Alsnissen´s slægtsdatabase

Hertug Frederik. (1624-1658).
Hertug Hans den Yngere's fjerde Søn, Hertug Frederik blev født den 26.
November 1581 på Sønderborg Slot og døbt den 22. Januar 1582. I Hertug
Hans d. Y. Gevatternbuch nævnes 24 Faddere ved Dåben, deriblandt Kong
Frederik af Danmark, Greve Johan af Oldenborg, Danmarks Riges Admiral
Peter Munck, Rigsrådene Holgersen, Wiffert, Absalon Boy, Axel
Gyldenstjerne, Friis og Bing. Iblandt de andre findes Navne af den
kendte Adel: Ulfeldt, Bille, Juuel, Kaas, Marsvin og andre. Hertug
Frederik blev gift den 2. August 1627 med Juliane, Datter af Hertug
Franz II af Sachsen=Lauenborg. Hun døde 1630. I Nordborg Kirkebog findes
følgende Notits :
1630. Onsdag den l. December mellem 12 og 1 døde Fyrstinde Juliane her
på Nordborg Slot udi Barselseng og blev ikke forløst. Gud give hende en
glædelig Opstandelse. 1631. Onsdagen den 9. Februar blev Fyrstinde
Juliane begraven og ført til Egen Kirke, og fik hver Pastor 2 Rdl. og et
Flor. Der førtes en fyrstelig Husholdning på Nordborg, og Hertugen var
en dårlig Økonom. Det førte til, at han snart kom i alvorlige
Vanskeligheder, og derfor matte Lensmændene bøde. Hertug Frederik havde
bygget det fyrstelige Grav kapel ved Egen Kirke i Året 1628. Der stod
allerede en lille Kiste, hans Datter, som blev født 1628 og døde straks,
udøbt. Kirkebogen beretter: 1628 Trin. Søn. Om Onsdagen gjorde
Hertuginden Barsel, og Barnet døde straks, var uden Dåb og Christendom.
7. Sønd. e. Trin. Onsdagen blev F. N. Hertug Frederiks Barn begravet udi
Egen Kirke med fyrstelig Comitat, og fik hver Pastor 1 Rdl. til
Begravelsen.
Hertug Philip af Glycksborg havde allerede i Johan Adolfs Levetid
påstået, at Patronatet over Egen og Ullerup Kirker tilhørte ham, og det
førte ofte til Stridigheder. Ved en Sammenkomst i Nordborg den
2l.Oktober 1623 var de to Fyrster bleven enige om, at Johan Adolf skulde
have Patronatsretten så længe han levede. Men nu kom Hertug Philip igen
med sine Krav til Hertug Frederik, og denne Gang vilde han ikke give
efter. Hertug Philip havde ansat en ny Præst i Egen, og da Frederik
vilde jage Præsten med Hustru og Børn bort, klagede Glyksborgeren til
Kongen. Kongens Kendelse må have været til Fordel for Hertug Frederik,
thi denne bestemte kort efter, at hans Gravkapel skulde indrettes i Egen
Kirke. 1628 blev Gravkapellet bygget. 1631 forærede Hertugen Egen Kirke
en indre og 1640 en større Kirkeklokke. Frederik og Philip må være
bleven gode Venner igen, thi Nordborg Kirkebog beretter: 1637, Mariæ
Bebudelsesfest, var begge Hr. Brødre F. N. Hertug Frederik og Hertug
Philip samt begge deres Fyrstelige Gemalinder udi min Kirke til Prædiken
og lod nådigst ofre på Alteret 7 Rdl. Den 5. Februar 1632 giftede Hertug
Frederik sig anden Gang med Eleonore, Datter af Fyrst Rudolf I af
Anhalt=Zerbst. Nordborg Kirkebog beretter herom: 1632 Sexages. Holdt F.
Hertug Frederik Bilager her på Slottet med højbårne Fyrstinde Eleonore
af Anhalt. Gud give til Lykke og Salighed. Amen. Udi samme bilag blev
hertug Frederiks concubine Anne Jægers af Franz Carl af Saxens soldater
fangen bortført af hendes hus. Hertug Frederik havde i Året 1637
indkaldt til en Klapjagt på den første Onsdag i Februar Måned. Alle unge
Mænd i Svenstrup havde af Hertugen faet Ordre til at møde som Klappere.
Men denne Onsdag var Bededag, og da Als i kirkelig Retning kun havde med
Kronen at gøre og ikke med Hertugen, vovede Svenstrup Præst, Carsten
Lorentzen, at modsætte sig Hertugens Befaling og foranledige Klapperne
til at ag i Kirke i Stedet for at ag på Jagt med Hertug Frederik.
