Alsnissen´s slægtsdatabase

Chr Knudsens F III 107: Hr. Thomas Thomsen, den anden ejer af gården
Hartspring, blev født 1775 mellem d. 9. og 10. maj kl. 1 om natten, og
blev søndagen derefter dom. Cantate d. 14. maj ved den hellige dåb,
indpodet i Kristi hellige vingård, ved hvilken lejlighed han fik sin
gamle farfars navn Thomas. Han blev holdt over dåben af sin farbror
købmand Jes Thomsen på Nordborg. Faddere var: forpagter Lorentz Petersen
på Rumohrsgaard, Hr. kontrollør Peter Petersen på Nordborg, Mad.
Christine Juhler på Østerholm, der var et søskendebarn til barnets far
og Jomfru Margaretha Leymann hos Justitsråd Ambders på Nordborg. denne
sidste var fra Asserballeskov, og forlovet med mølleren Christian Hansen
på Østerholm. "O! fromme Gud! Du giver ham nåde til at leve her
kristelig i denne verden". 1790 d. 28. marts på palmesøndag blev Thomas
Thomsen konfirmeret i Steenbjerg kirke i Angel af Hr. Pastor Langelott.
Ved år 1807 overlod hans fader ham gården Hartspring og trak på aftægt.
Thomas Thomsen kom i denne tid meget på Solbjerggaard og Hr. Vogelsangs
troede at det var for deres datter Maria Margarethas skyld. Skønt hun
endnu kun var 16 år, havde de dog gerne set en forbindelse mellem ham og
deres datter, hvorved de havde fået hende i nærheden.
Han bliver gift 1. gang 1807.
Men inden man ret blev klog på det, blev Thomsen forlovet med deres
jomfru Katharine Magdalena Andersen fra Kegnæsgaard. Hun var en datter
af Forpagter Jørgen Andersen og dennes anden hustru Magdalena Zoffmann
af Sønderborg og født på Kegnæsgaard 1783 i okt. Hendes fader Jørgen
Andersen var en bondesøn fra Mommark, havde i flere år været foged på
Augustenborg Herregaard og fra 1753-73 havde han sin fars bondegård i
Mommark. Fra 1773-1800 havde han derimod Kegnæsgaard i forpagtning,
hvorimod han overlod bondegården til sin ældste søn Andreas Jørgensen.
Hans første kone, med hvem han havde mange børn, fra hvem en udbredt
slægt findes på Kegnæs og i Mommark, døde her på Kegnæsgaard 1779 og
1781 havde han igen ægtet Magdalena Zoffmann, en datter af Borgmester
Zoffmann i Sønderborg. Denne kone døde tidlig allerede 1789 efter at
have skænket ham 5 børn:
Alexander Andersen, født 1782, fra 1814-34 forpagter på Kegnæsgaard og
købte siden en større bondegård i Jordløse på Fyn.
2) Katharina Magdalena Andersen, født 1783 gift med Thomas Thomsen her
på stedet.
3) Margaretha Sophie Andersen, født 1785 og g.m. præsten Svend Svendsen
i Notmark.
4) Magdalena Charlotte Andersen, født 1789, g.m. forpagter Thomas
Jessen af Maibøllegaard.
5) Jørgen Andersen, født 1787, død 1808 på Hjortholm.
Hendes far Jørgen Andersen flyttede 1800 til Kegnæs hvor han
efterhånden havde købt de 2 parceller Nygaard og Broholm og døde
allerede her på Nygaard 1801, 71 år gl. På sin mors side var Jomfru
Katharina Magdalena Andersen i slægtskab med Martin Vogelsang, og derfor
var hun kommen til Solbjerggaard, hvor hun lærte Thomsen at kende. 1807
holdt han bryllup med denne første kone, men det lykkelige ægteskab
varede kun kort; thi efter 5 års forløb døde hun allerede 1812 d. 10.
nov. i barselseng, efter at have født ham 2 sønner og 1 datter. Hun blev
kun 29 år. Thomsen sad nu et års tid enkemand, han fik en amme til
barnet, Dorothea Kirstine Speggers fra Brandsbølle, og hans mor og ældre
søster Lotte så til med husets bestyrelse. På Solbjerggaard havde man
atter gerne set en forbindelse med deres datter, men atter denne gang
gik han deres dør forbi, da han blev forlovet med Jomfru Anne Christine
Knudsen af Ketting.
