|
Delt note |
Konfirm. 24 mar 1758 af faderen kapellan Fangel.
Christen Knudsens F IV 15: Holger Fangel, provst og præst på Nordborg,
født 1742.
Holger Fangel, en søn af Hr. Jens Rasmussen Fangel, præst på Nordborg og
hustru Sophie Elisabeth Gommesen, var født 1742 d. 10. juni på Nordborg,
døbt d. 15. juni og opkaldt efter amtmand Holger Scheel på Nordborg, der
holdt ham over dåben. Denne mand må have været faderens velynder, siden
denne har opkaldt 2 børn efter ham og hans frue, det er ikke utænkeligt,
at Jens Rasmussen Fangel kan have læst med etatsmandens børn, og derved
har stået i nøje forbindelse med dette hus. Tilligemed sin bror
Christian Fangel, der siden blev præst i Tikøb ved Helsingør, fik han i
hjemmet en omhyggelig, men streng opdragelse og blev i 5 år fortræffelig
undervist af sin far, især i latin, græsk og hebraisk. Noget før kl. 6
om morgenen måtte begge drenge møde i faderens stue med deres bøger
under armen. Denne sad da allerede og læste ved et lille rundt bord, som
længe bevaredes i familien, og på slaget 6 begyndte undervisningen. Da
faderen måske nok således har haft nok at gøre med de 2 ældste sønners
undervisning har han måske holdt en huslærer til de andre børn; thi Hr.
Christian Spleth, født i Naarup, Verninge sogn i Fyn 1731 d. 4. dec.,
blev 1753 student og begav sig da på grund af fattigdom straks til
Nordborg på Als for at undervise præsten Jens Fangels børn. 1756 tog han
til København for at tage anden eksamen, men kom da atter tilbage og
blev i dette hus til 1758. Derpå kom han til Notmark til præsten Hr.
Matthias With, hvor han forblev i 3 år. Fra 1761-64 var han hos Hr.
Kørbitz til Lammehave i Fyn, hvorfra han blev præst i Skaarup. ( den
bekendte hofpræst Christian Bastholm blev 1759 theol. student, og theol.
kandidat 1761 som Holger Fangel. Han var født 1740 og døde 1819)
Han kommer på Odense Gymnasium 1758.
Dette stemmer også godt nok med, at Jens Fangel 1758 satte begge sine
ældste sønner, Holger og Christian, ind på Odense Skole, hvor de straks
blev optaget iblandt de andre alumner på gymnasiet. Huslæreren har da
fået sin afsked, og faderen har så selv overtaget de yngre børns
undervisning. I den tid Holger Fangel, med sin bror, gik på Odense
Gymnasium var prof. mag. Søren Anchersen rektor ved skolen, men læste
tillige på gymnasiet. Igennem sin afd. Hustru Christina Møller af
Adserballe præstegård regnede han sig lidt i slægt med de unge Fangels,
og den gamle brave mand har vistnok ofte taget sig faderlig af dem og
understøttet dem med vejledning og råd. Professor Dr. Nikolai Nannestad
læste over theologi og hebraisk, og professor Nikolai v. Haven over
græsk De fik logi hos Lars Limkilde, der var degn ved Graabrødre
Hospital og hører ved skolen, og dette logi gik i arv til alle de
alsingere, der efter deres tid besøgte Odense Skole.
Han bliver student 1759.
Året derefter 1759 gik han, forsynet med sine læreres anbefaling som
student til Københavns Universitet, hvor han hørte de daværende
theologiske professorer, Dr. Peter Rosenstand Gridske, Dr. Peter Holm og
Dr. Johannes Otto Bang.
Han bliver theologisk kandidat 1761.
Efter 2 års ophold ved universitetet tog han i en alder af 19 år, 1761
d. 3. aug. theologisk embedseksamen med karakteren laud, og blev kort
efter huslærer hos provsten Hr. David Seidelin i Gamtofte præstegård på
Fyn, hvis yngre sønner, Iver Seidelin, siden sognepræst i Kjøng på Fyn
og Frederik Seidelin, ejer af Adressekontoret i Odense, han forberedte
til universitetet. Her opholdte han sig vistnok indtil 1765, da den
ældste af sønnerne blev student, og han må have haft en behagelig
stilling i dette hus, da han siden ofte omtalte dette ophold hos den
gamle elskværdige mand med megen glæde. Her har han måske også først
lært sin første hustru som ung pige at kende, da hendes far Hr. Niels
Tingberg dengang var præst i Næraa. I et år var han derefter fra 1765-66
huslærer i Notmark præstegård, hvor han læste med præsten Matthias Withs
mange børn og da navnlig må have forberedt de yngre sønner, Jørgen og
Johannes til studeringen.
