|
Delt note |
Achelis 3184: Hans Paulsen var novice ved universitetet i Kiel 3 jun
1669, ved universitet i Jena 1673 (1 sem), 1680 vesperpræst i
Sønderborg, 29 apr 1682 sognepræst i Ketting, senere provst.
Arends II 170, Wiberg III 739, J 323, J 1624, Treschouw 319, DS 1 rk VI
62, K S 5 rk III 304 f. Nied F G XII 117.
Chr Knudsen VI 126: Hr Johannes Paulsen er født i Sønderborg, hans fader
var Mathias Paulsen Platen og moder Elisabeth Clausen, en søster til
præsten Peder Clausen i Oksbøl (om moderen er rigtig ved jeg ikke). Fra
1680-1682 var han aftensangpræst i Sønderborg, da han 1682 blev kaldet
af hertug Ernst Gnther til sognepræst i Ketting. Denne hertug var 9 aug
1675 bleven beskikket til guvernør over den kongelige del af Als, og da
han også i kongens sted skulle holde et vågent øje med den gejstlige
jurisdiktion, afløser han på denne måde vel den lensmanden på Nyborg
påhvilende forpligtigelse. Joannes Paulsen blev omsider provst og døde
1734, altså blev han jubellæer. 1700 havde han en strid med hertuginde
Auguste til Augustenborg, Dette år den 18 sep bevidner provsten i
Asserballe og præsterne i Notmark og Tandslet, at siden landsbyen
Stavensbøl for en 30år siden blev forenet med Augustenborg, har blot de
ledige personer på slottet søgt hofkapellet, medens derimod alle
befriede betjente og Stavensbøls indvånere lige fra arilds tid har søgt
Ketting kirke, og der ydet deres rette sognepræst deres offerog anden
skyldighed. Men for en 19 år siden have også de i byen boende betjente
begyndtat afholde sig fra deres sognepræst med hensyn til skriftermål og
altergang og søgt dette i kapellet, medens det dog ikke kan nægtes, at
de øvrige ministerielle handlinger har de ladet forrette i Ketting,
indtil nu for nylig da fyrstelig confessionarius Nicolai Thomsen fra
Sønderborg også har copuleret et par, skønt brudevielsen var bestilt i
Ketting. I henhold til dette indgik præsten samme dag med en ansøgning
til kongen om denne kirkes summarus ejuscopus og bad om, at det burde
formenes de øvrige af denne bys indvånere at søge til kapellet i
henseende til skrifte og altergang og kun indrømmes de andre dette for
deres livstid, at ej den hele by med tiden som den fjerde del af sognet
skulle gå tabt, hvilket stred imod lovbogen og 2 kongelige
konfirmationer på hans kald. 11 sep 1700 udgik der derfor en kongelig
befaling til biskop Kingo om at beskytte præsten i hans ret, hvis sagen
forholdt sig således og tilkendegive hertugindens hofprædikant, at han
havde at afholde sig fra videre indpas i den andens rettigheder, end
allerede skik var. Da imidlertid nu også hertuginden indgik med sin
fremstilling af sagen befalede kongen atter biskop Kingo 8 jan 1700 (må
vist være 1701) at tilkendegive hr Johan Paulsen, at da de fyrstelige
betjente altid havde haft frihed til at søge skrifte og communion i
kapellet, havde han at tage bedre iagt den respekt, han var fyrstinden
skyldig, og at afholde sig fra alt, hvad hun med hensyn til kapellets
gudstjeneste måtte anordne for sine betjente. Johannes Paulsen må vist
nok til sin sid have været en formuende mand, således lånte han 1712 i
Hellig Tre Kongersugen imod en panteobligation grev Ahlefeldt på Gråsten
800 rdl og atter 11 okt 1716 samme mand imod obligation 1000 rdl, af
hvilke penge han imidlertid ingen rente havde fået, da ved grevens død
hans bo gik konkurs. Derom vidner også, at han før sin død stiftede et
legat på 100 rdl for fattige i Ketting, der efter hans bestemmelse
skulle stå hos præsten, indtil kapitalen kunne anbringes hos en
pålidelig mand. Efter Christian Møllers død i Asserballe 1710, må han
være blevet provst over Als Sønderherred, hvilket han var i årene
1711-1713, da Hans Casper Brandt opholdt sig som huslærer i hans hus,
hvilket han roste meget. 1730 blev han jubellærer. Det slår ikke fejl,
at han vistnok i de senere år som en meget gammel mand må have holdt
kapellan, hvoraf Chr Knudsen dog ikke har fundet nogen. Chr
Knudsen XI 109: Johannes Paulsen krævede 1690 erstatning for sine
indtægter ved landsbyen Gundestrup nedlæggelse, men hertugen
replicerede, at der var oprettet 4 kåd på grunden, så det kunne gå lige
op. |