Han indgår andet ægteskab med Jomfru Anna Christine Knudsen 1813.
Anne Christine Knudsen, født i Ketting 1794 d. 2. feb., hvor hendes
forældre var købmand og høker Knud Knudsen og hustru Maria Elisabeth
Thomsen, fra bagerens sted på Augustenborg. 1794 d. 5. feb. blev hun
døbt og i dåben opkaldt efter sin farmor Anne Christine Knudsen, født
Wrang, der holdt hende over dåben. Faddere var hendes moders 2 søskende,
bager Thomas Thomsen og jomfru Gunilla Maria Thomsen, g. m. skipper Ole
Christian Bachmann. Hendes far Knud Knudsen var allerede død, 1793 d.
5. juli, 31 år gl. og 1794 d. 30. maj var hendes mor atter trådt i
ægteskab med parcellist Matthias Vogelsang på Bommerlund. Her flyttede
altså hendes mor hen og den lille Anna såvel som hendes 2 år ældre bror
Joh. Peter Knudsen tilbragte altså deres barndom på gården Bommerlund.
Hendes barndom og ungdom 1794-1813.
Her fik hun sin opdragelse og nød undervisning tilligemed sine yngre
halvbrødre, Matthias, Nikolai, Martin og Frederik eller Fritz Vogelsang,
idet hendes stedfar på grund af den lange skolevej til Elstrup og Helved
holdt huslærere til dem, først i nogle år en seminarist fra Tønder,
Knudsen, der siden blev degn i Tandslet og fra 1808-10 Peter Frederiksen
fra Vestermølle på Nordborg, der siden blev degn i Hagenbjerg. Hendes
ældre bror Joh. Peter Knudsen havde derimod flere år været i huset hos
Pastor Frederik Ebbesen, der dengang var kapellan på Nordborg og her gik
han i byens skole, hvor Hr. Ebbesen også frivillig gav undervisning.
Hr. Matthias Vogelsang beklagede sig engang til sin søster Fru
Provstinde Fangel på Nordborg, "at den pige Anna altid var så stiv og at
han ikke kunne få hende bøjet". Provstinden tog hende da engang i skole
og foreholdt hende "at hun altid skulle være lydig og føjelig imod sin
far der ville hendes vel". Det var dog vistnok med urette; thi
Provstinden glemte vistnok, hvad den øvrige familie godt vidste, og
hendes søster Fru Ebbesen slet ikke billigede, at hendes bror var en
temmelig hård stedfar mod sine stedbørn og at der heller ikke var nogen
god forståelse mellem ham og hans kone, deres mor, da han var hende
utro, hvilket hun i den grad tog sig nær, at hun blev tungsindig,
sygelig og døde allerede 1808. Nu blev det endnu mere uhyggeligt på
Bommerlund. da Vogelsang straks efter konens død atter tog sin kvinde i
huset, og ligesom Provst Ebbesen allerede havde taget Joh. Peter Knudsen
i deres hus, således tog nu også Bager Thomsens, Anna Knudsen bort fra
Bommerlund, hjem til sig på Augustenborg. Her gik hun nu i det sidste år
i byens skole hos degnen Hr. Peter Matzen og blev 1809 konfirmeret af
den gamle Hofpræst Christian Jessen. Efter sin konfirmation blev hun i
huset hos denne sin familie, der elskede hende som deres datter og hun
viste sig også altid imod dem som en god, rar og villig pige. Her blev
hun forlovet med Thomas Thomsen og her stod hendes bryllup. Hr. Hofpræst
Pastor Germar viede dem. I Augustenborg kirkebog hedder det således:
"1813 d. 2. april blev Parcellist Thomas Thomsen af Hirschersprung g.
m. Anna Christina Knutzen af Ketting, opdraget hos Bager Nikolai Thomsen
på Augustenborg".