Kapellan i Hagenbjerg 1766-69.
Da præsten Ludvig Wegersleff i Hagenbjerg imidlertid ønskede sig en
kapellan, faldt hans valg på den unge Holger Fangel og allerede 1766 d.
7. nov., blev han kaldet til kapellan ved bemeldte Hagenbjerg menighed,
men på grund af sin unge alder blev han først 1767 d. 19. juni,
ordineret til dette embede i St. Knuds Kirke i Odense af Biskop Ramus,
ved hvilken lejlighed han beder, "at den Helligånd nu og altid må være
tilstede, for at det ham betroede embede må forvaltes efter Guds vilje".
Som et bevis på, hvad penge dengang gjaldt imod nu, kan anføres, at
uagtet Wegersleff var en formuende mand og uden børn, fik kapellanen
efter de tider dog kun 40 rdl. cour. årlig i løn. Den gamle præst havde
et godt bibliotek og var meget godt hjemme i de nyere sprog, navnlig i
fransk, og deraf havde den unge mand stor nytte i de 3 år, han opholdt
sig i hans hus. Ellers var det vistnok til daglig tit noget tomt og
kedeligt; thi præsten havde ingen familie, hans unge kone var død for
flere år tilbage, og en gammel original husholderske jomfru Frederike
Frederiksen bestyrede hans hus. Pastor Wegersleff kunne nok sidde lidt
om aftenen og fortælle en del om, hvad han havde oplevet, i den tid han
havde været feltpræst for de danske tropper ved Rhinen, og var ellers i
det hele taget en vel belæst og meget kundskabsrig mand; men han var
ikke fri for at være noget karrig, og det gik altid meget tarveligt til
i hans hus. Da kapellanen således den første juleaften han var der i
huset, henimod aften kom ned i dagligstuen, sagde den gamle præst til
ham, "at han var måske vant til at få den sædvanlige julenadver, hvor
han havde været; men her i huset fik de ikke andet end et godt stykke
fedtebrød". ( Hans vita ved ordinationen. Nordborg kirkebog. Mundtlig
fortælling af præsten J. Knudsen. Mad. Christiansen og Mad. Frost)
Sognepræst på Nordborg 1769.
Imidlertid døde hans far Hr. Jens Rasmussen Fangel 1769 d. 22. aug., som
sognepræst i Nordborg, endnu førend han var flyttet ud af kapellaniet og
op i præstegården, og da han søgte om dette embede, var han så heldig i
en alder af 27 år, i året 1769 d. 22. sept. at blive kaldet til
sognepræst for Nordborg menighed og d. 23. søndag efter trin., d. 30.
okt., blev han indsat i embedet af provsten Hr. Matthias Tostrup i
Svenstrup. Nepotismen havde dengang for det meste tabt sig ved
besættelsen af præstekaldene, derfor lader det sig forklare på den måde,
hvad der også er bleven fortalt i familien, "at Kongen har taget hensyn
til, at hans far, som med en talrig familie i mange år havde siddet i et
lille embede, slet ikke kom til at yde godt af det bedre kald, han til
sidst fik, og derfor kaldede han sønnen til denne tjeneste, for at kunne
blive en forsørger for den talrige familie". Det er heller ikke
utænkeligt, at han kan have haft formående velundere, der har talt hans
sag for Kongen. Kammerherre Holger Skeel, der til sidst blev
stiftamtmand i Sjælland, var vel allerede død 1764, men en eller anden
af hans børn, der alle var i indflydelsesrige stillinger, har måske nok
lagt deres indflydelse for dagen, ved denne lejlighed, og fremmet hans
sag hos regeringen. Han følte det selv som en hellig forpligtelse, der
påhviler ham at tage sig af sin familie, og han blev i fuldt mål en
forsørger for dem. Hans moder blev al sin tid boende i præstegården og
havde der sit eget værelse, sine 2 yngre brødre Rasmus og Gomme Fangel,
holdt han frem til studeringen både i Odense Skole og ved Københavns
Universitet og 4 søstre, hvoraf de 2 siden blev forsørgede og de 2 døde
ugifte, fandt stedse et kært hjem i hans hus.
Den gamle præstegård.