Præsten vilde selv overtage Følgerne. Da nu Hertugen kom til Jagt og
Klapperne ikke mødte og han desuden hørte, at Præsten havde afholdt dem
derfra, blev han rasende og red straks til Præstegården i Svenstrup,
hvor han mødte Præsten. Da Hertugen vilde slå løs på Præsten, fandt han
en modig Modstander. Præsten greb Hertugen i det lange Skæg og gav ham
dertil en kraftig Ørenfigen. -På Hertugens Besværing til Kongen mistede
Præsten embedet, men kort Tid derefter gav Kongen ham et Langt bedre
Embede, nemlig Diakonatet ved St. Hans kirken i Odense. Carsten
Lorentzen levede i Odense indtil 1670.
Nordborg kirkebog 13 aug 1643: Taksigelse gjort for broderlig
reconciliation imellem hertug Frederik og hertug Philip, som havde været
uvenner i 3 år. Ps 133.
Hertug Frederik må have været stærkt præget af Overtro. Hans Kamp imod
Trolddom og Hekseri har ført mange uskyldige Mennesker til Retterstedet,
som det fremgår af de følgende Udpluk af Nordborgs gamle Kirkebog® i
Årene fra omkring 1630 indtil Hertugens Død 1658. Der fortælles, at
Hertugen engang på en Køretur mødte en Mand, der havde hvidt Hår og sort
Skæg. Dette forekom Hertugen lidt underligt - Manden matte have med
Trolddom at gøre og han skulde dø. Hertug Frederik bød Kusken, at han
straks skulde skyde ham ned, denne frarådede Hertugen en overilet
Handling. Hertugen kaldte Manden hen til Vognen og beskyldte ham for
Trolddom. På Spørgsmålet Hvorfor er dit Skæg da sort, efter at dit Hår
allerede er bleven hvidt?® svarede Manden frimodigt: Jo Herre, det
kommer af at mit Hår er tyve År ældre end mit Skæg.® Hertugen fandt
denne Løsning naturlig og lod Manden løbe. Hertug Frederik regerede i 34
År på Nordborg. Om hans Død beretter Pastor Andr. Brandt i Kirkebogen:
1658. >Onsdag den 14. Juli blev jeg tidlig om Morgenen fordret til
Slottet at meddele F. N. Hertug Frederik den Herre Jesu Nådes, det Sal.
Alters Sakramente, hvortil H. F. N. på samme Tid sig havde christeligt
beredt, da F. N. dog tilforn i mange År derfra havde sig absenteret. Han
døde siden den 22. Juli.® Efter Hertug Frederiks Død levede Hertuginden
på sit Enkesæde Østerholm, indtil sin Død 1680. 1680. D. 2. November om
Natten Kl. mod 12 er H. F. D. Eleonore, F. Enke på Østerholm, saligen i
Herren hensovet, efter at hun havde været syg en 11 Ugers Tid; og
imidlertid to Gange communeret, og ellers altid årle og sildig med
Hjertens Suk og Bøn befalede sig i den almægtige og barmhjertige Guds
Hænder. 72 År. 3. Advent: Torsdag blev den S. Hertuginde på Østerholm
indsat i hendes Begravelse udi Egen Kirke. Fred. Christian, Rector udi
Sønderborg gjorde Ligprædiken. I Pontoppidans danske Atlas (1781) pag.
