Alsnissen´s slægtsdatabase

Achelis 6496: Jens Jørgen With gik i Odense latinskole 1761, student
herfra, im. Københavns universitet 26 jul 1762, cand theol 22 jun 1770
med karakteren h, kapellan personel 4 sep 1771, ordineret 11 okt hos sin
svigerfader og farbroder i Ketting.
PT 1881 19: Den 12. præst i Lysabild Janus Georgius With blev af sin
fader sat i Odense latinske skole, hvorfra han dimmiteredes til
universitetet. Som student lod han sig 2 gange hverve til rytter. Første
gang løskøbtes han af sin fader, anden gang, da denne havde besluttet
ganske at slå hånden af ham, skaffede en ædel skipper i Notmarkskov ham
friheden og bragte ham i sin rytteruniform, den eneste klædning, han
ejede, hjem til sine forældre. Efter i nogle år at have været kapellan
pro persona hos sin farbroder, provst Martin Reenberg With i Ketting,
blev han 1780 kaldet til sognepræst i Lysabild til Lysabild. Vel var det
ei ganske let for ham, der fordum i så høj grad havde debaucheret,
stedse at iagttage den for en præst sømmelige gravitet, og i sine
venners fortrolige kreds hyldede han endnu sit valgsprog: -Jo galere, jo
bedre-, ligesom han og, når han på sine idelige rejser kom over Dybbøl
færge, plejede at sige til sin kusk: -Nu er jeg ikke præst længere-. Men
i sin omgang med sin menighed glemte han sig aldrig, og han forstod at
indgyde sine sognebørn tilbørligt respekt, ikke mindre ved ved sin
duelighed som embedsmand, end ved sit bydende væsen. Selv de, der ellers
ikke yndede ham, tilstå enstemmigen, at han var en særdeles dygtig
prædikant og en udmærket katachet. Sålænge han ikkun viste sin myndighed
der, hvor hans embede gav ham ret til at befale, besad han menighedens
tillid og agtelse i høj grad, men da herskesyge forledede ham til at
overskride klogskabens grænser, mødte han næsten overalt modstand og
ringeagt.
I 13 år var han gift med sin farbroders datter, som ved sin munterhed og
vittighed forjog enhver mørk sky, der i ensomme øjeblikke omtågede hans
pande. Den 9. sep 1793 mistede han denne, for at bruge hans egne ord
-ham evig uforglemmelig, evig dyrebare, evig og inderlige elskede
hustru-, og dette tab fik han aldrig erstattet. Vel ægtede han efter 2
års forløb præsteenken Mette Stokkemark Schandorf, født Wind, men hun
harmoniserede i ingen henseende med ham, og dybt krænkede det ham at
bemærke, hvorledes hun ved sin enfoldighed ofte gjorde sig latterlig,
endog for tjenestefolkene. Endnu som forhen, vedblev han jævnligen at
besøge sin afdøde hustrus grav, som han havde ladet omplante med 4
lindetræer og omgive med et gitterværk, og hvorfra han aldrig uden tårer
vendte tilbage.
I det sidste leveår forfaldt han til tungsindighed, der stundom grænsede
til fortvivlelse. At mindet om hans ungdoms dårskaber og hans dalende
anseelse i sognet, måske også hans eneste datters forlovelse mod hans
vilje, har været medvirkende årsager hertil, er ikke usandsynligt, men
den nærmeste anledning var følgende: En af hans naboer, Christen Køx,
som ofte arbejdede for præsten, fik for betaling en ko græsset på
pastoratets mark. Nu fortæller præstens gartner, Peder Knudsen, der ved
hykleri og ved at fortælle sognets Cronique Skandaleuse, havde vist af
skaffe sig sin pricipals yndest, at folk ytrede mistanke om, at præsten
hos Christen Køxs kone gjorde sig betalt, fordi han græssede en ko for
hendes mand. Denne fortælling, som formodentlig ikkun var opspunden af
Peder Knudsen selv, forbitrede With i højeste grad, og næste søndag, da
han holdt en skarp prædiken om bagtalelse, udtalte han det lidet
kristelige ønske, at tungen måtte rådne i halsen på hver den, der
skændigen søgte at angribe hans gode navn og rygte. Fra nu af var livet
ham en trykkende byrde, for hvilken døden befiede ham 27 mar 1802 i en
alder af 56 år.
Skønt han i 22 år havde været præst i Lysabild, om hvilket kald han
sagde: Det er en stor ko, men den giver kun mådelig mælk, så efterlod
han sig dog intet, uden et godt indbo, en følge af de mange rejser han
gjorde, og de idelige spilleselskaber, der holdtes i hans hus. Han
opførte i sin have et grundmuret lysthus, der kosted 80 courantdaler, og
byggede i stedet for det gamle kohus, som hvilede på kirkegårdsmuren, et
smukt og rummelig tærskehus, hvortil hans svigerfader skænkede ham
egetømmer.
W II 352, J 1607, M 184. Richter.