Præstegården var en gammel bygning, hvoraf de enkelte dele til
forskellig tid var blevet tilbyggede, hvilket straks var iøjnefaldende,
både udvendig, hvor sidevæggen ikke gik i lige linje, og især indvendig,
hvor trapper inden i huset førte op og ned fra den ene stue til den
anden. Den ældste del af bygningen var opført af præsten Hr. Andreas
Brandt efter branden 1643, hvilket stod at læse over indgangsdøren. 2
kamre i den sydlige ende af huset ud imod kirkegården kaldtes "e sogns",
måske fordi det har været den af menigheden vedligeholdte del, og her
fik i tidligere tid mændene deres øl når de leverede tienden. Her hængte
gamle malerier af provsten Hr. Andreas Brandt, præst i Tonfoft fra
1621-70 og af hans 2 sønner, Hr. Christian Brandt, faderens eftermand
fra 1670-92 og Hr. Dominikus Brandt, præst i Rise fra 1674-1703. Det var
2 meget skumle værelser, hvor det altid spøgte forfærdeligt. Fra
dagligstuen gik en dør ind til den gamle mors værelse. I andre stuer
hængte malerier af Kong Christian d. 4., af amtmand Holger Scheel og
hans hustru Regitze Sophie Gldenkrone, af præsten selv Holger Fangel,
hans første kone og gamle mor. Den store lade langs med vejen skal
tidligere have stået nede på Augustenhof, og være opført af provsten Hr.
Schrøeder. Holger Fangel ombyggede ikke i sin tid den gamle præstegård,
men foretog en del forandringer ved den, så at den i det hele blev ret
hyggelig og behagelig. (mundtlig fortælling af Mad. Frost)
Han bliver provst over Nørreherred 1784.
Hr. Holger Fangel var en dygtig ung mand, og allerede 1784 d. 21. april
blev han ved Hr. Matthias Tostrups død, udnævnt til provst over Als
Nørreherred. Ligesom sin formand hævdede han i denne stilling med kraft
og selvstændighed, den danske kirkehøjhed imod den civile øvrigheds
indblanden på det kirkelige område, hvortil Øens blandede forfatning i
gejstlige og verdslige sager, let gav stridslystne og egenmægtige
juridiske embedsmænd kærkommen anledning. Navnlig måtte han i denne
henseende tit optage kampen, og udholde en dyst med den herskesyge
justitsråd Ernst Georg Joachim Frsen, der fra 1784-1829 var
herredsfoged over Nørreherred. De fynske biskopper kendte ikke ret de
blandede forhold på Als og Ærø, og det blev da gerne provsterne, der
måtte klare sagerne og tage stødet af. Da der derfor lige fra 1783 og
indtil 1819 af og til blev talt om at lægge Øen Als, i gejstlige sager,
ind under hertugdømmet Slesvig, mens Øen Ærø i alt skulle gå ind under
Fyn, tilhører det provst Fangels fortjeneste og ligeledes hans eftermand
provst Frederik Ebbesens dygtighed, at disse planer bestandig strandede
og fik deres klare afgørelse, da et eget bispedømme for begge Øer
oprettedes 1819. Især er provst Fangels standpunkt godt klaret i en
strid ang. enkepensionen, mellem præsten Hr. Stellwagen og provst
Tostrups enke i Svenstrup 1789, i hvilken herredsfoged Frsen, der var
bleven enkens kurator, bestandig ville henskyde sagens afgørelse under
den slesvigske Overret, mens provsten holdt på, at det danske kancelli
var det rette øverste instans, og derfor fik udvirket, at han og amtmand
Pechlin udnævntes til at træde sammen i en fælles kommission for at
ordne sagen. Hertil kom også, at provst Fangel var en dansk mand, der
blev i hans hus og familie altid talt dansk, hvilket i hans tid ikke var
tilfældet overalt på Øen i de dannede kredse; thi de fleste civile
embedsmænds, og adskillige præsters huse, var det tyske sprog dengang
det sædvanlige omgangs- og familiesprog. Og dog alligevel nødte provst
Fangel ved sin klogskab og dygtighed alle at bøje sig og se op til sig
med ærbødighed. Hans høje, kraftige skikkelse og ranke holdning gav ham
forud en vis overlegenhed. Han var tillige en lærd og kundskabsrig mand,
hvorom hans gode bogsamling bar vidnesbyrd, han var en begavet
prædikant, der endnu i sin høje alder gerne hørtes af sin menighed, og
kirken var derfor altid godt besøgt. Han arbejdede med stor lethed, da
han meget ofte prædikede frit over det valgte tema, og havde i forvejen
kun optegnet sig enkelte hovedpunkter, hvorover han ville tale. Skulle
vi karakterisere hans teologiske standpunkt lidt nærmere, da holdt han
endnu fast ved kristendommens hovedsandheder, og den stod for ham som en
virkelig åbenbaring, men med mange i sin tid begyndte han at slå ind på
den nye oplysning, som fra universitetet i Gøttingen også udbredte sig
til Danmark. Hans yngre bror, provsten Hr. Gomme Fangel i Rise på Ærø,
der var en from mand af den gamle skole, holdt derimod på den gamle
ortodoksi og begge brødre plejede da tit at blive uenige om et og andet
teologisk spørgsmål, når de engang imellem besøgte hinanden. Således kom
de engang i en meget heftig disputs om brødrene Esau og Jakob, da
provsten i Nordborg holdt på den forurettede Esau, mens broderen tog
parti for Jakob, hvem forjættelsen tilhørte som den af Herren udvalgte.
