Alsnissen´s slægtsdatabase

Chr Knudsens F III 15f:
Han tager igen Grethe Marie Skolemesters i huset 1808.
Matthias Vogelsangs sorg ved konens død havde ikke været oprigtig, den
var i al fald snart igen glemt. Han viste nu ved sin færd, at hans
afdøde kones klager om hans utroskab havde været fuld sandhed. Skønt
familien, for konens fred, havde fået pigen Grethe Marie Skolemesters ud
af huset, så skammede han sig dog ikke ved igen at tage hende i huset.
Hun var taget til Flensborg og kort efter konens død, skrev han til
hende om at tage til ham igen, for at bestyre hans hus. Hun lovede
straks at komme og fastsatte dagen, da de kunne hente hende i
Sønderborg. Kusken Jørgen Holgersen fik ordre at køre til Sønderborg for
at tage imod hende. Men da han havde et ærinde i Augustenborg, hvor han
blev opholdt en times tid kom han for sent, og der var ingen Grethe
Marie Skolemesters at finde i Sønderborg. Han måtte altså køre tilbage
med tom vogn, og Vogelsang blev meget lang i ansigtet, da han kom og
meldte, at hun ikke var kommen. Han var gået i en vis uro og spændt den
hele dag. Hun var dog alligevel kommen til Sønderborg om formiddagen,
men da hun ingen vogn fra Bommerlund forefandt, havde hun selv lejet en
vognmand i byen og var med sit tøj kørt til Helved. Dagen efter så
folkene på Bommerlund en fin dame i hat og sjal, spadsere op over
gården. De genkendte hende straks, men hun så slet ikke til den side,
hvor de stod. Der vankede da naturligvis flere spottegloser, og de sagde
til hverandre, "lad os nu se om Grethe Marie går ind ad stordøren eller
ind ad vor dør". Hun stilede hen til den store trappe, gik ind ad hoved
indgangsdøren, og de vidste da, hvad klokken var slået. Hendes tøj blev
hentet i Helved, og hun var bleven introduceret som husholderske på
gården. De kunne jo godt forstå, at det ikke ville forblive derved, men
hun ville stige endnu højere, og det hele gav naturligvis anledning til
en del snak iblandt folk, hvorved Vogelsang tabte en stor del af sin
agtelse. Imidlertid bestyrede hun hans hus omtrent i 1± år, han
forhastede altså ikke brylluppet efter konens død, men alligevel blev
det dog til sidst en nødvendighed, hvilket kan ses af det ældste barns
fødsel.
Han bliver gift anden gang 1810.
1810 d. 26. maj blev parcellist Hr. Matthias Vogelsang g. m. (2 gang)
Margaretha Marie Hansen af Notmark sogn. Hun var født 1786 i byen
Helved, hvor hendes far Hans Sørensen, almindelig kaldet Skolemester,
dengang boede, senere boede familien også på Østerholm. Om han til en
tid virkelig har været skolemester i denne by, eller det blot har været
et tilnavn, skal ikke kunne siges. I al fald sad hendes forældre kun i
små kår, og hun var en fattig pige, der i tidligere år havde tjent i
Guderup hos gårdmand Hans Clausen på Hvids boel. Hun var her kun lidt
estimeret af byens andre piger, da hun var en simpel sjokke. Siden kom
hun til at tjene på Bommerlund, hvor hun heller ikke blev rost af sin
madmoder for sin orden og ærbare væsen, men desto mere havde hun dog her
forstået at sætte sig således fast i mandens gunst, at det til sidst
endte med, at hun blev kone i gården. Dette giftermål vakte megen
forargelse og forårsagede en pinlig ubehagelighed hos familien. At hun
var fattig og af en simpel stand, var der jo ikke så meget i, når hun
ellers havde været en pæn og brav pige af et rent og uplettet rygte.