Provstinde Fangel formanede hende nu atter en dag, hun var på
Augustenborg, "at når hun kom til Hartspring, måtte hun altid vise sig
rar og god imod de gamle forældre og sin mands søster og børn", hvilket
hun også lovede. Men formaningen behøvedes ikke; thi hun ville vistnok
uden den, have vist sig flink imod de gamle. Der herskede i al den tid,
hun havde med dem at gøre, altid et godt, kærligt forhold. De elskede
hende som deres datter og hun kunne ikke have været bedre imod sine egne
forældre. Imod gamle søster var hun også altid rar og god. Provstinden
troede altid sin bror alt for godt og dog måtte bagerens have en dyst
med ham, ligesom familien på Lysholm for Peters vedkommende, forinden
han ville rykke ud med et og andet, hvad der med rette tilkom dem efter
deres far og mor. Endnu den dag i dag findes ikke blot guldtøj, men også
andre private familiegenstande, som i ældre dage havde tilhørt vor
familie. Dog vedblev hun senere altid at ære sin stedfadrr og holdt også
af sine halvbrødre, dog ligesom sin bror Joh. Peter, bar hun mest godhed
for broderen Nikolaj Knudsen Vogelsang, der siden fik Bommerlund.
Thomsen fik vel ikke noget stort udstyr med hende, dog noget fik han,
hun havde altid udsigt til at arve efterhånden engang i tiden flere af
hendes gamle slægtninge. Men han fik i hende en fornuftig og dygtig kone
til at styre deres hus, og det er også penge værd. Hun var ligesom sin
bror dengang en lille, smuk pige af et stille beskedent væsen og
udrustet med en sund og god forstand.
Deres kår og duelighed.
Hun havde også haft godt af at være i sine bedsteforældres hus, hvor der
var en del at lære og at tage vare på, og det kom hende til gode, da hun
nu selv skulle overtage en stor husholdning som husmoder. Denne plads
kunne hun nok udfylde, hvad hun viste, da hun også som enke efter hans
død i flere år sad for gården. Thomsen var også efter den tid en duelig
og forstandig landmand og han sad i det hele i gode kår, dog næppe så
gode, som hans faders havde været.
Hvorledes tiden var dengang.
Thi tiden var langtfra nu så gunstig, han sad for gården i alle de
dårlige år, da avlingen ikke indbragte stort, da priserne var ringe, og
al handel så at sige stod helt stille. 1 tdr. byg kostede 1 rdl. til 1
rdl. 9 sk, ja endogså blot 41 sk. cour. 1 tdr. havre 28 sk, 32 sk til
28 sk cour. 1 tdr. rug, 1 rdl. 29 sk, 1 rdl. 34 sk indtil 2 rdl. 16
sk. Flere år kunne endogså betragtes som uår, da overdreven tørke eller
kulde og fugtighed halvejs fremkaldte misvækst på marken. Skatterne var
høje for parcellisterne og havde man ikke i de tider på Hartspring og
Lysholm haft lidt kapital at støtte sig, kunne det have været dårligt
nok. I Thomsens sidste levetid begyndte det atter at forandre sig en
lille smule, men det blev dog for resten bedre for hans enke efter hans
død, da begyndte det først efterhånden at blive en lysere og god tid, i
hvilken hun kunne samle nye kræfter. Hartspring var tillige en god gård
både til korn og græs. Mejeriet efter den gammeldags indretning gav ret
godt. Køerne så også altid godt ud, man havde mange køer af en grå
farve, der blev ansete for gode malkekøer og stammede fra egnen ved
Haderslev.
De forskellige huslærere.
Hartspring blev ved separationen tilligemed de vestlige parcellister
henlagt til Stevning skoledistrikt. Men da det var en lang og dårlig vej
til Stevning skole, holdt Thomsen huslærere til sine børn, derfor
kaldtes i mange år et kammer på gården "Skolen". Først havde man dertil
haft en gammel farver nede fra Hulen (måske snarere frieser fra ?).
