|
Delt note |
Christen Knudsens F IV 39: Holger Christian Clausen Fangel er født 1811
d. 25. febr. Samme dag hans mor blev begravet, blev han døbt og fik navn
efter begge sine bedsteforældre på fars og mors side. Han fik igen en
god og fornuftig stedmor i sin faders kusine, Sophie Elisabeth Petersen
af Nordborg. Han kom som dreng ofte op i Nordborg præstegård, hvor den
gamle provst Fangel, hans bedstefar, gjorde meget af ham, fordi han bar
hans navn, og da denne ønskede, at han skulle studere, og han dertil
havde midler, da han havde arvet en kapital efter sin morfar Christen
Klausen, bestemte hans forældre ham til studeringen.
Han kommer til Drejø.
Efter at han derfor i nogle år havde gået i byens skole, blev han taget
ud deraf og sendt til Drejø, hvor præsten Hr. Hans Petersen, der var en
bror til hans stedmoder påtog sig at forberede ham så vidt, at han med
tiden kunne komme ind på en latinskole. Her opvoksede han og modtog
undervisning sammen med præstens 2 ældste børn, der var hans
jævnaldrende, Marie og Peter Andreas Petersen, og her lagdes allerede
grunden til hans senere forbindelse med denne pige, der havde været hans
barndoms veninde. Mens han opholdt sig på denne Ø, mødte der ham noget
der let kunne have bragt meget skadelige følger for hans fremtid. De 2
drenge gik ofte ud i byen og tilbragte undertiden en aften hos en eller
anden nabofamilie. De fik lyst til at ryge tobak, men turde ikke lade
præsten mærke det, da han ville være bleven alvorlig vred. Derfor røg de
i smug, når de kom ind til n af naboerne. Men smeden havde engang
hemmelig kommen krudt i en pibe, som Holger Fangel fik, havde gjort det
af kådhed, for at drive løjer; men denne kåde spøg kunne være kommen ham
dyrt at stå. Thi da piben på n gang fløj i stumper, flængede den helt
huden af hans hånd. Derved blev det, og godt var det, da det ligeså godt
kunne have beskadiget hans ansigt eller øjne, eller have haft værre
følger for ham. Han turde ikke lade præsten se sin hånd, men bandt den
ind selv så godt han kunne; men da han kort efter kom hjem, forklarede
han sin mor det hele, hun så til den, og den så temmelig slem ud, men
ved hendes fornuftige behandling blev den snart igen helbredet.
Han kommer ind på skolen i Odense.
Da pastor Petersen 1825 flyttede til Oksbøl på Als, kom Holger Fangel
atter hjem, men gik ud til Oksbøl for at fortsætte sin undervisning hos
ham, indtil han 1828 kom ind i Odense skole, hvor han fik logi hos sin
onkel, købmand Jens Fangel Petersen på Overgade. Iblandt hans lærere her
kunne mærkes: skolens rektor, prof. Jakob Saxtorph, overlærer Matthias
Wilhelm Brohm, adjunkt Christian Hermann Andreas Kalkær, adjunkt Peder
Eskildsen og adjunkt Casper Peter Paludan Mller m.fl. Ferierne
tilbragte han på en behagelig måde i Svanninge præstegård, hvor hans
slægtning Jens Christian Fangel dengang var præst.
Han bliver student 1832.
1832 afgik han til universitetet og fik til examen artium karakteren
haud. 1833 tog han anden examen med laud og begyndte derpå at studere
theologi. De daværende theologiske professorer var: Henrik Nikolai
Clausen, Matthias Hagen Hohlenberg, Carl Emil Scharling og Christian
Thorning Engelstoft, blandt hvilke han mest skattede Clausens klare og
forstandige foredrag. Mens han lå i København omgikkes han jævnlig flere
andre studenter fra Als: Christian Schwensen fra Hørup, Andreas Evald
Meinert Thomsen af Nordborg, der senere blev sognepræst i Balslev og
Ejby på Fyn, Hans Peter Ovesen Balle af Nordborg, der blev sognepræst i
Aversi på Sjælland og slesvigeren Nis Hanssen fra Højst ved Tønder, der
senere blev præst i Sottrup i Sundeved, og allerede som student begyndte
at skrive til gunst for den danske sag m. fl. I ferierne tog han gerne
ud til Tikøb præstegård ved Helsingør, hvor en anden slægtning af ham
Jens Christian Fangel dengang var præst, og her tilbragte han tit mange
glade og fornøjelige dage, da hans bolig var et meget gæstfrit hus.
