dens sidste ejer Hans Goltschmide, skønt hun dog med
tingbogen kan påvise, at denne kørselsvej, som hun må køre ad for at
komme til sit hus, og som for mange år siden hørte til hendes hus, med
halvdelen tilhørte hende. Hun har ydmygt bedt om, at denne ret ikke
måtte blive taget fra hende. Hertil anførte Marina Carstens, at hun
ikke betvivlede, at den halve kørselsvej hørte til Cathrina Fischers hus
og gård. Men Cathrina Fischers har ikke vedligeholdt den rendesten, der
ligger nord for det købte hus, og derfor havde der i sælgeren Hans
Goldschmid's tid været strid mellem ham og Cathrina Fischers. Hans
Goldschmid måtte selv anlægge rendestenen, og dermed havde Cathrina
Fischers tabt retten til kørselsvejen. Således har Hans Goldschmid
sammen med huset solgt hele kørselsvejen til Marine Carstens, således
som hun også har modtaget det købte og taget det i besiddelse. Dette
har hun bevist med en dom, som rådet i Vor by Flensborg afsagde i en
retssag mellem nævnte Marina Carstens og Hans Goldschmid, og som hun fik
læst op for Os i retten. Men fordi Cathrina Fischers ikke er tilfreds
hermed og stadig beklager sig over kørselsvejen, var der i denne sag
blevet afsagt endnu en dom af borgmestre og råd i ovennævnte by, i
hvilken hele kørselsvejen blev tilkendt hende, Marine Carstens. Dette
står da også i dommen, som blev forelagt retten. Derfor har Marine
Carstens ydmygt anmodet om at måtte beholde den købte kørselsvej og
afvise Cathrina Fischers påståede
krav herpå. Hertil anførte Cathrina Fischers, der var blevet forlig
mellem hende og Hans Goldschmid i striden om rendestenen, før købet var
kommet i stand, og forelagde for retten en bekræftelse fra Hans
Goldschmid beseglet med tre segl. Tillige mente hun, at rendestenen nord
for huset ifølge tingbogen ikke skulle vedligeholdes af hende, men af
Marina Carstens. Dertil svarede Marina Carstens, at Hans Goldschmid
eller hun, Cathrina Fischers, ved edsaflæggelse havde skullet sværge,
således som det blev pålagt dem i rådets dom, at Cathrina Fischers var
kommet overens med Hans Goldschmid med hensyn til rendestenen og vejen,
før hun (Marina Carstens) købte hus og vej. Hans Goldschmid skulle også
have svoret, at han ikke havde solgt mere end den halve kørselsvej til
Marina; hvis det var tilfældet, ville hun gerne have givet afkald på
sit ejerkrav og ville have tilladt Cathrina Fischers at benytte
halvdelen af vejen. Men da sådanne edsaflæggelser ikke fandt sted, håber
hun, at kørselsvejen retmæssigt tilhører hende og ikke Cathrina
Fischers. Efter megen talen for og imod, klage og svar, har Vi samt Vore
råder med hensyn til det anførte og overvejelserne desangående kendt
for ret: Da Marina Carstens har fået tilkendt kørselsvejen af
borgmestre og råd i Vor by Flensborg, og da Cathrina Fischers derimod
denne gang ikke har fremlagt tilstrækkeligt betydelige beviser, skal
Marina Carstens uhindret benytte kørselsvejen til sit hus, som den
allerede en gang blev tilkendt hende. Hvis Cathrina Fischers imidlertid
senere kan fremlægge bedre beviser og erklæringer, da skal hun høres,
hvis Vi med Guds hjælp kommer til Flensborg og således pådømmer sager.
Alt som det er ret. Beseglet med Vort Kongelige segl og givet på Vort
slot København den 11.
september 1555.®
Sagen omtales tilsyneladende ikke senere, hvorfor det må antages, at
Kathrine Fischers ikke har været i stand til at skaffe det, af kongen
forlangte, bevis på hendes ret til at benytte omhandlede kørevej, der
således var årsag til fire års strid mellem de to naboer.