Siden fik man Peter Frederiksen, den første seminarist der derfra blev
kaldet til skolelærer i Stevning, efter at have været skolelærer i
Meels, blev han 1835 degn i Hagenbjerg. Efter ham fulgte seminarist
Elholm, der siden fik en bondegård i Stevning. Efter ham fulgte
Christian Jørgensen af Elstrup, der blev degn i Svenstrup. Niels
Kjærbølling af Dynneved, der efter flere ansættelser opgav skolefaget,
blev inspektør i Haveselskabet for Jylland, Fyn og Slesvig og senere
inspektør for den nye anlagte Zoologiske Have ved Frederiksberg. Han fik
titel af Professor og har gjort sig fortjent ved sit værk om Danmarks
Fugle. Allerede her på Hartspring sporedes hans interesse for kendskabet
til Danmarks fugle. Fik han øje på en sjælden fugl, havde han ingen ro
på sig, førend han fik den skudt. Allerede her havde han en samling af
udstoppede fugle og af ham lærte igen Kiebitz i Stevning kunsten. Senere
havde man Jakob Jakobsen, en seminarist fra Tønder egn, der gik under
navnet "den lange Jakobsen". Han kom herfra til Rumohrsgaard, blev 1841
underlærer i Hagenbjerg og 1848 skolelærer i Stevning. Den sidste var
Peter Hansen fra Miang der blev g. m. datteren Kathrine Magdalene
Thomsen, var først skolelærer på Augustenborg og til sidst degn i
Adsbølle på Sundeved. De fleste af dem var meget duelige mænd, men
ulykken var, at de blev så kort tid ad gangen, da de hurtig og let fandt
offentlig ansættelse. Jakob Jakobsen var her længst, men han havde en
meget dårlig karakterer, var heller ikke af de begavede lærere, men han
arbejdede dog med flid og troskab i sit kald. Undervisningen var i det
hele ikke hævet over almueskolens standpunkt.
Deres omgang.
Thomas Thomsen kunne ikke måle sig med sin fader i belevenhed og
dannelse, men han var dog alligevel en omgængelig brav og retsindig
mand. Deres omgang blev mest med familien Knudsen på Lysholm og i
Ketting, og senere med Knudsens i Hagenbjerg, da den gamle Pastor J.
Knudsen blev forflyttet fra Tranderup til Hagenbjerg. Vogelsangs på
Bommerlund og Vogelsangs på Solbjerggaard. Provst Ebbesen i Svenstrup og
senere med hans enke, da hun flyttede til Gyllinggaard. Pastor Ahlmann
og degnen Jørgensen i Svenstrup. Frederik Jakob Hollænder og Becks på
Nordborg. Den tykke Andersen på Kegnæsgaard, Jessen på Majbølgaard og
Bager Thomsens på Augustenborg. Desuden alle, hvad der hørte til den
rige Jes Thomsens familie på Nordborg. I senere år blev familien i
Hagenbjerg og på Lysholm regelmæssig en dag om sommeren indbudt til
middag, hvorfor der så igen blev gjort gengæld de 2 andre steder. Det
var altid en smuk tur om sommeren, da haven ved Hartspring ikke blot var
stor, men også smuk og interessant, da de gamle grave omkring gården gav
den et præg af den gamle forsvundne tid. Også med naboerne plejede man
på gården altid godt venskab, især kom man meget over til den gamle Hans
Christian Høi på det såkaldte "Malkested".
De havde deres folk længe.
Ligesom på Lysholm, således havde man også på Hartspring sine folk
længe ad gangen. Det er tegn på, at folkene havde det godt og blev godt
behandlede. Ligesom på Lysholm familien Sundebo og Bødker, således havde
en familie Julmand meget indpas på Hartspring. En af denne slægt boede i
en del år i Thomsens sted i Hulen, et sted, der straks var blevet
oprettet i parcellen nr. 7, hvilket var efter konditionerne, da alle
parceller skulle bebygges. Nu er det med en lille kålhave blevet skilt
fra gården. Ligeledes kan nævnes karlen Christian Skov og pigen Elspe
fra Aasbæk. De blev siden gift med hverandre og boede i Svenstrup? Elspe
var en sjælden tro, pæn og brav pige. På aftægtet havde faster Lotte i
mange år sin gamle pige Ficken, der siden fik en gårdmand Peder Jensen i
Elstrup.
