Alsnissen´s slægtsdatabase

Konfirm. 1778.
Chr Knudsens F II og III: Martin Vogelsang af Solbjerggaard 1790-18.
Martin Vogelsang er således den anden ejer af Solbjerggaard. Han blev
født på gården Hjortspring, hvor hans far dengang var forpagter, og fik
i dåben 12. søndag efter trin., navnet Martin efter sin morfar, Hr.
Provst Martin Reenberg With i Ketting, der holdt ham over dåben. På
Hartspring tilbragte han sin første barndom, indtil han i en alder af 9
år 1772, flyttede med sine forældre til det nybyggede Solbjerggaard,
hvilken parcelle hans far 1771 havde købt ved gården Hjortsprings
nedlæggelse og udparcellering. Han blev undervist i hjemmet af
huslærere, som hans far holdt for sine børns undervisning, således var i
nogle år Peter Klincker huslærer på Solbjerggaard for ham og hans yngre
søskende. Siden gik han i Sønderborg skole, hvor han nød undervisning af
sin grandonkel, den gamle rektor Elieser Phundel og kom derefter i
gartnerlære hos gartner Johan Christoffer Kraft på Augustenborg. Hans
lærebrev fandtes endnu 1858 på Solbjerggaard. Ved faderens død 1790
tiltrådte han Solbjerggaard, i hvilken anledning der blev holdt skifte
på Solbjerggaard 1790 d. 3. aug. og på Bommerlund d. 5. aug. Han fik
gården med besætning og inventar. Af de ham ifølge taksation tilståede
genstande kunne mærkes:
Skiftet på gården 1790.
1). Våningshuset med hosliggende bygninger samt kærne og grubemølle,
vurderes til 1250 rdl 2). Frugthaven med træskole, 282 rdl. 3). en lille
kobber destillerekedel med hjelm og kjøltønde 2 rdl. 40 sk. 4).en
grønmalet beslået kørevogn med tilbehør, 16 rdl. 6).en gammel forslidt
trævogn, 32 sk. 7). en gammel slæde, 2 rdl. 8). 3 plove med tilbehør, 3
rdl., 2 harver med jerntænder, 1 rdl. 32 sk. 10). Heste: en brun hingst
på 6 år, 70 rdl., en anden hingst på 16 år, 10 rdl., en lys brun hingst
med hvide bagfødder, 24 rdl., en grå hoppe på 1 år, 14 rdl., en gammel
hoppe, 30 rdl., en brun hoppe på 3 år, 25 rdl., en skimlet hoppe på 12
år, 28 rdl., en gammel sort hingst, 28 rdl., en brun vallak, 14 rdl., en
gammel sort hoppe, 12 rdl., de 2 sidste på Bommerlund. 11). Køer: 1 tyr
og 26 køer for 245 rdl. De variere fra 3-4-5-6-7-8-9-10-11-12 og 13 rdl.
3 kvier, 16 rdl., 2 kvier på 1 år, 4 rdl., 6 kalve , 6 rdl. 12). 3
store svin, 22 rdl., 2 drægtige søer og 1 ung so, 13 rdl., 6 grise, 8
rdl. Af de takserede træer ses det, at der endnu har vokset en del
træer, både af eg, bøg, el, ask m.m. i koblerne: "Blankjær",
"Sumoes-ager", "Sølkobbel", "Havrekobbel", "Højkobbel" og navnligen i
"Kohave".
Fortegnelsen er underskrevet af tingskriver Gros, Martin Vogelsang,
Matthias Vogelsang, Hr. Fangel og Jørgen Petersen With.
Hans karakter.
Martin Vogelsang besad vel ikke sin fars forstand og klogskab; men han
var en sjælden ærlig og oprigtig brav og retsindig mand. Dette skudsmål
havde han hos alle, der kendte ham. Derfor nød han også almindelig
agtelse og kærlighed, uagtet han ikke gjorde sig meget gældende i livet,
men helst holdt sig stille og beskeden tilbage.
Hans stutteri.
Ligesom sin far interesserede han sig meget for stutteriet, han holdt
altid i sin tid flere hingste til bedækning, hvilket gav anledning til,
at der jævnlig kom folk til Solbjerggaard. Det var en god hesterace, og
betalingen var heller ikke ubillig. Det forblev ikke uden indflydelse på
hesteavlens forædling i Nørreherred, hvor der til en tid fandtes mange
gode heste, og var en god indflydelse for beboerne, førend mejeriet i
nyere tid lidt efter lidt er kommen i gang. Der blev i tidligere tid
solgt mange flere heste i Nørreherred end i Sønderherred, og på de
fleste gårde holdtes i reglen et eller to følhopper. Solbjerggaard havde
således stor fortjeneste af hesteavlens forbedring i Nørreherred.
Hans træskole.
I 3 år, fra 1779 d. 20. marts indtil 1782 d. 20. marts, havde han lært
gartneriet hos Hofgartner Joh. Christoffer Kraft på Augustenborg,
hvilket hans lærebrev udviser. Det opbevares endnu på Solbjerggaard, er
omvunden med et blåt silkebånd og i en lille kapsel bevares Krafts segl.
