|
Delt note |
de havde kongelig tilladelse som søskendebørn at komme tilsammen, så og
havde de kongelig tilladelse at vies sammen i huset, uden at der skulle
lyses for dem på prædikestolen.
Chr Knudsens F III 182: Som dreng kom Jes Thomsen ofte med sin broder
Jørgen op til Ketting for at hente brændevin hos gamle Jacob Wrang.
Drengene var da tit våde og medtagne af kulde. Den gamle Ingeborg
Pedersen, hans kone, fik da deres klæder tørret og gav dem noget at
spise, førend de gik tilbage til hjemmet. Hun anede næppe dengang, at
den ene af dem skulle komme til at eje flere tønder guld og at den anden
skulle blive proprietær. Efter sin konfirmation kom Jes Thomsen til søs,
og da han havde faret i flere år, blev han i dec 1758 gift med sit
søskendebarn. Da de var for nært beslægtede måtte de søge kongelig
dispensation. Jes Thomsen nedsatte sig nu som købmand i Nordborg, hvor
han i en del år før den store nordborgske brand boede på Storegade noget
overfor amtsstuen i et hus, som senere tilhørte en mand, der kaldtes
Hadersleveren, og i den nyeste tid vognmand Claus Ebbesen af Tårup.
Jes Thomsen vedblev dog endnu en tid lang at fare til søs med sit eget
skib, på hvilket han hentede varene hjem. Hustruen Anne Johanne Andersen
forestod huset og handelen i Nordborg, når manden var ude at sejle. Hun
var en overordentlig stræbsom og påpassende kone, men derhos tillige
overmåde hvas og skrap. Hun gik altid selv i butikken, var lille af
vækst og gik temmelig tarvelig klædt. Da han selv var en meget snild,
snu og dygtig mand, og hans kone meget stræbsom og sparsommelig, arbejde
han sig allerede i hendes tid godt opad, så at han snart ejede flere
skibe i søen. Den anden hustru Engel Knudsen havde i flere år været
jomfru i Tandslet præstegård, hvor pastor Clausen var hendes morbroder.
Dette parti kom i stand ved andres hjælp; thi Thomsen kendte hende ikke,
førend de blev forlovede. Hun var først forlovet med en musiklærer fra
Sydslesvig, hvem hun holdt meget af, men der var lange udsigter, da han
ikke så sig i stand til at forsørge hende. Imidlertid friede Thomsen til
hende, men hun havde ikke sind til at give slip på sin kæreste. Hendes
familie foreholdt hende imidlertid flere gange det gode parti, og bad
hende om at skrive ham til. Det gjorde hun, og han svarede hende igen
tilbage, at han nok kunne indse, at han ikke kunne forsørge hende,
derfor skulle hun ikke bryde sig om for hans skyld at ægte Thomsen, der
var et meget lovende parti. Hun lod sig da nu let overtale til at gøre
dette skridt, men længere hen i tiden læste hun hans død anmeldt i en
avis fra Sydslesvig, hvilket hun tog sig meget nær og udbrød: "Nu er han
død, som jeg holdt så meget af". Med den anden kone fik alting i Jes
Thomsens hus snart et finere præg, hun havde jo fået en finere
opdragelse end den første kone og været ude blandt dannede folk, men
desuagtet var hun også på sin vis en forstandig og dygtig kone. Thomsen
kunne nok tåle at føre et større hus, han sad i stort handelsflor og
havde samlet sig en svær rigdom, derfor solgte han hint hus på Storegade
og købte igen den østlige del af slottet af skibsbygmester Lorentzen,
hvor han siden boede til sin død. Her boede han allerede 1792 den 16 apr
1792, da den ulykkelige store ildebrand lagde det meste af Nordborg i
aske. Hans kone lå dengang i barselsseng, og da man frygtede for, at
ilden også skulle udbrede sig til slottet, bar man hende ud i en seng
for at føre hende over til Pøhl, hvor hun lå i flere dage, til hun atter
kunne føres hjem. Thi det havde ikke været nødvendigt, da det gamle slot
blev forskånet for ilden.
Som et vidnesbyrd om Thomsens heldige handelsforhold og dygtighed vil vi
anføre en optegnelse fra 1797 af provst Holger Fangel på Nordborg: "En
købmand, hr Jes Thomsen, som begyndte med lidet, har efterhånden sat
byen i mere næring. Med ikke få betydelige skibe, som han har ladet
bygge dels i Sønderborg og dels ved Egernsund, har han drevet en udtrakt
handel. Hans skibe går i fragt på Vestindien og især i Middelhavet, og
have været heldige på deres farter. Iblandt alle handlende i Danmark og
hertugdømmerne turde denne mand vel have fortrinnet i henseende til den
islandske frigivne handel. I indeværende år 1797 sender han ikke mindre
end seks skibe til Island på fiskehandelen, af hvilke de fleste går
derfra til Middelhavet. Hans handelsoplag i Island er betydeligt. Ved
denne mands entrepriser har Nordborg naturligvis også fået større
næring. Adskillige skippere er komne her at bo. Næringen går da fra en
hånd i en anden. Det var i det hele en heldig tid for Danmarks handel,
da dette i forening med Sverige, Rusland og Preussen kunne opretholde
den bevæbnede neutralitet. Det er i denne tid, i slutningen af 1700erne,
at Jes Thomsen ved sin foretagsomhed arbejdede sig op og samlede sig en
stor rigdom, hvorfor han plejede at benævnes "den rige Thomsen". Til en
tid havde han 13 skibe i søen og ejede en formue på 300000 rdl. En del
af denne formue tabtes dog igen, da Danmark fra 1801 og især fra 1807
indvikledes i krigen med England, hvorved den danske handel led et svært
knæk. Ved hans død skal hans formue være gået ned på 120000 rdl, hvilket
hans enke blev siddende for, men hendes mange børn og svigersønner, især
major Hansen i Sønderborg, ville hver på sin måde. Den ene ville ikke
have assureret , og man indlod sig i tåbelige spekulationer, så at
følgen til sidst blev, at børnene ikke fik stort af den førhen
betydelige formue. Den gamle madam Thomsen talede imidlertid altid meget
om de portugisiske og islandske fordringer, som de endnu havde tilgode,
og som familien en gang ville komme til at nyde godt af. Det lader vidst
endnu vente på sig.