Hendes forhold til sine stedbørn.
Thomsen havde 3 børn i sit første ægteskab, som Anna Knudsen blev
stedmor til, selv fødte hun ham flere børn, hvoraf 5, 4 sønner og 1
datter oplevede den voksne alder. Så længe børnene var små var hun god
imod dem og viste dem den samme moderlige kærlighed, men efterhånden som
hendes egne børn også voksede, og hun tænkte på deres fremtids
forsørgelse, lagde hun lidt overdreven omsorg for sine egne børn for
dagen, på sine stedbørns bekostninger. Derfor var hun alligevel god og
kærlig imod dem i den daglige omgang, men hun var jo også mor for sine
egne og lagde da ofte planer for deres vel i fremtiden.
De spekulerede til en tid meget på, at kunne de få en af de ældste,
Jørgen eller Alexander anbragt på Lysholm, hvor hendes gamle farbror
Joh. Peter Knudsen ingen børn havde, da kunne hun lettere få Hartspring
til en af sine egne sønner. Men da planen ikke ville lykkes, og Thomsen
købte til den ældste søn Jørgen en gård i Jylland, bestemte han før sin
død, at den anden søn Alexander skulle have Hartspring, ligeledes hvor
meget han skulle give fra sig for at overtage gården, og at hans enke
skulle blive siddende for gården, indtil den yngste søn havde nået sit .
År. Ligeledes var de enige om, at de yngre børn uden forskel skulle gå i
deling med de ældre børn i alt hvad der var, imod at de andre børn,
hendes stedbørn, gik i arv med hendes børn i det, hvad hun ved sin død
efterlod sig, også gik i arv efter det, hun måtte kunne arve efter sin
farbrødre på Lysholm og Hagenbjerg.
Ifølge Thomas Thomsens testamente af 23. juli 1834 skulle enken forblive
i rolig besiddelse af alt hans efterladenskab indtil hans moders og
ugifte søsters dødelige afgang. Den sidste døde 1846 og 1847 d. 26. feb.
holdt hun skifte med sine børn.
Thomas Thomsen døde 1835.
Imidlertid døde Thomas Thomsen, hendes mand 1835 d. 3. jan., 60 år gl.
Han blev begravet d. 10. jan og Provst Ebbesen holdt ligprædiken over
ham, over de ord i 1. Moseb. 48,21: "Og Israel sagde til Josef: se jeg
dør, og Gud skal være med Eder og føre Eder til Eders fædres land
tilbage". Hun blev nu siddende for stedet i en række af år, da de fleste
af hendes børn var ukonfirmerede, og den yngste søn endnu kun var 8 år
gl. Hun forestod selv gården og indsamlede sig vel efterhånden lidt
kapital, da hun førte en fornuftig og sparsommelig husholdning, og
tiderne blev bedre og gik om end sent, dog just fremad. Hun havde valgt
sig synsmand Frederik Jepsen i Guderup til kurator. Dog var det endnu
stadig hendes tanke om hun ikke kunne efterlade gården til en af sine
egne sønner. Hun forsøgte om hun ikke kunne få Alexander udmindet, og
havde i den anledning engang fået Dr. Herredsfoged Steffens her til
Hartspring. Men forsøget lykkedes ikke. Dog fik hun dog det arrangement
bragt i stand at hun ved at give de ældste børn noget, fik dem til at
give slip på arv som hun kunne vente efter arvinger på sin side.
Hendes tyskhed.