440, findes den mærkelige Beretning: Om Hertuginde Eleonore er det
mærkværdigt, at hun befalede, at der skulde stå et Hul åbent på hendes
Kiste, på det at hun ikke af Mangel på Luft skulde kvæles. Hun har vel i
as Tilfælde været bange for at være skindød. Hertug Frederiks Regering
og hans sidste Leveår endte med trange Tider for Nordborg. Svenskekrigen
var en Ulykke for hele Als. Danmarks allierede, de kurbrandenborgske,
kejserlige og polske Tropper var ikke bedre end Svenskerne. Denne Tids
Krigsførelse var en Slags Okkupationskrig, som hovedsagelig bestod deri,
at besætte as store fjendtlige Landstrækninger som mulig med
Rytterskarer, for at svække Landet og udsuge det ved Kontributioner,
Hvervning af Tropper og Ødelæggelser på enhver Måde. Der skulde gives
Fjenden en fuldstændig forarmet Befolkning og et hærget Land tilbage. I
September 1657 blev Als besat af Svenskerne. De havde på Sundevedsiden
lige over for Sønderborg Slot bygget en Skanse (hvor den prøjsiske
Skanse VI nu ligger) til Forsvar af Indsejlingen til Sundet. Mod
Slutningen af 1658 stod 3 Rytterregimenter og 1 Infanteriregiment under
General Ascheberg på Als. Denne kendte svenske General havde særlig
udmærket sig under Krigen i Polen 1656. Kurfyrst Friedrich Wilhelm af
Brandenborg førte selv de allierede Tropper, Styrken bestod af ca. 32
000 Mand, ca. 14000 Brandenborgere, 13000 kejserlige og 5 000 Polakker.
De allieredes Angreb på Als blev besluttet i Flensborg, og Fremrykningen
begyndte den 23. November 1658. Denne Fremrykning nævnes i Kurfyrstens
Krigsjournal: I dag marcherer vort og det kejserlige Artilleri samt
4000 Mand Infanteri, 4000 Ryttere og 1000 Dragoner mod Sønderborg, for i
Morgen at angribe samme By med Alvor og skal Armeen med nogle ankommende
danske og andre tilvejebragte Fartøjer oversættes. Kurfyrsten valgte
Dybbøl Præstegård til Hovedkvarter, her dikterede han sin Disposition
zur Attaque auf die Insel Alsen, dateret Tippel (Dybbøl) den 2.
December 1658. (Trykt i Zeitschrift fr preussische Geschichte II. Aarg.
p. 102). Efter at de allieredes Artilleri havde fordrevet Svenskerne fra
Stranden ved Sønderborg, begyndte om Morgenen den 14. Debr. mellem Kl. 7
og 8 Troppernes Overgang over Sundet ved Hjælp af 17 Skibe og under
Beskyttelse af to danske Orlogsmænd. 300 Mand indtog en Stilling på
Kirkegården ved St. Mariekirken, hvor Kirkegaardsmuren tjente som
Brystværn. De andre byggede Skanser og Barrikader i Byens Gader, Den
følgende Dag skulde Slottets Belejring begyndes. (Theatrum Europaeum
VIII p. 933). Svenskerne havde delt deres Styrke. 1 200 Mand under
Ascheberg besatte Sønderborg Slot, de øvrige under Oberst Knaust gik
nordpå igennem Als og besatte Nordborg. Om Morgenen den 17. December
faldt Sønderborg Slot i de allieredes Hænder. Svenskerne havde Natten
til den 16. forladt det og efterlod de allierede 24 Kanoner, 1200 Heste
og hele Bagagen. Derpå begyndte de allieredes Fremrykning mod Nordborg.
Svenskerne gjorde kun ringe Modstand, efter kort Belejring overgav
Oberst Knaust sig på Nåde og Unåde med sine 8 Kompagnier. 1659 kom
Svenskerne igen og besatte Dele af Als. Det lykkedes dem at indtage
Nordborg Slot og at besætte dette en kort Tid, men Angrebene på
Sønderborg blev slået tilbage. - Als blev nu delvis besat af de
allierede indtil Fredsslutningen 1660. Hvor stærkt Nordborg Slot er
bleven beskadiget under de to Belejringer nævnes ikke. På en Tegning af
Slottet i Pontoppidans Danske Atlas (1781) ses og nævnes de gamle
bombarderede Mure, og på en anden Tegning ses en sønderskudt Mur
(Bastion), der lå ved Nordenden af Slottets nuværende Gymnastikbygning.
En Notits i Nordborg Kirkebog fra Året 1723 fortæller om de allierede
Soldaters Opførsel: Til nogen Efterretning hvad for fata vor Kirke udi
Tontoft Sogn udi den lamentable svenske Krig, som Anno 1658 ganske
Danmark, as også Als overgik haver haft, da har jeg i en Beretning
hvilken min Sal. Farbroder Hr. Christian Brandt om Kirkens Tilstand til
Biskoppen udi Odense i Fyen Anno 1672 matte give, iblandt andet fundet,
at vores St. Antonii Kirke allermeest har udstået. Thi i den
Norborrigske Belejring, som den Tid var, havde Polakkerne deres Ild i
Kirken og opbrændte alle Stolene. Deres Heste førte de også derind, as
at Sognefolkene imod den Søndag, på hvilken man kunde holde Gudstjeneste
der igen, matte rydde Hestemøget ud og stående bivåne Gudstjenesten. Gud
lade os aldrig leve sådan Tid, men give os Fred i vore Dage for Christi
Skyld. Amen. At Befolkningen i høj Grad har følt Krigens Byrde, fremgår
også af et Par andre Sam Notitser i Nordborg Kirkebog. 1657, Juledag.
