Delt note |
Chr Knudsen XXX 185: Jørgen Jørgensen, også kaldet Jørgen Lauritzen nævnes som boelsmand på boel nr 3 i Stolbro 1856-1890, han overtog gården 15 mar 1856 for 3840 rdl sølv. Her ved denne lejlighed udspandt sig en proces med herredsfoged Grønlund, der forlangte, at den kongelige procentskat skulle erlægges ikke af denne overladelsessum, men derimod af gårdens virkelige værdi. Hidtil havde man kun været vant til at betale af den overladelsessum som en fader havde sat. Herredet stod bag Jørgen Jørgensen i denne sag, da det var interesseret i sagen, men herredsfogeden gik af med sejren. Jørgen Lauritzen ligner meget sin moder, har altid været en sjælden, rar, stille og beskeden, pæn mand i alt sit forhold. Efter sin kones død sad han i flere år her som enkemand. En pige Anne Cathrine Johansen af Sjellerup holdt hus for ham, og da hun var meget god imod børnene, tilbød han hende sin hånd. Hun havde i flere år været forlovet med en karl af den dårlige familie Valter i Hundslev og hævede nu partiet. For at hævne sig og blamere dem, går dette menneske en aftenstund til Stolbro og skyder sig ud for deres vinduer. Dette vakte en stor og forfærdelig opsigt, og som det gerne går ved en sådan lejlighed, publikum tog straks parti for ham som den forurettede og så i hans færd en høvisk gerning. Derfor blev kirken propfuld ved hans begravelse, og navnlig spillede en søster af ham her rigtig komedie, idet hun af og til udstødte nogle forfærdelige hyl i kirken. Hun var forresten et meget simpelt fruentimmer, gift med Hans Nielsen Løjt (001899), der hører til sognets rakkeri. Tilføjelse : De besindige og fornuftige folk misbilligede straks den store ære, der blev vist denne karl, thi hvad man end vil dømme om det hele, så var og blev han dog en selvmorder, der gjorde det som en slags hævn og ikke i fortvivlelse, det er det stygge ved sagen. På bryllupsdagen indfandt søsteren til hin karl sig atter ved kirken for at gøre skandale, navnlig stod hun og holdt hans portræt frem, folk vare dog så fornuftige at vise den taske bort. Ifølge (S&P III 237) fik Jørgen Jørgensen bondegården ifølge skøde af 27 feb 1857. Sønnen Lauritz døde som elev på Askov højskole, blev ført til Egen og her begravet. |