Hendes interesse og stadige omsorg for sine børn bidrog også til at hun
til sidst blev tysksindet og bejlede til Hertugens gunst. Hertil bidrog
vel nok også Frederik Jepsen sit hvad han kunne. Hertugen sendte altid
harer her ind når han var på jagt i egnen, har også selv været på gården
flere gange. Hun havde billeder af ham selv, af Advokat Lock og andre
bekendte slesvigske størrelser ophængt og indbød engang den
augustenborgske Liedertafel på en af dens ture til Nørreherred ind på
gården til at musicere i haven. Det var muligvis egen interesse, der var
med i spillet. Hun spekulerede på ved Hertugens hjælp at få sine børn i
vej, at få Peter til Gundstrup og sin svigersøn ind i et af Hertugens
degnekald. Det lykkedes dog kun halvt. Hansen fik vel nok Asserballe
degnekald, men Peter fik hverken Gundstrup eller nogen anden hertugelig
gård i forpagtning. Der var munde nok til det stykke brød. Den værste
følge af hendes tyskhed var dog den, at hendes søn Jes kom ind i
Insurgentarmeen. Herved blev forholdet i den følgende tid lidt pikant
til hendes øvrige familie der var dansksindet, især var den gamle Pastor
Knudsen i Hagenbjerg vred på hende, fordi hun navnlig havde taget
Liedertaflen ind, og han skændte engang meget alvorlig og bittert på
hende, da hun engang var der i besøg. Hun græd derved og forholdet blev
efter den tid meget køligere. Dog var det alt sammen ikke så meget
interesse for sagen, men det er meget mere egen interesse og moderlig
hensyn til sine børns fremtids vel, der ledte hende ind på denne bane.
Arven på Østerholm 1848.
Allerede mens hendes mand endnu levede, havde hun 1818 taget arv efter
sin gamle farmoder, Anne Christine Knudsen i Ketting og 1829 efter sin
gamle farbroder cand. theol. Jakob Knudsen, der ligeledes boede på sin
moders gamle sted i Ketting bag kirken. Hun holdt altid meget af sin
bror Joh. Peter Knudsen i Ketting, og han havde også sin fulde
fortrolighed til den samme eneste søster. Derimod så hun vel nok senere
lidt skævt til, at hans mange forældreløse børn, da han og hans hustru
var døde, 1837 og 1838 kom i huset dels hos den gamle tante Mad. Knudsen
på Lysholm og dels hos den gamle Pastor J. Knudsen i Hagenbjerg; thi der
kunne let blive givet for meget til disse børn, og hendes blive glemt.
Desuden havde hendes brodersøn, Knud Knudsen fået Lysholm, som hun til
en tid gerne ville have haft til sin side. Og dog var der jo slet ingen
ubillighed deri; thi han og hans søskende var jo lige nær i familie,
både med den gamle Joh. Peter Knudsen og hans enke, Anna Johanne
Andersen. Gården havde desuden tilhørt hendes far Nik. Ernst Andersen,
og selv var hun af alle nærmest knyttet til sin søsterdatter og hendes
børn i Ketting. Hun havde allerede tidligere bestemt Knud Knudsen til at
overtage Lysholm med tiden og tog hans søstre til sig, da forældrene
døde 1838. Lysholm blev nu disse børns hjem. I forening med sin mand
havde hun oprettet et testamente, der gik ud på: at den længstlevende
skulle være universalarving af det hele, men ved den længstlevendes død
skulle arven falde ligelig til begge sider. Hendes mand døde 1831, altså
førend sin brorsøn i Ketting, på den side kunne der altså ikke være tale
om retlig at udelukke nogen fra arv. Derimod var hendes søsterbørn Nik.
Ernst Frost og Christine Marg. Knudsen, født Frost, begge døde før deres
gamle tante Mad. Knudsen, og ved hendes død lå den fare nær, at deres
børn kunne udelukkes fra arv efter hende, for hendes tvende broderbørn
Nik. Ernst og Lorentz Andersen. Derfor havde hun af forsigtighed for sit
vedkommende 1844, føjet den klausul til testamentet at hendes
søsterbørns børn skulle tage fuld arv efter hende som om deres forældre
endnu havde levet.
