Alsnissen´s slægtsdatabase

nævnes ved FT 1803 som ejer af hus nr 3 i Nordborg bys 2 kvt. og som
enkemand første gang levende af det forpagtede eller udforpagtede
land??.
Chr Knudsens F III 161, V 17.
Klaus Andersen, den yngste søn af Hr. Nikolai Ernst Andersen, ejer af
Østerholm Stamparcel, er født på Østerholm 1770. Han blev døbt i Igen
kirke, lørdagen efter Septuagesima. Han blev undervist hjemme af en
Præceptor, hans far holdt til sine børn, men det var ikke videre bevendt
med en sådan undervisning, da det for det meste var en afdanket
vagtmester eller en student, der ikke havde haft det held at slippe ind
i et degnekald. Efter sin konfirmation forblev han hjemme på
Gammelgaard. Han var et meget smukt menneske, men var temmelig
forfængelig og indbildsk af sig. I en ung alder blev han forlovet med
Jomfru Christine Margaretha Petersen, ældste datter af afd. forpagter
Lorents Petersen på Rumohrsgaard, hvilken gård hendes mor Mette Kathrine
Petersen, født Boysen, endnu havde i forpagtning. Her var hun født 1772
i dec. Der var stor glæde i familien på begge sider over denne
forlovelse, navnlig var hendes mor Mad. Petersen meget glad derover, da
fatter Andersen let ville kunne skaffe sin søn i vej. 1791 d. 23. nov.
fik de kongel. bevilling til at lade sig vie, uden forudgående
trolovelse og proclamation fra prædikestolen. 1792 d. 27. april blev
Monsj. Klaus Andersen viet til Jomfru Christine Margaretha Petersen af
Rumohrsgaard. Her stod et meget stort bryllup, hvortil mange familier
fra Nordborg var indbudte, foruden en mængde andre rundt omkring fra de
forskellige egne på landet. Det er så ofte blevet fortalt, at samme dag
som dette bryllup blev holdt, overgik den store ulykke Nordborg, der
næsten al gik op i luer, og da vedkommende bryllupsgæster kom hjem,
fandt de alt nedbrændt. Det stemmer dig ikke ganske; thi Nordborg
brændte 1792 d. 16. april, altså 11 dage tidligere. Men da der vist må
ligge nogen sandhed til grund, navnlig den, at en stor del af de
bekendte familier på Nordborg den gang ulykken passerede, var borte fra
hjemmet til et gilde på Rumohrsgaard, antager jeg, at det har været et
slags fæsteøl eller trolovelsesgilde, da de blev indskrevne hos præsten,
hvilket er gået forud for brylluppet. Det var et slemt skår i
bryllupsglæden; thi ulykken ramte en hel del af deres nærmeste familie.
Selv de huse, som forpagter Nikolai E. Andersen og Mad. Petersen ejede
på Nordborg, var gået op i luer. Hans fader måtte nu se til at skaffe
sin søn i vej og kort efter købte han stamparcellen af Lundsgaard på
Sundeved, der 1791 var blevet udparcelleret. Det var en smuk ejendom på
en 70 tdr. a 320 kvadratroder med gode bygninger, der var blevne
underkastede en større reparation i 1764. Det er bleven fortalt, at han
i alt fik af sin far til at købe Lundsgaard for, 18.000 rdl. cour. Det
er dog ikke ganske rigtigt, skønt han fik betydeligt hjemmefra. Ifølge
en opgørelse fra 1795 mellem ham og hans fader, ses det, at han har fået
14.488 rd. Cour. Han har under et ophold på Østerholm 1795 d. 21. juni
blot kvitteret for 14.438 rdl., da en post på 50 rdl. hos Christian Hess
i Almsted ikke var til at få. Men han har ved denne lejlighed dog fået
mere end hvad han kvitterer for; thi ifølge en kvittering fra Broager
Amtstue 1794 d. 8. juni af D. Lange, har hans far samme dag indbetalt
for ham 3230 rdl. cour., hvorimod der på hin regning ved opgørelsen blot
er anført 2230 rdl. cour. Han har altså ved den omtalte lejlighed i
løbet af de sidste år fået fra sin fader i alt, 15.438 rdl., og efter
faderens død fik han atter 340 rdl. cour., altså har han fået til sin
arvepart, 15.778 rdl., foruden hvad han ellers kan have modtaget til
gårdens udstyrelse. Det er ligeledes blevet fortalt, at en af
ladebygningerne på Lundsgaard brændte, og at faderen byggede en ny lade
til ham, og at Klaus Andersens navn stod på den med Krone over. Det er
rigtigt nok, blot ikke, at faderen har ladet den bygge til ham. Klaus
Andersen havde jo allerede fået en god broderpart i det han fik,
Lundsgaard kan langt fra have kostet så meget. Han havde i den fået en
smuk ejendom og kunne ved siden af have haft en betydelig kapital på
rente, havde han blot forstået at holde hus på den rette og fornuftige
måde. Men han var uden at have lært og prøvet noget, som et alt for ungt
menneske tidlig kommen i vej, havde for mange penge til sin rådighed, og
det blev hans ulykke og fordærvelse. Han blev en ødeland og satte snart
alt overstyr. Der fortælles, at kom han ind i et værtshus, kunne han
godt finde på at traktere på alle de tilstedeværende gæster, selv om der
var en 20 stykker i tallet. Han spurgte ikke om hvad han skyldte, men
kastede en del penge hen på bordet, og ville man give ham penge tilbage,
slog han med hånden, at det behøvedes ikke. Lukkede børnene et led op
for ham, kastede han dem 1 specie eller et andet stort stykke. Han var
da naturligvis en slet husholder og blev let trukken op. Af naturen var
han noget dum og indskrænket, havde ingen ting lært og var i sine yngre
år tillige meget forfængelig, hvorfor han i sine velmagtsdage gerne
ville prale og vise sig som en stor mand uden at forstå at give den fine
Cavalleer. Han blev da en forfængelig nar. Han sad kun for Lundsgaard en
6-7 år, så måtte han atter gå fra den. Han kom da til Nordborg og boede
i nogle år på det sted, som tilhørte hans svoger Boy Petersen. Han var
vel endnu ret en pæn mand; men heller ikke her forstod han at holde hus
med det han havde. Imidlertid døde hans kone, og blev selv forfalden til
drik. Da forpagtningen af Rumohrsgaard var udløbet tog Boy Petersen
omtrent 1806 tilbage til Nordborg, hvor han nu havde brug for sit eget
hus. Familien havde ikke længere stort tilovers for Klaus Andersen. Den
tog sig af børnene og frelste lidt af de penge, der endnu var tilbage
til dem, han selv lejede de ind til en fattig familie nede ved Bækken,
hvor han i sin forfældige tilstand endte sine dage i usselhed og
elendighed. Han havde med sin hustru 2 sønner.