|
Delt note |
Chr Knudsens F III 163: Nikolai Ernst Andersen.
Nikolai Ernst Andersen, født 1794 på Lundsgaard. Han blev opdraget på
Lysholm og kom efter sin konfirmation i gartnerlære hos gartner Hunæus
På Augustenborg. Meningen var vel nok til en tid, at han skulle have
haft Lysholm engang efter de gamle. Pastor Ahlmann i Guderup gjorde
altid meget af ham og spekulerede vistnok til en tid i et parti mellem
ham og deres ældste datter Louise. Men hans plejefar kunne aldrig ret
glemme, at han engang gik hen og lånte 200 rdl. i hans navn hos Krogh i
Lillemølle. Han blev herover meget vred og ville ikke se ham for sine
øjne. Han tog siden til København, fik en plads hos slotsgartner Peter
Lindegaard ved Rosenborg Slotshave. Her var han i årene fra 1822-32, da
Provst Fangel studerede, med hvem og de øvrige alsiske studenter, han
dengang af og til traf sammen. Da han var et meget smukt menneske, var
meget brav og god, og derhos dygtig og pålidelig, satte hans principal
megen pris på ham, og man mente, at der let var bleven et parti af ham
og dennes datter Jomfru Lovise Lindegaard, hvorved udsigten til at få
pladsen efter ham, måske ville have stået ham åben. Men han havde arvet
noget af sin fars karakter. Han kunne aldrig holde sammen på sine penge,
var idelig i pengeforlegenhed, hvad jo også kan ses deraf, at han af og
til krassede hos de gamle på Lysholm. Det var vel heller ikke frit for,
at han undertiden havde lyst til at svire. Der blev derfor ikke noget af
partiet, hun fik en anden mand gartner Jens Peter Petersen, der fik
pladsen 1832 ved sin svigerfars død. Andersen vedblev at konditionere,
men var uden employ 1845, da han i efteråret kom i besøg hos sin gamle
tante på Østerholm. Uagtet det blot skulle være et besøg, og han
bestandig talte om at rejse igen, blev han dog gående og hun nænnede
heller ikke at minde ham derom. Og dog var han ikke fri for at være
hende til besvær; thi han havde jo intet, uden hvad hun gav ham, og han
besøgte også af og til den nærliggende kro. Og kom da ikke altid ædru
hjem. Dog gjorde han aldrig udstyr; thi han var i grunden et meget
skikkeligt og godmodigt menneske. Han blev her indtil hun døde, og arven
efter hende 1849 blev delt.
Ved denne lejlighed viste han sig også fra en smuk side, idet han ikke
ville deltage i Mad. Thomsens rænker for at få testamentet kuldkastet,
uagtet hun gjorde alt for at overtale ham, og han nok kunne trænge til
alt, hvad han kunne få. Da han havde fået sin arvepart, rejste han atter
tilbage til København. Han har vist ikke længe nydt godt af den; thi en
del har han vist tidligere skyldt bort af den. Endnu 1850 hørte vi fra
ham, da han sendte en meget pæn dukke til min brors datter Anna, der
dengang var 3 år gl. Siden skal han igen have arbejdet ved en privat
have på Strandvej, men derefter forsvinder hans spor aldeles. Han er
desværre vist død i usselhed, armod og elendighed. Han kunne have haft
det bedre, havde han selv villet det. Han var svag af karakter, men han
var dog alligevel et godt menneske. Han var ugift. |