Blandt Jes Thomsens skippere kunne følgende mærkes: Christian Matzen på
Druelund ved Nordborg, Christian Frost, Jens Krog, Frederik Brorsen,
Mads Høeg, alle på Nordborg, Jørgen Mintbjerg og Christensen ved
Fynshav. Thomsen tabte sine fleste skibe i den engelske krig, den ene
jobspost indløb efter den anden. Skipper Christensen ved Fynshav (en
pårørende af Thomas Christensen på slottet og Hans Christensen på
Løjertoft) forgik med mus og mand. Thomsen ville til sidst ikke
assurere, det var et gammelt skib, som tidligere Christian Matzen og
Frederik Brorsen havde sejlet med. Man havde påpeget faren førend han
gik ud. Det var da ikke så underligt, at det totalt forliste. Mads Høg
forgik i et slemt uvejr, derfor hed det altid senere, når en svær storm
rasede: "Det er et vejr som dengang Mads Høeg forliste". Da der engang
var barselsgilde hos Dr. Balle fik man den sidste jobspost, at pengene i
den hamborgske bank var gået tabt, hvorover der blev en stor gråd, og
hele fornøjelsen var den dag borte.
Den omstændighed, at Jes Thomsen til en tid arbejde sig op til en svær
rigdom, men til en anden tid for en stor del mistede den, har givet
anledning til en del ugunstige domme om ham, at han ikke skulle være
kommen til sin rigdom på en ærlig måde, og derfor har man i hans
følgende skæbne villet finde en stadfæstelse på den sandhed, at hvad med
synden kommer, med sorgen bortgår. Man har fortalt, at han skulle være
kommet til sin rigdom på følgende måde: En rig dame i Holland eller
rettere fra Amsterdam indbildte han, at han ville ægte hende. Andre
siger, at han havde ægtet hende. Han lod da alle hendes penge og
rigdomme føre ombord på skibet for at sejle hjem med hende. Men
undervejs skal han have kastet hende overbord og beholdt pengene. Andre
siger, at han lod hende blive i sit hjem og sejlede bort fra hende med
pengene. Det er vist ikke andet en løs snak og opdigtet folkesladder.
Den hele historie bærer ved sin ubestemthed og løshed vidnesbyrd om sin
usandhed. Sagen selv lyder også helt utrolig. Det kunne da ikke været
blevet skjult for skibsmandskabet og vel næppe gået så let af. Som de
fleste handelsmænd kan han vistnok også tit have brugt kneb, og vel ikke
altid været et mønster på ærlighed. Men de heldige handelskonjunkturer
til en tid, hans dygtighed og klogskab og foretagsomhed forklarer let,
at han til en tid går let op og frem, ligesom de politiske forhold og
uheldige handelsforhold gør det let indlysende, at det til en anden tid
ligeså hurtigt går ned ad bakke og tilbage for ham. Der er altså slet
ingen grund til at tro sligt rygte om ham. Det har sin grund i
uvidenhed, misundelse og skadesfryd. I de sidste år skal han have været
blind, hvorfor en af familien gerne havde ham under armen, når de
spadserede ud med ham.
En smuk sten dækkede hans grav på Nordborg kirkegård. På den læstes
følgende indskrift:
Was der Verwesung gehret von das wail. viel Ehr- und Tugendsamen Frau
Anne Johanne Thomsen g. Andersen, ist hier ausgesget zum Tage der
Auferstehung, war gebohren 11 Apr 1730 und endigte ihr Walfahrt den 20
Novb. Anno 1780.
Im Jahre 1816 d. 29ten November wurden die Gebeine Ihres im Leben
geliebtes Ehemannes Hrn. Jes Thomsen weil. Kaufmannes in Norburg, geb.
10 aug 1734, neben der ihrigen Eingeleget im 83 Jahre seines Alters.
So wie auch die Asche Seiner zweiten geliebten Ehegattin Fr. Engel
Thomsen geb. Knutzen aus Bredsted geb d. 14ten April 1748, gest. d. 4.
apr 1829, mit der Asche ihres Trauten vermischt in dieser Gruft
aufbewahret wird.
Ved udparcelleringen af Norborg Ladegaard i 1773 købte Jes Thomsen
parcel nr 1 på 18 tønder og 8/16 skæpper for en pris af 39 rdl pr tønde,
ialt 728 rdl 39 sk. For den derpå stående skov 213 rdl 24 sk og for den
af ham købte tærskelade 272 rdl, ialt 1214 rdl 15 sk. plus en årlig
kanon at betale til Nordborg Amtshus på 2 rdl tønden.
Han nævnes ved vielsen 1756 fra Asserballeskov, som havde kongelig
tilladelse som søskendebørn at komme tilsammen, så og havde de kongelig
tilladelse at vies sammen i huset uden at der skulle lyses for dem på
prædikestolen. |