Provsten havde også digteriske gaver. Han har ikke blot ved lejlighed
skrevet en mængde gravvers og flere bryllupsdigte, men også forfattet
enkelte psalmer og et par større digte af satirisk indhold, dog er intet
deraf, så vidt vides, trykt. Han fandt meget behag i historisk læsning,
skrev også en lille afhandling om Nordborg amt, som han havde bestemt
til optagelse i Dansk Atlas, 7 tome, hvilket dog ikke skete. Biskop
Tetens
dom over ham er vistnok rigtig, når han karakteriserer ham
således: "den med den kraftfulde sjæl i det kraftfulde legeme,
verdenskloge, embedsdygtige, af alle, alle, både til højre og venstre,
højagtede jubelolding, Holger Fangel". (tale holdt d. 10. nov. 1847).
Var provsten klog, så var han dog også god af hjertet. Under de
ulykkelige ildebrand, som overgik byen Nordborg 1792 viste han sig meget
virksom for at hjælpe, foruden flere andre fandt også hans søster
Regitze Sophie, enke efter Hr. kontrollør P. Petersen i Nordborg, med
sine børn et asyl i præstegåden, indtil hun ved hans bistand og hjælp
atter kunne få bygget. Som et smukt træk fortjener det at fremhæves, "at
engang sad den gamle fattige købmand Bock og kone på juleaftens dag og
var så bedrøvede over, at alle forsynede sig til festens højtid, men
ingen kom ind til dem for at købe. Da kom helt uventet provst Fangel
kørende og holdt for deres dør. Han kom ind og købte alt muligt for 10
rdl., og i deres glæde fortalte de ham nu, hvor bedrøvede de havde
været". Fra denne dag af, kørte provsten altid selv ind hos dem, ikke
blot til julen, men også til andre festlige lejligheder. De var fattige
men brave og retsindige folk, og deres sønnesønner blev 2 meget rige og
ansete købmænd i Hamborg, hvor de var bedst bekendte under navnene:
"Guld- og Sølvbokken".
Nedlægger provsteembedet 1808.
Da han blev ældre, nedlagde han 1808 provsteembedet, hvilket
interimistisk blev overdraget til hans svoger Hr. Frederik Ebbesen af
Svenstrup. Dog fik han 1813 d. 19. juni uden ansøgning, tilligemed
provst Chr. Aug. Burchardi i Ketting, rang med amtsprovster i Danmark.
Nu holdt han også regelmæssig kapellaner; thi fra 1805 var det
residerende kapellani i Nordborg gået ind, og den gamle mand var således
bleven ene om forretningerne. Fra 1807-10 havde han sin søn Niels
Tingberg Fangel, fra 1813-17 sin søstersøn Hans Petersen af Nordborg og
fra 1818-20 Jørgen Knudsen af Ketting til kapellan.
Hans embedsjubilæum 1816.
1816 d. 7. nov., på hvilken dag han for 50 år siden var bleven kaldet
til kapellan for Hagenbjerg menighed, holdt han sit embedsjubilæum, i
hvilken anledning han modtog en smuk, egenhændig skrivelse fra
enkehertuginde Louise Augusta til Augustenborg, ligesom også de fleste
gejstlige og verdslige embedsmænd, med amtmand kammerherre Linstow i
spidsen, bragte ham deres personlige lykønskning i Nordborg kirke. Samme
dag fejredes hans ældste datter Else Katharines bryllup med
skibskapitain Nik. Ernst Frost i Nordborg, og i begge anledninger var
der stor festlighed i præstegården. Herom skriver han selv således: "Det
var for mig en højtidelig dag! Herre! Jeg er ringere, ja ringere end al
den trofasthed, som Du fra min ungdom af har bevist mig, Du o Herre! Som
har velsignet mig, velsigne også min afkom! Du har mere end n
velsignelse! Giv dette som den største velsignelse for dem i tid og
evighed, at de kun stedse må vandre på Dine veje! Rolig forlader jeg da
verden og Disse, som Du gav mig, forvisset om, at det aldrig kan gå dem
ilde, som søgte Herren og håbe på hans miskundhed! Amen".
50 års jubilæum som præst i Nordborg 1819.