Ofret udi Kirken på Alteret 35 Mk. 10 Sk., næsten en Snes Mk. ringere
end forgangen Jul, for her lå Ryttere her i Byen. Fastelavn blev der
ofret udi Tavlen for en ung Person, som af en svensk Rytter blev
uforvarende skudt i sin Lænd. 1658, Juledag. Af Slotsfolkene og nogle
Sognefolk, som vare af, dels for Kirkens Ruins Skyld, dels af Armod,
blev der ofret 36 Mk. 4 Sk. Jep Staldmester på Slottet havde købt en
Begravelse i Kirken og betalte herfor 5 Dukater Guld. Disse Penge, som
Pastor Andr. Brandts Hustru havde i Forvaring, blev frarøvet hende af
Brandenborgerne. 1658 2. Adv. Blev der ingen Gudstjeneste holdt på Grund
af de brandenborgske og polske Soldaters Indfald. Tirsdag kom de udi mit
Hus og udplyndrede mig og bortførte alt det Gods og Formue jeg havde,
bade inden og uden Døre, sabel som hvad fremmed Gods de udenlands Folk
havde indsat udi mit Hus til at forvare; og fik jeg en ubodelig Skade.
Gud bedre det, as sandt jeg blev en arm Mand osv. og matte forløbe Huset
og retirerede mig udi Hofprædikerens Hus. 2. Adv. Lørdag døbte
Hofprædikanten Jep Staldmesters Barn (fordi jeg ikke turde lade mig se)
her i Byen, kaldet Jacob, og blev ofret 7 Mk., af hvilke Hofprædikanten
leverede mig de 4 Mk. Gud være hans store Løn. 1659. Septuagesima. Denne
Søndag gik man igen til Guds Bord, efterat vi havde faet Kalk og Disk
igen, som Jep Staldmester har foræret Kirken. De fremmede Krigsfolk
havde røvet Alterkarrene og andet, hvad der havde Værdi i Kirken. Den af
Jep Staldmester forærede Kalk med Patene er endnu i Kirkens Eje. Det er
en smuk sølvforgyldt Kalk med Indskrift: Jacob Jepsen Forstl.
Futter-Marschal und Christiane Jacobs haben diesen Kelch verehret Anno
1659. Under Bunden er indgraveret: >Renoveret 1771.® Disken er prydet
med Korsmærket. 1659. Palmesøndag blev prædiken tilbage for den hastige
Tidende, som kom ind i Kirken og sagde, at Svensken var på Landet;
dermed løb de alle fra Kirken. Dog, Gudskelov! det var ikke as. 1659. 2.
Adv. Onsdag holdt en Taksigelsesprædiken for den gode Forløsning fra de
polske og brandenborgske Krigsfolk forgangen År om disse Tider. Tekst
Sir. 50, 25-26. Pastor Anders Beyerholm i Havnbjerg skriver i Havnbjerg
Kirkebog 1659, at da han med sin Undersvend var på Hjemvejen fra
Sønderborg, blev denne på en forbryderisk Måde skudt af en Rytter. I
Ketting blev Kirken plyndret. Pastor Monrad skriver 1658, at >de vilde
Krigsfolk, Kejserlige, Brandenborgere og Polakker berøvede Kirkerne og
det ganske Land. Befolkningen blev af Svenskerne tvunget til at forrette
Skansearbejde: Nordborg Kirkebog: 1658. Mariæ Renselse. Offer 35 Mk.,
at det var ringere end forgangen År, voldte, at nogle af Sognefolket var
den Dag ude ved Sønderborg at skanse.® Ketting Kirkebog: 1658. l. Jan.
Jacob Jensen af Ketting, en god ærlig trofast Dannemand, da Svenskerne
nødde ham han at skanse, as han blev siddende i et Vand ved Ulkebøl, da
han om Natten vilde ag fra dem. Spøgeri på Nordborg Slot. (Sagn fra
Svenskekrigen.) Da Svenskerne havde besat Nordborg Slot, førte
Soldaterne et vildt Liv i Byen og på Slottet. En svensk Officer havde
forelsket sig i en af Hertugindens Kammerpiger, men da hun ikke vilde
vise ham Venlighed, dræbte han hende på Slotsøen og kastede Liget i
Søen. - Svenskeren skulde ikke vente længe på sin Straf. Da han Dagen
efter red over Vindebroen, blev Hesten sky, og Rytteren styrtede i
Voldgraven og druknede. Efter denne Tid as man ham ofte ved Midnatstid
jage over Vindebroen ind på Slotsholmen, hvor han forsvandt på et Sted
ved Søbredden, hvor man mener, at han har kastet den unge Piges Lig i
Vandet. Efter at Nordborg Slot var brændt i Året 1665 og atter bygget
op, har man ikke set det uhyggelige Genfærd mere.
Hertug Frederik var 12 dec 1641 gudfader hos sognepræsten Andreas
Christensen Brandt.