Uden på læses: "Lehrbrief fr Martin Vogelsang". Da han således selv
havde lært gartneriet, var det naturligt, at han bevarede stadig
interesse for den Træ og Planteskole, som allerede i hans faders tid var
anlagt ved gården. Også i hans tid var Solbjerggaards træskole bekendt i
en videre omkreds, og derfor drev han en ikke ubetydelig handel med
frugttræer af alle slags og afsatte denne vare, ikke blot til Folk i den
nærmeste omegn, men der sendtes også stadig en del træer til Fyn,
Sjælland og det øvrige Danmark. Der fandtes derfor gerne på
Solbjerggaard megen og god frugt af alle slags, både af kirsebær,
blommer, pærer og æbler. Var det et rigt år med frugt, tog man ikke så
lidt ind ved denne erhvervskilde. Der solgtes da mange tønder æbler,
desuden tørrede eller stødte man en stor del til most, på hvilken måde
de også gik i handelen.
Hans landvæsen.
Som landmand stod Martin Vogelsang vel ikke over sin tid, men han fulgte
dog jævnt med tiden og var en påpassende og sparsommelig mand. Alt stod
dengang omtrent stille og der var intet opsving at spore på landet i
nogen retning. Handel og omsætning var kun ringe og ubetydelig. Priserne
på korn, kvæg og landets fleste produkter var usle og lave, der fulgte
en del dårlige år, da avlingen var simpel og slet, og skatterne blev
trykkende og følelige. Derfor sad han til en tid temmelig svært i det,
og omstændighederne var i den dårlige og pengeknappe tid, ikke de bedste
på Solbjerggaard. Dog hjalp man sig igennem ved sparsommelighed og
påpassenhed, og hvad der hjalp noget, var at den ældste søn giftede sig
med en kone, hvis penge blev satte i gården. Efterhånden kom der en
bedre tid, og alt gik da jævnt fremad. Tilstanden var i de tider ikke
stort bedre på de andre lignende gårde, Hartspring og Lysholm, dog havde
man vel her lidt mere gammel kapital at støtte sig til; thi af gårdens
indkomster kunne familien Thomsen og Knudsen dengang i den dårlige tid
ikke leve, de levede for størstedelen af deres kapital og renter. De
forbedringer som Martin Vogelsang i sin tid indførte i avlsbruget,
indskrænkede sig som overalt på andre gårde, for det meste til
grøftning, mergling og brak.
Fortræd af vildt.
Stor fortræd og skade led man her på Solbjerggaard, som overalt i de til
den store skov grænsende egne, af den masse vildt, som uhindret og frit
passere ind over kornmarkerne og nedtræde sæden, uden at man havde lov
til at tage sine forholdsregler derimod. Store flokke af disse dyr trak
ofte ind over en kornmark, og når man senere kom for at høste var sæden
ikke blot fortæret, men var i høj grad nedtrådt og speget. Det nyttede
kun lidt, at der blev klaget derover; thi klagerne blev ikke hørte.
Hertugen af Augustenborg tog intet hensyn til dem. Denne mand havde i
mange år først haft jagten i Nørreherred forpagtet af den kogl.
regering, men fik den siden overdraget som en ret, imod at han gav
afkald på sin toldfrihed. Han holdt vel en mængde jægere rundt omkring
på landet, men disse gjorde intet. Vildtet blev fredet i en alt for stor
grad og formerede sig for hvert år. Alle beboernes klager, hverken til
hans høje Durchlauchtighed, til regeringen eller stænderne frugtede det
allermindste. Alt forblev ved det gamle. Dette uvæsen fremkaldte megen
bitterhed imod ham og bidrog vel også til, at familien på Solbjerggaard
altid nærede et dansk sindelag. Den fortræd vildtet idelig forårsagede
gik den gamle Vogelsang nær til hjerte; det kunne mærkes deraf, at han
idelig talte om denne sag.
Strid angående Fjordmose.
Solbjerggaard havde også fra faderens tid part i den store eng
"Fjordmose", som havde tidligere ligget til gården Østerholm. Østerholms
parcellister lagde familien på Solbjerggaard mange hindringer og
bryderier i vejen, navnlig gjaldt striden benyttelsen af en vej. Høet
blev tit atter speget og spredt, når det var sat i stak, og på anden
måde blev der tit udvist kådhed og råhed. Det ærgrede især familien på
Solbjerggaard meget, at dens slægtning Fritz Vogelsang på Østerholm ofte
var en af de værste iblandt urostifterne.
Deres ægteskab.
Skønt det vel fra først af havde været Jomfru Caroline Drescher noget
imod at tage imod Martin Vogelsangs hånd, så hørte man siden dog aldrig
andet, end at alt gik godt, og at de levede i et kærligt og lykkeligt
ægteskab med hverandre. De havde tilsammen 4 børn, 3 sønner og 1 datter.
De måtte friste den tunge skæbne og føle den bitre sorg, at de 3 af dem
døde i en voksen alder, og at kun den ene søn, som vat bosat i Norge,
overlevede dem begge. Navnlig var det et smerteligt tab, da deres eneste
datter, Marie Margaretha døde 1819, 28 år gl., og endnu hårdere var det
slag som ramte dem, da deres ældste søn, Matthias gik bort 1833, 40 år
gl. Sorgen var så meget smerteligere som han efterlod en ung enke med 2
små børn, der fremdeles vedblev at leve på gården hos de gamle.
Martin Vogelsang døde 1839.
1839 d. 2. okt., døde parcellist Martin Vogelsang på Solbjerggaard, 76
år gl. Han var født 1763 og døbt 12. søndag efter trin. Skønt hans enke
dengang var 67 år og altså temmelig gammel, vedblev hun dog at sidde for
gårdens bestyrelse, vel nærmest for engang i tiden at kunne føre den på
sin sønnesøn, den unge Martin Vogelsang, der endnu kun var 9 år gl.