1558 flyttede Hans Goldschmid til Korsør (Sejd. II, 827), hvorfor det
kan tænkes, at hans efterkommere stadig lever her i landet.
I slutningen af 1555 foretog Marine endnu en rejse til København, for at
aflevere et bønskrift til Christian III. der, som tidligere nævnt, flere
gange, når han besøgte Flensborg, medens hendes mand levede, havde været
gæst i deres hjem i Grosse Strasse. I skriftet bad hun kongen hjælpe sig
mod en vis kaptajn Werner Kalb, på grund af dennes forbryderiske og
voldsomme gerninger imod hendes afdøde søn, Paul Rickertsen, der da var
på rejse til Strasbourg og videre til Basel med heste.
Da det forlød, at kaptajn Kalb havde godser i Philip af Hessens
fyrstedømme, bad kongen i efterfølgende brev (Sejd. II, 1017) tandgrev
Philip, der senere blev svigerfader til Christian IIL's yngre
halvbroder, hertug Adolph, om, hvis kaptajnen ikke skulle vise sig der,
at ¯klagerinden, Vor borgerske® måtte få erstattet sit tab ud af den
førnævnte kaptajns godsers is (Landgreve Philip af Hessen var fader til
Christine, der 1564 ægtede hertug Adolph af Slesvig-Holsten-Gottorp
(1544-86) og som af denne i 1585, efter Hans Frodsen's (B. 27) konkurs
og flugt, fik skænket Frodsenhuset i Husum, hvilket hun dog kort efter
hertugens død i 1586, overlod til kansler Hieronymus Schulze (se Marina
Heitmann (B. 73)). Hertug Adolph (* 1526) var søn af Frederik L, der
døde 15 33, og broder til hertug Hans den Ældre på Haderslevhus
(1544-80) (* 1521). Han var halvbroder til Christian III. der var konge
1534-59 (* 1503), og 1525 havde ægtet Dorothea, en datter af hertug
Magnus I. af Sachsen-Lauenburg (1507-43 ). )
(København, 22. januar 1566.)
¯An Landtgraff Philipsen zu Hessenn etc. Marina Kerstens sohn belangen.
Actum Coppenhagenn den Borstag nach Trium regum 1556.
Christian etc. Irnnser frundtschafft ursod was wir feder zeitt liebs
ursod guts vermugenn zuuorn. Hochgeborner furst, freundtlicher lieber
ohem. Was vnnsere burgerion zu Flensburg Marina Carstens wegenn eins
hauptmanns Werner Kalbs freuenlichenn ursod gewaltsamen verhandlunge
halbenn, so derselbe an firem verstorbnen sone Paul Rickquartsenn vand
Seinen pferdenn vnnd gutte geubtt, ann vns Ilagende gelangt, des wollen
e. l. sich ausz jngelegter firer supplicationsschrifft berichtenn
zulassenn vnbeschwerdt sein. Weil dann Bolcher des hauptmans Werners
Kalbs tattliche muttwillige ha

dlunge gegen vnser arme vnderthanen
billich beschwerlich, er dessers auch kein redlich oder fuglich vrsach
habenn korsoen, weil der verstorbenn Seinen pillichenn varunge
nachgezogenn, die dann vermuge der vfgerichtenn freundtlichenn
vertregezwischen derRo. key. mat. ursod vnnsdenn vnnsernzugelassen, vod
vf wasser ursod lande zu beidenn theiln verstattett wurdtt; wiewol doch
vnnser burgerirs bericht, das jr verstorbenersohnn dasmahll sich
annderst niergendt hin, dann nach Strasburg, vod von dan nach Basell mit
den pferdenn zubegebenn willensgewesenn; ursod als dann bericht wurdtt,
das gemelterKalbjnn e. l. furstenthumb ursod landenn begutterttsein,
vnndsich daselbst vill enthaltenn soll, als versehenn wirvnns, e.l.
