|
Delt note |
AMAA 123: Johannes Monrad var kun 13 år gammel ved faderens død og
mistede ligeledes tidligt sin moder, hvilket han bittert bekager i sin
postil. I min ungdom blev jeg alt for tidlig berøvet begge mine
forældre, men fuldførte dog mine studeringer, uagtet lykken var mig
ugunstig. Han måtte derfor slå sig igennem på en kummerlig måde, og
endnu i sin alderdom begræd han, at han for armods skyld ikke kunne
gøre anderledes og bedre fremgang. 1582 var Johannes Monrad på grund af
sin hjælpeløshed i huset hos den pommerske adelsmand Jørgen Svade, der
stod i dansk tjeneste. Denne mand blev sammen med Ditlev Brockdorff af
kong Frederik II sendt til Holsten, da Reinfeld kloster med mere gods
skulle overdrages til hertug Hans den Yngre som arv efter farbroderen
Hertug Hans den Ældre. Ved denne lejlighed fik Ditlev Brockdorff på
første pintsedag overrakt et lille digt af Johannes Monrad, som derved
vandt en velynder i adelsmanden, der ydede ham understøttelse, så han
kunne fortsætte sine studier. Først syslede han med filosofi, dog mest
med fysik og astrologi, men da han af mangel på midler ikke kunne udføre
det, han havde lyst til, og videnskaberne selv ikke syntes at kunne
skaffe ham et levebrød, endnu mindre fremme hans og andres salighed,
lagde han sig efter teologi. Han har vist nok studeret ved universitetet
i Rostock, da han senere havde en del venner i denne by.
1588 blev han informator hos hr. Ditlev Rumohr for den unge Henning
Rumohr, og hermed banedes vejen for ham til at blive præst. Han var kun
23 år gammel, da han 21 nov 1589 blev kaldet til sognepræst ved Ketting
menighed. Da Monrad overtog embedet efter Carsten Rød, var præstegården
meget forfalden, og han måtte derfor, som han selv skriver, bruge megen
møje på at istandsætte dette hus, der ynkeligt faldt sammen, at få orden
i sit husvæsen, grave fiskedamme og anlægge og pleje frugt- og
lysthaver. Sønnesønnen Johannes Monrad henviser til, at der i Karsten
Røds tid i nogle år kunne sås 18 ørtug af allehånde korn, i andre 20
ørtug, og at der årlig bjergedes fra 12 til 16 læs hø. Den tredje del af
jorden lå til fælled og fægang, og præstens jord, der lå mellem de
Kettings mænds i alle 3 marker, foruden hans lykker eller lunde, var fra
gammel tid regnet for 16 ørtugs kornskyld. Denne jord blev af Johannes
Monrad med megen oprydning og stort arbejde i moser, kær, ager og eng
mærkeligt og meget forbedret. Ved magelæg indfriede han en del mindre
skovlodder og lykker, og af sin gode ven Ditlev Rumohr til Rumohrsgaard
fik han 3 kåd i Ketting, et stykke land i Heierhals og træer til
plantning af hegn (Chr Knudsen XI 27).
At han også viste sig som en dygtig og nidkær mand i sin præstegerning,
ses deraf, at han allerede 10 apr 1599 blev provst over kirkerne på Als.
Dette embede voldte ham adskillige bryderier med bøndernes mange
restancer i tienden, der skulle inddrives af præsterne som kirkeværger,
hvis de da ikke selv ville betale gælden, og med hertugen, der ved at
nedlægge gårde ofte berøvede kirker, præster og degne deres lovlige
tiende, eller også tit tog et stykke jord til sig, der tilhørte kirken
og dens mænd. Sådan noget kunne nok skaffe en ung og dygtig provst, der
ville gå rettens vej, ubehageligheder, og han måtte drages med mange
vrangvillige folk, der både hemmeligt og åbenlyst stod ham imod.
1608 kort efter pinse var Johannes Monrad som provst til stede i Skt
Nicolai Kirke i København og hyldede her på den alsiske gejstligheds
vegne den udvalgte prins Christian, og her genså han sin fordums herre
Jørgen Svade (ligprædiken over Ditlev Rumohr, Chr Knudsen VII 34-38).
Monrad var en flittig mand på sit studerekammer, og hans værker, der
alle er skrevne på latin, skaffede ham et navn ude og hjemme. Her skal
kun nævnes hans lykønskningsdigt til Prins Christian (001604), hans
digte af den hellige historie (1584), Evangelieforklaringen (1611) og
postillen (1614). Universitetet i Rostock hædrede ham derfor 1613 med
den filosofiske magistergrad og titlen -Poeta laureatus-. Af
ligprædikener fra hans hånd kendes to, over Ditlev Rumohr til Dyttebøl
(Rostock 1610) og over Agnes Hedvig, Hertug hans den yngres gemalinde
(1616).
Johannes Monrad der i sit liv havde gennemgået mange og langvarige
sygdomme døde den 6 feb 1623 og begravedes i kirken 11 feb. Sognepræsten
Jesper Hansen fra Asserballe, der samme år blev provst, holdt
ligprædiken over teksten Daniel 12, 2: Og mange af dem som sove i
støvets jord, skulle opvågne, somme til evigt liv, og somme til skam,
til evig afsky (Nordborg kb). Ligstenen over Johannes Monrad, der ved
istandsættelsen af kirken i tiden mellem 1850 og 1860, solgtes til
ejeren af gården Lysholm, bar indskriften: Perpetua erit memoria justi.
Her hviler i Herren død hæderlig og højlærd mand, hr. Johannes
Monradius, Lneborg, Poeta laureatus, sognepræst til Ketting Kjerche på
34 år, provst på Alsøe i 24 år, som døde 6 feb 1623 sit alders 57 år med
sin kære hustru, hæderlige og gudfrygtige matrone Anna Vagets, som døde
9 mar 1654 hindes alders 71 år. Hvilke Gud velsignede i deres 33 års
meget kjærlige ægteskab med 11 børn. Til den ene side vi sønner og til
den anden side vi døtre, på hin sten læstes endnu: Hr David, præst til
Oksbøl og siden til Ketting, Johannes, præst til Tontoft, Hr Erik, præst
i Middelfart, til Helliggeist i København og bisp i Ribe. Hr Ditlev,
præst til Sønderby og Helnæs i Fyn. Nu var her nok en, men den var så
afslidt, at man kun på nogle få steder kunne læse. Dette var bl.a. også
nogle fruentimmere (Chr Knudsen XXI 75).
Nordborg kb: 6 feb 1623 udåndede i heren vor provst Johannes Monrad, han
blev begravet 11 feb. Ligprædiken blev holdt af hr Jesper i Adserballe.
Text. Dan. 12: De mange som sove etc. |