|
Delt note |
Chr Knudsens F III 167: Frantz Andersen, født 1794, blev 1810
konfirmeret. Han var arving til den "Aichelbergske Gaard" med sine
adelige friheder. Det var et pænt og godt sted, på hvilket der kunne
holdes 4 heste og 12-14 køer, og der gik ingen skat af det. Familien må
vist ofte have bildt sig en smule ind af denne herlighed, derfor sagde
hans stedfar Moes: "min søn Frantz kan få hvilken en han peger på". Men
Frantz Andersen var i sin ungdom en forfængelig nar, dertil meget dum og
indskrænket, hvorfor han i alles øjne gjaldt for en latterlig person.
Det gik heller ikke så let for ham at skaffe sig en brud, som Moes havde
tænkt sig, "han pegede på så mange, men det hjalp ikke, han ville plukke
kirsebær med de store og fik stenene i øjnene".
Hans mange frierier.
Frantz gik først til Herredsfoged Frsens og spurgte hvor gammel deres
ældste datter Mine var. Hun blev siden g. m. Provst Poulsen i Aabenraa,
der blev forflyttet til Altona. Da dette forsøg slog fejl, forsøgte han
sin lykke hos Amtsforvalter Ambders, hvis datterdatter frøken Anna
Schumacher han fattede godhed for. Her var en del penge i vente. Da de
engang havde et stort dameselskab, går Frantz derop med en pose
kløverfrø under armen, stikker hovedet ind ad døren og siger: "Mamsel,
ich wolle sie gerne spretzen!" og da hun var gået ud til ham, og da hun
var gået ud til ham, antydede han sit frieri ved at byde kløverfrøet til
salg. Med en høj latter løb hun atter ind til selskabet, og fortalte den
hele historie. Med Provst Fangels ældste datter Else Kathrine må han
også have haft noget for; thi da der blev gjort stads på hendes
bryllupsdag, med lamper i haven og folk fra byen kunne gå op og se den
hele stads, ytrede Frantz til Thomas Thomsen, da han så kvindfolkene
sidde derinde, "at havde han vidst det skulle Nik. E. Frost ikke have
siddet derinde i aften". Det var da også kun kort efter at hans stedfar
Moes, kom op til provsten og anholdt om den yngre datter Sophies hånd
til sin søn Frantz. Han havde også flere gange haft dem med på bal og på
skovture. Men det hjalp dog ikke, han fik en kurv. Og således gik det
ham flere steder. Til sidst blev han dog forlovet med Jomfru Maria
Margaretha Vogelsang fra Solbjerggaard. Hun kendte godt hans naragtighed
og ville derfor nødig have ham, men hun gjorde det for forældrenes
skyld, da det var deres ønske. Hun var dog meget "ømpfindlich" på sig,
og det mindste hensyn eller ord, der kunne tyde hen på hendes kærestes
latterligheder krænkede hende bittert. Således gik hun engang og græd i
flere dage hjemme, fordi Provst Fangel havde spøgt lidt med hende og
kæresten, hvilket hun optog i en ilde mening. Han er jo også en
indbildsk og latterlig person som hun snart igen måtte blive ked af.
Engang stod han således foran et spejl og vinkede hende hen til sig, med
et lille knips med fingrene og fortalte hende: "hvor smuk han var og at
mange vist ville misunde hende ham"! Han var også sær og påståelig. Da
han engang talte om apotekeren og kaldte ham "Apothederen" og hun
rettede det til apoteker, svarede han at han blev ved sit, "når jeg nu
vil sige apotheder". En skolelærer Schmidt på Hartspring gjorde heller
ikke godt. Han gik imellem dem og fortalte hende så mange af
Frantz
latterlige historier og folks snak i byen. Da han derfor engang i
sine lange gule nonkingebukser og hvide strømper faldt med hende på et
bal, hvorover hele selskabet slog en latter op, tog hun sig dette meget
nær. Brylluppet var da ellers bestemt til at holdes om en 3 ugers tid,
og flere havde fået bestilling til det. Men da hun ved skiftet mellem
Frantz og de gamle i flere dage havde hørt på deres tossede snak, blev
det hende for drøjt og en smuk dag måtte hendes bror Matthias Vogelsang
ride ned til dem med hans håndtro, ringen m.m., og melde dem at der fra
hendes side ikke blev noget af det. Frantz tog imod det og puttede det
ligegyldigt i lommen, og udleverede han igen hendes sager. Hans mange
mislykkede frierier gav anledning til byens spot. Han blev afmalet på
sin port med 10 bundløse kurve. Han blev endelig langt om længe g. m. en
Jomfru Ægidius fra Skodsbøllegaard i Sundeved, hvilken hendes forældre
siden solgte, boede en kort tid på Nordborg og købte derefter igen en
gård på Møn. Engang i denne tid kom Frantz i uenighed med David Brunck
Seidelin, der var provisor på det apotek, Dr. Balle selv holdt på
Nordborg. De skulle ud at duellere, men Nik. E. Frost havde ladet, dem
uafvidende, pistolerne med en skrå. Den hele scene endte da med latter.
