|
Delt note |
Hans J. Frederiksen overtog gården 1899. Ti år efter den 31.5. 1909
brændte gården m. aftægt, tillige med smedestedet som lå i nærheden. Det
var anden pinsedag og byen var næsten affolket. På grund af pinsen og
det fine vejr havde de fleste unge taget til forlystelsesstederne og til
bal om aftenen. Der var ingen hjemme på gården, undtagen en
tjenestedreng. Ved 9-10 tiden opstod der en kraftig røgsøjle op mod
himlen og ilden havde hurtig omtændt gården i flammerne. Man nåede ikke
at få dyrene reddet i stalden, kun et par svin løb forvildet omkring, og
ejeren reddede et par heste, men blev forbrændt i hovedet, det var i
sidste øjeblik, han slap ud af den brændende stald. Ilden havde nu bredt
sig til smedestedet, det var gamle stråtækkede bygninger, som snart var
brændt ned. På et aftægtshus lige overfor smedien, var der kravlet en
ældre mand op på taget for at slukke gnisterne, der fløj med vinden hen
over nabobygningerne. Det var Hans Peter Bonde, der ville redde sit
stråtækkede hus, hvad lykkedes. Han kunne ikke holde sig fast af
overanstrengelse og faldt ned, lå bevidstløs til næste dag, hvor døden
indtraf. Det var d. 1.6. 1909. Det var et sørgeligt syn den næste dag,
hvor man oplevede at se så mange værdier ødelagt. Intet indbo blev
reddet. Malkekøerne, 12 ialt, lå forkullede i deres bidsler og hvor man
om aftenen før, havde hørt deres brølen, da ingen kunne redde dem, blev
de flammernes bytte. At ilden var påsat var der ingen i tvivl om. Man
mistænkte tjenestedrengen, men han nægtede hårdnakket.
Den gamle Junkergård blev genopbygget og er stadig i slægtens eje. Man
kan således se tilbage på en slægt og en gård med rige traditioner og en
omskiftelig historie.
Mange år efter den store ildebrand kom en mand ind i smedien til byens
smed og gav sig i snak med ham. Af samtalen kunne smeden høre, at denne
mand var stedkendt her i byen. Fortalte, at have tjent her som
tjenestedreng, og så godt som, røbede han, at som hævn, fordi han ikke
måtte med de unge ud til forlystelse i pinsen, satte han ild på gården
hin pinse i 1909.
Hans Frederiksen var en meget nationalt indstillet mand. Som stifter af
Egen Forsamlingshus, gjorde han en stor indsats til et samlingssted til
møder for den danske sag. En ungdomsforening blev stiftet med Hans
Frederiksen som formand.
Hans Frederiksen var legemlig svækket fra fødslen i den ene arm og ben.
Det gode humør og det lyse sind hjalp ham over vanskelighederne. Hans
dygtige kone bistod ham i alt.
I ægteskabet var der to sønner, Hans og Christian. Hans Frederiksen og
hustru kom på aftægt 1927. Hun døde ret pludseligt, var om natten sovet
stille ind i døden den 9.4. 1949.
I en nekrolog i Sprogforeningens Almanak for 1955 står: "Lillejuleaften
1953 døde en gammel trofast hædersmand fhv. gårdejer Hans Frederiksen i
Egen på Als, f. 29.5. 1870. Opvokset under den skarpe tyske kurs, kom
han hurtig i forgrunden i det nationale arbejde i sognet.
Hans Frederiksen var ikke udrustet med talegaver el. andre personlige
fordele, men han var en slider, der ikke skyede personlig risiko. Skulle
der ærinde til den almægtige amtsforstander Klinker i Nordborg, så blev
Hans Frederiksen sendt af sted. Hans hjertebarn var Egen Forsamlingshus,
og han kæmpede utrættelig for dets ve og vel. Hvor var han stolt og
glad, når salen fyldtes til vore nationale møder. Det var velfortjent,
da kongen den 14.9. 1934 gav ham Dannebrogskorset. Egen Sogn og
Forsamlingshus vil mindes Hans Frederiksen i taknemmelighed. " |