Da den nye biskop Tetens kom her til Øen 1819, var det n af hans første
embedsgerninger d. 5. nov., i et brev at henvende sig til Hs. Maj. Kong
Frederik d. 6., om at hædre den gamle værdige mand til sit forestående
embedsjubilæum d. 14. nov. på 23. søndag efter trin., da det netop var
50 år siden, at han blev indsat som præst for Nordborg menighed, hvortil
han med sin dygtighed, embedsførelse og retskaffenhed, der havde gjort
ham agtet og elsket af alle, havde gjort sig udmærket fortjent.
Ridder af Dannebrog 1819.
Den 9. nov. tilsendte Kongen ham ridderkorset. D. 6. nov. skrev biskop
Tetens ham til, "at han den nævnte dag selv ville overbringe ham sin
varmeste og inderligste lykønskning, og udbad sig den ære, at måtte
tolke for ham og menigheden dagens højtidelige anledning, ved at måtte
prædike for ham eller hvis han selv ville prædike, at biskoppen da måtte
indlede festen". Provsten svarede ham straks d. 8. nov., "at han ønskede
selv at prædike, men at det ville være ham en sand glæde, om biskoppen
blev sin bestemmelse tro at indlede den nævnte dag". D. 14. nov. på 23.
søndag efter trin. indfandt Hr. højærværdighed sig da også i
præstegården, overrakte ham om morgenen Dannebrogsordenens Ridderkors,
tilligemed en lykønskning fra statsminister Kaas, og førte ham
tilligemed et stort følge af embedsbrødre og slægtninge igennem en
dobbelt rad af sognets festsmykkede skoleungdom til kirken, hvorpå
Jubeloldingen holdt en prædiken over dagens evangelium, hvortil
biskoppen knyttede nogle ord i anledning af dagens tekst. Derefter
holdtes festmåltid i præstegården. D. 19. nov. tolkede biskoppen i et
brev til statsminister Kaas, dagens festlige karakter, og takkede for
den, provsten, beviste ære. (Nordborg kirkebog. Bispearch. Nordborg
præstearch. Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen og Mad. Frost)
Børnenes opdragelse og undervisning.
Uden strenghed, men med alvor vågede han over sine børns opdragelse og
lagde en fast, bestemt vilje for dagen, som børnene lærte at bøje sig
for. Provsten ville engang med familie tage hen til pastor Nyland i
Hagenbjerg, og datteren Else Kathrine havde fået en smuk hvergarnskjole,
som hun var glad over, men da den klemte hende under armene, beklagede
hun sig derover og ville nødig have den på. Han troede at det blot var
nykker af hende, tog da og gemte den i skabet, hvor den fik lov til at
hænge for det første, og hun fik lov til at gå i en gammel kjole,
hvorover hun var meget ked. Holdt børnene ikke af en eller anden slags
mad, holdt han på, at de fik den senere til mellemmad, at de kunne vænne
sig til at spise alt. Det var ikke altid at han tillod sine døtre at gå
med på bal, når de blev indbudne dertil, og var de indbudne ud til en
eller anden forlystelse, og de fik lov til at gå med, blev det dem gerne
pålagt at komme tidlig hjem og til et bestemt klokkeslæt, og det turde
de ikke andet end overholde. I tidligere tid holdt han forskellige
huslærere til sine ældste sønners undervisning, begge døtre gik i nogen
tid op i skolen hos den residerende kapellan Frederik Ebbesen og hos
lærer Holger Jakob Autzen, og med den yngste søn læste hans kapellan
Hans Petersen, indtil han kom i huset hos pastor Sabroe i Tandslet
præstegård. Iblandt disse huslærere kunne mærkes: 1) Johan Nikolai
Arentz, født 1766, cand. theol. fra Kiels Universitet. Han var en søn af
præsten Johan Joachim Arentz i Guderup, var underlig og forskruet og på
grund af en unaturlig strenghed imod børnene, var provsten nødt til at
sige ham op. 2) Student Andresen, der tidligere havde været på
Hartspring. Han var ligeledes meget streng, han prædikede engang imellem
i en kirke på landet og brugte da ved evangeliet på 3. søndag efter
påske ved de ord: "om liden stund skulle I ikke se mig" at bukke sig ind
i prædikestolen, og ved de følgende ord: " men atter om en liden stund
skulle I se mig", på ny at rejse sig op i stolen i sin fulde højde. 3)
Student Hansen fra Kiels Universitet, der herfra kom i huset hos pastor
Reimuth i Guderup for at hjælpe ham at prædike. (Mundtlig fortælling af
præsten J. Knudsen og Mad. Frost)
Hans tur i sognet.