Han bliver kandidat 1838.
Han var meget flittig og udholdende i sine studeringer, og havde derfor
gjort sig håb om at få laud, men var dog også godt tilfreds med et godt
haud,, når han agtede at gå op til theol. embedseksamen. Denne
underkastede han sig 1838 d. 16. jan og fik karakteren haud. Da det
allerede var afgjort, at præsten J. Knudsen i Hagenbjerg ville antage
ham til kapellan, når han havde endt sin studering, tog han straks efter
sin eksamen hjem til Nordborg og øvede sig om sommeren 1838 i at
prædike, og katchisere, i hvilken Henseende han ofte gik ned i
Hagenbjerg skole for at høre på skolelærer Pet. Frederiksens
undervisning, der var bekendt for en meget dygtig katechisator, og 1838
d. 22. okt. prædikede han til dimis og katechiserede for biskop Tetens i
Hagenbjerg, for hvilken prøve han fik laud i begge fag.
Han bliver kapellan i Hagenbjerg 1838.
Endnu samme år 1838 d. 27. nov. blev han kaldet til kapellan for
Hagenbjerg menighed, d. 21. dec. ordineret i Ketting kirke af Biskop
Tetens og anden juledag indsat i menigheden af Provst Thomsen på
Nordborg.
For at have større beskæftigelse fik han flere folks børn i Nordborg at
læse med, og gik derfor for det meste hver dag ind til byen, hvor han om
formiddagen i sin faders bopæl underviste 2 sønner af husfoged
justitsråd Riegels på Fægtenborg, Fritz og Christian Riegels, Ernst
Harboe, en søn af actuar Harboe, og Christian Heinrich Bruhn, en søn af
skibskapitain Bruhn på Nordborg. Til middag vendte han igen tilbage til
Hagenbjerg og læste et par gange om ugen med præstens plejesøn
Christian, hvem han foreløbig meddelte undervisning i tysk.
Han bliver g.m. Olave Marie Petersen 1840.
Da det imidlertid blev ham noget besværligt, besluttede han at gifte sig
og ægtede da 1840 i okt. sin forlovede Olave Marie Petersen, en datter
af sognepræsten Hr. Hans Petersen i Oksbølle og for længst afd. Hustru
Margaretha Sophie Berg, der allerede døde 1810. Hun var født 1808 på
Hvedholm og kom ved moderens tidlige død til Odense til enkefru Berg,
hvor hun forblev indtil hendes far fik ansættelse som præst på Drejø.
Fra den tid boede han på Nordborg, fik flere elever, med hvilke han
læste dels enkeltvis hjemme i sin bolig, dels i byen, mens han derimod
vedblev at undervise det tidligere studerende hold ude i hans forældres
hus.
Han underviste flere unge mennesker.
Iblandt de nye elever kunne mærkes, Jørgen Petersen, en søn af købmand
Frants Petersen, Frederik Kallesen, hvis fader var skipskapitain
Christian Matzen fra Meelsgaard, Jens Krog og Christian Knudsen, af
hvilke blot de 2 sidste skulle studere, og hvem han snart bragte så
vidt, at de kunne følge med det ældre hold, og 1845 gå ind i Odense
skoles 6. klasse. Desuden læste han også med herredsfoged Steffens
døtre, Marie og Erna Steffens, samt provst Thomsens yngste datter,
Louise Thomsen. Da det ældre hold af studerende gik af 1845, fik han
igen 2 andre, Hans Autzen af Aarup og Peter Schmidt af Sønderborg at
forberede til studeringen, ligeledes havde han en kostgængende et år i
huset, Doris Ebbesen af Stevning. Hans kapellanløn var kun lille, og
hans undervisning bragte vistnok ikke heller meget ind, alligevel kom
han godt igennem, og det må for en stor del tilskrives hans kones
dygtighed.. Hun var en sjælden fornuftig, huslig og sparsommelig kone,
der ved siden af en tarvelig levemåde alligevel forstod at gøre sit hus
hyggeligt og behageligt. Hun var i det hele en meget brav og retsindig
kone.
