Alsnissen´s slægtsdatabase

Chr Knudsens F IV 76: Annette Margrethe Gerhardine Schumacher arvede
efter sin moder ikke blot stedet på Løjertoft, hvortil den gamle
justitsråd Amders havde købt en del parceljord fra Nordborg
herregård, men også bedsteforældrenes betydelige formue, der til en tid
skal have beløbet sig til 70000 rdl og for det meste stod i banken i
Hamborg. En del deraf var vel også en slags fideicommiskapital. Stedet
på Løjertoft lå i den gamle slotshave, hvor hertug Hans Bugislaus havde
et palæ, som han beboede indtil hans død, efter at han 1667 måtte
aftræde Nordborg slot og amt til kong Frederik d. 3 af Danmark. En
levning af dette palæ var måske den lange gamle bygning langs med
alleen, som justitsråd Ambders købte, og hvor han og hans familie i en
del år boede. Mademoiselle Schumacher var derfor et godt parti og havde
en del tilbedere iblandt andre hr. kapellan Hans Pedersen, der fra
1813-1818 var kapellan hos sin morbroder hr provst Holger Fangel på
Nordborg. Han gik tit op i det Schumacherske hus, da hans hu stod til
datteren og vel endnu mere hendes mange penge stak ham i øjnene. Han
blev tit og spiste til middag, da man levede godt, men da man plejede at
lægge madskeen fra sig på en krølhårsstol, der stod tæt ved skorstenen,
hændte det ofte, at der fandtes nogle hår i maden. Pedersen, der ikke
var fri for at være en smule maliceux (drilagtig), ville vænne dem af
dermed, og tog derfor, da han en dag gik forbi skorstenenen, og ingen så
det, en tot hår fra stolen og kastede over i gryden. Det hjalp rigtigt
nok for fremtiden, men om han selv vandt derved er en anden sag. Hr
Frantz Andersen, ejer af den Aichelbergske gård var den anden bejler. Da
de to unge piger en dag havde besøg af deres mange veninder på Nordborg
og morede sig med dans og anden leg, kom på en gang bemeldte Frantz
Andersen med en lille pose kløverfrø under armen, stak hovedet ind ad
døren og råbte: Manuel, Ich wolle Sie gern sprechen. Han indledte nu
frieriet med at anbefale hende kløverfrøet, hun løb strakt tilbage til
de unge piger, fortalte dem historien, hvorover der blev en
skogerlatter. Hun vragede disse og andre bejlere, derimod faldt hendes
valg på Christian August Brorsen, der var en lille smuk mand, men noget
yngre end hende. Det var vel aldrig faldet ham ind at anholde om hendes
hånd, men hun gav ham selv et vink, og således kom partiet da snart i
stand. 11 okt 1818 holdt de bryllup, og han flyttede nu op i det
Schumacherske hus. Hvedebrødsdagene henglider lette og behagelige, man
kan sige, at han havde gjort sin lykke, da han havde fået en rig kone
med et godt sted og en betydelig formue i medgift. Når han en gang i
tiden kunne lægge jorden, der hørte til hans faders sted, ind under
dette han fik med konen, da ville han jo få en smuk anseelig ejendom.
Men med alt dette havde han fået en meget ustadig, vægelsindet og
lunefuld kvinde til hustru, der så snart den første lyst var styret,
atter blev ked af ham og gjorde ham alle mulige bryderier og kabaler for
igen at blive ham kvit. Han, der var en meget skikkelig og brav mand,
fandt sig længe i hendes onde luner, men da hun chikanerede ham på
enhver måde, endogså gik så vidt, at hun lukkede ham inde i et kammer
sammen med pigen for ligesom at beskylde ham for utroskab, blev det ham
til sidst for drøjt, han vendte da tilbage til sine forældre,
ægteskabet blev hævet imod, at hun betalte ham en sum penge. Frugten af
ægteskabet var en søn, der blev hos moderen. I den tid C.A. Brorsen
endnu var her i huset, tjente Helene Zoffmann fra Lysmosegaard der som
jomfru. Det var en sært fjante, der godt passede til huset. Da hun en
morgen temmelig sent kom op,blev hun meget forskrækket, som hun selv
fortalte, da hun allerede så "vor herre" gå ude i haven og flytte
fårene. Vor herre var naturligvis manden C.A. Brorsen, der var stået op
i tide. Hans separerede hustru havde ikke lyst til at kaldes madam
Brorsen, men lod sig i fremtiden kalde madam Schumacher. Senere blev hun
med alle andre ophøjet til frue. Hun bar dog ikke videre nag til manden,
hun havde kun lagt an på at blive ægteskabet kvit, hun lod ham
undertiden på et bal under hånden tilsige, at hun ønskede nok at danse
med ham, og han var da også skikkelig nok til at føje hende og byde
hende op til en vals. Hun forblev nu den øvrige tid ugift, med vedblev
at føre en underlige menage. Hun lod den gamle bygning nedrive og
opførte en smuk ny bygning længere tilbage, hvorved der vandtes en smuk
lille have foran ud til Alleen. Det hele til stedet hørende areal solgte
hun siden til madam Hansen og beholdt selv kun huset med tilligende
have. Madam Hansen opførte sig derefter et kønt hus ved siden af,
hvilket hendes søn Fritz Hansen, en god dansk patriot endnu besidder
(skrevet før 1887). Madam Hansen hed førend hun blev gift Anne Marie
Frederiksen, var fra Oksbøl, en datter af boelsmand Frederik Nicolaisen
og en søster af boelsmand Nicolai Frederiksen, alm. kaldet bussemanden i
denne by. Hun begyndte som malkepige, steg derefter til kokkepige,
stuepige og tilsidst som jomfru og
selskabsdame i Madame Schumachers hus. Selv efter at hun var blev
gift og atter bleven enke vedblev hun at bo i huset; thi madame
Schumacher kun ikke afse eller undvære hendes selskab. Hun gik
derfor til en tid under benævnelsen madammens madamme. Hun gav
hende vel meget, men hun måtte også tple hendes mange luner. Da hun
en gang gav hende en ved øret, forlod hun straks hendes hus og tog
op til Oksbøl, men da et par dage var gåede, kom madame Schumacher
en smuk dag og holdt med sin karet for porten, tiggede og bad hende
om at vende tilbage og gav hende en 400-500 rdl, når hun atter ville
tage hjem med hende. Hun var da klog nok til at føje hende. Således gav
hun vist nok af og til hende en sum penge, når hun havde måttet døje
hendes urimeligheder, og hendes onde luner var løbet af med hende, og på
den måde sattes hun til sidst i stand til at købe det hele areal, der lå
til Schumachers sted. Onde tunger har naturligvis skumlet over dette
forhold, som om madam Hansen ikke var kommen til sin formue på en ærlig
måde. Man kan dog vist godt antage, at hvad hun har fået, det har hun
fået alt som en gave, og da madam Hansen i høj grad var klog, fornuftig
og meget sparsommelig, har hun forstået på denne måde betydelig at
forøge sin formue, så det lader sig let forklare, at hun formåede at
købe stedet. Hun var vist i det hele for klog til at tage selv, det
behøvedes ikke, den anden var villig nok til at give. Men selv dette kan
ikke helt forsvares.