Præst Fangel var født og opdraget i Nordborg, havde i mange år været
præst for menigheden, det var da naturligt, at han var meget godt kendt
i sognet med alle, både unge og gamle. Han tog derfor tit ud i sognet,
navnlig til den store by Holm, hvor der dengang fandtes mange brave og
agtværdige folk. Senere efter hans tid blev byen meget forfalden til
drik, der gik så vidt, at endogså fruentimmer begyndte deres
morgenvandring til kroen, gik hjem og sov rusen ud og tog så igen fat på
dagværket. En gårdmand ved navn Greisbjerg holdt engang i Nordborg. Man
spurgte ham, "men hvad er dog det du har i vognen". "En so", svarede
manden, og da man så efter, var det hans tykke kone, der lå bag i vognen
og var fuld. Således var det ikke i hans tid, Holm var dengang en god,
ædruelig by. Folk gik meget flittig i kirke, og provsten besøgte dem
jævnlig, dels for ar besøge de syge, og dels for at se ind til en og
anden god, gammel ven. Om vinteren nå der var sne, kørte han tit selv ud
i sin lille kane, og stod da selv bag på, til andre tider i sin lille
vogn, den såkaldte Chaise. Der kom da igen så ofte en og anden af hans
sognebeboere og aflagde et lille besøg i præstegården, og kom man da let
ind i en lun passiar om gamle tider.
Navnlig kom den gamle degnekone Mad. Fischer og senere hendes datter
Mad. Lorentzen tit ind om aftenen, og provsten kunne da komme ind i en
lang passiar med dem om de gamle præster: Hr. Brandt, Hr. Krukow, Hr.
Schrøeder og Hr. Reich. Ligesom der dengang fandtes mange kunstige
navne, såsom Johan Baltzer Flachnichel, Hans Christian Lunell, Chr. Wilh
Siegner, Gotth, Otto Schredik, Joh. Selck, Jak. Jækel, Jedrovsky, Joh.
Fitzen, Jørgen Zehner, Baltzer Rup, Frstenberg m.fl., således var der
tilvisse dengang mange originale personer, både iblandt fornemme og
simple folk. Justitsråd Ambders og frue var gamle, meget brave og
agtværdige folk, men deres søn "Kammeradvokaten" var en særling, der
altid gik ud og ind af et vindue, og hans søster var ligeså original.
Advokat Gregor Frederik Zoffmann på Lysmose havde en svigerinde jomfru
Tronnier, der benævnedes moster. Hun sad for det meste og spandt og tog
hun da fat på et nyt "tøiel", ytrede hun gerne: "bare vor Herre ville
lade mig leve, indtil jeg har fået det spundet", og mens hun spandt på
det, rystede hun af skræk og udstødte sukkende "hu! ha! lyd. Kom man da
til at tale om flere af sådanne originaler, kunne provsten tit i
gemytlig spøg ytre: "o Nordborg! du burde hedde Narborg!" (Mundtlig
fortælling af præsten J. Knudsen og Mad. Frost)
Det selskabelige liv.
Han plejede gerne n gang hver sommer at køre ud med sin hele familie
til sin mark Teilsmark, således kaldet efter en gammel præst, der her
skulle have taget sig selv af dage og være nedmanet på dette sted. Den
lå på den anden side søen, lige overfor det nuværende apotek. Den havde
en venlig beliggenhed, da der nede ved søen lå et temmelig stort
buskads. Man plejede en sådan søndag eftermiddag da gerne at tage en del
madvarer med derud, steg, brød, og the, som blev kogt og tillavet
derude. Provsten tog da tit sit medetøj med og fangede han da en fisk,
blev den stegt og nydt med det andet. Undertiden kørte man også, især om
sommeren, lidt ud på landet, og endte da gerne turen med at besøge en
eller anden af nabopræsterne eller en anden bekendt familie på landet.
Om sommeren plejede de mere fornemme familier på Nordborg at slå sig
sammen og i forening at foretage en skovtur, enten til Frydendal,
der dog først senere blev indrettet med lystanlæg af Jes Hansen Møller;
thi også til skovfogden i Sjellerupskov, hvor man drak the og nød de
medbragte madvarer. Nå dette var sket, plejede det hele tog igen at tage
tilbage til Nordborg, hvor det gerne endte med et lille bal på slottet
hos afd. skipper Thomas Christensens enke, der efter sin far Lorentzen
havde arvet en del af det gamle slot. Her var en udmærket lejlighed.