Frantz Andersen må dog vist ikke altid have været rigtig i hovedet; thi
få år efter sit ægteskab gik han fra forstanden og var i nogen tid helt
forstyrret i hovedet. Således kom han da dag med et pindsvin til Nik. E.
Frost og sagde: "giv Du e vin, så giver jeg e svin".
Han giver sin pige ris 1839.
Da han i 1839 havde en pige i sin tjeneste, som vistnok ikke var tro og
pålidelig i sin gerning med at passe hans kreaturer, går han en dag ud i
marken med et ris, skjult under sin frakke. Han nærmer sig hende og på
engang bøjer han hende ned og giver hende dygtig ris på den bare ende,
til stor latter og moro for en del karle, som var ved deres arbejde i en
mark ved siden af. Pigen fløj straks af sted hjem, gik op til
herredsfogderiet og anklagede ham, og til bevis på sandheden gav hun i
retten syn for sagen. Han måtte betale en mulkt, men skammen var det
værste; thi fra den dag bar han tit spottenavnet Frantz Aaspisker, og
det var naturligvis en historie, som under høj latter løb landet rundt,
og ikke så hurtig blev glemt. Frantz Andersen var også tysksindet, skønt
hans kone og børn vel nærmest var dansksindede. Spurgte man hvorfor fik
man let til svar, "at de fornemme var tysksindede". I 1849 lod han sig
bruge til at bære en tysksindet adresse omkring. Da man kom på spor
derefter, flygtede han over til hin side, og da krigen imidlertid brød
ud på ny, måtte han blive i Sundeved en lang tid. Han blev således
"Merter" (martyr) for den gode sag. Men han havde dog den fornøjelse at
se Hr. Durchl. 1864 var han derfor atter på benene iblandt det tyske
parti på Nordborg og kom jævnlig i Harmonien, hvor han fik sig en
passiar med sin tro kampfælle, skorstensfejeren. De hørte begge, sagde
man, til underparlamentet. Han var derfor også med i blandt ".." på
Graasten da man trak Hertugens vogn til slottet under et besøg han 1865
aflagde på Graasten.
Stedet bliver delt.
Frantz Andersen fik ikke blot penge med konen, han fik også i hende en
dygtig og fornuftig kone. Derfor sad han i ret gode kår, uagtet han
havde en meget stor børneflok. Førend han med sin kone trak sig tilbage
på aftægt til det sted hvor den gamle Moes havde boet, delte han stedet
mellem 2 af sine sønner, således at den ene fik den jord, der lå på
Holmmark, og byggede i "Uldbjerg", den anden fik fødestedet med den
jord, der lå på flækken Nordborgs grund. Det smukke sted blev i grunden
derved skændet. Han var en meget høj, lang og smal mand.
Han havde i alt 12 børn, derfor skulle den 12. have navnet "Dusinius". - Maria Andersen. Hun var g. m. en skolelærer i Jylland.
- Christian Andersen, fik stedet i Uldbjerg. Han er g. m. Ida Klausen,
en datter af skolelærer Klausen i Oksbølle, med hvem
han fik lidt formue. De er begge meget fornuftige og stræbsomme
folk. - Wilhelmine Andersen, alm. kaldet Mine, ugift hos moderen på aftægt.
- Nikolai Andersen, fik stedet i byen Nordborg.
- Sophie Andersen, blev g. m. Hr. Lauritz Brodersen i Nordborg.
- Frantz Andersen, rejste til Amerika, opholdt sig der nogle år, kom
hjem og døde i hjemmet - Peter Andersen, lærte landvæsen på Lysholm 1855, rejste til Amerika
og døde der. - Fransiska Andersen, blev g. m. skolelærer og degn Klausen i
Hagenbjerg. - Hans Andersen, her i forpagtning i Holm et boel, en meget dygtig og
venskabelig landmand. - Thomas Andersen, har været møllersvend.
- Emma Victoria Andersen, er g. m. købmand Christian Fangel på
Nordborg. - Døde 1910 i juli i København som enke.
|