Delt note |
Hans hustru Else Kathrine Tingberg 1752-1790. 1770 d. 2. nov. blev han g.m. Else Kathrine Tingberg, en datter af præsten Hr. Niels Tingberg, først i Næraa og siden i Flødstrup på Fyn, og hustru Anna Dorothea Kryssing, og således født i Næraa præstegård 1752 d. 14. juni. Hr. Niels Tingberg var ligesom Jens Rasmussen Fangel født i byen Fangel ved Odense 1717 d. 19. sept., fra 1748-66 præst i Næraa og fra 1766-86 præst i Flødstrup. Han døde 1786 d. 30. april. Han hustru Anna Dorothea var født 1732 og døde 1783 d. 10. okt. Hun havde kun en bror Peder Kryssing Tingberg, født 1750 d. 28. juli i Næraa, fra 1781-1818 præst i Kjelstrup, død 1818 d. 23. april, han var g.m. Anna Susanne Berg,der døde 1817 d. 24. aug. Niels Tingbergs far hed Peder Christensen Tingberg og var rokkedrejer i byen Fangel. For at klare det familieforhold, som Holger Fangel ved dette giftermål trådte i forbindelse med, vil vi hensætte følgende lille slægtstavle: Hr. Peder Olufsen Kryssing, præst til Frue kirke i Odense fra 1730-44, g.m. Else Brøchner. Deres 4 børn - Anna Dorothea Kryssing, g.m. Niels Tingberg, præst I Flødstrup.
Deres datter, Else Kathrine Tingberg, g.m. Hr. Holger Fangel, præst i Nordborg. - Maria Kryssing, g.m. Klaus Klausen, købmand i Odense. Deres datter,
Elisabeth Margaretha Klausen, g.m. prof. Rasmus Nyrup i København. - Johanne Marie Kryssing, g.m. Christian Ditlev Hedegaard, birkedommer
i Odense. Deres søn, Johan Christian Hedegård, departementchef, etatsråd i København. - Maren Kryssing, g.m. Hans Riissing, købmand i Odense. Deres søn,
Peder Kryssing Riissing, theol. kandidat, major i Odense. Købmand Hans Riissing beboede en stor gård på Overgade i Odense, var meget rige og ansete folk. Fruen var temmelig aristokratisk og havde megen omgang med de adelige familier i omegnen på landet. Sønnen Peter Kryssing Riissing blev theol. kandidat, men søgte aldrig embede. Han spillede derimod junker, og omgik her meget de adelige landjunkere på den tid. Han blev senere landeværnsofficer og fik titel af major, men det gik tilbage med hans formue. Han gik derfor ikke ram forbi i en samtidig nidvise i Odense, hvor der railleredes over flere af byens forhold og personer, deri fik han sit stykke på denne måde: "Hr. Peter Riissing er hans navn. Adelens røv hans rette gavn". Provst Fangel plejede altid at logere i købmand Riissings hus, når han mødte i Odense til de årlige landemoder, og han undlod da heller aldrig at aflægge et besøg hos sin gamle vært degnen Lars Liimkilde ved Hospitalet og at se ind til de disciple fra Als, der havde taget hans gamle logi i brug. Præsten Peter Kryssing Tingberg i Kjelstrup var også en fin mand, hans kone var af familien Berg fra Skovsbo i Rynkeby sogn på Fyn. Den samme familie har også ejet Skjoldmose. Præstens første kone Else Kathrine Tingberg var en meget stille, bly og undseelig kone. Hun kom fremmed hertil og det var en vanskelig stilling, nok for hende at begå sig, da ikke blot hans gamle mor, men også 4 søstre, der alle var ældre end hende, fandtes i huset. Den ældste af dem, den fornuftige og kloge Regitze Sophie kom vel snart ud af huset, da hun tog over til den gamle Niels Tingberg i Flødstrup præstegård. Men endnu fandtes den svagelige Ingeborg, den smukke og gode Anna og den egenrådige Sophie Elisabeth hjemme, navnlig den sidste ville råde, og den unge kone kom derfor straks under moderens og svigerindernes herredømme. Hun turde aldrig gøre noget for svigerinden Sophie Elisabeth. Præstekonen kom hyppig over i haven til degnekonen Mad. Lorentzen og har ofte beklaget sig for hende. Engang var jomfru Sophie Elisabeth Fangel rejst over til Fyn for at besøge pastor Niels Tingberg i Flødstrup. Hun sagde da til svigerinden, at nu måtte hun ikke vaske, førend hun kom tilbage. Mad. Lorentzen gav hende det råd, at nu skulle hun netop gøre det engang for dog at sætte sig lidt i respekt og vise, at hun var kone i huset. Men hun mente at det var ikke rigtigt, når hun havde pålagt hende det. ( Mundtlig fortælling af Mad. Christiansen. Mad. Frost. Bloch fynske Gejstl. Historie. Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen) Kathrine Fangel født Tingberg døde 1790. Dette viser os at hun må have været af en meget svag karakter. Hun døde 1790 d. 7. april, 38 år gl. 1796 d. 4. marts tillod et kongl. rescript, at en af provst Fangels trende sønner tilhørende arv stor 592 rdl. 28 sk, må indestå hos ham, uagtet han ikke har stillet den befalede sikkerhed derfor. Det er vistnok den søn, hvormed han har udmindet sine børn efter deres mors død. |