|
Delt note |
Chr Knudsens F III 39: Frederik Vogelsang, f. 1804 d. 2. juli på
Bommerlund. Han blev alm. kaldet Fritz Vogelsang. Han var som barn en
lille tyk dreng, der havde vanskeligt ved at tale rent. Var han i besøg
i Nordborg præstegård, kom han af og til løbende og sagde: "bang Gose
kallekunne", han var bange for tingskriver Goos
kalkuner. Denne mand
boede nemlig tæt ved præstegården. Han gik det sidste år før sin
konfirmation i Augstenborg skole, kom da i handelslære hos købmand Otto
Ahlmann på Graasten og var siden i 8 år kommis hos købmand Nielsen i
Sønderborg, hvor han tjente sig en sum penge. Men da denne mand siden
gik fallit, kom han hjem og købte stedet på Østerholm af sin far, til
hvilket en del jord blev taget fra Bommerlund, så at der omtrent kom til
at høre en 30-35 tdr. land til dette sted, som tidligere havde været et
gartnersted, hørende til Østerholm slot. Ved overladelses kontrakt 1834
d. 14. nov., fik han stedet på Østerholm med 20 tdr. parcelland af
Bommerlund og 10 tdr. eller 8 tdr. bonitet af det til byen Helved
hørende land = 28 tdr. land. Han var først forlovet med Inger Margaretha
Møller af Falsled, der dog syntes bedre om hans bror Nikolai, med hvem
hun siden blev gift. Fritz Vogelsang generede sig dog alligevel ikke ved
at ride omkring som bryllupsmand og indbyde til hendes bryllup, og da
folk undrede sig herover, tog han sig det tit i det og sagde: "det
bliver jo dog i familien, min bror!" Der taltes også engang om et parti
mellem ham og præstens datter, Louise Ahlmann. Det blev dog alligevel
ikke til noget. Til sin broders bryllup på Bommerlund, blev han forlovet
med Anne Thomsen, en datter af stamparcellist Thomas Thomsen til
Hartspring, med hvem han blev gift 1836. Da hun således var en
steddatter af hans halvsøster, Anne Christine Knudsen, benævnede han
hende altid i fremtiden "søster svigermor". Han var vel nok en skikkelig
mand, men forfaldt efterhånden slemt til drik i den grad, at han til
sidst flere gange fik delirium og blev da ofte slem og umedgørlig for
konen, der dog altid bar sin byrde med en sjælden sagtmodighed og
overbærenhed. Hun har aldrig klaget over ham eller bagtalt ilde om ham,
tværtimod snarere været rede til at lægge ned på hans fejl og undskylde
ham. Det blev værre og værre med hans tilstand, han talte ofte i
vildelse og havde fæle syner, ligesom han var slem til at bande. Han
passede ikke ret sit sted, havde taget imod det med en del gæld, som han
stadig forøgede ved en del klat- og svatgæld rundt omkring iblandt folk.
Han døde 1847 den 26. jan. 43 år gl., og blev begravet på Igen kirkegård
i stedets begravelse, på den sydlige side af koret, hvor en sten endnu
ligger over ham. |