|
Delt note |
Chr Knudsens F bind I: Anna Peders Datter i Ketting, f. 1697 i Ketting
og døbt af stedets præst Hr. Johannes Paulsen i Ketting kirke d. 28.
nov., hun var altså søster til de 3 tidligere omtalte brødre, Thomas
Petersen, forpagter på Melsgaard, Hans Petersen, degn i Tandslet og
Steffen Petersen, gartner på Østerholm. Hun har gået i skole hos degnen,
Hans Philip, med hans søn Stephan Hansen, som hun omtrent var
jævnaldrende med. Omtrent 1712 er hun trådt ind i de voksnes kreds,
offentlig konfirmation fandt vel endnu ikke sted, men hun må være bleven
privat overhørt af sin sognepræst hr. Provst Johannes Paulsen, førend
hun kunne stedes til den hellige nadver. Følgende begivenhed der er
bleven fortalt, må henlægges til hendes yngre alder: "Oppe i det
næstsidste hus i byen, når man går til Augustenborg, boede dengang en
herredsfoged, Brandt, hvis frue dengang var nedkommen med et lille
drengebarn, som kort efter fik navnet Ulrich Brandt i dåben. Da Ingeborg
en dag besøgte hende, fandt hun hende ligge grædende i sengen, og da hun
spurgte hende hvorfor hun var så bedrøvet fortalte hun, at hun havde
haft en afskyelig drøm. Hun havde nemlig drømt, at Ravnen fløj bort med
hendes lille barn og hakkede i dets hoved, og dette havde sat hende i en
uhyggelig stemning. Ingeborg trøstede hende så godt hun kunne, lod hende
betænke, at det kun var en drøm, og at det havde ikke stort at betyde,
hun havde jo langt større grund til at glæde sig over sit barn, og takke
herren for den beviste nåde. Dog indeholdt denne drøm sin sandhed, og
gik til sidst i opfyldelse i sin skrækkelige virkelighed. Thi da Ulrik
Brandt blev ældre kom han på afveje, blev et liderligt og forfaldent
menneske, der ingen ting tog sig for og blev til sidst en gemen
landstryger og døgenigt, en almindelig skræk for folk i Sundeved, der
ikke turde gå om aftenen for denne vagabond, Ulrik Brandt. Til sidst
blev han en morder, da han engang var taget ud i en kro på heden i
nærheden af Ensted, og her lagde morderen mærke til, at en lille
hyrdedreng puttede nogle skilling i sin lomme, fulgte han efter ham, da
han gik ud af kroen, og et stykke fra byen skar han struben over på ham,
for at røve hans penge og et halstørklæde. Sagen blev snart opdaget og
morderen Ulrik Brandt blev stejlet i nærheden af Ensted kirke 1750 d. 8.
april (mundtlig fort. af J. Knudsen. En gammel vise om denne sag).
Det er vist et spørgsmål om det ikke snarere har været Ingeborgs mor,
Anna Kræmers, der har besøgt fruen; thi Ingeborg selv kan ikke have
været ret gammel og gift dengang. Måske har hun snarere dengang tjent
hos denne familie. ( Skriften på siden: Denne historie gælder snarere
Ingeborg Thomas Datter i kroen, end Ingeborg Peders Datter, der bliver
for ung. Den gamle pastor Knudsen har taget fejl.) Det tvivles slet ikke
på at denne Ulrik Brandt er født i Ketting, men det er vist snarere sket
i deres gamle bol, hvor nu Bispegården ligger, og ikke i hint hus, som
vistnok først er opført 1762. Hvad hans far har været ved jeg ikke, vel
muligt, at han har været kammerseketær på Augustenborg og siden en kort
tid har været herredsfoged over de gamle augustenborgske besiddelser,
med bolig i Ketting i dette gamle bol. Han har vistnok været far til
følgende 3 børn: - Birgitte Kathrine Brandt, f. 1696 og død 1760, g. m. degnen Jørgen
Brunckartzen i Ketting. De havde det gamle bol i fæste 1730 ved siden af
degnetjenesten. - Simon Peter Brandt, f. 1706 død 1770. Kammertjener på Augustenborg
og branddirektør over hele Als. Han købte 1735 det gamle bol i arvefæste
af hertugen og boede her indtil 1762, da han solgte det til Dr Arends af
Tønder, byggede nu selv hint andet hus som et slags aftægt. Her døde han - Og her boede hans døtre, 2 gamle jomfruer Brandt, flere år efter
hans død. - Ulrik Brandt, f. efter 1707. 1736 og måske allerede 1729 findes han
som et ordentligt menneske på Gråsten, måske har han dengang været
lakaj, senere må han være blevet forvildet. Han er måske f. i tiden fra
1707-14. På grund heraf har Ingeborg måske dengang snarere tjent
familien som en ung pige. 1718-19 nævnes Ingeborg Peders datter flere
gange som fadder til børn af Asserballeskov. 1719 d. 17. dec. holdt
Peder Kræmer, Poul Smeds søn Peder af Asserballeskov, over dåben i
Asserballe kirke. Til dette barn stod også Anna Peders datter og
Ingeborg Peders datter fadder. Fra sin konfirmation og indtil denne tid
har Ingeborg Peders datter altså vistnok opholdt sig hjemme på Als.
(Asserballe kirkebog).Omtrent 1720 fik hun tjeneste hos en grev,
Danneskjold-Samsøe, der dengang boede i Altona, til hvilken familie hun
måske er bleven anbefalet fra Augustenborg, hvor Grevinde Louise til
Danneskjold-Samsøe var g. m. Hertug Christian August til Augustenborg.