Kapellan Frederik Ebbesen stod gerne for det hele og dansede selv ivrigt
med. En sådan skovtur blev engang foranstaltet til ære for 3
søofficerer: Schønheider, Holst og Fontenay, der var kommet til Nordborg
og havde standkvarter hos Ebbesen. En anden skovtur gjorde familierne
på Nordborg engang til Augustenborg, da man havde fuld musik med. Provst
Fangel var selv med sin familie med på denne tur, og den gamle
musikelskende pastor Nyland sluttede sig til toget med sin vogn. På
Augustenborg spiste man i kroen og dansede længe ovenpå. Det var for det
meste embedsmændene med deres familier, der deltog i disse ture: Provst
Fangels, amtsforvalter Lyhms, herredsfoged Frsens, dr. Balles, kapellan
Ebbesens, flere præstefamilier fra landet og iblandt borgere på Nordborg
kontrollør Dreschers, husfoged Riegels, købmand Jes Thomsens, købmand
Otto Ahlmanns og købmand Paulsens. (Mundtlig fortælling af Mad. Frost)
L
hombre spil.
Når Else Kathrine gik ned i skolen hos Ebbesen, plejede provsten ofte at
sige til hende, at hun skulle indbyde ham op, til om aftenen for et
spille et parti L
hombre med ham og den gamle købmand Ahlmann.
Provstinden spillede da undertiden også med. Den gamle købmand Ahlmann
var noget fedtet og holdende på det, og når han tabte, var han tit et
helt kvarter om at trække enhver skilling op af lommen. Provsten holdt
dengang meget af sin svoger Ebbesen, da han siden kom til Svenstrup,
indviklede sig i såmange stridigheder og fik hovedet fuldt af processer
og såmeget juridisk tøjeri, blev han altid gnaven, når man meldte ham,
at Ebbesen var nede, da han kedede sig ved at høre på has langtrukne
snak, der aldrig fik ende.
Lille klub holdes.
Til en tid kom flere familier overens om at oprette en klub, der
afvekslende skulle holdes på omgang hos enhver familie. Den bestod af
følgende 6 familier: Provst Fangels, kapellan Ebbesens, amtsforvalter
Lyhms, husfoged Riegels, dr. Balles og pastor Ahlmanns i Guderup. I
begyndelsen samledes man hver onsdag og søndag, senere kun n gang om
ugen. Man begyndte om efteråret og vedblev hele vinteren igennem. Kl. 3
om eftermiddagen samledes man til kaffe, passiarede derpå med hverandre,
indtil det begyndte at blive mørkt, så fik man the og satte sig til
spillebordene. Længere hen på aftenen opvartedes med skåren smørrebrød
og punch, der blev sat frem på spillebordene, så at de forårsagede ikke
videre ulejlighed og opvartning. Ellers fik man i almindelighed på den
tid varm spise om aftenen til selskaber, men det var vedtaget i klubben,
at det blot skulle være smørrebrød.
Alle hvem der kunne spille L
hombre, også damerne, satte sig til
spillebordene. Blot undertiden, når der var flere damer tilstede, som
ikke kunne spille dette spil, satte disse sig hen at spille "Styrvolt"
eller "Gnav", oftest sad man dog og talte indbyrdes med hverandre. Kl.
10 brød man almindelig op og plejede således gerne at komme hjem til
ordentlig tid.
Middags selskaber.
Når de fynske biskopper kom på visitats, blev der stor stads. Hvor
myndig, lærd og dygtig biskop Bloch end var, så var han dog både ???,
og grisede sengen til med tobak. Biskop Hansen var overmåde stolt,
biskop Frederik Plum var jævn og godmodig, men lignede mere en
skomagersvend end en bisp, og hans frue blev helt forelsket i den
vittige, belevne og galante pastor Meyer i Hagenbjerg. Ved en sådan og
andre lejligheder blev der holdt store middagsselskaber rundt omkring i
alle præstegårde, men traktementet var stadig det samme overalt, det var
en stående regel, at der opvartedes med suppe, kød med brun sennep
sauce, fisk, steg og kage. Til de store og fine middagsselskaber gik
værten hen og bad den fornemste herre, at tage en dame til bords, og
derpå fulgte de andre herrer, efter deres rang, hver med sin dame og til
sidst fulgte værten. Til de mindre selskaber, bad værten ligeledes en
herre af selskabet at føre en dame til bords, og derpå fulgte de andre
gæster uden at tage til bords, herrerne sad på n og damerne på den
anden side, værten fulgte altid til sidst. (mundtlig fortælling af
præsten J. Knudsen og Mad. Frost) Provst Fangel havde også gerne engang
om året familien Frost, Frantz Andersen og Mad. Petersen indbudt til et
selskab, uden at provstens derfor igen blev indbudt hen til dem. Når han
var indbudt til taffels på Augustenborg, eller kom til denne by, som
f.eks. dengang prinsesse Karoline Amalie blev konfirmeret, da han var
der med hele sin familie, tog han altid ind til bager Thomsens. Han var
også engang med sin familie indbudt om til den gamle farver Kirchner i
Igenmølle. Provstinden var syg og kunne ikke komme med, hvilket fortrød
hende meget, da hun holdt meget af de gamle retsindige folk, men
provsten var der selv med en søn og datteren Else Kathrine og morede sig
godt. Det var rimeligvis anstillet for fru Nislev, født Arentz
skyld, da
hun var hjemme i besøg hos sin mor i Igen og ligeledes kom sammen med
dem i Igenmølle. (mundtlig fortælling af Mad. Frost).
