Alsnissen´s slægtsdatabase

Christen Knudsens F IV 36: Christian Peder Fangel er født 1784 d. 23.
sept. i Nordborg præstegård, hvor hans far var præsten Hr. Holger
Fangel. Han blev i dåben opkaldt efter tvende præster, Christian efter
sin farbror i Tikøb og Peder efter sin morbror i Kjølstrup. Han var som
dreng lidt tungnem, og derfor græd han tit, når hans lærere, Hr. Joh.
Nikolai Arendt og Hr. Jens Andersen var alt for strenge imod ham og hans
søskende. 1800 blev han konfirmeret af sin far, 15± år gl. Hans far
bestemte ham til landvæsenet, og det blev afgjort at han skulle til
Vildmosegaard for at uddannes i dette fag hos sin ældre bror Jens
Fangel, der var bleven forpagter af denne gård. Han skulle lægge turen
over København, for derfra at gå med en skibslejlighed til Aalborg. Hans
stedmor havde i den anledning forsynet ham godt med klæder, linned og
strømper, og han sejlede med skibskapitain Christian Matzen af Nordborg,
senere ejer af Druelund, til København, hvor han i nogen tid logerede
hos sin bror Niels Tingberg Fangel og sin fætter Hans Petersen, der
begge dengang var studenter. Men da Peder hjemmefra var forsynet med
strømper, sled de 2 andre på dem tilligemed ham, og enden blev, at hans
mor atter måtte til at forsyne ham med nye varer af denne slags. Med en
skude fra Aalborg kom han da endelig til sit bestemmelssted
Vildmosegaard, hvor han opholdt sig i flere år. Imidlertid døde skipper
Lorents Lorentsen Bruun på Nordborg, og da denne mands efterladte enke,
Anne Marie Klausen sad inde med et godt sted og en god næringsvej på
Nordborg, så hans gamle far lejligheden i agt til at se at få ham
anbragt på dette sted. Der var ikke noget i vejen fra hendes side, hun
tog mod tilbudet. Der blev skrevet efter Peder, han kom, ægtede enken,
og alting gik godt. Anne Marie Klausen var en meget brav og fornuftig
kone, og provsten satte megen pris på hende. Ægteskabet varede
imidlertid kun kort, thi hun døde i barselseng 1811. ( Nordborg kirkebog
og Igen kirkebog).
Provsten ville nu atter sørge for en ny passende kone til sin søn Peder,
og hans valg faldt denne gang på sin lille niece, Sophie Elisabeth
Petersen, en god og rar pige, som dengang opholdt sig hos sin onkel i
Rise præstegård på Ærø. Hun kom hertil og tog foreløbig ophold i
Nordborg præstegård, hvor man altid havde holdt meget af hende. Men
denne gang ville Peder også forsøge at gå på egen hånd. Han ville have
en pige som tjente der i huset. Provsten blev meget vred da han mærkede
dette og Peder turde ikke i længere tid komme op i præstegården.
Provsten var imidlertid den stærkeste, han fik pigen ud af huset, og
hans søn måtte bøje sig for sin fars stærke vilje, og det var vistnok
det bedste for ham; thi hin pige var en slem, snedig kvinde, hun blev
senere gift i Sønderborg med en fjerhandler. Man lærer heraf en
faderlige myndighed på den tid, det var måske godt, om der endnu var
lidt mere af den i vore dage.
Hans andet ægteskab med Sophie Elisabeth Petersen 1811.
1811 blev han g.m. Sophie Elisabeth Petersen. Hun var en datter af Hr.
kontrollør Peter Petersen og hustru Regitze Sophie Elisabeth Fangel på
Nordborg, hvor hun var født 1781 d. 15. aug. Hun blev konfirmeret 1796,
15 år gl., tilligemed Lorents Johannes Brorsen, Hans Ahlmann, Anna
Charlotte Zoffmann og skipper Hans Christensens datter Anna, der blev
g.m. skipper Matthias Johansen på Nordborg. Efter sin konfirmation var
hun nogle år i Odense hos enkefru Berg fra Skovsbo, der var mor til
præsten Peder Kryssing Tingbergs kone, Anna Susanne Berg i Kjølstrup.
Siden opholdt hun sig en del år hos sin morbror præsten Gomme Fangel,
både i Tranderup og Rise præstegård.
Mens hun opholdt sig på Ærø, havde hun i nogen tid været forlovet med
Hr. Christian Gorm Liimkilde, en søn af degnen Lars Liimkilde ved
Graabrødre Hospital i Odense, der fra 1800-1809 var residerende kapellan
i Ærøskøbing og døde 1840 som sognepræst i Skelskør. Liimkilde, der
hørte til de satiriske pamfletdigtere på den tid, var en temmelig
storsnudet og krakilsk person, og hævede partiet. Hun blev ham en god
kone for hans hus, da hun både var meget fornuftig og sparsommelig, hvad
nok kunne behøves i de dårlige tider, der senere kom. Hun havde en
sjælden god forstand, og var hun end sjælen i huset, så forstod hun dog
at skjule det således, at det ikke fik udseende af, at hun havde den
afgørende stemme; thi hun havde en fin takt, og var derhos en meget
stille, beskeden, bramfri og retsindig kone. Den gamle Klausen blev
boende hos dem og levede endnu flere år, men hun forstod altid at omgås
den gamle mand på en sådan fornuftig og god måde, at han kom til at
holde meget af hende. Peder Fangel var også en meget brav og god mand,
havde han end ikke sin kones gaver, og derfor levede de al sin tid et
godt og lykkeligt ægteskab. Da de arvede den gamle tante Juhlers sted,
opholdt hun sig i sine sidste år i deres hus, og til dette sted trak de
sig tilbage 1835, da de overlod stedet til deres søn.
Han dør i Nordborg 1854.
Her henlevede de deres sidste dage og nød en lille aftægt fra stedet. De
måtte friste den store sorg, at deres kære søn gik bort ved en tidlig
død, og "gamle Fangel", thi således benævnedes han alm. i modsætning til
sønnen, gik nu meget ned og så til med avlingen på stedet for
svigerdatteren. Han døde 1854 d. 25. dec., efter at han i de sidste år
havde skrantet en del. Hans sædvanlig mundheld var ordet, " her do. Kom
og se det her do", eller "det skal jeg sige dig her do".
Hun dør i Sønderborg 1861.
Efter mandens død lejede hun sit sted ud og levede hos sin datter i
Sønderborg. Også her viste hun bestandig den samme fornuftige takt; thi
hvor tilbøjelig end tit de ældre kunne være til at ville råde, så skulle
hun nok forstå ikke at indblande sig i deres anliggender, men altid
bevare sit stille, beskedne og tilbagetrukne væsen. Derfor kom hun altid
godt ud af det med alle. Hun døde 1861 d. 13. jan., 80 år gl.