Han opretter en dansk læseforening i Nørreherred.
Allerede straks da han kom til Hagenbjerg, fik han en læseforening
oprettet for Nørreherred, der blev forsynet med bøger fra København, og
blev til en tid meget flittigt benyttet. Men dette foretagende vakte
forargelse på Augustenborg, hvor man betragtede den som en demonstration
imod Hr. Durch., og følgen heraf blev, at kapellan Fangel i de første år
ikke ved de forefaldende lejligheder blev tilsagt til taffel på slottet,
men ved hofchef Hr. v. Kossels medvirkning blev denne forseelse dog
snart ændret.
Han søger Oksbølle kald 1842.
Hans svigerfar Hr. Hans Petersen i Oksbølle døde 1842, og havde førend
sin død ytret det ønske at få ham til eftermand, menigheden ønskede det
samme og indgik derfor med en ansøgning til Kong Christian den 8.,
hvilken Biskop Tetens på det varmeste anbefalede, om at få ham til
præst. Da Kongen senere indfandt sig i et besøg på Augustenborg Slot,
fremstillede biskoppen sig for ham tilligemed et par mænd af menigheden
og talte hans sag. Men Kongen var ikke til at bevæge, han fremhævede,
"at han ikke kunne forbigå så mange andre ældre mænd, der søgte det
samme embede, det ville være en uretfærdighed, da han endnu var ung
kandidat og havde haud, hvorimod flere ældre søgte, der havde laud".
Biskop Tetens lod Kongen frimodig forstå, dog på sin fine måde, uden at
støde an imod formerne, "at Kongen havde gjort det engang tidligere",
hvorved han sigtede til Svenstrup, da pastor Ahlmann 1836 blev befordret
til dette kald, uagtet flere meget gamle værdige præster søgte det. "Ja
men dengang var jeg Prins og ikke Konge", svarede Majestæten. "Derimod
er der en anden Fangel, som søger, hvad synes De om ham". De svarede,
"at så vidt de kendte ham, var han en meget brav mand, men det var ikke
ham de søgte om". Da han altså ikke fik dette kald, henvendte han sig
til Grev Bille Brahe på Hvedholm, hos hvem hans svigerfar engang havde
været som hovmester for hans ældste sønner, og bad ham om ved lejlighed
at have ham i tanker ved indstillingen til et af sine proprietær kald.
Greven viser sig meget nådig og gav ham håb, men han havde jo flere, der
havde henvendt sig i samme sag. Han søgte flere kald, men det gik kun
langsomt med befordringen i de tider, da det vrimlede af kandidater.
Han bliver præst i Notmark 1849.
Så kom året 1848, og det hjalp på befordringen. Da de 2 tysksindede
præster Hr. Frederik Petersen i Notmark og Hr. Hans Peter Schlaikjær
suspenderedes ved en kongl. ordre 1848. 7. april, og kort efter med
flere andre personer fjernedes fra øen Als, blev pastor Holger Fangel
konstitueret som præst for Notmark og Adserballe menighed.
Han tog bolig i Adserballe præstegård og senere, da pastor Feilberg af
Ullerup, der var fordreven fra sit embede af tyskerne, og derfor boede i
Kettings gamle Bispegaard, blev på efteråret 1848 konstitueret, for
Adserballe menighed, og Fangel altså blot fik konstitution for Notmark,
blev han i nogen tid boende hos degnen Matthiesen; thi i præstegården
boede endnu Fru pastorinde Petersen, "og hun brændte som en nælde". Hun
rejste imidlertid d. 13. nov. hvorpå Fangel flyttede in i præstegården,
og da Petersen senere lod sig ansætte af den hele oprørske
regeringskommission, der havde konstitueret sig efter
Malmø-Våbenstilstanden for Hertugdømmerne, til præst for Ullerup
menighed og tilmeldte Biskop Hansen, at han frasagde sig Notmark kald,
så var der ikke længere noget til hinder for at besætte dette, og derfor
blev Hr. Holger Fangel 1849 d. 16. febr. kaldet til præst for Notmark
menighed af den danske regering. Nu først kunne hans kone og familie
flytte om til Notmark præstegård.
