|
Delt note |
PT 1881 28: Eduard Eduardsen Schultz den yngre var kun 18 år, da faderen
overlod ham bestyrelsen af Lysabild skole i 1729, og 5 år derefter, 1734
ved pinsedagstid, blev han udnævnt til degn. I en række af 50 år forestod
han begge ham betroede embeder med megen flid og troskab, og erhvervede
sig derved almindelig agtelse, skønt han ved sin stundom bidende kritik
over alt, hvad der syntes ham usømmeligt eller latterligt, gjorde sig
mindre yndet, ja endog frygtet af mange. Hans ægteskab var uden børn. I
de 10 1/2 år han var enkemand, lod han sit husvæsen bestyre af Cathrine
Markfoged fra Mommark, hvem han testamenterede 400 rdl courant under den
betingelse, at hun ikke måtte gifte sig, så længe han levede. Efter at
have holdt skole i 53 år antog han 1782 skoleholderen i Skovby, Johan
Johansen til substitut, og fungerede fra nu af alene kun som degn indtil
sin død, der indtraf på hans fødselsdag den 8 mar 1789 i hans alders 78
år og hans embeds 55 år. Præsten With giver ham i minesterialbogen det
vidnesbyrd, at han var en brav og retskaffen mand, som med priselig
troskab forestod sit embede, og i særdeleshed var en overmåde god
skolelærer.
Om sig selv skriver han således i sin dagbog: Gud være lovet for den tid,
jeg har levet i verden, og for mit ærlige brød. Gierrighed har ikke bragt
mig til at gøre uret eller gnieri; vellyst har ikke fået mig til
overdådighed, og ærgerrighed har ikke trængt til, at nogen slags stads
skulle gøre mig fornem. Følgende gav han sine arvinger at betænke:
Jeg tiden ei unyttig drev,
Men pasde flittig på:
Jeg sang, arbeided, regned, skrev,
Som hver mig må tilståe.
Nu kan I kives som I vil,
thi jeg det ikke ser.
Måske I komme og dertil,
For jeg ei samled mer,
Dog beder jeg, at ingen vil
urigtig snappe fra;
thi jeg kom ærligen dertil,
gør I og ligeså.
Over den navnkundige gnier Lamme Lave gjorde han følgende gravskrift:
Jeg leved her i ussel stand og daglig plaged mig,
I hunger, kuld, på sø og land; det har jeg gjort for dig,
som arve kan. Kom det ihu! Hvo var vel Lave liig?
Der tog så knap en smule brød,
Ja åd vel aske i sin grød,
fordi at dø så rig.
Af hans poesier anføres -Aftægtsmandens frimodighed-:
Nu tusker jeg ikke med konger og fyrster,
thi deres besværlighed ei mig forlyster,
nu kan jeg med rolighed sove og gåe,
Mig ingen skal slide og skjælde og slåe,
Jeg og er fornøjet med klæder og hus,
og kan med courasie drikke en rus.
Eduard Schultz jun. havde samlet sig en formue af 6000 rdl, af hvilke
han, foruden den sum, han bestemte sin husholderske, skænkede enhver han
havde holdt over dåben 50 rdl, og desuden bortgav ikke ubetydelige
summer. Til kirken forærede han en sølvæske, for at bruges ved
kommunionen til oblater. Da præsten With opmuntrede ham til at lade sit
navn anbringe på samme, svarede han: Skam få den, der gør, jeg gav den
ikke til pral.
Medens han således på en værdig måde anvendte en betydelig del af sin
formue, kan det derimod ikke billiges, at han ganske forsømte
degnegårdens reperation, og efterlod denne dels i faldefærdig tilstand,
ligesom det også med hensyn til hans eftermænd var uforsvarligt, at han,
blot af lune, forsmåede 4 skæpper land, som de Skovby boelsmænd ved
seperationen udlagde til degnegården, og hvilke, skønt de ligger tæt ved
degnegårdens øvrige grund, således gik tabt for stedse. |