Hun døde 1848 d. 27. marts, og få dage efter indfandt sig Mad. Thomsen
på Østerholm, hvor den gamle havde nydt sin aftægt, og da hun tillige
blev syg, blev hun liggende her en hel måned, vistnok også for en del
for at passe på, at intet skulle gå fra hende og hendes slægt. Derimod
kan der jo ikke være noget at sige, men billiges kan det ikke, at hun
søgte at få testamentet kuldkastet og ved øvrighedens hjælp få det hele
drejet således, at den sidste tilføjning fra 1848 skulle erklæres
ugyldig, at hendes broder var død førend arven var falden, hvorved hun
mente at kunne udelukke hans børn fra arv, og for at det kunne se ud,
som om hun ikke var ene om det, søgte hun at overtale den
tilstedeværende Nik. E. Andersen til i forening med sin bror Lorentz
Andersen, at gøre fordring på al arv efter deres tante og udelukke N. E.
Frost
egne og hans søsters børn, da deres forældre var døde længe førend
deres tante. Han ville dog slet ikke gå ind på hendes planer. Disse
intriger forhalede sagen en tid lang. Oprøret var i fuld gang.
Testamentet blev først senere konfirmeret, og imod at gå i lige arv med
sin bror opgav hun de andre fordringer og arven blev delt 1849. Hun var
vel også for en del bange for at den gamle Pastor Knudsen kunne gå hen
og udelukke hende af sit testamente. Hun har vel også ved dette nærmest
haft for øje at opnå en broderlod for sin del.
Hun flytter til Augustenborg 1847.
1847 tog hendes stedsøn Alexander Thomsen imod gården Hartspring for
6000 rdl. cour. Skønt aftægtet stod ledigt, ønskede hun dog ikke at
blive boende her, men flyttede til Augustenborg, hvor hun i flere år
boede hos glarmester Petersen og senere i et lille hus der har tilhørt
en skrædder Bockmann. Til Hartspring kom hun ikke de første år, heller
ikke hos den øvrige familie. Dog efterhånden udjævnede forholdet sig
igen. Jeg kan huske, at hun blev meget glad ved at jeg engang gik ind og
besøgte hende, og hun var altid glad ved, når jeg senere kom. Jeg fik
også den gamle til at indbyde hende om til sig, og siden så hun af og
til ind til Hagenbjerg, når hun kom til Hartspring, hvor hun også siden
af og til kom med sine andre børn, når de var i besøg hos hende. Hun
blev også beroliget ved at få at høre, at hun ikke var udelukket af
testamentet i Hagenbjerg, og at en lignede scene ikke der kunne gentage
sig, om hun døde før sin gamle onkel, da arven der var tilsikret hendes
børn i ægteskab med hendes mand Thomas Thomsen. Det lod til, som om hun
i det hele forstod sin tidligere adfærd, og var glad ved, at en god
forståelse igen var kommen i gang. Jeg vil også undskylde hendes adfærd
noget dermed, at det var den moderlige interesse der forledte hende til
disse skridt, den kan også udfolde en slags egenkærlighed i en ellers
god natur. Hun havde en del sønner, og det var ikke let at skaffe dem i
vej; thi mindre kapitaler tabte i denne tid for en stor del deres værd.
De svandt så at sige ind til intet. Hun havde også sine gode sider: hun
talte aldrig ilde om folk, og var altid langt mere tilbøjelig til at
undskylde end fremhæve deres fejl. "Å den stakkel"! Var gerne hendes
omkvæd, når der blev talt om en eller anden noget mindre fordelagtigt.
Et familietræk hos hende.
Hun lignede sin gamle familie deri, at hun holdt meget af kaffe, og det
stærk kaffe. Ligesom sin bedstemor skulle hun tit have den om natten,
når hun ikke kunne sove. Hun kunne da godt stå op for at tillave sig en
kop kaffe og da igen lægge sig til hvile.
Hendes død 1859.
I de sidste år skrantede hun noget, og 1859 d. 17. april døde hun på
Augustenborg, 65 år gl.. Hun tog sig vel også sin gode datters død
temmelig nær, der et års tid forud var gået bort herfra. Underligt var
det, at hun ikke blev ført til Svenstrup kirkegård, hvor hendes mand og
hendes børn hvilede. Hun kom da ned i sin fars grav på Ketting
kirkegård, og hun kom her til at hvile ved siden af sin eneste bror Joh.
Peter Knudsen, der begge havde holdt meget af hverandre i levende live.
Fred være med dem!