Hans første kone dør 1861.
Hun var hidtil blevet boende på Søvang. Efter at have tilbragt 12
lykkelige år på dette sted døde hun 1861 i dec. af kræft i brystet. Hun
bar tit på et tungt sind, hvilket hun måske havde arvet efter sin mor,
men var i øvrigt en meget brav og agtværdig kone. Hun opnåede en alder
af 53 år.
Han bliver g.m. 2) Louise Schwensen 1862.
1862 d. 2. okt. blev han g.m. 2) Sophie Helene Louise Schwensen, en
datter af Hr. consistorialråd Christian Schwensen. Præst i Hørup og
hustru Sophie Frederikke Louise Jessen, og født i Hørup præstegård 1819
d. 1. juni. Efter at hun i en del år havde været i sin svoger Biskop
Jørgen Hansens hus, både i Notmark og Guderup, bestyrede hun huset for
sin bror i Hørup fra 1848-55, og forestod derefter huset for sin bror
Hr. grosserer Carl Schwensen i Christiania fra 1855-62. Skønt hun som
stedmor her i huset gik ind til flere voksne børn, forstod hun dog på en
sjælden smuk, fornuftig og elskværdig måde i en kort tid at vinde deres
hjerter således, at de hurtig lærte at elske hende som en mor. Hun har
været en sjælden rar, god, tækkelig og elskværdig kone både for ham, og
imod alle, der var kommen i berøring med hende. Derfor møder hun også
almindelig agtelse og velvilje, hvor hun kommer. Derhos er hun tillige
en meget fornuftig og huslig kone.
Præstegårdens bygning.
Notmark præstegård er vel en gammel bygning. Opført 1688 af præsten Hr.
Frederik Jørgensen Kruckow, men den er en meget god solid og bred
bygning, og da den er meget godt indrettet og smukt udstyret, er den en
meget hyggelig og pæn bolig, tilmed da beboerne ved deres venlighed og
gæstfrihed forstår at give den dette præg.
Den vestlige ende er senere tilbygget, efter traditionen som et slags
aftægtsbolig for Hr. Jørgen Petersens enke Dorothea Sophie Brandt, der
imidlertid må have opholdt sig på Nordborg hos sin datter Margaretha,
g.m. købmand Samuel Brandt; thi her døde hun 1765. En stor smuk og
anseelig have findes også ved huset, og herfra haves en smuk udsigt ud
over egnens nærmeste omgivelse. En ny lade er opført i pastor Fangels
tid. Et enkesæde i nærheden, som præsten Hr. Matthias With havde ladet
opføre på præstegrund, for sine 2 ugifte døtre Anne Marie og Charlotte
With, med den bestemmelse, at det i fremtiden skulle tjene til et
enkesæde, er nu bleven solgt. 1864 blev præsten under de nye forhold
siddende urørt i sit embede og aflagde derfor 1867 i marts ed til den
preussiske regering. Han var en ældre mand og havde ikke lyst til at
flytte. Man kan ikke sige noget hertil, det bliver altid et personligt
spørgsmål. Men derved havde han også bestemt sig for at blive i Notmark
uden at søge, skønt det jo ikke er af de store kald. Det kom ham da til
gode, at hans kone arvede en ikke ubetydelig sum efter sin bror, den
rige vekselerer Hr. Justus Heinrich Schwensen i Christiania. "Hvorfor
skulle vi ikke tage os en god dag på vore gamle dage", siger han ofte.
Med alt dette føle de jo også, at de har den forpligtelse til at gøre
godt og hjælpe dem som trænge, hvad de også gør. Idet de vide, "at
saligt er det hellere at give end at tage". Han har også været en nidkær
og god præst for sin menighed, hans prædikener er altid vel studerede,
klar og af et kristeligt indhold. Se Sofus Elvius: Danmarks
præstehistorie fra 1867-1884, København 1887 S. 656. Død 9. marts 1899
i Faaborg, 88 år gl.. Hans hustru Louise Schwensen døde 1893 d. 5.
marts, 73 år gl. |