werde disen des Werner Kalbs thattlichen verhandlunge gegenn dem vnnsern
nicht allein ein vngnedigs miszfallenn habenn, sonndern auch dem
rechtenn zu steursolchs zustraffenn, ursod clegerin vnnser burgerirs zu
ergetzung fires schadens aus des ofj
tgemelten hauptman guttern
erstattunge widerfaren lassenn. Wie wirdann darumb hiemitfreundtlich
wollengesonnen vnndgepettenn haben, das e.l. gedachter widtfrawenn
clegerin oderjrem volmechtigen vf deren vnderthenigs ansuchenn an
genurts Werner Kalbs person, oder so er nicht angetroffenn, an Seinen
guttern pillichen abtrag ursod bezalunge durch guttlich oder rechtlich
hulff ursod mittell schleunig widerfarenn lassenn wolle, domitt Bie
firer rechtmessigenn clag ursod furderunge, ursod disen vnserfurdernus
bey e. 1. genossenn zuempfindenn; wie wir vons dann e. 1. halbenn kein
zweiffel machenn. Das wollenn wir hinwider vmb e. 1. jon Bolchem ursod
andenm freundtlich zubeschuldenn alzeit geneigt befundenn werdenn.
Datum. ®
Oversat:
¯Til Landgrev Philipp af Hessen etc., angående Marina Kersten's søn.
Udfærdiget i København, søndagen efter Hellig-tre-Kongers dag, 1556.
Christian etc. Vort venskab og alt det kærlige og gode, indtil enhver
tid formår, forudskikket.
Højbårne fyrste, venskabelige kære onkel. Hvad der kommer Os for øre,
[af det] Vor borgerinde i Flensborg, Marina Carstens, har klaget over på
grund af kaptajn Werner Kalb's formastelige voldsgerninger, som
pågældende har øvet imod hendes afdøde søn, Paul Rickquartsenn og hans
heste og gods, det vil Eders Durchlauchtighed [vel] ikke føle som en
byrde, at lade sig berette af vedlagte bønskrift. Fordi endvidere
kaptajn Werner Kalb's nævnte voldelige og kåde handling imod Vor
stakkels undersåt er en rimelig grund til klage, han har heller ikke
kunnet have en redelig og passende grund, fordi den afdøde var draget
ud, for ærligt at tjene til livets ophold, som er tilladt for Vore folk
p.gr.a. de afsluttede venskabstraktater mellem den Romerske Kejsers
Majestæt og Os, både til vands og til lands; Sådan som Vor borgerinde
beretter, at hendes afdøde søn dengang ikke ville andet end at drage til
Strasbourg og derfra til Basel, og som derefter blev berettet, at nævnte
Kalb har ejendom i Eders Durchlauchtigheds fyrstedømme og lande og at
han siges at bevare meget for sig der, så forventer Vi, at Eders
Durchlauchtighed ikke blot vil nære et unådigt mishag imod nævnte Werner
Kalb's handlemåde overfor Vore folk men også vil straffe [ham] for noget
sådant til hjælp for den retfærdige, og lade blive Vor anklager[inde] og
borgerinde en erstatning fra den ofte nævnte kaptajns godser til del til
godtgørelse. Som Vi så hermed venligt vil have rettet Vore tanker derpå
og have bedt om det, at Eders Durchlauchtighed vil straks lade vederfare
pågældende enkefrue og anklager[inde], eller hendes befuldmægtigede, på
hendes underdanige anmodning til nævnte Werner Kalb's person eller, i så
fald han ikke antræffes, gennem hans godser, et ret og rimeligt afdrag
og betaling gennem godhedsfuldt eller juridisk hjælp og middel, for at
hun kan føle, at hendes berettigede klage og fordring og denne Vor
fremhjælp hos Eders Durchlauchtighed har udrettet noget; som Vi ikke har
nogen tvivl om, hvad Eders Durchlauchtighed angår. Til gengæld vil Vi
altid blive fundet tilbøjelig til at gøre venligt gengæld i dette og
hint. Datum.®
Som brevet er formuleret kan det måske opfattes som om Paul Rickertsen
(A. 54) var død på rejsen til Basel, men han døde vistnok efter sin
hjemkomst til Flensborg, af de overgreb, han havde været udsat for på
nævnte rejse.