|
Delt note |
Chr Knudsen H 1 78: Peder Dominicussen; hvis egentlige navn var Peder
Christensen tog ved boelet 1788; da hans fader døde. Det gjaldt om et
godt giftermål for ham. Han kunne nok have lyst til at fri til boelsmand
Otto Pedersens datter Anne i Havnbjerg, der var eneste datter i sin
faders gård, skete det, ville han altså blive arving til 2 boel på en
gang. Til at bringe denne sag i stand, måtte den gamle Johan Degn være
ham behjælpelig. Peder Dominicussen kom i denne tid ofte over til
degnen, og de gik da gerne sammen op i piselen, hvor de talede om sagen
og opsatte betingelserne, men degnens gamle pige Marike Lasses og
drengen Jørgen Knudsen lurede ved døren; så at det blev ikke længe nogen
hemmelighed. Peder Dominicussens søster Maren, der siden blev gift med
kådner Christen Ohlsen på Hans Schillings sted, skulle igen have Otto
Pedersens eneste søn Peder Ottesen, og hvis han ikke tog hende, skulle
han give hende 200 rdl og en seng, men han døde imidlertid, forinden
han nåede såvidt. Johan Degn fik en dag Otto Pedersen og Christen
Dominicussen samlet hos sig; thi det skete førend denne sidste døde, og
sagen blev bragt i rigtighed til begge parters tilfredshed. De blev gift
1789 og brylluppet stod på hustruens fødegård. Johan Degn var som ofte
tilfældet en af forloverne. Den gang måtte der ikke holdes så store
bryllupper som nu til dage. Når gæsterne var forsamlede kom vrøgerne
gerne og skulle tælle, hvor mange der var med, at tallet en 30 familier
ikke blev overskredet. Men de kneb naturligvis øjnene i, og der blev
alligevel holdt store bryllupper. Da vrøgerne således ved denne
lejlighed kom for at tælle, gik overkomplettet et øjeblik tilside ind
til boelsmand Rasmus Rasmussen, og da man var færdig med dette arbejde,
kom de i
frem, og først nu kunne man nyde sin mad i ro. Efter bordet bød man
præstens og degnens famlie at gå op i et afsides kammer, hvor de alene
blev trakterede med kaffe; thi på grund af sin sjældenhed og kostbarhed,
var det endnu ikke blevet skik og brug at beværte hele selskabet med
denne kostelige drik. Således gik det den gang til ved et bondebryllup.
1807 sad Peder Dominicussen for boelet, hans tiende udgjorde til præsten
1 skæppe rug, og til kirken 3 tønder byg og 2 tønder 4 skæpper havre.
Han sad i den dårlige tid, hverken ejendomme eller korn var i nogen
pris. 1819 kostede en tønde rug 2 rdl 32 sk. 1 tønde byg 1 rdl 46 sk. 1
tønde havre 1 rdl 20 sk. 1820 en tønde rug 1 rdl 43 sk. 1 tønde byg 1
rdl 4 sk. 1 tønde havre 30 sk. 1821 en tønde rug 1 rdl 6 sk. 1 tønde byg
1 rdl 4, 1 tønde havre 27 sk. 1822 en tønde rug 1 rdl 14 sk. 1 tønde byg
44 sk. 1 tønde havre 30 sk. 1823 en tønde rug 1 rdl 9 sk. 1 tønde byg
46 sk. 1 tønde havre 24 sk. 1824 en tønde rug 47 sk, 1 tønde byg 36 sk.
1 tønde havre 27 sk. 1826 en tønde rug 1 rdl 34 sk. 1 tønde byg 1 rdl 7
sk. 1 tønde havre 43 sk. (Kirkekornets salgspriser). Undertiden gik det
vel også under disse priser. Det var dårlige tider og det kneb. Det kneb
også for Peder Dominicussen. 1822 var han årlige skat til den kongelige
kasse 153 rdl 85 sk og til Nationalbanken 33 rdl 94 sk i alt 187 rdl 83
sk. Men til samme tid var hans skatterestance løbne op til 1348 rdl 32
sk. De gik de følgende år måske endnu højere op. Andre boel i
Nørreherred havde endnu større skatterestancer end dette boel. I vor tid
vilde en sådan gæld ikke sige stort på et boel (skrevet 1886). Men når
regeringen gjorde alvor af at inddrage sine skatter, var det ikke let at
få penge til låns at betale dem med, især når vedkommende foruden
restancerne havde endnu anden privat gæld. Desuden var der jo mindre
pant og sikkerhed, jo større beløb restancerne udgjorde; thi disse havde
prioritet frem for al anden gæld. Flere bønder fik penge til låns af
Nørreherreds kirkekasse, det må Peder Dominicussen også have haft.
Kirkekassen tabte ikke så lidt hist og her ved den ene og anden konkurs
af landejendomme på de tider. Enkelte frelste sig ud af klemmen ved at
sælge et eller flere grundstykker fra boelet, andre, der ikke så sig i
stand til at få pengene, gik som sagt fallit, og boelet blev da mangen
gang solgt for de stående restancer; thi der var ingen købere, en
almindelig skræk beherskede alle, og derfor sank ejendommens pris. Peder
Dominicussen hjalp sig ud af sin forlegenhed ved at sælge et stykke af
sin store tørvemose. 14 sep 1826 gav direktionen for Als Nørreherreds
kirkebestyrelse tilladelse til at sælge fra sit boel 2 tønder tørveland,
imod at købesummen 200 rdl anvendtes til afdrag af de kongelige skatter.
Dette stykke mose, der lå i rævegravene ved Oksbøl sognegrænse, solgtes
til Hans Henrik Schmidt fra Nordborg: Det var kedeligt for stedets
senere ejere, at en sådan fremmed mand om sommeren skulle have fri
passage i deres jord og de har ofte beklaget sig derover. Men de må vel
på den anden side vel betænke, at på denne måde ved at skille et lille
stykke fra boelet, frelste han sin ejendom for sin familie. Man fristes
næsten til at antage, at al denne pinlige uro og angst, som denne
usikkerhed i ejendommens bevarelse, må have forårsaget, have forkortet
denne families dage. |