Besøger flere gange sin fjerntboende familie.
I de tider var det ikke så nemt og bekvemt at rejse som nu til dags.
Når provsten besø te sin bror i Tikøb på Sjælland, eller sine sønner ved
Aalborg, i al fald havde han sin familie med, tog han sin egen kusk og
befordring med. Det var en besværlig rejse; thi der måtte tit bedes og
gøres ophold undervejs. I Randers gjorde man gerne holdt og tog
nattekvarter hos gæstgiver Lorents Johannes Frost, der var fra Als. Han
tænkte måske ikke dengang på, at han engang i tiden skulle blive
besvogret med denne mand. Rejste han til Sylt, blev hans vogn stående på
fastlandet, indtil man vendte tilbage fra Øen. Der gik på den måde altid
mange dage til rejsen. Hans Schilling var i flere år provstens sidste
kusk. ( mundtlig fortælling af Mad. Frost).
Lægehjælp besværlig
Det var i tidligere tid besværligt med at få lægehjælp på Nordborg. Man
nøjedes med en kirurg, der tit kunne være simpel nok, og medicin skulle
man hente på apoteket i Sønderborg; thi først senere kom der apoteker,
både i Nordborg og på Augustenborg. 1776 d. 3. dec. blev den gamle
kirurg Hr. Frederik Kønig begravet, 77 år gl. Hans døtre, de gamle
jomfruer Kønig, levede længe derefter og havde det meget småt. Derefter
fik man en anden kirurg Dr. Klem, en temmelig simpel mand, der var meget
forfalden. Hans datter kaldte mand "e klempig". Hun fødte et uægte barn,
der fik navnet: "det paradisbarn", så man ser deraf, at familien ikke
har stået på noget højt kulturtrin. Når det derfor gælder, sendte man
bud efter den hertugelige læge Dr. Suadicani på Augustenborg. Først 1796
fik Nordborg en egentlig læge, da Hans Henrik Voigt, nedsatte sig som
sådan i byen. Efter hans bortgang kom Johan Otto August Balle 1806 som
læge til Nordborg, hvor han forblev indtil sin død 1842. Balle havde
tillige et lille privat apotek, med de nødvendigste lægemidler i sit
hus, og holdt provisorer til at besørge denne forretning. De 2 sidste
var begge pæne og dannede mænd, der hørte til det bedre selskab.
(mundtlig fortælling af Mad. Christiansen og Mad. Frost)
Han ejer et hus på Nordborg.
Skråt over for præstegården boede i en del år Mad. Magdalena Zoffmann,
enke efter borgermester Alexander Zoffmann i Sønderborg. Hun var en
slægtning både af provsten og hans sidste kone. Hun var nemlig en søster
til provstindens mormor, provstinde With i Ketting, og et
næstsøskendebarn til provstens mor Sophie Elisabeth Gommesen. Provsten
gik da ofte over til den gamle kone, og hun forærede ham et stort smukt
anseeligt stueur, der siden længe bevaredes i familien. Da hun døde 1777
købte han hendes hus, da han tænkte på at efterlade det som bolig for
sin eventuelle enke. Det var i mange år udlejet til tingskriver Goos, og
blev siden solgt til skibskapitain Lorents Brorsen. (mundtlig fortælling
af J. Knudsen og Mad. Frost)
Provsten tænker på at tage sin afsked.
Da hans sidste kapellan blev befordret til Tranderup 1820 d. 29. sept.,
og der altså var udsigt til, at hans yngste datter ville komme til at
forlade hans hus, tænkte den gamle mand stærkt på at tage sin afsked, og
flytte ned til sin ældste datter Else Kathrine, der var g.m.
skibskapitain Nik. E. Frost på Nordborg.
Hans død 1820.
Denne plan kom ikke til udførelse; thi den gamle mand fik imidlertid
rørelse og døde allerede 1820 d. 23 dec., 78 år gl. Således blev et
langt virksomt liv afsluttet, Han havde været præst i 54 år, og som
sådan alene i Nordborg i 51 år. |