Da hun var ung og rask ville hun selv gerne udenfor for at lære, og for
at fortjene noget, hos fremmede, tilmed da hendes forældre var fattige
og gamle folk, der i fremtiden kunne trænge til understøttelse og hjælp.
Tomhændet og ringe udstyret med penge og klæder, men derimod rigt
begave, med sine forældres og søskendes velsignelse og fromme ønsker,
gik hun tilfreds op til Altona i et par tøfler, hvor hun straks
tiltrådte sin tjeneste hos herskabet og bestyrede siden som husholderske
i flere år deres hus til familiens tilfredshed, og da hun tillige var
meget sparsommelig, sparede hun sig en lille kapital sammen. At hun må
have været yndet af sit herskab, kan ses deraf, at når greven kom i
besøg på Augustenborg, har han et par gange også et øjeblik set ind til
hende. Formodentlig når han er gået med ud på jagt, har han set
lejlighed til at se hen til hende. Engang overraskede han hende således,
da hun sad og spandt med ryggen vendt imod et åbentstående vindue, råbte
da: "Godmorgen! og dukkede sig i det samme ned, og da han atter gentog
sin hilsen, udbrød Ingeborg forskrækket: "Jøsses! hr. greve! er det
Dem?" Dette har formodentlig været en af de yngre grever, brødre til
hertuginden af Augustenborg, hvem Ingeborg har kendt som børn; thi deres
far var for længe siden død. Det lader dog ikke til at hendes forældre
var så fattige. ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen i Havnbjerg).
Omtrent 1725 vendte hun atter tilbage til sit hjem, dels for at hjælpe
sine gamle forældre og dels for at overtage stedet, hvilket hun nu kunne
indløse. Hendes 2 yngste brødre var endnu uforsørgede, gik hjemme og
havde ikke lært noget. Det gjaldt da om at få dem ud af huset og sat i
vej. Steffen der dengang var 16 år gl., fik hun sat i gartnerlære i
Sønderborg, og Hans Petersen var 24. år gl. og sang godt, tænkte hun på
at få en degn ud af. Den gamle degn i Tandslet monsieur. Christian
Schultz kunne nok ønske ham til sin svigersøn og eftermand i Tandslet
degnekald. Men hertil udfordredes en speciel kongl. tilladelse, da kong
Frederik d. 4. flere gange havde indskærpet bisperne kun at kalde
studenter til degnekaldene. Ingeborg besluttede da at gøre en rejse til
København for at bønfalde kongen om det omtalte degnekald til sin bror,
og da hun havde en bror, Peter Petersen, der var gartner ved
Frederiksberg Have, håbede hun ved hans hjælp at få kongen i tale. Hun
begav sig da til fods på rejsen, fortalte sin bror sit ærinde, og bad
ham skaffe sig audiens hos kongen. Han bød hende at vente til den
følgende morgen, han ville da bønfalde kongen om en sådan
nådesbevisning, når han i godt lune gjorde sin morgentur rundt i haven
og til sidst plejede at sætte sig i et bestemt lysthus. Dette løb nu
også heldigt af, og da Ingeborg den følgende morgen traf sin broder,
overrakte denne hende et stykke papir, hvorpå der stod skrevet, at
hendes bror, Hans Petersen, var kaldet til degn i Tandslet, såfremt
biskoppen i Odense fandt ham duelig og bekvem dertil. Glad over rejsens
lykkelige udfald begav Ingeborg sig på tilbagerejsen og mødte i
"Krebsehuset ", en bekendt kro, mellem Ringsted og Sorø, en søn af
præsten hr. Matthias Steenløs i Tandslet, som rejste i det samme ærinde.
Hun spurgte hvorhen han agtede sig, og da han betroede hende sit forsæt
at søge degnekaldet uden at ane, at hun allerede gik med udnævnelsen i
lommen, ønskede hun ham ved afrejsen en lykkelig fremgang og rejste hjem
hvor hun blev modtaget med stor glæde. Kort efter måtte Hans Petersen
selv rejse til Odense for at lade sig prøve af biskop Jakob Lodberg.
Hele natten forud lå Ingeborg og strikkede på hans strømper, puttede dem
tidlig om morgenen i farvekedlen for at han kunne få dem med, når han om
eftermiddagen skulle drage af sted til Fynshav for at komme til Odense.
(mundtligt af J. Knudsen ). Dette tildrog sig dog ikke i Frederiksberg,
men i Frederiksborg Have. Da disse sager var bragte i orden kunne hun
først tænke på sine egne anliggender, og ved samme tid meldte sig en
bejler: Johan Gotfred Johansen, en søn af farver Johan Henrik Farber i
Egenmølle og en bror til Knud Johansen, kromand i Ketting. 1726 stod
deres bryllup, hvilket kan ses af en gammel sølvske, som hans bror,
Henrik Johansen, der var farver i Ærøskøbing har skænket dem, på hvilket
læses: "Henrik Johansen Farber 1726." J.W. Jakob Wrang, der senere har
ladet sit navn stemple på skeen. Denne første mand har vistnok ligesom
sin eftermand drevet slagteri i Ketting, og af den grund har udvidet
stedets bygninger, da den lange østlige lade bygning er opført 1732,
måske en slags aftægt i enden ud til gaden. Dette ægteskab varede kun
kort, da han døde i en ung alder, før 1737, da kirkebogen først begyndte
dette år d. 13. juni. Han skal have været temmelig hengiven til drik. De
havde kun en søn sammen. ( mundtlig fort. af J. Knudsen og egne
iagttagelse )
|