Selv Provst Fangel og hans kone, Vogelsangs søster, der altid havde
holdt på den pæne mand, der så godt forstod at tilslibe sine ord, fik nu
øjnene op for, hvad han var, og at rygtet tidligere dog havde talt
sandhed. Det var just ikke provsten så behageligt, når Vogelsang senere
en gang imellem kom ind til Nordborg med sin kone, og mutter da var nødt
til at blive siddende i sine træsko, fordi som han sagde, at hun ikke
kunne tåle rigtig at få skoene på, og derfor var kørt derom i sine
træsko; men så havde hun så sandtens, "forglemt at tage et par andre
gamle sko med til at sidde i deromme". De troede ham ikke ret længere,
men at det kun var udflugter for at skjule, at hun ingen sko havde.
Hendes råhed.
Hun var jo også i sit hele væsen en helt rå og gemen person. Da han
således engang var ude på Lysholm med hende, og hun sad i sine egne
tanker, spurgte han hende: "hvad tænker du o lill mutter"! hvortil hun i
fleres nærværelse rask svarede: "o e husarer i Flensborg, lill fatter"!
Hvorover han selv som de andre naturligvis blev meget flov. At hun
gjorde ham til hanrej, det skaffede ham vel just ingen grå hår, da
forstod han til gengæld at trøste sig. Hun generede sig ikke i karlenes
nærværelse at tromle ned af en bakke i marken, især når det var en karl
hun kunne lide, ligeså lidt som hun undså sig, ved ene i selskab, at
tage med skovfoged Christian Jørgensen Dreier ud at fiske, han som
ellers var anset for en almindelig bytyr. Til gengæld havde Vogelsang
igen sit fidleri med en og anden oppe på Fritz
sted, hvorfra Anne Marie
Sundeboes og andre af den slags, af og til kunne gå med nogle skeppe
korn. Hvad der var det værste af alt, var dog hendes forhold til
stedsønnen Martin, hvem hun således havde fået i sine garn, at han altid
gik og hængte efter hende. Rygtet var almindeligt nok, og fandt også
almindelig tiltro. Det viser at hun i det hele var en simpel person,
gennemtrængt af en dyrisk råhed. Min far kaldte hende aldrig mor, men
tiltalte hende altid med: "De og Mad. Vogelsang".
Hendes mangel på dygtighed.
Hun blev heller ikke nogen dygtig kone for hans hus. I den første kones
tid var alt så hyggeligt og venligt på Bommerlund, og huset i enhver
henseende vel forsynet og rigt udstyret. I hendes tid herskede ingen
orden, hvad der var fra den første kones tid, blev efterhånden taget i
brug, slidt op, uden at der kom noget i stedet, og således fik alt
efterhånden er forfaldent og uhyggeligt udseende. Hun selv, som i den
første kones tid, udmærkede sig ved sit smukke hvide linned, både ved
hænderne og halsen, og ved sin smukke påklædning, fik nu mere og mere et
forjasket og luvslidt udseende. Det samme kendtes også på børnenes
påklædning. Huset blev tømt for linned, møblementet forreven, gulvet
søndertrådt, det gik tilbage for ham, og alting fik et mere fattigt
præg. Det kom især til syne, at når han ved lejlighed gjorde et stort
barselgilde, og flere af familien da tog derned,
for i forvejen at hjælpe med anretningen, da manglede næsten alt, hvad
de skulle bruge, og da kunne de også spore en kendelig forskel på tiden
før og tiden nu. Dog må jo hertil også bemærkes, at Vogelsang flere
gange måtte skifte, hvorved gælden forøgedes, at tiderne blev dårlige,
og at han fik en usædvanlig stor børneflok, hvad der alt sammen i
forening bidrog til, at trykke hans omstændigheder dybere og dybere ned.
Han blev ved alt dette mere smålig og påholdende, hvad der vist kunne
behøves; men gik i sin sparsommelighed ofte til ufornuft og smålighed.
Han var ikke meget for at så hør, men det var dog en nødvendighed, for
at forsyne huset med nødvendigt linned til den talrige familie.
Vogelsang havde altid selv været en flittig mand og endnu i sine ældre
år, vedblev han at tage selv hånd med i markarbejdet, ved at pløje og så
m.m. Men det er dog et spørgsmål, om han ikke sparede på kanter, mens
det så gik igen på andre sider.