|
Delt note |
Christen Knudsens F IV 44: Peter Gomme Fangel, en søn af Christian Peter
Fangel, købmand på Nordborg og hustru Sophie Elisabeth Petersen, er født
1812 d. 4. juni på Nordborg. Efter sin konfirmation kom han i
handelslære i Sønderborg hos købmand Becher?? derefter kommis i
Flensborg. 1835 tog han imod sin fars sted, det var egentlig hans ældre
brors arv efter sin mor, men da han studerede, havde han ikke brug for
det og lod sig udminde, hvorpå han fik det. 1836 blev han g.m. Kathrine
Christine Thomsen, en datter af Provst Klaus Christian Thomsen og hustru
Marie Kirstine Meinert på Nordborg, med hvem han allerede fra skolen
havde været forlovet. 1836 købte han det Mad. Frost tilhørende sted på
Nordborg, hvilket Jes Thomsen først havde været om, men da han ikke
havde bestemt sig til den fastsatte tid, blev det solgt til Peder
Fangel. Imidlertid fortrød denne, at han ikke havde fået stedet og købte
det igen straks af købmand Fangel, der ved den lejlighed forbeholdt sig
en lille toft på hen ved 1± tdr. land, der grænsede ind til hans sted.
Dette stykke jord fik han således uden at give noget for det, og da han
tidligere ikke havde synderlig have til sit sted, kunne han udvide denne
og endda beholde en lille toft ved huset. Han havde ikke så lidt jord
til sit sted, han holdt et par heste og en 10-12 køer. Den lå for det
meste ud ad efter Købingsmark. Peter var en snild og livlig, beleven
mand der talte godt for sig og det passede godt for en købmand, derfor
havde han god handel, især trak han Nordborg sogns landbefolkning til
sig, derimod opgav han at holde krovæsen og skænk, som hans formænd
havde drevet. Han var tillige en meget brav og elskværdig mand, altid
glad og fornøjet og fuld af humor og "Mutterwitz". Da således graver
Piper, en tysksindvandret mand, der som alle tyskere talte et
"gebrækkent sprog", var i tørvearbejde for Fangel, og i forvejen talte
med ham om arbejdet og til sidst spurgte: wer schal denn Mutter drinen",
svarede Fangel med sit sædvanlige elskværdige smil, " dat schal Vater".
Men som alle tyskere lige fra den simpleste op til den højeste, selv
Bismarck, ikke forstår eller kunne fordrage den godmodige danske naturs
hjertelige ironi, således gik det også graver Piper. Han blev vred som
en tysker. Denne brave mand gik desværre bort ved en alt for tidlig død
til stor sorg for sin hele familie. Han døde af en farlig
brystbetændelse i okt. 1843, endnu kun 31 år gl. Hans enke blev siddende
for stedet, hendes gamle svigerfar og den gamle tro karl Rasmus, passede
vel avlingen godt nok, men handelen måtte hun betro til fremmede, hvoraf
enkelte ikke altid så på hendes rette gavn.
Hun var en stille og brav kone, men havde lidt svært ved at bestå. Hun
døde 1862 i marts. |